Hvordan kan det være, at man som ung sukker efter at være alt muligt andet end man er?
Dengang som nu var jeg en udadvendt, spontan, lidt højtråbende, glad blond pige som altid var lidt til den buttede side.
Men inderst inde drømte jeg om at være mørk og mystisk. Elegant og gratiøst tilbagetrukket. en, som gemte hemmeligheder og sorger bag de (naturligvis) dybblå øjne.
Okay. Mørk og mystisk? Med lyst hår og en hud, som hellere ville blive rød end brun var det eneste mørke ved mig de der brune øjne. Men de havde naturligvis den helt forkerte facon, og var slet ikke mandelformede og mørkvippede nok. Og mystisk ... det kunne jeg nogenlunde klare at være i 4½ minut, så var der et eller andet, jeg simpelthen var nødt til at delagtiggøre verden i.
Elegant og gratiøst tilbagetrukket.... tjah. Det er svært at være elegant når man er høj, bredskuldret og motorisk udfordret. Og glem det med tilbagetrukket.
Hemmeligheder og sorger - jo, dem kunne jeg nok mønstre, men man kunne ikke sådan umiddelbart se dem boble rundt i mine ikke særligt dybblå øjne. For blå øjne var naturligvis det, der var attraktivt, når de fra naturens hånd var brune...
Kæft hvor var det træls - jeg vidste lige præcis hvordan jeg gerne ville fremstå, men jeg havde en chance som en snebold i helvede... for det var jo alle de ting, jeg ikke var.
Nu er jeg blevet voksen. Sådan nogenlunde, ihvertfald. Jeg har ikke farvet de blonde lokker mørke, eller fået farvede kontaktlinser. Jeg er ikke holdt op med at være udadvendt og le højt, når jeg har lyst. Og jeg er blevet glad for mine brede skuldre, og for de ansigtstræk, som jeg stirrede ondt på i spejlet som teenager.
Men jeg ser tilbage og husker, hvor misundelig jeg var på dem jeg kendte, som bedre levede op til mit ideal - og jeg vil gætte på at de så på mig og misundte mig min lette gang på jorden. Måske endda mit lyse hår og mine brune øjne.
Hvorfor er det, at når man er ung, vil man bare være alt muligt andet end det, man er? Tænk alle de ærgrelser, jeg havde sparet mig selv for, hvis jeg bare havde været glad ford et, jeg havde fået fra naturens hånd - helt fra starten af...
7 kommentarer:
Ak ja, tænk på alle de ærgrelser man kan spare sig for hvis man bare..
Det eneste vi kan gøre nu er vel at lide os selv som vi er, og lære vores børn at gøre det samme.
(sig selv, altså, ikke os..)
(eller, også os, men.. arghh :D )
Ja, Anna, vi prøver - men gad vide om det lykkes :)
Jamen Liselotte - hvis vi havde haft det livsmod og selvtillid dengang, havde vi jo simpelthen været have gående frit omkring. Hvor kedeligt og fatalistisk det må lyde, så tror jeg det er moder naturs måde at beskytte os mod at rage os ud i alle mulige lidt for spændende udfordringer som vore små skrøblige hoveder og kroppe alligevel ikke er modne til?
Nej, jeg ved det ikke, men jeg ved til gengæld HELT PRÆCIS hvad du mener :-)
Go' søndag til dig. Og vær bare misundelig. Det var en hyggelig aften med indisk mad og selskab i går!
Hanne, god pointe! Og mon vi kunne have værdsat vores nuværende overskud, hvis vi ikke var startet med at være usikre på alle de der ting ved os selv?
Hov min PC havde lige udeladt et par ord. Jeg mener at vi ville have været farlige at have gående frit omkring.
Som små afsikrede selvtillids-missiler. totalt klar til at erobre verden foran dem der var knap så hurtige på aftrækkeren :-)
Jeg har haft det på samme måde ... men i omvendt form .. jeg var brunette og tilbagetrukket og mystisk og genert, og hold kæft hvor jeg hadede det .. jeg ville være blond, spontan og ligefrem og højtsnakkende *GG*
Men jeg synes det er fint at man lærer at sætte pris på sig selv, og i dag ville jeg ikke bytte min personlighed med nogen som helst.
Det er bare dejligt at der er noget godt ved at blive ældre ... nogen fordele skal der sgu være :o)
Hehe Anna ... og alligevel ligner vi jo hinanden på nogle punkter, ikke?
Det er fedt at blive ældre... :)
Send en kommentar