Livsnyderen om at stjæle slik fra børn

Igår var det vistnok halloween ... en "event" som diskoteker, ugeblade og supermarkeder har besluttet sig til at indføre i Danmark (der er penge i lortet).

I den anledning viste de uhyggelige film på TV ... hahahaaa - vi så ghostbusters 2 - og bagefter kom der "Åndernes magt".

Jeg har aldrig set det før, men hørt meget om det, så jeg bestemte mig lige for at se det inden jeg gik i seng. Det var vældigt underholdende på en bizar måde.

En ung mand bor i en lejlighed og han oplever, at der er ting der siger "bump" om natten. Og så er der noget med nogen tallerkner der falder på gulvet, og en "fælles drøm" om en mand med fuldskæg som både den unge mand og hans bofælle har .... ja okay, fælles er så meget sagt, men der er en mand med skæg i begge deres drømme.

Uuuuuuha .... det er ren "Paranormal Activity" lige der.

SÅ kommer mediet ind i billedet. En ex-præst i et ekstremt grimt jakkesæt, som minder skræmmende meget om Søren Krarup. Han vandrer rundt i lejligheden og leverer et skoleeksempel på, hvordan man koldlæser.

Dvs. han fyrer en hel række "fakta" (læs: gæt) af, og ind imellem rammer han plet - og selvom det kun er ca. hver 10. gang det sker, bliver den unge mand i lejligheden helt stor i hovedet.

Krarup-klonen kommer frem til, at det unge menneske har fået en klæbe-ånd med hjem, og herefter fulgte en forklaring, som jeg ikke helt kunne høre, fordi min bullshit-detektor overdøvede ordene med BIIIIIIP-lyde.

Men konklusionen var at de satte sig ned og tog hinanden i hænderne, for at få ånden til at vise sig. Det gjorde den naturligvis ikke. Ånder findes ikke. Så skulle den give et tegn på at den ville blive, og ellers skulle den smutte.

Jakkesættet sagde flere gange "Jeg kan dufte tobak" eller "Mærker du svedlugten", men den unge mand bed dog ikke på. Så det var han helt alene med. Måske skulle han lægge cigaretterne på hylden, vores medie, og købe en bedre deo.

Lige som jeg var begyndt at tænke, om de ikke snart opgav at få en åndelig manifestation, skete aftenens clou: GLASBORDET VED SOFAEN GIK "SPONTANT" I STYKKER! Naturligvis var det ikke der, kameraet pegede hen, men vi hørte lyden og hørte de overraskede hyl. (jeg gætter på at de ikke havde indviet deltagerne i, da de riggede det)

Det var en helt igennem lattervækkende udsendelse - og lidt kvalmefremkaldende også.

Man burde jo overveje en alternativ karriere. Folk står i kø derude for at blive snydt, og de er klar til at tro på hvad som helst, bare man præsenterer dem for en gang hokus-pokus og måske en bog med et indisk eller kinesisk inspireret cover. Jeg har talegaverne og intuitionen til at kunne blive en fantastisk koldlæser.

Jeg har bare ikke kynismen til det. Det er jo som at stjæle slik fra børn.

Nemt og umoralsk.

Fagre nye verden

Tiden nærmer sig til - til at den Sorte Slambert skal til at finde vej til Silkeborg hver dag.

Idag er datoen 8. november blevet meldt ud - nu må vi se, jeg synes der er meget, der stadig er lidt uafklaret. Men når dagen kommer, så triller jeg forventningsfuldt derop.

Idag har jeg både set hele Jyske Banks bestyrelse, og mødt min nye chef. Altså ikke min nærmeste leder - han hedder pt. Mogens, og ham vil jeg godt lige beholde lidt længere - men ham, som er chef for det område, min afdeling hører under. Han hedder Benny, og virker som en rigtig fin fyr.

Hvis han er lige så god til at danse som min nuværende chef, så har vi en vinder ;-)

Bestyrelsen for vores nye bank var på rundvisning. Og Bankdata elsker at vise rundt i det fine, nye kontorhus, som jeg er så heldig at sidde i, så selvfølgelig kom de forbi ude på gangen.

Der kunne de så sidde og se mig og resten af teamet - vi sad og så meget alvorlige ud. Jeg havde endda puttet mine bamser (Kaj og en tøjtiger) i skuffen for at det skulle se lidt seriøst ud.

Misforstå mig nu ikke - vi arbejder faktisk pænt seriøst, men der er, og der skal være, plads til lidt spas.

Og kontoret har glasvæg ud til gangen, så jeg tænkte det godt lige måtte fremstå lidt arbejdsagtigt.

Pludselig så jeg en mand ude på gangen, som jeg kender, og så måtte jeg jo lige ud og hilse på - et knus fik jeg endda også. Det var en god tillidsmandskollega, som jeg både har siddet i edb-udvalget og været til repræsentantskabsmøder og meget andet sammen med. Vi er facebookvenner, men det var virkelig hyggeligt at at se ham i levende live :)

Forundringen hos vores rundvisende direktør, Lene, var til at se ... det kom vist bag på hende at jeg var på kram med et JB-bestyrelsesmedlem ;-)

Lige nu venter jeg spændt på mere nyt og flere detaljer. Og jeg ser med stor spænding og fortrøstning på fremtiden - jeg er slet ikke spor i tvivl om, at der bliver endnu flere spændende, sjove og udviklende jobs i det store, nye Bankdata, for sådan nogen som mig.

Livsnyderen ser Luksusfælden

Efter at have siddet sammen med min husbond og lagt budget for 2011, var det lidt pudsigt at jeg kom til at tænde for TV - og så var det Luksusfælden, der tonede frem.

Jeg kan godt lide at se det engang imellem. Især fordi jeg godt kan lide Mette Reissmann ... hun har en god og sober måde at håndtere folk på, og så har jeg faktisk mødt hende og talt med hende, da hun for mange år siden arbejdede i finanssektoren ... jeg tror det var i Lokale Pengeinstitutter, hvor hun var juridisk konsulent.

Til gengæld kan jeg få helt ondt i hovedet af at rykke mig i håret og slå mig for panden - - for det er utroligt, hvor langt ude af kontakt med virkeligheden, folk kan være. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man kan bringe sig i en situation hvor man månedligt bruger 8-10000 kr. mere hver måned, end de tjener.

Jeg kan godt forstå at man kan få lyst til at skide på budgetterne engang imellem, og måske købe noget, man ikke har råd til. Det er menneskeligt at ønske sig noget, især når man ser at andre har råd til det. Jeg er splittet mellem at blive dybt irriteret, og at have utroligt ondt af de mennesker, som ender med at stå skoleret foran Mette og Gustav - på landsdækkende TV.

Men ... virkelighedstjek!!! Hvis du bruger 2000 kr. hver gang du tjener 1000 kr., så ender du altså med at være økonomisk på skideren. Og hvis du lukker øjnene længe nok, så ender du et sted, hvor du ikke har ret mange valg.

OG så er vi tilbage der, hvor vi sad og lagde budget. Idag har vi pænt med penge at lægge budget med, så det er egentlig simpelt nok. Men jeg har også prøvet at være alenemor på SU, og alligevel få lagt lidt til side hver måned til uforudsete udgifter. Det giver en dejlig ro i maven at vide hvad man har at gøre med - det føles godt at have en plan at følge.

Dermed ikke sagt at jeg er et perfekt, økonomisk eksempel. Det har nogle gange rodet, men jeg har altid fået lavet virkelighedstjekket, inden jeg endte i en økonomisk sump. Der, hvor valgene er få, og vejen ud i gældfrihed er lang og ualmindelig kedelig.

Langt kedeligere end at sætte sig og få lavet det der budget. Så længe tager det jo heller ikke :-)

Livsnyder med fridage

Nu ser jeg ind i et par fridage - dejligt.

Skolernes efterårsferie er begyndt, og mit dejlige datterbarn er dampet af på ferie med sin far - de skal på cruise på Nilen. Kristian (som er mere til skiferier med sin far) bliver hjemme hos mig, og derfor har jeg taget et par fridage - mandag til onsdag mere præcist.

Idag kører jeg en tur til Aalborg og besøger min mor, sammen med Kristian. Bruno bliver hjemme og plejer et hold i ryggen - så det er bare mig og min store dreng.

Vi bliver i Aalborg til imorgen, og så giver Andreas og Kristina frokost. Andreas tager med hjem på miniferie :-) - og onsdag tager han nordpå igen.

Så vi skal hygge os, skal vi. Mon ikke der bliver set nogen film, spillet nogle spil og bagt lidt kager og brød ... og hygget grundigt igennem!

Bruno har ikke ferie, men jeg skal nok sørge for at hans hjemmesko står ved kaminen og kaffen er klar når han kommer hjem fra job :-)

Der skal nydes grundigt, for vi har fortjent det.

Et hul i tiden

I 70 år stod en herskabslejlighed i Paris urørt hen.

Ingen kom eller gik der. Kun årene. Støvet faldt, tyst. Ingen stemmer brød tavsheden, ingen hænder skilte gardinerne for at se ud.

Så døde damen, som havde lejemål til lejligheden, og lejligheden blev åbnet.

Alt stod som for 70 år siden ... for første gang i en menneskealder trådte nogen ind og brød stilheden.

Da jeg læste nyheden om lejligheden igår, pirrede det min fantasi helt vildt. Den der lejlighed, efterladt en dag. Måske lå der en bog på et sofabord. Måske stod et glas i vasken i køkkenet. Nogen har smidt sine hjemmesko i et hjørne. En hårbørste på et toiletbord.

Og stilhed. Stilhed. Stilhed. Støvet der falder, årene der passerer. Svage lyde af verden der passerer forbi. Udenfor.

Hvis jeg var forfatter, ville jeg skrive en bog, med afsæt i den der forladte lejlighed, hvor livet fortsatte rundt om.

Det kunne blive en fantastisk, dyster, sær historie, tror jeg.

