...men hjemme bedst!

Vi har lige passeret grænsen for et kvarters tid siden. Men på en eller anden
måde har vi NÆSTEN været hjemme siden vi så det første skilt mod Flensborg.

Det bliver lækkert at hoppe i vores egne senge i aften og vågne op til fuglesang i pæretræet

Og ikke mindst at vide at vi stadig har en hel uges ferie til gode :-)

Detaljer om ferien følger ... min elskede iPhone er fin at blogge på, men kun små indlæg.

Tjeklister og rejsekriller

På spisebordet flyder tjeklister og ting, vi skal have pakket.

Der er rejsevaluta, opvaskemiddel og viskestykker, spil og diverse elektroniske ladere.
Lidt en blandet landhandel!

Vi skal nok blive klar, og for en gangs skyld skal vi ikke op kl. kvalme for at komme på landevejen. Vi kører i morgen ved 8-tiden - og regner med at lande i Calais engang i morgen aften. Vi har værelser på den lokale Ibis, og booking på en færge næste morgen.

Det giver os gooood tid til at komme til Acle i Norfolk inden kl. 16, hvor vi overtager den båd, vi skal sejle rundt i den næste uges tid.


Vi glæder os! Først en uge, hvor vi tøffer rundt i smukke Norfolk, og så 3 overnatninger i London - det giver os to hele dage. Vi har booket en tur i London Eye og billetter til London Dungeon.

Med os har vi som altid en vældig stak biblioteksbøger, og godt humør. Det bliver noget HELT andet end den sædvanlige tur til Frankrig ... men vi KAN nok godt finde på at "go traditional" næste sommer ;-)

Jeg har hentet spil til min iPhone, og fået en billader, så jeg er også underholdt hele køreturen :-)

Mand, jeg glæder mig! Nu er det snart!

PS: Andreas passer på huset - en stor del af tiden sammen med Kristina. Så indbrudstyve kan godt glemme det. En stor, styg ex-garder og en skrap næsten-lærerstuderende! Grrrr!

Cykelsoftie

Her idag, hvor arbejdshesten Nicki Sørensen endelig fik en velfortjent Tour de France-etape, var det noget andet cykling, der virkelig rørte mig.

For selvom Nickis sejr, efter at han i så mange tours har slæbt diverse kaptajner op og ned af bjerge, både gav mig gåsehud og lidt fugt i øjnene, var der alligevel en anden cykelrytter, som berørte mig mere.

For et par dage siden mistede den lokale toprytter Jette Fuglsang livet under en træningstur i alperne. En glad ung kvinde, 31 år gammel, som på en nedkørsel fik for meget fart på og rundt i et sving ramte først en autocamper og derefter en bjergside. Ifølge medierne døde hun af indre kvæstelser på vej på sygehuset.

Hendes kæreste var med, men var ikke sammen med hende lige der - han var kørt ned før, og fik besked af de andre.

Forfærdeligt trist, men man hører jo så meget. Sørgeligt og ærgrerligt.

Idag så jeg så, at et par af mine venner havde meldt sig ind i en facebookgruppe til minde om Jette Fuglsang. Jeg gik ind og så nærmere på gruppen, og så ramte det mig. For inde på gruppens væg var hilsner fra JF's venner og bekendte, og en kort hilsen fra hendes kæreste.

Det var den sidste der fik mig ned med nakken. Puha, det ramte i mellemgulvet.

Er man så en softie, når man tuder så meget at man er nødt til at snige sig ud i køkkenet med camouflerende hår ned i ansigtet for at pudse næse? Stakkels Jette, og stakkels hendes familie og hendes kæreste.

Man kan sige at det er en god død, at falde væk midt i at man gør det, man elsker - men det er godtnok for tidligt, når man er 31.

Mon den kan?

Jo... Man kan også blogge fra sådan en nymodens telefon...

Mikro-blogtræf :-D

Nu er der kun 3 arbejdsdage til, at jeg går på ferie.

Jo, du læste rigtigt.

For i morgen holder jeg en feriedag, og så hopper jeg på et tog til Smilets By, hvor jeg holder et mikro-blogtræf med en skæg og klog blogger - nemlig Anne O'Manne.

Vi har det sidste års tid gået og sagt "Nej NU skal vi osse snart...." og det er, hvad det er blevet til.

Men nu har vi simpelthen gjort alvor af det, har vi.

