Gåtur med fjerne slægtninge

I nat vågnede jeg ved 1.30 tiden og havde en modbydelig hovedpine. Jeg stod op og tog piller, men her til morgen var den tilbage igen. Øv :-(

Den har været efter mig hele dagen. Jeg har været slap og træt og haft ondt i hovedet - så jeg har ikke fået det optimale ud af denne dejlige solskinsdag. Sad lidt på terrassen i et varmt hjørne, i læ for vinden, som var lidt kold, og læste i en Jan Gillou-bog - men måtte rykke ind, for solen gjorde ondt i øjnene bag solbrillerne.

Sidst på eftermiddagen dukkede Andreas og Kristina op. De har været på weekend i et sommerhus i Assens, som Kristinas bedsteforældre ejer. Men Andreas skulle jo med toget til sædvanlig tid, så vi havde aftalt, at de kom her og spiste aftensmad.



Det er efterhånden næsten en tradition, at Bruno og jeg går en tur, når vi har sat Andreas og Kristina af på banegården i Fredericia søndag aften. Jeg trængte SÅ meget til lidt luft, så vi bestemte os for en lille gåtur - for jeg følte mig stadig noget slap.

Bilen satte vi ved Madsby Parken, og så gik vi ud ad diverse stier, mod Fredericia Stadion. Der ligger et stort, grønt område, der lige i kanten af byen. Man skulle faktisk ikke tro, at man var indenfor bygrænsen - men det er man.



Det føles meget landligt, og smukt var der med den lave, skarpe aftensol ind fra vest. Vi gik roligt, ikke for hurtigt, for jeg blev let forpustet i aften, og mine ben føltes som fjerne slægtninge til resten af min krop. Dejlig var der, derude...



Bygningerne i baggrunden er Fredericias nye stadion. Næsten derude kom vi forbi en blomstrende syrenhæk - de er også tidligt på den i år, for jeg mener faktisk først de plejer at blomstre sidst i maj. Jeg var nødt til at plukke. Jeg elsker syrener, både synes af de blomstrende buske og den skønne duft.

Ude ved Stadion ligger også Fredericias historiske miniby. Det er en minimodel af Fredericia, som den så ud i 1849. Der er pt. 700 huse, men når den bliver færdig, vil den rumme 1200. Projektet blev startet i 1983, og det er frivillige ældre, som står bag. Minibyen er komplet med volde og det hele, og vi blev enige om, at vi snart skal derind og se det.



I dag måtte vi nøjes med at kikke og fotografere ude fra, for der er hegn rundt om, og åbningstider. Vi har begge været der for mange år siden - jeg kan dårligt huske hvornår og med hvem jeg var der, så længe er det siden.

Men flot er det - helt sikkert. Jeg glemte næsten mine vat-agtige ben, for at få et kik gennem træerne, da vi gik forbi.



Det blev kun til ½ times gåtur i aften, så var jeg brugt op. Det var Bruno vist også - han har kørt 100 km bakker oppe i Skanderborg i dag.

Jeg håber, jeg er friskere i morgen - og at hovedpinen kan soves væk i nat...