Der er mange eftertænksomme poster rundt om på de blogs, jeg læser. Der er blevet tændt mange lys for Liselottes Alexander.
Liselotte selv skriver i dag en post om den lange dag, hun er i gang med, og de lige så lange dage, der ligger foran hende. Hun skriver om, hvordan Alexander stadig er tilstede på en eller anden måde, hvordan hun hele tiden støder på ting, som får ham til at synes så nær - og dog forfærdeligt fjern.
Især ramte det mig i hjertekulen, hvordan hun fandt en trøje af Alexanders i snavsetøjskurven - og om sengetøjet, der stadig dufter af ham.
Jeg husker en septemberdag, hvor det kun var et urimeligt held, at min Andreas ikke blev slået ihjel, da han med alt for høj fart kørte ind i en højresvingende bil på sin scooter. Jeg husker, hvordan jeg senere den dag stod og tog vasketøj ind fra tørresnoren, og hvordan jeg fik fat i et par af Andreas' jeans.
Hvordan det pludselig slog mig, at jeg var et hjerteslag fra at have stået med min døde søns bukser.
Livet er så skrøbeligt.
Og når børn dør først, er det bare forkert.
5 kommentarer:
Især når man har været millimeter fra at miste et barn, eller har mistet, har man en fornemmelse af hvilke følelser der rører sig i dem der har mistet.
Min mellemste har været på vippen flere gange. Livet er skrøbeligt og vi skal tage vare på det vi har.
Det er heller ikke fedt at rydde ud i forældrenes ting skal jeg lige hilse at sige...
Det er det bestemt heller ikke Morfar, det har du jo lige prøvet, og jeg gjorde det for mange år siden - det glemmer man aldrig - det er sårbart.
Følelsen af det ene øjeblik at være glad og det næste øjeblik er hele verden ramlet sammen, det er en underlig uvirkelig følelse.
Hvor glemmer vi tit livets skrøbelighed og livets uretfærdighed, for det er forkert og meningsløst, når børn og unge dør.
morfar, det er IKKE fedt at miste forældre - det er jo dem, der synes, man er ubetinget fantastisk...
Lene, man bliver mindet om sin egen dødelighed - og sine børns.
Send en kommentar