søndag, december 30, 2007

Mit nytårsminde

Så er det i morgen at 2007 slutter - vi skal til at fejre nytår igen.

Nytårsaften får mig altid til at tænke på den søster, som ikke er min genetiske søster - men bare mit hjertes. Hun og jeg mødte hinanden for efterhånden mange år siden - 10 år, mindst.

Jeg var til firmafest med min daværende mand, John, og det var en skovtursagtig ting, hvor vi var inddelt i hold og skulle løse forskellige opgaver - som for eksempel at lave en tømmerflåde og sejle den et angivet stykke i åen.

Som den udadvendte person jeg er, havde jeg sagt ja til at være i en gruppe, hvor der ikke var nogle af mine umiddelbare kolleger - altså kun med kolleger, jeg ikke arbejdede i afdeling med til daglig. På den måde kunne festkomiteen får puslespillet til at gå op. I den gruppe var en kollega, som havde medbragt den sødeste veninde.

Hun var en eksotisk brasiliansk blomst, som frøs på den temmeligt kølige sommerdag. Håret var langt, sort og krøllet, hun havde olivenhud og mandeløjne, som havde så let ved at smile. Udadvendt og sød, meget åben overfor at snakke på engelsk, som hun talte flydende, med den mest bedårende accent. Og med hænder som flagrende fugle - hun talte endnu mere med hænderne end jeg gør.

Vi klikkede bare sammen. Der var en utrolig kemi imellem os - hvis vi havde været forskellige køn, ville vi garanteret være stukket af sammen den dag!

Jeg taler naturligvis om min kære langdistanceveninde, Roberta. Dengang bosat lige inde i Fredericia med sin daværende kæreste og senere mand.

Vi nøjedes ikke med at have det sjovt sammen til festen. Faktisk begyndte vi at ses - min mand og jeg, og hendes kæreste og hun. Som par nu gør. Men det var indiskutabelt og altid Roberta og mig, der bandt det venskab sammen.

Først var det lidt skræmmende - for mig, ihvertfald. Jeg er ikke vant til at blive tætte venner med nogen rigtig hurtigt. Det er ikke den danske måde at gøre tingene på, og selvom jeg måske har talentet latent i mig, var det nok noget rustent efter et liv i det danske klima. Du må danse den rituelle dans, de voksne lærer dig fra lille af - du må skabe venskaber lidt efter lidt og trin for trin.

Roberta og jeg kurede ned af gelænderet i stedet. Farten var svimlende og skræmmende, men pludselig var vi venner og søstre af hjertet.

Jeg var der, da hun giftede sig med sin kæreste, og vi besøgte dem adskillige gange i London, efter de flyttede derover i et forsøg på at finde et job til Roberta - det var ikke muligt i Danmark på det tidspunkt, når hun ikke talte meget dansk.

I de år hvor Roberta boede i Fredericia og i London, blev det en tradition (kortlivet, men alligevel...) at vi holdt nytårsaften sammen. Vi gjorde det i 3 eller 4 år i træk - indtil det begivenhedsrige år, 2000, hvor vi begge blev skilt indenfor et par måneder.

Selv det år så vi hinanden - ikke nytårsaften, men i oktober, hvor hun forlod London for at rejse hjem til Brasilien og derfra videre til et nyt liv i Connecticut, USA. Hun stoppede i Danmark for at besøge os nogle uger, og det var sidste gang, jeg så hende.

Det var en trist og forvirret tid. Hun var gået fra sin mand, og var på vej til at starte forfra - helt fra bunden, for hun havde praktisk taget ingenting. Jeg var ved en korsvej i mit eget ægteskab, og det endte med at jeg lod det bag mig bare en måned efter at Roberta var rejst videre.

Nu - 7 år senere - er vi stadig venner. Hun hilser mig ofte på min messenger, og jeg hører nyt om hendes liv med Mike, som hun er gift med nu. De har som regel travlt, er ikke altid særligt rige. Men jeg kan høre den stille lykke i det liv hun har i deres kønne stenhus, med deres hunde og et job, som udfordrer hendes talent.

Jeg håber min søde orkide vil blomstre rigtig længe i kølige Connecticut.
Og jeg håber på en skønne dag at fejre nytårsaften sammen med hende igen.

7 kommentarer:

Lupo sagde ...

Ih - sikke en dejlig historie. Og sikke en sød og spændende veninde/søster :)
Skibe mødes i natten -
Godt Nytår til livsnyderen!

puk2 sagde ...

God beretning fra den virkelige verden.Tvillingesjæle mødes ofte når man mindst af alt venter det, Godt nytår til dig og din familie!

Anita sagde ...

Skøn historie, Liselotte. Tak for den :o)

Jeg håber du og din familie får et rigtig Godt Nytår i aften og så ses vi omme på den anden side :o)

Lizelotte sagde ...

Tak Lupo, hun er et rigtigt dejligt menneske og min ven trods afstanden.

Puk, godt nytår til dig også.

Anita, velbekomme. Håber du også kommer godt ind i 2008!

tosommerfugle sagde ...

Jo, jeg husker godt at jeg mødte dejlige Roberta en nytårsaften for 10 år siden. Rart at høre at det går godt med hende - og at I holder kontakten :-)

Hav et godt og livsnydende nyt år!

/Johnnie

Mona sagde ...

Skøn og varm historie - dejlig læsning her på årets første lidt søvnige dag!

Rigtig godt nytår herovrefra Djævleøen!

Lizelotte sagde ...

Hej Johnnie, ja - hun er en sjældent dejlig person, på flere måder :-) Også et godt år til dig - måske ses vi her i 2008?

Mona - godt nytår til dig også - her er vi også LIDT trætte...