mandag, april 02, 2007

Den værste

For efterhånden mange år siden var jeg til den værste begravelse, jeg nogensinde har været med til.

Forhistorien var for mit vedkommende, at jeg var på barsel. Var lige nedkommet med Kristian, men deltog alligevel i firmarevyen, som skulle opføres til firmafesten. Så jeg var ikke lige med i dagligdagen på arbejde.

Lørdag formiddag havde vi haft generalprøve, som var gået godt. Og jeg mødte op til festen med min exmand, samt med Kristian i lift - han var kun en måneds tid eller to.

Under direktørens tale var Kristian urolig - så jeg gik lidt udenfor med ham, men jeg kunne høre gennem døren, at direktøren talte. Hørte efter med et halvt øre. Indtil jeg pludselig hørte ham sige noget om nogens minde. Så måtte jeg ind. Spørge dem ved mit bord, hvad han talte om - og hvem.

Det viste sig at være en kollega, som var død i løbet af ugen. En ung kvinde, som jeg kendte fra mange hyggelige snakke på gangen. Ikke en, jeg så privat, men alligevel en af dem, jeg talte med og havde mere end smil og hilsen på gangen med. Merete hed hun - og hun var også hjemme på barsel. Hjemme ved sin lille dreng, som hun havde sammen med sin mand, og sammen med hans store datter.

Hun var væk. Død af en infektion, som vistnok var kommet pga. en fostervandsprøve, og forværret af, at hun havde sukkersyge. Det var gået hurtigt.

Puff - så var en lille, lykkelig familie smadret.

Jeg gik sammen med en anden kollega, som også kendte Merete, til begravelsen. Jeg kan mest huske, hvor forfærdeligt det var. Hendes mand var sej. Han talte til forsamlingen. Knust var han - men han stod op og talte sammenhængende. Kollegaen og jeg græd - jeg hader ellers at græde offentligt.

Men det jeg husker klarest var, da rustvognen kørte med hende. Og hendes 3-årige stod og vinkede til sin mor. Når jeg tænker på det, får jeg stadig tårer i øjnene.

Hvor er det uretfærdigt, at børn skal miste forældre på den måde.

Jeg tænker tit på, hvordan det mon gik den lille fyr. Og der er ingen tvivl om, at han er med, hver gang jeg giver penge til noget i den 3. verden - mine faste donationer og de løse.

Der er jo ikke den store forskel på den lille blonde gut - og så de små unger rundt om i verden, som mister alt pga. naturkatastrofer og sygdom.

Den store forskel er ressourcer. Og mangel på dem.

5 kommentarer:

Lene sagde ...

Enig Lizelotte, og så dog.
Min mormor og min farmor mistede begge deres mødre som 4 årig. Her var der ikke så meget socialvæsen til at samle op, det var familien der ordnede dette. Min mormor kom til kærlige mostre og følte sig elsket,min farmor kom til en faster, som var træt af at have det nye barn, så min farmor følte sig ikke elsket.

Bodil sagde ...

Liselotte - hvor er det forfærdeligt - jeg får nærmest tårer i øjenene ved at læse om det.. og er selv mor til en 3-årig.

Lizelotte sagde ...

Lene, det er jo lidt det samme - der var flere ressourcer de ene sted end det andet...

Bodil, verden er nogen gange et grumt sted. :-( Jeg er dog sikker på, at denne her lille dreng trods alt er kommet godt i vej, han har jo en god familie.

Lene sagde ...

Du har ret Lizelotte, det var mig der var for snæversynet.

Lizelotte sagde ...

Snæversynet vil jeg ikke kalde dig! Men det er altid lidt sværere at se ting der er tæt på, ikke?