søndag, april 08, 2007

Jeg - en solist

Egentlig er jeg meget social og kan godt lide andre menneskers selskab... men jeg cykler faktisk helst alene.

Jeg har kørt lidt med Baghjulet, men selvom det er søde, søde mennesker, og vældig hyggeligt, foretrækker jeg altså at køre alene. At jeg styrtede med en gruppe sidste år i april var en medvirkende faktor til, at jeg har valgt gruppetræningen fra - men slet ikke den største faktor.

Jeg ville nemlig aldrig lade en dårlig oplevelse holde mig fra at gøre noget, jeg virkelig syntes var givende og fedt.

Men på bundlinien synes jeg bare, at det er federe at cykle helt alene.


Nogle gange kører jeg en tur med Bruno. Det er også dejligt, bare det ikke er for tit. Det er en hel anden slags tur, end når jeg kører alene. Han har efterhånden også fundet ud af, at jeg bare godt kan lide at være mig selv, selvom vores ture da også er fine.

Nogle har været dybt bekymrede og ville kurere mig. Men jeg har ikke lyst. Jeg gider ikke race afsted i baghjulet på nogen og bruge en masse kræfter på at holde gruppens fart og rytme og holde øje med om der nu bliver bremset oppe foran. For mig er det frihed og glæde at sætte mit eget tempo, lægge min egen rute, holde mine egne pauser og køre mine egne spurter.

Jeg gider ikke køre løb. Hvorfor skulle jeg give 200 kr. for at køre i r.... på en masse andre, når jeg kan køre helt gratis - selv?

Jeg har fundet ud af, hvordan cykelmotion glæder mig mest.

Jeg er åbenbart bare solist.

P1020432

8 kommentarer:

Helle sagde ...

Måske er du Duathlon typen? Solo-cykling og løb ... ?

:-)

Lizelotte sagde ...

Det tror jeg ikke, Helle - jeg skal ikke bevise noget for nogen, så jeg har ikke brug for at kombinere det .... foretrækker at holde løb for sig og cykling for sig ... :-)

Pernille sagde ...

Nej, hvor jeg følger dig!! :-) Osse selv om jeg ikke lige cykler - livet behøver jo ikke altid være det rene "gruppeterapi". ;-) Heller ikke selv om man generelt er meget socialt anlagt. Alenetid har *bestemt* sin charme og nødvendighed... At synes det er så afgjort ikke noget, der skal kureres. Basta!

Helle sagde ...

Jeg tror da ikke Duathleter - eller gruppecyklister - gør det for at bevise noget over for nogen.
Jeg tror de gør det, fordi de synes det er sjovt. Det lysten der driver værket - uanset hvad man så gør eller hvordan.

Lizelotte sagde ...

Det tror jeg heller ikke, Helle. Ikke alle, ihvertfald - men der er da nogen, for hvem det betyder meget, at de har nogen at måle sig med, og at der er et konkurrence-element.

Fred være med det - det er i orden for mig. Bare jeg får lov at blive fri.

Det er nemlig rigtigt, at det skal være lysten, der driver værket, og hver har jo som bekendt sin lyst :-)

conny sagde ...

Du har ramt en følelse lige på kornet!
Jeg husker tydeligt, da jeg var begyndt at løbe. Så begyndte husbonden også (igen) - og ønskede af og til at løbe sammen med mig. Og jeg havde det dårligt med at sige nej. Men allerhelst løber jeg alene. Jeg følte mig lidt kuppet eller trådt for nær - det er svært at sige.
Nu løber jeg 1 gang om ugen med min løbeveninde. Men også der er jeg ikke interesseret i at udvide fællesløbet. Og de 5 km har jeg det også fint med, selvom hun gerne så, at vi trænede længere. EN fordel ved løbeveninder er, at så KOMMER man ihvertfald ud den ene gang om ugen :-)

Helle sagde ...

Skægt så forskelligt man kan opleve det.

Jeg elsker det spil der er imellem deltagerne i sådan en cykelgruppe – på de hjemlige cykelture, sammen med folk man kender eller til motionscykelløb, hvor man møder nye mennesker med samme lidenskab som én selv.

Det tænder mig!

Det får mig til at rejse mig op i pedalerne og yde lidt mere end jeg nogen sinde ville have gjort alene. Det morer mig, når det lykkes, ærgrer mig, når det ikke gør – men aldrig alvorligt.

Jeg elsker det godmodige drilleri. Udfordringen (”jeg vil-jeg kan”), konkurrencen (med sig selv), skiltespurten … bakkespurten som jeg ALTID taber :-)

Snakken, ”grineriet”, kammeratskabet …

… men også de rolige pas, hvor farten går ned og man hyggesnakker og ”ruller hjem” sammen i solnedgang på en sommeraften.

Jeg røvkeder mig, når jeg cykler alene. 1 time føles som 100 år – ingen at snakke med, ingen at lege med. Jeg ”falder i søvn” på min cykel. I en gruppe flyver tiden af sted og jeg kunne sidde på min cykel i en hel dag.

Det giver mig rigtig meget energi – og vigtigst af alt, det er sjovt og det er lysten der driver værket. :-)

Lizelotte sagde ...

Forskellighed er en herlig ting!

Godt der er plads til den!