Og jeg glæder mig. Det kan næsten ikke undgå at blive sjovt og hyggeligt.

Et godt grin?

Humor er en sjov størrelse.


Se, det var jo egentlig en lidt komisk sætning ... for det giver jo sig selv, at humor er sjovt. Men ud over det, så er der jo helt vildt meget forskel på, hvad folk synes er morsomt.

Personligt får jeg ondt i maven af grin over mange forskellige ting ... noget af det ypperste er gamle klassikere som Monty Python ... jeg har hulket mig igennem mange afsnit af Flying Cirkus, for ikke at tale om Life of Brian eller The Meaning of Life ...


Jeg har dog også grinegrædt mig igennem gennemført platte og fjollede film som "Dude, where is my car" og - for at nævne en filmklassiker chez maison Saxkjær - "You don't mess with the Zohan". Sidstnævnte er en ultra-langt-ude-fjollet film med Adam Sandler som supersej, hummusguffende israelsk undercover-agent, som meget hellere vil være frisør i USA. Banal og åndet og ekstremt sjov ... synes vi hjemme hos os.

Ude på arbejde bliver jeg - af mine unge kolleger - introduceret til mange sjove ting. Det er som regel pænt langt ude på det skøre overdrev, og jeg labber det i mig. Tror efterhånden drengene har luret hvad det er, jeg synes er sjovt...

Dansk humor er nu heller ikke at foragte. Jeg vil ikke komme nærmere ind på de helt oplagte --- Dirch Passer, Preben Kaas, Tommy Kenter mv --- de er allesammen helte for mig. Nok fordi de kan noget, der appellerer kraftigt til mig: de formår at gribe mig om hjertet det ene øjeblik og fem minutter efter at have mig hulkende af grin. Det er noget, som mange moderne, udenlandske kunstnere ikke kan ... eller ikke ønsker at bruge. Jeg synes det er et stærkt virkemiddel, og det giver dybde til humoren.


Danmark er heldigvis slet ikke død hvad humor angår. Nogen, der ramte mig lige i lattermusklen, var WulffMorgenthaler. Først faldt jeg for efterhånden flere år siden for deres skøre, skæve klumme bag på Politiken, og senere var der show på TV med bl.a. Dolph.



Dolph er virkeligt, virkeligt åndssvag. Overdrevent voldelig, højtråbende og uimodtagelig for argumentation. Det han gør ved mig, er helt utroligt. Faktisk møder jeg nogen gange mennesker, eller ser dem på tv, som pludselig for mit blik forvandler sig til store blå flodheste. Det gør skræmmende, sære typer lidt mere håndterbare ... ja, humor er en forunderlig ting!

Drengene fra Angora må jeg også kaste mig i støvet for. De har på bedste "the-julekalender-vis" indført begreber og udtryk i det danske dagligsprog ("Det er ingen problem" udtalt på Randrusiansk som et godt eksempel), og introducerede typer i deres sketces, som var bizarre på et nærmest Monty Pythonsk niveau (tænk f.eks. på den sære kok som vil putte menneskelort i alting, eller russerne...).

Til gengæld har jeg det liiiiidt svært med Casper Christensen og Frank Hvam. Jov, jeg kan da godt se et afsnit af Klovn og grine af det - men jeg tror bare dumhed og pinlighed appelerer mindre til mig end det mere langt-ude-bizarre. På en måde kan jeg godt lide deres ironiske distance til sig selv - jeg kan sagtens se ideen - det appellerer bare i mindre grad til mig.

Jeg kender folk, som synes Monty Python er åndssvagt, men som til gengæld klasker sig på lårene af grin over Langt fra Las Vegas og Klovn. Og det er fedt og forunderligt, for hvad der er god værkstedshumor for den ene, behøver ikke at være det for den anden.

For mig skal jeg enten kunne se livet - det rigtige liv - i humoren, eller også skal den være ude på det bizartsorte overdrev, tror jeg, for at jeg synes det er HELT topgenialt. Men jeg kan grine af det meste - også mig selv - for sådan er jeg indrettet.

Latteren er et højtliggende lag i min personlighed, og det at kunne grine af andre og mig selv har fået mig igennem mange hårde perioder i mig liv. Humoren, glimtet i øjet, den hurtige ping-pong - det er noget jeg nyder intenst og ikke kan forestille mig at leve uden.