Livsnyderen tjekker tændrørene

Der hvor jeg arbejder, laver vi IT til en række danske banker. Indtil for nylig hed den største Sydbank - men for en måneds tid siden skete der ting og sager. Jyske Bank, som ellers har haft deres egen udviklingsafdeling, melder sig ind i foreningen, og KABUM! så bliver vi lige 70% større end vi var før.

Det er fedt fordi det stiller vores virksomhed stærkere. Men sådan noget gør man jo ikke, uden det har omkostninger.

En masse mennesker oppe i Silkeborg er kede af det. Det system, de har udviklet på - for nogens vedkommende i mange år - skal bare lukke og slukke. Og det er sandsynligvis et ganske udmærket system. Deres job skal måske flytte til Bankdata.

Alle dem, som arbejder i vores drift, er heller ikke for glade. Deres job flytter til JN Data i Silkeborg. Og det er ikke fordi de ikke har gjort det godt - vi har haft en utrolig veltrimmet og effektiv driftsafdeling.

Det er altsammen politiske beslutninger.

I 2012 skal vi være klar til at konvertere Jyske Bank over på vores systemkompleks. Der skal laves en masse analyse, der skal kodes konverteringsprogrammer, og vores systemer skal på nogle områder videreudvikles for at kunne rumme Jyske Banks forretning - ligesom alt skal stresstestes i systemerne - for at vokse med 70% er jo ligegodt en sjat.

Lige nu skal vi starte med at blande blod. Og i den forbindelse skal en masse mennesker fra Silkeborg komme til Fredericia, og vice versa.

Jeg er en af dem, der fra november skal finde sit skrivebord i Silkeborg. Så den Sorte Slambert skal ud og trille på landevejen på et dagligt basis, ihvertfald frem til konverteringen. Så regner jeg med, at der er et job til mig i Fredericia.

Meget tyder på, at jeg skal finde mig et andet forretningsområde. Men det ved jeg ikke engang med sikkerhed endnu.

Heldigvis bliver det med kørsel i arbejdstiden, og betalt kørsel. Så det kommer ikke til at gå urimeligt meget ud over det liv, jeg har, som ikke handler om arbejde. Og selvom det er lidt træls og besværligt, så tror jeg bestemt på, at vi ser ind i en rigtig spændende fremtid. Der bliver en større legeplads at boltre sig på.

For vores udvikling øges ikke bare med det, der skal til for at servicere en stor, ny medlemsbank. Vores ejere - bankerne - har besluttet at der skal lægges 3o% ekstra udvikling oven i - så den synergieffekt og nogle af de (store!!) besparelser bankerne får ud af det, skal bruges til at være lidt mere fremme i skoene, rent udviklingsmæssigt.

Før var vi vel omkring 350 der lavede udvikling i Bankdata. Fra 2012 bliver der 475 i Fredericia og 150 i Silkeborg, der skal lave udvikling.

Det bliver MANGE udviklingsprojekter. En STOR legeplads. :-)

Livsnyderen om at kikke ind i andres liv

Jeg kan godt lide Facebook.

Det er små vinduer ind til andres liv, som man helt uforpligtende kan kikke ind af - og man har fået lov til det :-)

OK - der er nogen, der stiller lidt mere frem i vinduet end jeg ville gøre - men bliver det for meget, kan man jo altid fjerne folk fra sit newsfeed - så jeg synes ikke, det er et problem.

Det er altid spændende at se, at der ligger en venneanmodning eller en besked på Facebook - er der nogen fra fortiden, måske endda nogen man har tænkt på, hvor de blev af, som dukker op? Nogen gange får jeg dog anmodninger fra folk, som er vildtfremmede. Dem ignorerer jeg. Hvis jeg ikke ved, hvem de er, så skal de ikke være venner med mig.

For nylig fik jeg et brev i min Facebook indbakke fra en læser af min blog. Han har aldrig kommenteret, men han har læst med, og han ville gerne fortælle mig, at han var glad for at læse mine poster. Det blev jeg glad for. Vi skrev lidt frem og tilbage, og efter lidt tid sendte jeg ham en venneanmodning.

Nu kan vi begge to kikke lidt på hinandens liv - han kan se mit her på bloggen, og i Facebook, og jeg kan lure ind på ham - på hans hus der ligger smukt i naturen, hans fine bil, hans kønne blonde datter, og følge med i de helbredsproblemer, han har. Det er tankevækkende og spændende at lære ham at kende, høre hvordan han får livet til at give mening på trods af de udfordringer han har.

Og han er en af de Facebookere som rammer balancen fint - han er personlig, men ikke privat. Noget af det, jeg selv har tænkt meget over i al den tid, jeg har haft min blog (fem år til februar - wow!).

For et socialt væsen som mig, en, der er nysgerrig på sine medmennesker, er Facebook en gave. Det er herligt at følge gamle venner uden den store indsats, og dejligt at man blot kan række ud og nå dem, man måtte have lyst og overskud til at have lidt mere kontakt med.

Man bestemmer jo selv, hvad man vil lægge ud, og hvordan man vil bruge det.

