Jul det er cool

Nu var det en helt usædvanlig julefrokost igår. Jeg drak nemlig kun EN øl, så jeg kørte hjem ... det var rigtig dejligt idag!

Sov lidt længe, men var frisk som en havørn, da jeg vågnede.

Så vi besluttede at kikke op til Brunos forældre - bare til eftermiddagskaffe - og det var rigtig hyggeligt.

I aften har vi hentet julekasserne på loftet, og nu er der julestemning i hele huset :-)

Jeg hygger mig enormt med at pynte til jul, og jeg gør det som regel selv. Det er rart at gense gamle ting, som har hængt i mine skiftende hjem år efter år. Den suverænt ældste er nok min gamle nisseuro - en flettet, tynd halmkrans med små garnnisser. Den fik jeg i pakkekalender som barn, og den har hængt i alle de hjem, jeg har haft. Så længe jeg kan huske har den haft sin faste plads over spisebordet - hængende ned fra lampeledningen.

Der er også altid et par nye ting. Sidste år var det de store sølvkugler, som hænger i karnappen, og julelysene udenfor vinduerne i karnappen. I år er det tre anløbne sølvæg, som nu hænger i dybrøde sløjfer i mit køkkenvindue, og diodenettet ude på troldebusken.

De små nisser, julelandskabet, kom aldrig op sidste år. Jeg gider ikke rigtig nisselandskabet, men hvis Bodil og Kristian efterlyser det, får de lov til at lave det.

Det er sjovt som tingene allerede har fundet deres plads i det her hus, som vi nu fejrer jul i for andet år i træk. Men ikke særligt overraskende.

Det føltes nemlig som det helt rigtige sted - et hjem - lige så snart jeg satte foden indenfor døren første gang.

Livsnydelsesweekend

Uhmmmm det er en rigtig livsnydelses-weekend, jeg har gang i!

Ugen har været travl, men god. Julen er rykket tættere på - vi har fået advendtskrans klar, og kalenderlys-dekoration - og der er kommet lys i troldebusken udenfor køkkenvinduet.

Igår kørte vi lige fra arbejde en tur op til min mor i Storvorde. Jeg syntes lige at jeg gerne ville se hende, inden turen næste søndag går til New York. Vi havde en hyggelig aften - fik dejlig mad og et glas rødvin, og så kørte vi hjem igen.

Andreas er her i denne weekend - han skal med min exmand og sine søskende til den traditionelle første-søndag-i-advendt-sammenkomst i morgen, sammen med Kristina.

Det er nu ikke så meget, vi kommer til at hænge ud - for idag har jeg været til spinning i formiddag, og så kunne jeg lige nå hjem omkring, inden vi skulle afsted igen - Bruno og jeg. Vi skulle mødes med vores gode venner, Alice og Kim, nede på Caffe Katia. De har også et særligt forhold til at spise hos Katia - og det var bare mega hyggeligt og dejligt!

Nu sidder vi og slår mave, og i aften skal vi afsted igen. Der er julefrokost i Brunos firma - det skal nok blive hyggeligt også.

I morgen skal vi heldigvis INGENTING ... tror bare jeg vil slappe af, og måske vil jeg hænge lidt julepynt op ... det ER jo første søndag i advendt :-)

Og så vil jeg nyde min dejlige mand lidt ekstra. For der er ikke så længe til at vi skal være væk fra hinanden i 10 dage.

Livsnyder med meget ild i jernet ...

...eller var det mange jern i ilden...

Synes godtnok der liige er et par bolde jeg skal huske at holde i luften.

Der er jo det der arbejde. Hvor tingene skal gå op i en højere enhed, og det er mig der lige pludselig skal huske at have styr på alle enderne og detaljerne.

Og så er der jo noget med en tur til Staterne, hvor jeg godtnok har styr på det væsentligste men stadig mangler lidt...

* jeg skal ha' taget et pasfoto, så jeg kan få et internationalt kørekort ... det går jo ikke, at jeg ikke kan ræse rundt med Roberta - hun tør nemlig ikke køre bil, og Mike, hendes mand, kan jo ikke forventes at agere chauffør hele tiden, nogen SKAL jo arbejde!

* jeg skal HUSKE at hente USD torsdagen inden jeg skal afsted! Det er vigtigt!

* og så er der alle de der ting jeg skal have købt ... noget Læsø Sydesalt, sød lakrids, de gode bornholmske kommenskiks, marcipan, lækre chokolader fra frellsen, ingredienser til brunkager (har opgivet at tage en rulle frossen dej med - er nervøs for at Customs skal tro det er plastisk sprængstof eller en ny slags narkotika) ... og hvad jeg nu ellers får af gode ideer.

* hvor meget må man mon slæwe med hjem fra staterne uden at blive brandskattet?? Det var nok værd at vide .... må spørge søster, som er ansat ved Skat (tidligere TOLD og Skat...)

* julegaver. Jeg er nødt til at lægge en plan. Har også en løs en inde i hovedet, men jeg skal nok liiige være lidt mere konkret. Og organiseret. Ellers får min mor bare stress af at jeg tager til USA uden at have købt julegaver, og det kan vi ikke have.

* og hvad skal jeg pakke?? Hvad? Hvad?? Det er 20 år siden jeg har været i USA sidst, og jeg ANER ikke hvad amerikanere tager på når de skal være pæne. Jeg skal vist til et par sociale ting, og jeg har en mistanke om at mine omhyggeligt hullede jeans med tilhørende tunikabluser nok ikke gør sig i den sammenhæng. Nå, never mind. Jeg kommer til at stikke ud på europæer-måden alligevel. Heldigvis skal jeg følges med en champagneboblende brasilianerdame, så jeg bliver ikke alene. (Har altid tænkt på Roberta når jeg hørte titelmusikken fra "The Nanny" - den der sætning med "She's the lady in red when everybody else is wearing tan ...")

Heldigvis er sproget ikke et problem, så jeg kan godt strege "Genopfriske 'Engelsk konversationsguide' på kassettebånd" fra listen. Faktisk taler jeg bedre engelsk end mange amerikanere... ;-)

Men sidste og vigtigste hurdle er at jeg skal UNDGÅ INFLUENZA FOR ENHVER PRIS! Det vil være meget surt at rejse umpty km med fly med 38.5. Så hvis I møder mig med tørklæde for underansigtet, er jeg hverken på vej til at røve den lokale kiosk, eller konverteret til en hel speciel version af islam.

Sikke mange ting, jeg skal have styr på! Godt jeg er god til mange bolde i luften ....

Forskud på julestemningen

Det har været en dejlig weekend - men nu er der ikke så meget tilbage af den.

Jeg har taget lidt forskud på julen ... for der er jo kun 2 uger (idag!) til at jeg rejser til USA og besøger Roberta, og så er jeg væk indtil den 17. december.

Derfor føler jeg at det er nødvendigt at tyvstarte lidt med den hjemlige hygge, selvom det er noget tidligere end jeg plejer at gøre det :-)

Jeg har bagt vanillekranse og brunkager i denne weekend - og lagt brunkagedej i fryseren, så jeg kan bage flere når jeg kommer hjem fra USA.

Vi har hængt en mistelten op, og fundet julepynten frem oppe fra loftet - så vi kunne få lys på karnappen, ligesom vi havde sidste år. På torsdag skal jeg til den traditionelle juleblomsterbinding på Bankdata, og der regner jeg med at lave min advendtskrans, samt at få lavet en dekoration til kalenderlyset.

Mon ikke jeg pynter til jul næste weekend ... det kunne jeg godt finde på. Min dejlige lille hushjælp kommer og gør rent på tirsdag, og det trænger - for i denne uge har hun været syg, så hun har ikke gjort rent.

Det er godtnok tidligt ... men jeg har hygget mig vældigt. Igår gik jeg og hørte min "Now Christmas" cd mens jeg lavede brunkagedej, og idag har jeg hørt Cafe Hack og sågar Giro 413 mens småkagerne vandrede ind i ovnen, ud af ovnen, over på risten for at køle af, og til slut ned i kagedåsen. Bodil har hjulpet mig med vanillekransene, så hvis de er smukkere end normalt, er det helt sikkert hendes fortjeneste.

