torsdag, juni 12, 2008

Livsnyderen om værdiladede symboler

Det handler egentlig ikke om, hvad jeg tror på eller ikke tror på.

Men den her debat med religiøse symboler i det offentlige rum - jeg synes faktisk, den er interessant.

Især fordi der på min arbejdsplads er en pæn diversitet i nationalitet, kultur og religion. Der har også typisk været en god rummelighed omkring det, og der har været skik for, at man var det man var, uden at forsøge at tvinge det ned i halsen på andre.

På et tidspunkt sad jeg på kontor med en katolik, en Jehovas Vidne, en aktiv folkekirkekristen og en erklæret ateist. Der blev diskuteret meget og intensivt, men også åbent og respektfuldt.

På et andet tidspunkt har jeg arbejdet sammen med en mandlig kollega - rar og dygtig fyr, for øvrigt. Jeg havde hørt, han var meget aktiv kristen, og det var fint med mig. Hvad jeg måske syntes var over kanten, var det meget store og meget synlige kors, han bar udenpå blusen.

Jeg synes, det signalerede en masse ting, som ikke havde noget med vores fælles arbejde at gøre. Det fik være, for det var ikke større, end at jeg mentalt kunne sætte sådan en sort bjælke hen over.

For nylig sukkede jeg lidt, da en meget emsig ung-kristen på mit arbejde mødte op i en t-shirt, som spillede på Ringenes Herre, men i virkeligheden var en Jesus-reklame. Også en rar og dygtig fyr - men han tager nok sig selv og sin kristendom en kende alvorligt, og tager det lidt for personligt, hvis man erklærer sig uenig i nogen af hans synspunkter.

Jeg valgte at undlade at kommentere hans trøje. Men ærligt talt, så støder det mig, når folk bliver for påtrængende i deres missioneren på arbejdspladsen.

Og det handler som sagt ikke om, hvad jeg tror på eller ikke tror på. Jeg ville have været lige så provokeret af en trøje, der stod "Jeg stemmer på Villy Søvndal/Anders Fogh/Pia Kjærsgaard", eller "Gummi-fetich-festival 2005". Eller muslimsk indhyldning/hageskæg. Eller jødisk kalot. Eller you name it.

Det handler om den hårfine grænse, hvor man signalerer lidt om, hvem man er, og hvad man står for - den, som hvis den overskrides, bliver alt for in-your-face. Måske endda signalerer "jeg-er-bedre-end-dig".

Det kan man gøre i sin fritid, hvis trangen er der. Jeg synes bare, det er u-fedt at blive konfronteret med på min arbejdsplads.

Skal man så lovgive, eller lave regler for det? Nej. Det synes jeg absolut ikke. Jeg kan sagtens leve med enkelte smagløse indslag i min hverdag. Hvis min personalechef indførte regler for, at man ikke måtte signalere holdninger med sin fremtræden, var der jo ingen ende på galskaben.

Så var der jo ikke plads til det lille guld-dagmarkors, nogen havde fået i dåbsgave, eller de mere diskrete holdningstilkendegivere. Man måtte hive øko-mærkerne af de frugter, man tog med på arbejde. Rød og blå ville blive bandlyst i påklædningen.

Forstå mig ret - jeg har intet imod guldkors og kalotter og sjove tshirts mv. i gadebilledet. Godt med lidt forskellighed. Men jeg klæder og opfører mig altså også anderledes, når jeg er på arbejde - der er jeg professionel.

Lidt almindelig sund fornuft. Lidt respekt for, at der er ting, andre ikke er interesseret i at dele med dig når I nu er sammen 37 timer om ugen. Det være sig Anders, Allah, Gud, Satan eller Master Fatman.

I rest my case.

8 kommentarer:

Johnnie sagde ...

Jeg er overvejende enig, faldt dog over en detalje. "Muslimsk hageskæg" som noget provokerende....

Hvis en ikke-muslim har samme skægføring, er det så også provokerende?

Er det så bedst at undgå at ansætte en muslim som af religiøse grunde fører skæg? Det er jo ikke lige sådan at tage af og på ;-)

Lizelotte sagde ...

Johnnie, det er lidt et dilemma - men igen, jeg tror ikke jeg ville blive provokeret af en muslim med skæg med mindre han med andre virkemidler promoverer sin holdning. Det er den der hårfine grænse ... og årsagen til at jeg ikke er fortaler for regler.

