Det har været en dejlig weekend!
Fredag aften bød på Mexicansk Fest med Kristians klasse - Bruno og jeg cyklede derud, mens Kristian og hans far kom i bil. Praktisk, for de havde den kage med, jeg havde bagt.
Det var rigtig hyggeligt! Der var - ud over 2 hold naboer her fra Fasanvej - en ægtefælle til en af mine kolleger, en af Brunos cyklekammerater, og så en af de gutter, som vi sang koncert sammen med i Christianskirken for nylig.
Lørdag stod den på havearbejde og rengøring ... Bruno fik klippet hækken, og jeg fik gjort rent. Lige fra morgenen af var vejret bare dejligt, og jeg lagde ud med en tur ind til byen. Jeg havde lidt ærinder derinde, bl.a. skulle jeg på grønttorvet.
Axeltorv er blevet så flot! Det er der, der er grønttorv hver onsdag og lørdag. Ovenfor ses vores fine nye springvand, og Fredericia Bryghus i baggrunden.
Man kan godt se, at ombygningen af torvet er ved at være overstået - for nu vender standene tilbage på grønttorvet om lørdagen! Det var ellers blevet et lidt forkølet fremmøde.
Jeg fik købt de æg, jeg kom efter. Der var også friske, danske jordbær - uhm!
På vej væk glædede jeg mig over, at Fredericias grimmeste hus er blevet væltet!
Sådan her så det ud:
Nu er der bare blå himmel, når man kikker derop. Det er en god forandring - også selvom Bruno sentimentalt udtaler, at han har været med til at sætte vinduer i huset i sin tid... det må dælme være længe siden!!
På vej forbi Rådhuspladsen stoppede jeg for at tage et billede mere. Jeg har lovet Roberta flere billeder fra Fredericia - hun er umættelig :-) Det var lidt svært at få hele pladsen med, for der var sat vandlegeplads op på rådhuspladsen.
På vej hjem måtte jeg lige ind til Lund+Lund. Jeg havde lyst til et lækkert lille feriestrikketøj - noget der ikke fylder alverden eller varmer i skødet. Det blev også til en lille sludder med Jytte, der foruden at være en "nabo" her fra Fasanvej, også er svigerinde til min mangeårige kollega Susanne - som er "den anden Lund".
Og jeg FANDT noget lækkert!
Det smukke, lette tørklæde er designet af Susanne, og du kan købe materialerne på deres hjemmeside, hvis du har lyst til noget lignende. Der var flere rigtig smukke farver, og Jytte hjalp mig med at finde de helt rigtige kantebånd til tørklædet. Jeg glæder mig til at komme i gang!
På vej hjem syntes jeg også lige, at jeg ville berige mine læsere med et kik ned af min lillebitte vej ...
Uhm .... her har jeg hjemme.
Søndag --- der regnede det!! Jeg fik formiddagen helt for mig selv, for Andreas og Kristina sov (bytur) og Bruno var kørt ud og cykle.
Jeg fik lavet lidt arbejde, og så har jeg ellers mest hygget mig ... har nydt den lune luft fra den åbne terrassedør og lyden af sommerregn. Fik en lang telefonsludder med min mor ... det var hyggeligt.
Så kom en glad Bruno-dreng hjem med sin fine nye cykel, som skal fragte ham over alperne efter sommerferien.
Jo ... det har været en dejlig weekend ... og jeg kunne godt klare at den varede lidt længere!
2 kommentarer:
Fredericia er da en smuk by, det torv er jo helt sydlandsk.
Og din weekend lyder som en dejlig en af slagsen.
Lene, Fredericia er en lækker lille by. Og jo, jeg havde en rigtig dejlig weekend... nu har jeg gang i en travl, men dejlig uge.
Det betyder så at jeg ikke lige har fået skrevet på bloggen ... men mon ikke det går ...
Send en kommentar