Sidste år kom vanillekransene til verden ved at Bruno pressede dem ud af en bollesprøjte. I år har jeg købt en gammeldags kødhakker, og det tror jeg han sætter pris på - det andet var urimeligt hårdt arbejde!

Nu dufter huset af vanille, kanel og nelliker. Vores jule-voksdug har sneget sig frem og ligger nu på spisebordet. Misteltenen virker - jeg har allerede fået adskillige kys under den, både af min dejlige mand og mine søde unger.

Men jeg føler mig lidt selvisk, at jeg bare smutter fra familien, lige her i december. Kristian og Bruno må jule lidt selv, og hygge sig med de småkager, vi har bagt idag. Kristian har nemlig valgt at blive her, selvom jeg ikke er hjemme - det er bare så meget lettere at komme i skole (3 blokke væk) fra Fasanvej end fra Snoghøj.

Mine unger siger dog, at det er okay. Vi skal jo hygge os sammen hele juleferien.

Og det her besøg ved de godt betyder meget for mig. Jeg glæder mig så enormt til at se Roberta igen. Der er gået 9 år - jeg forstår det næsten ikke, for hun føles tæt på, vi snakker jo flere gange om ugen via messenger. Men hun er en af de tætteste veninder jeg har, og det er ikke bare pjat at vi kalder hinanden "minha doce irma" (som betyder "min søde søster" på portugisisk) ... nogen gange kalder hun mig "irmazinha" - lillesøster. For Roberta er min sjælesøster, og har været det siden vi bare total-connectede dengang for 11 eller 12 år siden, da vi mødtes første gang til en Bankdatafest.

Godt jeg har en dejlig familie, som under mig den oplevelse - for jeg glæder mig SÅ meget.

Som jeg husker det

For tiden korresponderer jeg med en veninde fra gymnasietiden.

Ikke en af dem jeg kendte længst, men en af de sjoveste, skøreste, sødeste og mest farverige. Egentlig lærte jeg hende at kende gennem hende, der i 3g var min nærmeste veninde. De havde gået i skole i samme oplandsby, tror jeg ... og sikke et par de var. Hende jeg kendte først, havde italienske aner med de dertil hørende gnistrende sorte øjne, ditto hår, en rød fyldig kyssemund og masser af førstesopran-drama i temperamentet.

Den anden - hende jeg lærte at kende på 2. hånd - var bare smuk, smuk, smuk. Fagligt dygtig og sød oven i ... faktisk så sød, at den kiksede teen jeg var dengang, kunne tilgive hende at hun var alt for perfekt.

Naturligvis havde hun en modelkarriere ved siden af gymnasiet, og var i finalen i en landsdækkende skønhedskonkurrence. Det gjorde næsten ondt at sammenligne mig selv med hende - jeg var så ufatteligt utjekket...

Vi skiltes efter gymnasiet - livet hvirvlede os hver sin vej, og båndene var ikke stærke nok. Men jeg har båret gode minder om begge de to smukke veninder (selvom de vitterlig fik mig til at se totalt buttet og danskerbleg og uspændende ud) med mig siden dengang.

Via Facebook har jeg igen kontakt til dem begge, og det er noget så dejligt. Jeg har en brevveksling kørende med hende med de klare blå øjne, og det er utroligt sjovt og hyggeligt.

Og så skrev hun gudhjælpemig i et brev, at hun syntes jeg var så totalt cool dengang ... WHAAAT?

Måske vælter vi bare allesammen igennem gymnasieårene i sikker forvisning om, at vi er de mest kiksede, og de allermindst smukke, tjekkede, sjove og seje. Gid jeg kunne sende et brev til hende teenage-Liselotte og fortælle hende, at det slet ikke er så slemt - at hun bare skal være sig selv og slappe af.

Nogen gange er jeg bare SÅ glad for ikke at være 17 år. Jeg er vist meget bedre til at være 43.

