Livsnyderens cykelven

Jeg har en cykelven ... jaah ihvertfald sådan næsten!

Min cykeltur på arbejde er ikke særligt naturskøn. Hvis jeg er heldig og strækker hals, kan jeg måske se et lille glimt af Lillebælt på vej ud af Strandvejen, og jeg kan da også nyde træerne langs banen, nu hvor de skifter farve.

Men det ER mest by, og ikke af den charmerende slags. Der er noget havn og noget industri, men kønt er det ikke. Det er dog mestendels på cykelsti, og det er jo lækkert.

En morgen her i sommer fræsede jeg afsted (5 km kedelig vej skal bare overståes!) på vej til arbejde, da jeg foran mig så en rimeligt sund og rask og intelligent udseende mandebagdel i cykelbukser. Det skader jo ikke at have noget at se på, så jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at hænge på... og for dem der nu tror, at jeg alene var drevet af min hang til pæne mandenumser, må jeg indrømme, at jeg også har et ikke helt underudviklet konkurrencegen.

Han kørte pænt stærkt, og på vej op af Sandalbakken måtte jeg slippe hans baghjul. Da jeg (ret forpustet) kom op på det flade stykke, kunne jeg dog se, at han holdt for rødt henne ved bytorvet. At han også havde smidt tshirten, bekræftede bare at han VAR sund og rask og intelligent at se på.

Og - hahaaaa! - det passede lige, så lyset skiftede da jeg kom, så jeg med pæn fart kunne fræse forbi ham og få et godt forspring op af bakken mod Burger King. (Se så ... dermed bevist at jeg ikke KUN var ude på at se lækker-numse).

Cirka to tredjedele oppe af bakken hentede han mig. Men i stedet for at køre forbi mig, kørte han ved siden af mig, og sagde "Det var ligegodt pokkers ... der er ikke mange kvindelige cyklister der kan hænge på, og endda overhale mig."

Så vi fik en hyggelig snak et kort stykke, indtil jeg skulle op af Snaremosevej. Vel på arbejde underholdt jeg visse af mine kvindelige kolleger med historien om den nydelige mand på cyklen, og så glemte jeg alt om det, indtil igår.

Hvor jeg som sædvanlig kørte meget hurtigere end jeg egentlig burde, ned af Sandalbakken på vej hjem - og i højeste gear og med rygvind gav den max gas for at holde farten oppe på det flade stykke. Med ca. 30 km/t overhalede jeg et par cykler, men måtte stoppe ved lyset ved havnen. Kort efter jeg satte igang igen, kom en cyklist op ved siden af mig og sagde med et stort smil: "Jeg tænkte nok, at det var dig!"

Ganske rigtigt - min flinke ven fra i sommer.

Vi fik os en hyggelig snak på vej ind mod banegården, og han var flink nok til ikke at ræse fra mig op ad bakken op mod Vesterbrogade. Og jeg tror næsten ikke han lagde mærke til, at jeg var MEGA forpustet af at holde farten :-)

Det var lidt sjovt - og havde det været en ugebladsnovelle var det sikkert endt med både det ene og det andet. Det er det heldigvis ikke - jeg er jo fantastisk godt gift, men det er nu skægt at have sig sådan en cykelven, man møder engang imellem ...

(Jeg lod være med at spørge om jeg måtte få hans telefonnummer til min singleveninde. Tænk hvis nu han misforstod det. Eller ikke er single.)