Livsnyderen om fleksibilitet og stabilitet

I eftermiddag var jeg til en reception for en kollega, som havde 25 års jubilæum. Det sker faktisk ret jævnligt i mit firma - folk har en tendens til at blive hængende på Bankdata :-)

Jeg gik hen for at sige tillykke med jubilæet, og hørte gratulanten lige før mig sige "... og skal jeg så sige tillykke eller skal jeg kondolere?"

Den her jubilant var kvik nok til prompte at bede om et tillykke, for han har ikke en eneste gang i de 25 år oplevet ikke at have lyst til at gå på arbejde. I talen fra direktøren fremgik det da også, at han har lavet rigtig mange forskellige ting i firmaet - og han er sådan en type der bare altid møder en med et smil og en hurtig kommentar.

Den med at kondolere har jeg faktisk hørt rigtig, rigtig mange gange - og måske har jeg også selv sagt det i sjov. Men idag kom jeg til at tænke - hvorfor siger vi egentlig det? Dybest set er det jo skrækkeligt negativt, selv hvis det er sagt i spøg. For hvis vores jubilar skulle kondoleres, så skulle han jo være rejst for læge, længe siden.

Men der er en eller anden tendens til, at mange år på samme arbejdsplads - det er pr. definition noget dårligt. Så er du ufleksibel, tryghedsnarkoman, ikke forandringsparat og måske endda stagneret. Det ligger lidt underforstået, at du nok ikke kan bruges andre steder. Det er usexet, utrendy og ikke særligt fashionabelt at fejre 10-15-20-25 års jubilæum.

Der er to ting i det her.

Den første er: Når man arbejder på en stor arbejdsplads, er det rent faktisk muligt at have en god, jobmæssig udvikling. Man kan skifte job, fagområde, kolleger, chef. Man kan lære nyt og møde udfordringer. Så nej - man er ikke nødvendigvis stagneret og støvet. Men det er da en fed luxus at kunne få nyt job uden at skifte arbejdsplads.

Den anden er: Jeg kender intelligente, dejlige mennesker, som har lavet det samme i rigtig mange år. Og jeg mener virkelig det samme. Samme job, med små ændringer, gennem mange år. De fleste af dem gør det rigtig, rigtig godt, er stolte af det, og glade for det.

Er det ikke okay? Er de ikke værdifulde og gode medarbejdere? Vel er de så! Og det er da godt at der er god blanding af dem, der gerne vil have ændringer, og dem, der har det fint med tingene, som de er ... for så har du både stabilitet og fleksibilitet i din organisation.

Jeg synes vi skal have respekt for de medarbejdere, som ikke har så meget behov for nødvendigvis at flytte sig i en lodret eller en vandret karriere. Dem, som i stedet sidder og er rigtig dygtige til det, de gør.

Og når jeg om godt et halvt års tid har været på Bankdata i 20 år (for det satser jeg da på at komme til at opleve) - så vil jeg være stolt og glad over at have været en del af en god, effektiv, spændende, medarbejdervenlig arbejdsplads i så lang tid. Stolt af at være et tandhjul i en stor maskine, og glad for alle de dejlige mennesker, jeg har arbejdet sammen med i alle disse år.

Så der er ikke nogen der skal kondolere mig den dag. Men man må godt sige tillykke, selvom det "kun" er 20 år.

Den stramme livsnyder :D

Igår var jeg ved kiropraktor - og det endte med at jeg nu skal prøve noget helt nyt!!

Jeg har de seneste måneder bøvlet med min lænd. Det startede sidste år i august, hvor jeg fik problemer med at løbe, fordi jeg fik ondt i baglåret og op i ballen/hoften - ondt nok til, at jeg ikke kunne løbe.

I starten af 2010 begyndte jeg langsomt at træne mig op igen, og har været oppe og løbe rimeligt stabilt - men det var ikke godt. Min lænd føltes låst, og smerterne i baglåret kom og gik.
Massøren på arbejde var først optimistisk ("Det skal vi nok få has på") og måneder senere rystede hun bare på hovedet og forstod ikke hvordan alle mine muskler kunne nå at låse fast på en uge.

Hun ville gerne lege kiropraktor på mig, men jeg synes ikke hun helt havde styr på det, så jeg gik til en rigtig en af slagsen her lige før sommerferien.

Vibeke, som er en dygtig og sød dame, har fået lidt bedre styr på det. Jeg løber stadig ikke, men jeg kan gå uden at føle at min lænd føles låst og benene tunge.

For at dække mit motionsbehov spinner jeg, går til zumba 1-2 gange om ugen og styrketræner. Især styrketræningen tror jeg på. Jeg tror mange af mine problemer kommer fra mit stillesiddende arbejde, og styrketræningen forebygger og modvirker og støtter. Det er dødsenskedeligt, men jeg ser det som noget nødvendigt på lige fod med at børste tænder.

Igår, da jeg som sagt var hos kiropraktor, spurgte hun hvad jeg laver motionsmæssigt. Hun grinede af mig, for efterhånden kender hun mig - og så sagde hun: "Du kan godt lide det der styrkebetonede, ikke?"

Og hun har evigt ret. Jeg går målrettet efter noget, hvor jeg kan bruge min muskelstyrke og tonse der ud af, og komme til at svede rigtig meget. Det der feminine noget med koreografi har aldrig været mit store nummer - jeg er simpelthen en fjums til det, selvom min periode med mavedans og nu zumba har rykket lidt ved min tiltro til egne koordinations-evner.

"Du skal gå til yoga," sagde hun "for de der store, stramme muskler skal spændes ud." Og ja, jeg har nok en muskulatur som er dimensioneret til en god, solid bondepige. Hvilket jeg jo genetisk set også er. Dermed er hun enig med den fys jeg gik hos, som mente min fysik havde egnet sig fint til at jeg skulle have været skovhugger (??!!) eller håndboldspiller (ærgrerligt jeg kaster som en tøs).

Men nu har jeg kastet et blik i holdoversigten hos Dansk Fitness, hvor jeg slår mine trænings-folder, og har fundet ... tadaaa! ... et yogahold! Så nu glæder jeg mig helt vildt til mandag, hvor jeg skal ud og strække mig igennem - og prøve noget nyt.

Men i formiddag vil jeg ud og styrketræne. Jeg har nemlig snuppet mig en spontan feriedag - der skal trænes, ordnes lidt vasketøj, og bages en lækker bolle til i eftermiddag, når Bruno og ungerne kommer hjem.

Livsnyderens egoist-weekend

Sikke en dejlig dag, det har været!

Netop som jeg mentalt havde sendt sandalerne i vinterhi, viste sensommeren sig fra sin allervenligste side. Efter et par ærinder i byen i formiddag, stod der havearbejde på planen - og det var en ren fornøjelse. Solen har skinnet idag, og lunet mig mens jeg lugede og kultiverede og rev og slog græs.

Vasketøjet hang fint og tørrede i solen, og der var bare så dejligt ude i solen, at jeg satte mig i en havestol og læste avisen ... og da jeg løb tør for avis, hentede jeg min bog. Et par timer blev det til, i havestolen i det lune hjørne nederst i haven - med udsigt til blå himmel, blafrende vasketøj og en nyluget og veltrimmet have .... aaaaah!

Lige nu får jeg mig et lillebitte glas rødvin i sofaen, mens jeg nyder Chronicles of Riddick ... det er længe siden jeg har set den, og en aften med en god sci-fi actionfilm (med Vin Diesel i stram tshirt) er ikke det værste man har.

Gårsdagen bød på en tur på Katias, sammen med min veninde Alice (hendes mand, Kim, er sammen med Bruno i Harzen). Det var ustyrligt hyggeligt, og vi sluttede af med tiramisu og kaffe og en lang sludder med Katia og hendes veninde Anita(som hjælper i restauranten). Vi kom laaaangt omkring emnemæssigt, og Alice og jeg fortsatte på hjemvejen ... i en grad så vi sad i bilen og snakkede ud for mit hus :-)

I morgen står den på spinning, og så tror jeg lige jeg har et par ting i huset, jeg vil have lavet.
I morgen aften kommer Bruno og Kristian hjem. Så har jeg fået en dejlig dosis egoist-liv og vil nyde at være sammen med dem igen.

Weekend alene

I morgen sender jeg Bruno til Harzen. Han skal ned og lege med de andre MTB-drenge - der skal cykles, snakkes og mon ikke også der ryger en enkelt fadøl ned undervejs ;-)

Han kommer hjem på søndag, og så er der helt sikkert en masse cykeltøj der skal vaskes.

Fredag sender jeg Kristian hjem til sin far. Og så er jeg faktisk bare alene hjemme - HELT ALENE!

Uuuuuuh jeg glæder mig - rigtig rigtig meget! Fredag har jeg en aftale om Zumba og spise ude med en veninde, og det bliver helt sikkert hyggeligt.
Men der ud over skal jeg ab-so-lut ingenting!

Al den tid - bare til mig.

Måske skal jeg spise pizza til morgenmad og sove med tæerne på hovedpuden ... og i øvrigt lege Pippi alene hjemme. Allerbedst er det at jeg bare har huset helt for mig selv, kan se lige præcis hvad jeg har lyst til på tv, læse eller se film på min mac den halve nat og i øvrigt være 100% egoist.

Og når mine 2 mænd så kommer hjem igen på søndag, så er det garanteret rigtig dejligt - for så tror jeg at jeg har fået alene-hed nok.

Efterårsblå livsnyder

Jeg har endelig erkendt det.

Det er efterår.

Jeg har skiftet sommerdynen ud med den lidt tungere vinterdyne, og vasket sommerdynen. Nu ligger den ren og lækker og luftet og venter på, at det bliver forår igen.

Det er ved at være en uges tid siden at jeg trak strømperne på - og sandalerne nød vist deres eftersæson den weekend, vi var i Alghero.

Det regner idag - og det har det gjort ret meget på det seneste, synes jeg. Heldigvis ikke så meget i weekenden, hvor jeg fik luget mig halvvejs igennem haven. En formiddag mere, så er haven klar.
"Vinterklar," tænkte jeg faktisk igår, da jeg stod og så på mit arbejde: "Hvis jeg kan lægge 3-4 timer næste weekend, så er haven vinterklar."

I maj står jeg på sommerens dørtærskel og tror den aldrig, aldrig får ende. Det kommer bag på mig hver gang september ikke byder på lune, solrige dage med det karakteristiske skrå og lidt blege sensommerlys, men på blæst og vand fra oven.

Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted - tomhændet står vi tilbage og kan slet ik' følge med.

Sådan sang CV, dengang jeg var ung, og det passer jo. Den går alt for hurtigt, sommeren, og vi har slet ikke fået nok, når den smider sommerkjolen og trækker i regnbukserne.

Men det er vilkårene, når man lever på de breddegrader, som vi gør. Og heldigvis byder efterår og vinter også på mange dejlige ting (som spinning, stearinlys, simremad og sprødstegt flæskesteg).

Og vinteren varer ikke evigt. Det bliver forår igen.

Livsnyderen i husmor-mode

Jeg har haft en god og travl weekend indtil videre - og noget anderledes, end planlagt...

Fredag aften fik Bruno nemlig ondt i maven. Og før jeg fik set mig om havde han kastet aftensmaden op - og hvad var værre endnu, det glas Mitolo Jester Shiraz, som han havde nået at nyde, inden hans mave satte ud.

Staklen har været sløj lige siden. Natten til lørdag var slem - det kom, populært sagt, "ud af begge ender", og han frøs og svedte og havde det bare rigtig, rigtig dårligt.

Det skal siges, at Bruno ikke lever op til myten om mænd, der bliver pylrede når de er syge - for det er han absolut ikke. Til gengæld skal jeg tage mig selv i at cirkle om ham og blive totalt hønemor-agtig. Det er røvirriterende i alle situationer, og i særdeleshed når man har det skidt :-)

Idag er appetitten så småt vendt tilbage, men lige nu sover han på sofaen - og det vildeste han har lavet er at gå ud og koble traileren af bilen (vi skulle ha' været i Ikea lørdag) så jeg kunne tage den på indkøb.

Jeg kan godt mærke der er mere at lave, når halvdelen af husets effektive arbejdsstyrke ligger brak. Der skal laves mad til 5 mennesker (ungerne samt Bodils kæreste), og mange ting har ventet på denne weekend - for vi har haft ting og sager for de sidste 3-4 weekender, så opgaverne har hobet sig op.

Heldigvis har JEG været rask - og jeg har været rigtig effektiv. Masser af vasketøj er røget gennem vaskemaskinen, der er blevet bagt og vandet blomster og skiftet sengetøj og ryddet op ... og idag havde jeg godtnok aflyst en gang spinning (kom til at se film aaalt for sent igår), men jeg tror jeg fik lige så meget motion i haven, hvor jeg har slået græs og ordnet bede.

Et par timer til, så er haven vinterklar.

Vi var heldig her - vejret har været udsøgt lækkert indtil for 10 minutter siden. Solen har skinnet og lunet, men nu er det slut - regnen slår mod ruderne og vander den høstanemone og de forårsløg jeg har sat i det nye bed foran huset.

Lige om lidt går jeg ud og banker en rabarbertærte sammen. Jeg fik nemlig også høstet de sidste rabarber, da jeg var i haven. Og samlet en lille håndfuld hasselnødder samt en 3-4 pærer, som er faldet ned, og som fuglene endnu ikke har kastet sig over.

Jeg har planer om en lækker marokkansk-inspireret sag til aften - kylling og abrikos og couscous og gode grøntsager. Og så den der rabarbertærte til dessert. Mon ikke min patient bliver lidt raskere, på god kost?

Og jeg tror faktisk, jeg har fortjent et glas vin mens jeg laver mad.

Sardegna mi amore!

En weekend er bare for lidt, når det er september i Danmark og sommer på Sardinien.

Bruno og "vores" 500

Men det var hvad vi havde, og vi fik mest muligt ud af det.

Alghero er en hyggelig lille by - indbyggermæssigt på størrelse med Fredericia, og rigtig sydeuropæisk - komplet med strand, strandpromenade og en lækker gammel bydel med masser af spisesteder og liv om aftenen.

Vi hyggede os intenst. Spiste ude, udforskede byen, tog en dejlig sejltur med en guidebåd op langs kysten, til en drypstensgrotte.

Fandt byens bedste Pina Colada (er vi sikre på) på Girasol Fruit Bar, og fik lækker mad op til flere steder.

Sol, strandbar og lokal øl ... det er livet!

Badede i Middelhavet og lå på stranden og blev tørrede i solen, gik lange, lange ture mens vi snakkede om alt mellem himmel og jord.

Sad i skyggen og drak øl eller sodavand eller kold rosévin - lokal, naturligvis.

Holdt lange, dovne siestaer på værelset med bog og middagslur og hinanden.

