Mit klædeskab

Dagens første indlæg fik mig til at tænke lidt videre. Hamskifte. Jo, det kan man godt kalde det. der er et stykke vej til det pæne arbejdslook med de sorte sko og nålestriberne, og så til at daske rundt i de møg-forvaskede armybukser, som i øvrigt også er liiidt for store, nu vi er i gang ...

Jeg forsøger ikke at være alt for cowboybukse-casual på arbejde.

Jeans kan godt gå an, hvis det er med de rigtige sko og en pæn bluse. Men jeg prøver faktisk at oppe mig lidt, og ikke forfalde til meget til jeansene.

Jeg er ikke jakkesæt-typen. Jeg har ejet flere nederdel/jakke eller buks/jakke sæt, men jeg føler mig ikke godt tilpas i dem. Der er for meget armbevægelser i min personlighed til det, tror jeg. For meget drengerøv.

Til gengæld er jeg glad for min grå tweed-nederdel. Det konservative stof opvejes nemlig af, at snittet er lidt råt, og at nederdelen er født krøllet - og skal være krøllet. Det gør lige, at det alt for strømlinjede undgåes. Ligesom jeg i morges til mit sort-hvide tøj lige tilføjede mit sorte tørklæde med dødningehoveder i halsen. Pænt og konservativt bundet.



Vi siger en masse om os selv, med det tøj vi vælger at tage på om morgenen. Og jeg har gjort op med mig selv, at man skal kunne se på mig, at jeg ikke er på vej i haven, eller ind på sofaen. Jeg skal ligne en, der er på arbejde. Tøjet må ikke fylde noget, eller støje. Det skal ikke være det, mine kolleger, chefer, kunder lægger mærke til.

Det er vigtigt for mig, at jeg har det godt i mit tøj. Ud over at det skal passe, skal det også være mig - afspejle min personlighed i et eller andet omfang. Jeg kan faktisk godt bære en habitjakke, eller hvad man kalder dem. Bare ikke sammen med den matchende nederdel eller bukserne. Så føler jeg mig klædt ud.

Min personlighed skal skinne igennem tøjet - ellers er det ikke ægte.