Øvbud

Øv - jeg har lige meldt afbud til korstævne i Odense på lørdag.

På grund af sygdom.

Nej - jeg er ikke syg. Men jeg tør simpelthen ikke løbe an på et korstævne med 80-100 mennesker, midt under en influenzaepidemi, 14 dage før jeg rejser til USA.

SÅ træls. Jeg ville virkelig gerne have været med.
Øv.

Livsnyder og demokrat

Jeg tror det var Winston Churchill der engang sagde, at demokrati er noget bras - men alternativerne er uendeligt meget værre.

Det er jeg enig i.

Og stort set enhver folkeafstemning - demokratiets stjernestunder - der, hvor vi som borgere går ned og gør det, som folk stadig dør for at opnå andre steder i verden, nemlig at stemme - de dage er i den grad festdage her i vores hus.

Vi skal huske - der er nogen, der er kæmpet og har betalt med frihed og med liv, for at vi idag har et demokrati. Og der er steder, ikke forfærdeligt mange timer i fly væk herfra, hvor ytringsfrihed og ret til at stemme IKKE er en del af livet.

Derfor festligholder vi sådan en tirsdag aften som idag. Den står på lækker mad og rødvin, og kan vi lokke hjemmeværende unger ned i sofaen for at følge med i optællinger og resultater, så gør vi det - det giver en sund og fornuftig snak om demokratiet, og de pligter der følger med rettighederne. Normalt få vi kiks og ost ... men det er mavedans og mtb-by-night-dag, så aftensmaden falder vældig sent, og derfor er lige det ritual droppet.

Jeg garanterer dog, at vi genindfører det, når vi skal have folketingsvalg.

Naturligvis har jeg afgivet min stemme. Det var ikke så svært. Der var to kandidater jeg vaklede imellem, men da Bruno fortalte at han stemmer på kandidat 1, måtte jeg jo hellere støtte kandidat 2. Så har vi fordelt det fornuftigt imellem os :-)

Jeg håber, at valget går efter mit hoved, men selv hvis det IKKE gør - så er valgdag stadig lig med festdag. Fordi der ER et valg - og fordi det er frit.

Klar til fredag!

Enten er mine netværk blevet mere synlige for mig med årene - måske fordi jeg idag til fulde forstår deres betydning for mig, for sammenhængskraften i mit liv - eller også netværker jeg bedre, end jeg gjorde da jeg var ung.

Nok lidt af begge dele, tror jeg.

I morgen skal jeg hygge mig med et af mine netværk. Egentlig startede det som en "pigerne-fra-afdelingen-ting" - vistnok fordi vi er forholdsvis få kvinder i den afdeling, jeg arbejder i (lige nu er vi 7 i en afdeling på 26-27). De rammer passer netværket dog ikke rigtig ind i mere - for selvom der er kommet en enkelt ny til, så er to af dem, der besøger mig i morgen, faktisk ikke længere i afdelingen. Ja, den ene arbejder og bor i Silkeborg nu, men kommer for at hygge med os andre.

Vi er godt spredt aldersmæssigt - den yngste er .... 27 tror jeg? ... og den ældste har passeret de 50.

Men vi mødes ca. 4 gange om året, og vi rå-hygger, og snakken går HØJT og LYSTIGT! Der bliver diskuteret ægtefæller, kolleger, børn .... og alt muligt andet. Vi kan også snakke om de triste ting, der sker.

Kort sagt, så er det en dejlig kreds af meget forskellige, men også ret skønne og dejlige kvinder, som invaderer mit hus imorgen. Jeg glæder mig rigtig meget, og aftenen er blevet spenderet i køkkenet, hvor jeg har forberedt mig lidt ... sådan tv-køkken-agtigt, så jeg ikke skal lave så meget i morgen.

For mine gæster kommer kl. 18, og jeg skal liiiige nå forbi min meget gode og mangeårige veninde på vej hjem ... hun har fødselsdag og byder på et glas rødvin og en saltstang (eller noget i den stil).

Det kan da vist kun blive en dejlig fredag :-)

En særlig dag!

Hahaaa .. idag er det julegavevinsudvælgelsesdag!

Livsnyderens kollegafryd

Lad det være sagt en gang for alle: der er ikke mange programmører (og tekniske typer i øvrigt), som åbent indrømmer, at de synes iterationsevalueringer er sjove.

Og når de så indebærer, at man skal

• vælge et billede som symboliserer dem selv i projektet
• snakke ... HELT UDEN AT BLIVE AFBRUDT ... i flere minutter, om ikke-teknik-relaterede emner

så kræver det kage.

Jeg er dog så umådeligt heldig at være projektleder for nogle meget overbærende nogen af slagsen. De møder nemlig pænt op (uden at brokke sig, og jeg tror ikke KUN det er fordi jeg bager gode kager), og så deltager de faktisk rimeligt engageret - også dem, hvis persontyper måske ikke lige lægger ubetinget op til de bløde discipliner.

Vi har holdt evaluering idag, og det var ret okay, selvom det også havde mistet lidt af sin mening, siden jeg indkaldte for et par uger siden. En haste-opgave er nemlig drattet ned midt i vores afdeling, og det betyder at 2 fra mit i forvejen ikke-så-store team er pist-væk indtil engang hen på foråret.

Lidt surt! Især fordi vi lige nu begyndte at kunne se frem til, at alle dem, der var deltids udlånt til andre opgaver, begyndte at komme tilbage igen. Jeg var begyndt at øve mig på den salgstale, der skulle lande et "rigtigt" projekt hos os - ikke bare de quickwin-agtige ting, vi har lavet hidtil. Men med 2 programmører og en testressource og så mig selv, er det nooook ikke de store landevindinger vi skal regne med at lave.

På trods af dette valgte vi at evaluere det vi trods alt har lavet sammen, og der var sq opbakning til det.

Kæft hvor har jeg gode kolleger! Og jeg glæder mig til at vi bliver et "helt" team igen til foråret.

Pjæktarmsbetændelse

Jeg har pjækket fra mavedans idag.

Og pyyyyyyyh hvor var det godt til mig :-)

Det er sådan, at Kristian har været syg den sidste uges tid. Han har influenza, med ondt i halsen, snot og slaphed til følge. Selv har jeg valgt kun at blive snottet, så jeg har været på arbejde ...

Og jeg ved godt at han er en lang teenagedreng og ikke min lille baby-Krelle mere. Men derfor plejer jeg jo ALLIGEVEL at yde lidt ekstra omsorg når han er syg. Blive hjemme og arbejde en dag, så jeg lige kan servere en kop the, spise frokost sammen med ham og veksle et par ord ind imellem. Det har bare været ganske umuligt denne gang - der har været møder der skulle holdes, og ting der krævede min opmærksomhed.

Så jeg har haft den betændteste samvittighed - ikke mindst fordi jeg glemte ALT om at ringe hjem og høre til hans tilstand i fredags (jeg er en ravnemor - jeg svedte ham totalt ud), og fordi jeg tog ud at synge igår - vi havde en koncert, der skulle synges.

Da jeg så oven i har haft hårrejsende travlt, og ved, at dagen i morgen byder på julegavevins-udvælgelse ud over normal arbejdstid, valgte jeg at pjække fra dans idag for at være hjemme hos drengebarnet - og for selv lige at få min puls ned under 180.

Og det var dælme dejligt! Faktisk fik jeg både sludret stille og roligt og afslappet med Kristian, og hængt lidt ud med ham - OG fik læst et par cm. af den John Irving-bog, jeg genlæser for tiden (Indtil jeg finder dig .... spørg lige om man får lyst til en ny tusch af at læse i den??).

Hvad angår sidstnævnte bog har jeg fået ny læse-energi - for ind af brevsprækken er idag dumpet en dejlig ny Stephen King-bog ... Just After Sunset. Og jeg har jo naturligvis forudbestilt den nye Under The Dome, som udkommer i næste uge (så vidt jeg husker).

SÅ jeg har al mulig grund til at guffe Irving-bogen i mig.
Det er nu heller ikke vanskeligt.