Grinede og snakkede og kærestede og hyggede og blev spist af myg. Brugte timer på at finde de helt rigtige steder at spise, og lavede madanmeldelser på stedet.

Sejltur til Neptuns grotte.

Nød solen, som var varm uden at være brutal, og skyggen, som var lige tilpas når vi var mætte af varme.

Snakkede om den lille bar vi lige kunne have, der på kysten, eller Bed & Breakfast - de cykelrejser vi kunne arrangere, og hvordan vi skulle leve lige der i nuet og i varmen.

Men allermest nød vi bare hinanden, og det totale break fra hverdagen sådan en ferie er. Og overvejede lidt at gemme os den sidste aften, ligesom i de fjollede Spies-reklamer, hvor gæsterne ikke vi hjem fra deres ferie igen.

Jeg tror vi kommer tilbage til Sardinien, for der er masser af mere, vi gerne vil se. Øen er lige så stor som Jylland, og vi kunne godt tænke os at se hvad der sker udenfor Alghero.

Kysten syd for Alghero

Der var klart da vi fløj hjem, og vi kunne følge den danske kyst fra grænsen og nordpå. Vi fløj over Kolding og kunne se Lillebæltsbroerne, og Fredericia lå lige der i solen ved bæltet og så hjemlig og alligevel anderledes ud, deroppe fra luften. 

Få minutter senere kunne vi ikke længere se Fredericia, og Vejle Fjord var som en rende nogen havde hældt skyer i. Broen stak lidt oven ud af vattotterne, og så drejede vi ind imod Billund.

Det var alligevel rart at komme hjem, og i morgen vender jeg lidt modstræbende tilbage til hverdagen. 

Jeg kunne virkelig, virkelig godt have brugt en uge dernede i varmen. Jylland kunne godt ligge lige der syd for Sardinien. Er der nogen der er friske på at flytte den?

Manden min

Imorgen melder jeg mig ud af jobbet, moderskabet og hverdagen.

Jeg tjekker ind i den syvende himmel, og er helt og aldeles kæreste, kone, kvinde de næste dage. Jeg skal et varmt sted hen, og det skal jeg sammen med ham den ualmindeligt dejlige mand, som jeg snart har delt adresse, avisabonnement og dobbeltdyne med i 10 år.

Ham der godt gider ordne aftensmaden alene, hvis jeg er rigtig træt en dag og trænger til en lille lur i sofaen. Ham der henter mine børn, ordner deres cykler og spiller spil med dem, når han bliver spurgt. Ham der får mig til at grine af sine vandede vitser, og som gør mig varm inden i med den måde, han kikker på mig på. Ham der er allerbedst at snakke tingene igennem med, og som er den sjoveste diskussionspartner jeg kunne ønske mig.

Ham der på perfekt vis kombinerer en sød og positiv personlighed med en skarp hjerne, en passende portion initiativ, verdens lækreste skuldre og en dejlig fasthed i ... øhhh ... sit håndtryk ;-)
Ham der under mig alt, også selvom det koster lidt tid og opmærksomhed. Ham der rummer mig, lige sådan som jeg er. Også når jeg er røvirriterende.

Ham som har de dygtigste hænder når der skal sættes fliser og skabe op, og de nænsomste, kærligste hænder når mit hjerte skal samles op fra gulvet.

En weekend med ham i et varmt klima - og så nupper vi lige resten af livet bagefter. Ja tak!

Jeg er her endnu :-)

Jeg ved det godt - jeg har været en slem blogger.

Men jeg er hverken død, nødlidende eller på nogen måde forsvundet - mine ord har bare ikke lige nået bloggen.

September er og har været travl - både på job og i fritiden. Sidste weekend forsvandt som dug for solen, da vi havde hyggelige gæster fredag og var til 100 års fødselsdag fra lørdag til søndag i Storvorde. Det var søster og hendes mand, der deltes om det runde tal, og det var en god fest, omend vi kom sent hjem søndag. Der var nemlig et par ting der lige skulle køres ind til Andreas og Kristina, og et komfur der lige skulle sluttes til.

Weekenden før var vi på camping i Århus, og en tur inde og se på det der festuge. Hyggeligt og sjovt - og i godt selskab med et hold rigtig dejlige venner.

I næste weekend ... ja, der venter sol og varme. Vi flyver en tur til Sardinien, og lader vores unge mennesker passe på huset. Bare en forlænget weekend, men jeg glæder mig - det er længe siden vi har haft chancen for at stikke af og være nyforelskede...

Jeg glæder mig!

Har ellers hængt lidt i bremsen i denne uge ... måske var det kroppen der var lidt træt fordi der har været noget blærebetændelse inde over, men i morges vågnede jeg og var på toppen! Og dagen har også bare været god. Et hammergodt arbejdsmøde i det projekt, jeg og teamet er ved at starte op, og i aften en superhyggelig X-tet-aften.

Nu sidder jeg i sofaen med benene under et lunt tæppe og undrer mig over hvor sommeren blev af. Godt jeg skal en tur ned og besøge den på fredag :-)

Om anmelderes forskellighed

I morges tænkte jeg på, om det mon var den samme koncert, som jeg og den lunkne anmelder fra Fyens Stiftstidende havde været til. Men ok, hvad skal man forvente af en amatøravis, som ikke respekterer mit ejerskab af mine blogtekster - ja, præcis - at de sender en inkompetent anmelder, ikke?

Fyren fra Jyllandsposten har tydeligvis været til samme koncert som mig. Der kan man se :-)

Genlæsningen af min blogtekst-sag fra for 2 år siden var lige ved at få mig op at ringe igen. Mage til dumhed og arrogance fra en lille journalist-snotklat på en ynkelig provinsavis skal man da lede længe efter.

Livsnyderens musikalske stjernestund

Det kan godt være at visse anmeldere mener, at koncerten igår med Leonard Cohen bød på et kedeligt 1. sæt. Sådan oplevede jeg det bare slet ikke.

Jeg oplevede den gamle mester med en styrke i stemmen man ikke forventer af en mand på 76, og en indlevelse, som blot blev større i løbet af koncerten.

Smukt og gribende var det. Og ensemblet på scenen var stærkt - især den gamle spanier, som håndterede diverse strengeinstrumenter faldt lige i ørerne på mig.

Da koncerten så ud til at være slut, hviskede jeg til Bruno: "Nu skal han bare komme ind og spille Famous Blue Raincoat, så er min lykke gjort." Og det gjorde han så, efter et par andre ekstranumre.

Koncerten, som startede kl. 20.00 (sharp!), var ikke forbi før næsten 23.30, med en pause på godt 20 minutter midt i. Så vi fik sørme noget for pengene! Den gamle mester har helt sikkert også fået noget for pengene - for ud over billettens pris, var der en anderledes bonus at høste for ham: den kærlighed og respekt, der mærkbart strømmede op mod ham fra publikum.

Suk. Det var en magisk aften, selv med umådeligt trætte ben og en smadret lænd.

Jeg fatter bare ikke, at nogen betaler omkring 650 kr for en billet, for så at tro de er kommet til byfest. Snakker og griner, vader ustandseligt frem og tilbage (og hen over mine tæer) for at hente fadøl, pølser og gå på toilettet. Som en debattør foreslog på fyens.dk, så burde man have indført en koncertlinje, og dem der ville til byfest kunne stå bagved, og så kunne os, der ville høre musik, have stået foran den. Jeg kan godt lade være med at spise, drikke OG tisse i de 3,5 timer det varede.

Men sådan er vi jo så forskellige.

Flyvende livsnyder

Uhhhh jeg er næsten oppe at flyve idag!

Bruno og jeg har hele sommeren snakket om, at vi i sensommeren ville på kæresteweekend. Der har været snakket Rom, Lissabon og mange andre steder, og IGÅR købte vi så flybilletter og hotelophold.

Fra fredag morgen til mandag morgen, bliver det - og vi skal til Alghero i Sardinien. For returbilletter til os begge to, alt inklusive, må vi slippe den fyrstelige sum af 1.248 kr. Så er der da lidt ekstra til at spise godt og bo dejligt for.

Der ser superlækkert ud dernede ... uhm! Jeg glæder mig helt vildt!

Benløs livsnyder

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal synes om alt det der motion.

På den ene side ved jeg jo godt, at jeg har godt af det, og at den hjælper mig med at styre min vægt. Og når jeg er i form, er det faktisk også rigtig dejligt med en løbetur.

Men idag var det som om mine ben slet ikke ville med ud at løbe - og de er jo faktisk også en del af min krop - så de burde vide bedre. PUHA de var tunge og utidige. Og jeg blev så træt, så træt af at slæbe dem efter mig.

Værst var at jeg frygtede at blive overhalet af skovsnegle, gamle damer med rollatorer, sommerfugle, teenagepiger på lyserøde cykler - kort sagt, alle naturens langsomste skabninger.

Jeg blev dog kun overhalet af nogle andre, mere overskudsagtige løbere. Overvejede at skælde ud på benene, men nu har jeg jo læst en del ledelsesteori, så jeg prøvede i stedet at give dem en omgang AI - Appreciative Inquiry. Jeg sendte kærlige og anerkendende tanker til mine ben, forsøgte at visualisere hvordan de bevægede sig let, men kraftfuldt hen ad stien - men lige lidt hjalp det. De var uafhjælpeligt tunge og umedgørlige.

Sure ben!

Heldigvis blev min løbetur slut, og belønningen var et dejligt varmt bad, og mad som Bruno havde lavet. Og nu sidder jeg og har super god samvittighed, fordi jeg BÅDE har cyklet på arbejde OG løbet en tur.

Og det er jo sådan, at selvom nogle ture bare er helt umulige og rædsomme og smertefulde, så ved jeg at den næste tur sikkert bliver bedre. Det hører med.

Så nu belønner jeg mine ben ved at klaske dem op i sofaen, og nyde, at DR2 byder på to afsnit af "min serie" - The Tudors.