Faktisk i en grad, så jeg til min MUS (medarbejder-udviklings-samtale) fik følgende kommentar fra min afdelingsleder: "Du er sjov." Og da jeg bekymret bad om uddybning, var det heldigvis ment positivt, som at jeg er en der sætter liv i kludene og kan bløde situationer op med en "kvik" bemærkning. Heldigt nok, for jeg har svært ved at lave om på hvordan jeg er.

Men ligefrem sjov ... jeg tror jeg vælger at tage det som en kompliment.

Mig selv igen :-D

I dag er jeg helt mig selv igen.

Egentlig utroligt, at man i den grad kan nyde ikke at have ondt nogen steder, eller kvalme.

Appetitten er ikke helt oppe at køre igen, men jeg kan godt tåle det :-) er ikke i overhængende fare for at falde for anoreksi-grænsen. Jeg blev også helt vildt træt efter at have gjort badeværelse rent idag, men efter en lille lur på sofaneseren var jeg klar til at nyde det sidste af dagens tour-etape.

Bruno er endnu ikke helt på toppen. Han har stadig ondt i halsen, men mindre end igår ... og han har lidt mere energi.

Alt tyder på, at vi bliver klar og toptunede, inden vi daffer af til England ... næste søndag.

PS: Kære indbrudstyv. Andreas bor i huset mens vi er væk. Han har skiftende arbejdstider, så spar besøget her.

Kedelig slankekur

Igår var en rigtig møg-dag. Havde egentlig håbet på at kunne tage på job igen, men jeg havde det bare ikke særligt godt ... så jeg blev hjemme.

Egentlig heldigt nok, for først på eftermiddagen satte heftig hovedpine og kvalme ind ... og så gik resten af dagen med at skiftevis gå rundt og ligge på sofaen med en klud på panden, og ind imellem tømme min mavesæk for indhold (ikke at der var alverden at tømme af ).

Jeg havde simpelthen så ondt i hovedet, at jeg næsten ikke kunne holde ud at være til. Det fortsatte hele aftenen, lidt i ture - men omkring kl. 22.30 faldt jeg om i min seng, og så sov og sov jeg bare .... var oppe kl. 5 og tage piller, for der var stadig lidt hovedpine.

Idag kan jeg stadig mærke reminiscenser af hovedpine, men slet ikke på samme måde som igår. Vil forsøge at undgå tv, pc og bøger mest muligt .... kedeligt, kedeligt!! ... og bare slappe af.

Forhåbentlig kan jeg have det godt nok til at se bjergetape i eftermiddag ... igår så jeg nærmest ingenting af noget som helst, for bare jeg forsøgte at læse 2 linier i en bog, var jeg ved at kaste op.

Bruno er også hjemme idag, han har stadig ondt i halsen. Det har jeg ikke, så det er nok ikke samme virus vi hygger os med. Det var rart at have ham hjemme igår, for jeg var da lidt nervøs for at lave mit velkendte besvime-stunt.

Det lykkedes mig heldigvis at undgå. Men hold kæft hvor er jeg glad for ikke at leve med konstante smerter. Jeg tror simpelthen jeg ville hoppe ud fra Lillebæltsbroen hvis jeg skulle have sådan en hovedpine på ubestemt tid.

Idag har jeg fyldt lidt koldskål i maven, og det ligger okay.
Så det går fremad.

En sofa på ryggen

Ævs.

Vi er virusramte.

Idag har vi tilbragt med hver vores sofa på ryggen - dvs. jeg opgav arbejde allerede tidligt i morges, Bruno tog tappert til Kolding, men kom hjem omkring middag.

Han har ondt i halsen og er slap som en godt brugt karklud, jeg har ikke ondt i halsen, men i hovedet - ellers samme historie.

Kl. 9 lagde jeg mig, og så sov jeg ellers til 11.30. Og jeg tror det er blevet til 3-4 timers søvn mere spredt ud over resten af dagen. Godtnok er jeg god til at sove middagssøvn, men det er latterligt meget at sove i løbet af en dag.

Underligt nok er jeg stadig træt... og har hovedet fuldt af bomuldsvat, som alting skal igennem, og som står i vejen når jeg skal tænke. Og så knitrer det lidt når jeg bevæger øjnene og drejer hovedet.

Men lyspunkter er der jo altid.

