Det kan bare ikke lade sig gøre at danse eller synge, og samtidig bibevare en vis grad af grumpiness. Surhed og tristesse har svære vilkår, når musikken spiller.
Igår var en offdag af dimensioner. Blandt andet fordi jeg havde pisse ondt i min skulder og havde haft det i flere dage. Trods smerterne bestemte jeg mig for at gå til mavedans - - jeg bliver altid strakt godt igennem og får brugt nogle muskler, som ellers ikke lige er igang, og ganske rigtigt: da jeg gik hjem var skulderen faktisk en anelse bedre.
Humøret var langt mere end en anelse bedre.
Shimmy, ottetaller, hoftecirkler og den faktisk ret funky musik, sammen med et par gode grinesammenbrud sammen med Anja (som også har lidt svært ved at tage sig selv helt alvorligt som mavedanser-star) fik mig hjem i en helt anden sindstilstand end jeg tog afsted.
Og det skadede jo heller ikke, at jeg rent faktisk ind imellem ikke følte mig som en total dansemongol, men endda som om jeg lavede noget, som muligvis ikke så helt tosset ud.
Idag stod den på X-tetten, og vi går altid løftede derfra - allesammen.
Jeg er vild med de tøser, og det netværk de er for mig. Og jeg er vild med at få lov til at synge sammen med dem - jeg bliver glad af at synge! Hver gang!
Der må være noget med det musik. Det er sørme svært at bevare pessimisme og tristesse intakt, når der er rytme og musik og dejligt samvær.
Man skulle kunne hælde det på flaske og sælge det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar