Jeg er blevet bloddonor igen.
Jeg startede oprindeligt med at give blod, da jeg blev 18. For mig var det soleklart - noget, man gør når man kan. En gave til andre - og noget, man måske selv kunne få brug for en dag.
En slags borgerpligt, i mine øjne.
Siden 1994 har jeg ikke givet blod - kort efter min sidste tapning blev jeg gravid med Kristian, og siden dengang har en gang kyssesyge (hvor mine levertal ikke ville ned igen) og en række irriterende små-infektioner har holdt mig ude.
Nu har jeg dog været infektionsfri temmelig længe - selv den irriterende tilbagevendende blæreinfektion holder sig borte (syv-ni-tretten)- så nu kan jeg være donor igen.
Er du bloddonor? Hvis du er rask og u-medicineret, bør du overveje det.
Det gør ikke ondt. Du tager ikke skade. Og landet fattes donorblod.
8 kommentarer:
Hvor er det en god ting du gør :-) Jeg kan desværre ikke være donor, mine blodårer ligger så dybt, at de ville skulle tappe mig fra håndryggen....det har jeg ikke lyst til, pyha.
Therese, mit sønnebarn er heller ikke donor ... de skal rode urimeligt længe efter hans blodårer, som ruller og ruller og ruller ... arrgh... så han er dispenseret for :) Ligesom dig.
Jeg blev det for to år siden igen. Jeg kom fra det, da jeg var gravid, og da det altid gjorde frygtelig ondt, så holdt det mig væk. Enten er jeg blevet mere hårdfør eller der er bedre nåle :-) Nu gør det ikke ondt.
Måske har jeres lokale blodbank fået et større nåle-budget ... så de ikke behøver bruge dem til de bliver sløve ;)
Jeg har aldrig oplevet at det gjorde ondt... måske har jeg bare været heldig (og så har jeg nogen rigtig gode årer at stikke i).
For år tilbage var jeg det, og synes som dig at det næsten skulle være en borgerpligt. Jeg er det ikke mere, fordi jeg de sidste par gange fik det ret dårligt. Jeg blev vejet og fundet for let... noget med en vægtgrænse på 50 kg!
Ha, Jane - DET sker helt sikkert aldrig for mig! :-)
Hihi ... vægtgrænsen har heller aldrig holdt mig fra det! Men jeg HAR prøvet at blive dårlig - en sommerdag, hvor jeg muligvis havde drukket for lidt. Donorkorpset var på min arbejdsplads, jeg blev tappet, og gik direkte op på kontoret og var ved at besvime. Ringede til dem - hvorefter der kom to læger susende med 2 cola og 2 æblemost, som jeg SKULLE drikke med det samme. Det hjalp da også noget, men jeg blev sendt hjem i taxa med strenge ordrer på ikke at være alene det næste døgn!!
Men det afskrækkede mig nu ikke. Har været donor i perioder, afbrudt af sygdom, graviditet, behandlinger med akupunktur hos ikke-læger (nej, det er ikke godt nok at det er en fysioterapeut) og i de senere år også rejser i malaria-egne.
Så, Lizelotte, jeg er helt enig: Det er bare at melde sig - det er en god sag!!
Jeg ville meget gerne være donor, men jeg må desværre ikke, da jeg dagligt tager medicin som ikke kan renses ud af blodet. Min far er til gengæld også blevet tappet så rigeligt at det må gælde for både ham, min søster og mig selv - omkring 200 gange er det nok blevet til. Til gengæld er jeg organdonor - med fuld tilladelse og hele gøjemøget! Og det er mindst lige så vigtigt. Jeg har én gang doneret rygmarv, jeg gjorde det med glæde, men det var en hård, hård omgang!
Send en kommentar