F.eks. at der er Tour de France på tv det meste af dagen, så der er lidt at kikke på i de vågne perioder. Som altid lykkedes det mig at vågne op netop som forreste rytter (Thomas Voeckler) var ca. 5 km fra mål - det er en utrolig evne, jeg har.

At vi ikke har sommerferie - - det var da dødssygt at have ferie og være syg!

At vi BEGGE to er syge ... så er vi jo i godt selskab.



OG så er jeg ved at få en rigtig hyggelig aftale med en af mine favoritbloggere ... glæder mig intensivt til at møde hende i næste uge :-)

Lidt af hvert - og cykelløb...

Her står den for øjeblikket på arbejde ... vi har jo ikke ferie endnu ... og lidt praktiske opgaver i huset.

På job er der ikke særligt travlt - men jeg kan sagtens holde mig beskæftiget, for jeg forsøger at orientere mig i mine nye opgaver og i min kommende rolle som projektleder. Jeg har naturligvis et billede af, hvad opgaverne er, men jeg bruger tid på at sætte mig ind i vores projektmodel, og genopfriske de værktøjer, jeg har været på kursus i.

Herhjemme laver vi Kristians værelse og gæsteværelset. Og ser Tour, selvfølgelig.


(Billedet er lånt fra tour.tv2.dk - tak tak)

Tænk, vi er på 4. etape, og jeg er allerede dødtræt af folk, som hverken ser eller synes om cykelsport, og som kloger helt vildt i doping ... alle er specialister, og alle mener, at cykelsport er den eneste sport med et dopingproblem.

Det er der et par gode grunde til.

Den første er, at cykelsport - ikke mindst de lange etapeløb - er ekstremsport, hvor der er utrolig meget fordel ved at dope sig. Det er kraft og udholdenhed, det handler om, og det kan man medicinere sig til. Men det er vigtigt at huske, at man altså ikke ligger i sofaen og doper sig til gode resultater - det kræver stadig talent og hård, hård træning, men man snyder dem, som IKKE doper sig ...

Den anden er, at doping i cykelsport er blevet fantastisk synlig, fordi sporten de senere år er begyndt at bekæmpe dopingen - mere og mere seriøst, og så vidt jeg kan vurdere (og jeg følger sporten ret tæt) med mere og mere held. Andre sportsgrene - f.eks. vægtløftning - har nærmest haft en det-snakker-vi-ikke-om kultur omkring doping, og så er det jo logik for perlehøns at man ikke hører om dopingtilfælde - for det bliver set gennem fingre med.

Men det kan man ikke diskutere med mennesker, som hverken følger med i eller interesserer sig for (cykel)sport. Det er som at diskutere Darwin med visse kristne ... alle argumenter kan modgåes med "fordi Gud har skabt det sådan" og "Det skal mennesker slet ikke kunne forstå".

Blot er det her "Jamen det er ligemeget, for de er allesammen dopede."
Og forklarer man om de indgående kontrolprogrammer, som bruges i sporten, lyder modargumentet "Nå, men de har da bare fundet på noget, som ikke kan spores endnu."

Jeg har netop besluttet mig for at jeg ikke gider diskutere det med ovennævnte kategori mere.

Og det er ikke fordi jeg er en blåøjet naivist, som tror at sporten nu er ren, og at vi har set det sidste dopingtilfælde. For lige så længe der er en chance for at tjene penge på at dope sig, er der nogen der vil forsøge det. Men jo sværere det er, jo mindre attraktivt bliver det modsat også.

Og det skal fandme være svært. Sporten har et imageproblem, som kun kan kureres ved en helhjertet indsats. DNA-pas og de nyeste screeninger. Ryttere, sportsdirektører og holdejere som ønsker en ren sport.

Os der ser på er i sidste ende afgørende for det. Og vi falder fra, hvis skandalerne ikke tager af. Sådan er det - det er os, der er målgruppen. Hvad dem, der alligevel ikke gider se cykelløb mener, tror jeg faktisk sporten er lidt ligeglad med. Det er ikke dem, der er reklamekroner i.

Så det har jeg bestemt mig for også at være.
Fra nu af.

Situationen er jo langt mere nuanceret end "De doper sig jo bare allesammen". Så skal vi ikke lige tage at give den en lille hvilepause, folkens?

Forlænget weekend

Det føles præcis som om det er søndag idag!

