Jeg måtte lige synke engang. Hvad pokker lavede jeg her - med skøjter på og en stav i hånden - når jeg ALDRIG nogensinde har løbet på isskøjter, og virkelig har haft problemer med det, de få gange jeg har haft et par inliner rulleskøjter på...?
Det var et langt, langt skridt - det fra gangen og ind på isen.
Og jeg følte mig i den grad som Bambi på glatis - især når jeg så på dem af mine kolleger, der kunne begå sig på skøjterne, dem, som gled ubesværet og elegant over isen.
Så var det, jeg kom til at se, at jeg ikke var den eneste, der klamrede mig til banten. Vi var faktisk mindst en håndfuld, som nok aldrig kommer med i Holiday on Ice.
En behjertet kollega (Tak, Merete) kom over og gav mig lidt instruktioner. Noget med bøjede knæ og sådan. Og så skøjtede jeg lidt forsigtigt rundt (UDEN at holde ved banten!) - det var ikke elegant, men jeg var i bevægelse!
Måske kom selvsikkerheden af, at det onsdag aften gik usædvanlig godt til dans. Vi er ved at komme efter det, er vi. Faktisk oplevede vi et par gange onsdag aften, at vi ikke bare bevægede os i takt til musikken - vi dansede rent faktisk! Ubesværet nok til at Bruno kunne se på mig på den der måde, som altid gør mig små-blød i knæene :-)
Nu var Bruno så ikke med på ishockeybanen - men jeg er sikker på at onsdagens dansesucces var med til at holde mig på skøjterne. Og jeg var lige ved at begynde at føle mig lidt selvsikker, da Aleksei alias Irma kaldte holdet over til - den modsatte bante.
Damn! Der er langt over sådan en ishockeybane, når man har ca. 5 minutters erfaring på skøjter. Men jeg kom over - i modsætning til en anden kollega, som ikke var meget for at slippe banten i den modsatte side. Ham gik Aleksei/Irma over og hentede - og skubbede tværs over banen. Det så sjovt ud.
Ishockey ser noget anderledes ud, når holdene udgøres af en flok programmører, projektledere og konsulenter - end når det er OIKs førstehold, der går på banen.
Der var mange fuldstændig umotiverede styrt (soloulykker), og flere af os havde meget svært ved at slå til pucken OG holde balancen på samme tid.
Og hvad gør man lige, når den der sk... puck glider ind og lægger sig mellem ens skøjter?? Prøv du lige at slå til den, når den ligger der.
Jo, jeg oplevede et par styrt. Var ret glad for de polstrede bukser. Og så oplevede jeg et par problemer.
1) at komme op igen. Jeg valgte the cowards way ... skubbede mig på hænder og knæ til den nærmeste bante og hejste mig op der.
2) prøv lige at samle hockeystaven op med de der pølsefingerhandsker på. Det er uladsiggørligt!!!
Men jeg grinede så meget at mine kinder gjorde ondt - både når jeg var på isen, og når jeg var udenfor. En af mine kolleger fik tilnavnet "Bambi" - han så faktisk ret godt ud på skøjter, men en gang imellem eksede det hele pludselig, og han styrtede spektakulært - ofte uden nogen synlig årsag. Sødt!
Kampen endte 1-1, efter at vi havde været bagud nogen tid. Heldigvis! Det havde ikke været til at bære, hvis modstanderne havde haft håneretten hele aftenen!!
Jeg har desværre ikke fået billeder af kampen endnu, så dem, I ser her, er fra den seance onsdag, hvor vi valgte holdnavn og skabte vores flotte banner.
Tror faktisk vi vandt på stilpoint - de andre havde ikke noget navn og ikke noget banner - yeah!
2 kommentarer:
Man skulle ha været på din arbejdsplads. Tænk at man river arbejdsdage ud for at personalet kan spille ishockey ;-)
Fik du nogle blå mærker ?
Lene, det gik faktisk ikke så galt :-)
Ja - jeg er heldig med at være på en arbejdsplads hvor det sociale vægtes, og hvor man arbejder aktivt med teamarbejde. Men det er sund fornuft ... vi bliver bedre til at arbejde sammen af at vi også har det sjovt sammen.
To arbejdsdage var det nu heller ikke. Alle (der ikke afspadserede) var retur på arbejde inden kl. 10 fredag.
Send en kommentar