Babysnak

Jeg dikkede en baby lige her igår.

En af mine kolleger medbragte sådan et lille, dunet, mælkeduftende væsen, som han og hans kone havde produceret - og hendes lige så nuttede storebror på et par år.

De er godtnok søde, sådan nogen. Jeg kan faktisk GODT huske, dengang mine var sådan nogen små, bløde nogen. Der var ikke noget blødere end Andreas, når han lige vågnede om morgenen (ofte i min seng) og puttede sine små tykke arme om halsen på mig.



Og Bodil - hende den smukke med det mørke hår og den faste vilje. Hvor var hun kær - det er hun faktisk stadigvæk :-)



Min mindstemand, Kristian, kan jeg godt have lidt svært ved at følge med. Før jeg får set mig om, er han en stor dreng. Han var en lille spinkel fyr, med kæmpestore mørke øjne, og han var den, der var senest til at snakke. Sidenhen har han i den grad taget revanche.



Nøh. De er godtnok ikke særligt små længere. Men jeg er mindst lige så glad for dem som dengang :-)

Små børn er hjertegribende søde. Det skal de være, for de er totalt hjælpeløse - og nuttetheden gør, at vi tager os af dem. Mine unger er ikke hjælpeløse mere, og måske ikke nuttede på helt samme måde som sådan nogen bebser. Men de er mine, og jeg er stolt af dem.

Og hvor har min kollega og hans kone meget sjov til gode - for der er ikke noget federe end at opleve, hvordan de der små dun-unger vokser og bliver til rigtige mennesker, med personlighed og egne meninger og måder at gøre tingene på, som deres forældre ikke lige havde forestillet sig.

Og så ER der jo også en vis charme ved ikke at blive vækket om natten, fordi nogen er sultne/har tabt sutten/har haft mareridt/har våd ble etc etc....