Grunden er klar ... det var ikke en helt almindelig fredag igår. Hele ugen har Lene og jeg snakket om, at vi ville ind og ha' en fredagsøl på den engelske, og vejret underbyggede jo bare, at det var en fantastisk ide.

Så omkring 14.30 blev Ryes Plads indtaget ... og snart sad jeg sammen med Lene, Bruno og min kollega Peter rundt om et bord og drak dejlige kolde øl.

Der blev vi hængende indtil spisetid, snakken gik, og der var gadecykelløb, og jazzmusik og masser af mennesker at kikke på.

På et tidspunkt blev vi sultne. Lene og jeg snakkede om at bestille Nachos, men det viste sig at vi ikke kunne købe dem længere .... på den engelske serverer de nemlig kun nachos indtil "mor går hjem" .... snak om et familieforetagende, der.... :D

I stedet for blev vi enige om at gå i Føtex og købe noget kød, vi kunne lægge på grillen hjemme hos os - så vi endte med at grille bøffer og pølser og spise salat og kartoffelsalat fra køledisken. Det var rigtig hyggeligt!

Ved 21-tiden smuttede Peter og Lene, hver sin retning, og vi klaskede ud i sofaen .... sikke en hyggelig aften.

Eneste minus var at jeg har fået temmelig røde skuldre, men de er allerede bedre idag :-)


I aften skal vi besøge nogle venner en times tid herfra. Vi glæder os - det er dejlige og inspirerende mennesker, og vi ser frem til en aften i deres selskab.

Sommeraften

Hvis ikke idag har været den perfekte sommerdag - så ved jeg snart ikke ....

Da jeg kom hjem kastede jeg min solhungrende krop ud bag pæretræet. Der kan jeg smide hver en trævl, og man skal VIRKELIG være nysgerrig for at kunne belure mig.

Eller blikkenslager. Pludselig så jeg op fra min bog og observerede, at en trind mand i arbejdstøj havde indfundet sig i min have.

Hej, sagde jeg .... hvad vil du?

Jeg er blikkenslager, sagde han, og så kom jeg i tanker om at Bruno havde bestilt sådan en til at komme og kikke på vores vandrør.

Jeg har altså ikke noget tøj på, informerede jeg den rare mand, og så sagde han Nå da, jamen så vender jeg mig lige om.

Fru Hausgaard iførte sig så sin kjole ... og fulgte med den glade rørlægger rundt i huset for at fortælle hvad vi manglede at få gjort.

Bruno er sikker på at vi ALDRIG får problemer med at få ham til at komme ud fremover ;-)

Nå --- vi slap da af med ham igen, og da det blev spisetid fyrede Andreas op under grillen. (han har i den forbindelse fortjent tilnavnet Duck Norris).

Så da Bruno kom hjem fra cykeltur, var der glødende kul og pølser på køl, og jeg var begyndt at tænke på at lave salat.

Nu er klokken snart 23, og vi sidder stadig på terrassen og nyder det.

Jeg vil være sydeuropæer i mit næste liv. Selvom det her fandme også er godt.



Livsnyderen - signing off (efter 1 corona, 2 caipirinhos og en ordentlig sjat hvidvin)

Mexico ligger i Spanien

...og Danmark er pt. en del af Sydeuropa.

Ihvertfald er klimaet lige nu lettere provencalsk. Jeg kender mange, der vånder sig i varmen, og ønsker sig briser og skyer og endog lidt regn, men jeg selv elsker det.

Gi' mig 28 grader og luft, der føles som en håndgribelig ting - der smyger sig blødt og nærgående og lunt om min sommerhud. Gi' mig aftener hvor man kan sidde ude indtil man ikke kan se mere, gi' mig asfalt der brænder mine fødder og dage med dis og lyden af børn der leger i et soppebassin to haver herfra.

It's your latin blood, ville Roberta sikkert sige - hun mener, jeg er en blond latina, og måske har hun ret.

Jeg har dog kun et enkelt hjertesuk. Sidste år ved denne tid havde jeg ca. 1/3 af det hår, jeg har nu. Brunos bedende blik har foranlediget, at jeg har ladet det vokse sig længere og tykkere (!!) - - og det er VARMT!!!

For langt til at være komfortabelt, og for kort til at smække tilbage i en hestehale.
Jeg skiftevis rykker i det for at det skal vokse, og sender længselsfulde tanker til min frisør.

Men bortset fra det, så elsker jeg varmen.