Anonym sagde ...

Det er en meget interessant diskussion du fører på banen, havde en diskution med min datter omkring det emne, hun har fået en ny kollega/veninde som er muslim og bærer tørklæde. Vi er jøder bestemt ikke særligt troende spiser ikke cosher holder ikke sabbath etc etc. nå datterbarnet spurgte om jeg ikke syntes at Sulejma Fatima var sød, og det røg ud af munden på mig: jo bare hun ikke bar det tørklæde. min datter blev tosset og sagde at jeg var blevet racist på mine gamle dage ( jeg er 45) Men nej alle må haveden religion de har og de må bære kors, tørklæder, Burka, hageskæg og hvad ved jeg, sålænge det virkelig er deres religiøse overbevisning men jeg opfatter det som provokation, hvis en pige møder op tilen jobsamtale uden tørklæde og først ifører sig det , efter 3 mdr. prøvetid, eller som Sulejma Fatima der bar en stropbluse og korte bukser, når koranen siger at arme og ben skal være tildækket , så bliver jeg eddermugme provokeret
når det tørklæde skal på. jeg går med min Davidstjerne, men bærer den som regel aldrig synligt synes ikke der er nogen grund til at provokere. jeg har venner og veninder både muslimske og kristne, pinsemissionen etc vi respekterer hinanden, men jeg vil ikke provokeres, selv i Tyrkiet er tørklædet blevet forbudt, det synes jeg er tankevækkende.

Simon sagde ...

"Gummi-fetich-festival 2005" ? Så er det godt vi ikke arbejder sammen sted, LizeLotte ;)

Men det er en svær diskussion, hvor man hurtig kan komme ud i et grænseland.

F.eks. tager jeg også afsted fra politiske eller religiøse statements på arbejdet. Derimod kan jeg sagtens selv gå i en t-shirt fra et bestemt band...

Lizelotte sagde ...

Simon, det kunne jeg nok også finde på ... jeg har fx. været at træffe med en flot tshirt med Tigerdyret fra Peter Plys. Og jeg har også band-tshirts, jeg bruger dem bare ikke på arbejde (dog mest fordi de er forvaskede og skæve ;-).

Det er det der med fingerspitzgefühl .... nemlig... tror ikke vi kunne blive meget uenige om det (ud over den der gummi-fetich-ting :-)

Anonym, der skal nemlig være plads til os alle sammen - og vi skal GØRE plads til hinanden. Det gør vi ikke ved at smække vores trosretninger, sexualitet og politiske tilhørsforhold i ansigtet på hinanden...

Anonym sagde ...

flot formuleret du har fuldstændig ret, det var en fejl at jeg stod som anonym mit kaldenavn er flinkonella

Stiletten sagde ...

Hm...
Jeg sidder lige og overvejer, at det her da ikke kan passe - jeg plejer jo at være enig med dig, Livsnyder. ;-)

Men her må jeg altså melde pas. Jeg opfatter det på ingen måde som missioneren, om så folk tropper op i muslimsk tørklæde OG kalot OG gummistøvler. ;-)

Jeg synes, der kan ligge et problem i, hvis en kvinde i burka skal undervise eller tage sig af kundekontakt. Dét bliver for forstyrrende, fordi man ikke kan se hendes ansigt og kropssprog i øvrigt. Men de dér småting... Kalot, et kors om halsen osv.. generer mig helt ærligt ikke.

Begynder folk derimod at missionere eksplicit (altså mundtligt) for mig er sagen straks en helt anden...

Lizelotte sagde ...

Stilet, det er nærmest beroligende at vi ikke er enige om alt - var lige ved at spekulere over om vi var tvillinger adskilt ved fødslen (især fordi jeg føler mig mere 30'er en 42, når det kommer til stykket).

Jeg har ikke valgt at føle som jeg gør - jeg må bare konstatere at jeg føler det anmasende og stødende, når folk i den grad har behov for at skilte med religiøsitet. Jeg konstaterer ikke at jeg har ret - argumenterer blot hvorfor jeg har det sådan.

Det gør mig ubehageligt til mode.

Jeg ville nemt kunne have venner, som signalerede tro eller seksuelle afvigelser såvel som politiske (;-) - men dem har jeg valgt at omgås, med de signaler, de sender. På mit job vil jeg helst være fri for det.