Jo - det var dagen derpå i dag. Puha, jeg syntes ikke klokken var ret mange, da vækkeuret fortalte mig, at jeg skulle op og ha' vækket Bodil - men hun var også bare oppe og bænket ved morgenmaden, så væltede jeg i seng igen og snuede indtil kl. 9.
Kristian skulle først møde kl. 10 - og han kom forundret ind til os ved 8-tiden, da det ikke helt var gået op for ham at vi havde fri i dag :-)
Men vores vinklubarrangement gik godt. Selvom det faktisk startede med, at vi ikke kunne få opvaskemaskinen i kantinen til at fungere - lidt af en katastrofe, eftersom vi ikke havde ret mange rene glas. Det viste sig heldigvis bare at være en lille overset detalje ... så kørte den upåklageligt.
Hele bestyrelsen var mødt frem - en med ½ influenza. Her får han lige en Treo. Det var tiltrængt, for han havde arbejdet så hårdt at håret strittede på ham!
Imens var andre igang med at åbne de andre vine. Der blev dækket borde og skåret oste i skiver, sat flutes på bordene og meget mere. Arrangementet er lavet som en blindsmagning, så alt skulle på karafler. Hver gang en ny vin kom på bordet, fik hvert bord et ark papir med 5 spørgsmål - 3 til vinen og 2 "trivia" - som skulle besvares og gav points.
Vi har dog kun ca. 20 karafler, så når én vin kom på bordet, og en anden kom ud, skulle karaflerne straks ud og skylles af, så de var klar til næste vin. Vi gik mange skridt, og jeg smed da også skoene, da vi nåede lidt hen på aftenen.
Bruno kom også - han sad ikke sammen med mig, for vi havde et ikke-konkurrerende bord, hvor bestyrelsen sad. Jeg havde dog sørget for, at han var i gode hænder sammen med vores gode venner Alex og Marie. Og alle kan vide med sikkerhed, at jeg ikke har lækket oplysninger om konkurrencen til ham, for de blev nummer næstsidst...
Der er en herlig stemning sådan en aften. Folk snakker helt vildt, og det kan være svært at komme til orde, når der skal siges noget imellem vinene - og det bliver ikke nemmere, som aftenen skrider frem! Men det gør ikke noget. Bare alle går glade hjem.
Vores pointsammentælling er helt lavteknologisk. Det er den nødt til at være - for vi spytter altså heller ikke ud sådan en aften :-)
Efter konkurrencen kom der lækker chokolade på bordet - belgisk Neuhaus og dansk Summerbird, og den lokale bager havde sørget for rige forsyninger af kransekagekonfekt. Uhm! Det var svært at holde fingrene fra.
Dertil hører naturligvis nogle lækre dessertvine, og det var der naturligvis også sørget for. Der var ikke et øje - eller et glas - tørt. Her står Lars, Helge og jeg og skuer ud over forsamlingen - den største travlhed var overstået, og så skulle der bare ryddes op.
På et tidspunkt sendte vi dem hjem, der skulle på arbejde i dag. Jesper skulle op og teste noget kl. 6 - urrgh! Thomas kunne heller ikke tage fri, så han skulle heller ikke for sent hjem. Lars så bare smadret ud - det er hård kost med influenza, treo og rå mængder rødvin. Så ham vinkede vi også farvel til.
Kl. 00.30 var Helge, Bruno og jeg færdig med at rydde op. Så gik vi hjem. Det tager ca. ½ time for os at gå hjem, men den friske luft var rigtig god til os. Og vi snakker så godt med maverne fulde af livsnydereleksir og frisk luft i ansigtet. Men den var ihvertfald 1 inden vi kom i seng.
I dag var hovederne NOGET tunge. Jeg er først ved at føle mig nogenlunde ovenpå nu - men trods det fik vi ordnet RIGTIG mange julegaver i dag! Jeg mangler kun til Bruno - og til SLEMME Andreas, som ikke fik givet mig nogen ønskeseddel!
Lige om lidt skal jeg ned og bage boller. Vi skal nemlig have hjemmelavede burgere til aften. Og mon ikke vi skal lidt tidligt i seng :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar