Tanker en fredag aften

I aften har jeg fået Andreas hjem - denne gang for at blive, for en tid ihvertfald.
Hans tid i Livgarden er forbi.

Det har været en god og en hård tid for ham. Han har elsket og hadet det. Når han har elsket det, har han snakket om, at han godt kunne fortsætte - forlænge - tegne kontrakt. Det har han heldigvis ikke gjort.

I morges sad vi ved morgenmaden, da de i radioen fortalte, at to unge mænd fra garderhusar-regimentet igår blev dræbt i Afghanistan. Havregrynene sad fast i min hals, og tårerne væltede op i mine øjne.

Puha! Godtnok er jeg empatisk, men normalt ikke så meget. Det kommer bare så tæt på. Jeg forestiller mig glade, unge mænd, som efter værnepligtens kammeratskab tegner kontrakt. Tager afsted. Til spænding, til ære.

Et øjeblik. Så river en kugle, en bombe, en granat dem ud. Ud af livet. Slut.

Det kunne bare så let have været min unge. I en krig, som jeg ikke føler er min.

Der sidder familier et sted, med et kæmpe hul i hjertet, som deres søn, kæreste, bror aldrig kommer hjem og fylder op. Mens min unge mand sover som en sten i sin seng, sammen med sin kæreste.

På min nethinde sidder TV-avisens interview med faderen til den ene unge mand. Han var stolt af sin søn. Men ansigtet var forstenet, øjnene røde og blanke.

Denne fredag aften skælver mit hjerte, mens jeg tænker på livets skrøbelighed. Mine tanker går til dem, der har mistet deres drenge.

Gid man kunne lukke dem inde i baghaven, indtil de var 50.
Godt min dreng ligger der inde på værelset og sover. Og ikke er garder mere.