Tid er, som mange har konstateret før mig, noget underligt elastisk noget.
Jeg har for nylig været lidt inde på det i mine indlæg om alder.
Og nu dukker den op igen, den der med tiden. Denne mærkeligt amorfe substans. Nogen gange sej som hjemmelavet karamel, som den strækker sig og strækker sig - nogen gange som en film man holder ffwd-knappen nede på.
Det er jo ikke så længe siden han prøvede rygsæk og gjorde sig klar til at rejse til Costa Rica, den store dreng. Men dengang syntes juni måned at være uendeligt langt ude i fremtiden.
På søndag fylder han 21, min store dreng, og en uge senere kommer han hjem. Jeg glæder mig helt vildt til at fylde øjne og ører med min skønne unge mand.
Og på en eller anden måde er det bare gået helt vildt hurtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar