onsdag, december 20, 2006

Livsnyderen om reflektion

Reflektion ifølge Wikipedia:
Menneskelig selv-reflektion er den evne, mennesker har til at se ind i sig selv, samt viljen til at lære mere om egen fundamentale natur, betydning og essens. (frit oversat af livsnyderen)

For nylig har jeg haft en kommentartrådsdialog ovre hos Pernille , hvor vi har snakket om det, at reflektere over livet, og hvordan det påvirker et menneskes udvikling.

Pernille har - så vidt jeg kan vurdere hende på hendes blog - den udmærkede egenskab, at hun reflekterer over de mønstre, hun ser i sit liv. Hun tænker: "Hov - denne her ubehagelige situation har jeg været i før - hvad er det for nogen handlinger og mekanismer i mig, der bringer mig i denne situation?"

Kort sagt: hun reflekterer. Hun analyserer sig selv - og hun kommer nogen gange i tvivl om hun reflekterer for meget.


Jeg møder ind imellem mennesker, som sidder fast i de samme mønstre, og gentager de samme fejl igen og igen. Ofte er de utilfredse, men de er ikke særligt bevidste om hvorfor.
Så vidt jeg kan se, mangler disse mennesker enten evnen eller modet til at reflektere over deres liv. De samme ting rammer dem, igen og igen, og de formår ikke at gøre noget ved det.

Jeg håber for dem, at det gør mindre ondt på dem, end på en Pernille - fordi de reflekterer mindre. Men jeg ved det ikke. Nogen lever hele deres liv på den måde, og ofte får omgivelserne, omstændighederne, samfundet skylden for deres manglende lykke og held.


Modsat kan reflektion også gøre ondt. At finde ud af, at jeg gør noget helt forkert - noget uhensigtsmæssigt. At jeg er nødt til at ændre mig, ændre vilkårene for mit liv. At jeg i årevis har afskåret mig selv fra at forbedre mig på et givent punkt. Det er svært, og det napper. Får man mange "åbenbaringer" over kort tid, kan det være svært at håndtere - og uoverskueligt.

Men resultatet er, at jeg bliver oplyst. Jeg tænker over, hvordan jeg kan agere anderledes, og jeg udvikler mig.


Personlig udvikling er en forslidt frase, som dækker over noget ganske vidunderligt.
Da jeg var i 20'erne, var jeg grundlæggende meget usikker på, om jeg slog til, om jeg i det hele taget var et værdifuldt menneske. Om jeg var okay.

Nogen må have syntes, at jeg var det. Jeg blev ihvertfald opfordret til at stille op som tillidsmand, da jeg var 29, og det betød, at jeg gennemgik Finansforbundets tillidsmandsuddannelse. Det ændrede mit liv - radikalt. Jeg lærte at reflektere systematisk. Og jeg kom til den erkendelse, at jeg var okay. Jeg holdt op med at komme med undskyldninger for, at jeg var den, jeg var.

Mit udsyn på verden blev ændret, og mit overskud mangedoblet. Processen var lang, og den gjorde nogen gange ondt. Den er for så vidt stadig i gang, og jeg tror ikke den holder op, før jeg har trukket mit sidste åndedrag.


En ting er helt sikkert. Hvis jeg føler, at jeg har behov for at kradse i et mentalt sår, vil jeg aldrig lade angsten for, hvad jeg finder, holde mig tilbage. Heller ikke selvom det gør ondt.

8 kommentarer:

susling sagde ...

Visse ord, Lizelotte. Evnen til at reflektere var en af de ting jeg satte mig for, at prioritere højt i min børneopdragelse (og det ser ud til at det er lykkes!)Uden den evne bliver man i min bog aldrig fri som menneske. Så er man bundet af omstændigheder unden for en selv, som man ikke evner at gennemskue og man er tvunget til at gennemspille det samme scenarie igen og igen....I mine øjne meget taberagtigt! Og det kan godt være reflektion gør ondt....men der er nu en gang intet, der ikke i længden kan kureres med en god gang årsag-sammenhængsanalyse.......:-)

Lizelotte sagde ...

Susling, rart at se dig her :-) jeg frygtede, at du helt havde forladt blogland.

Tak for rosen. Det er måske lidt barskt at sige, men jeg har lidt følelsen af, at ikke-reflekterende mennesker befinder sig på et andet plan... det lyder skræmmende elitært, ved jeg godt...

susling sagde ...

Lizelotte, jeg er ikke forsvundet. Jeg må bare have en tænkepause....jeg ved det lyder skørt når blogs jo netop er reflektion on line...men hvad livet er jo komplekst....(jeg bliver ved med at læse mine ynglingsblogs - jeg gider bare ikke selv sige noget lige nu).

Bortset fra det.....Jeg sad og grundede over noget af det samme, da jeg havde læst dit indlæg.....ikke-reflekterende mennesker er lidt tomme,sådan sært rigide i deres håndtering af livskonflikter- eller rettere manglen på at håndtere det. Det samme mener jeg i øvrigt om folk uden humor - so shoot me!

Lizelotte sagde ...

Præcis - men man tør næsten ikke sige det højt, vel??

Godt at du ikke er helt væk... jeg kan godt forstå din blogpause, nogen gange har man brug for ikke at reflektere udad, men bare indad. Det er jo nok det du gør nu.

Du kan se på min blog, at jeg ikke har udad-overskud, når alle mine indlæg er sådan nogen "og så gjorde vi det, og se mine pelargonier" :-)

susling sagde ...

Jamen det kan man da også blogge om....Jeg synes bare pludselig at jeg personligt ikke kunne finde min tone/min indre tråd og jeg gad altså ikke blogge om min jammerlige freelance-tilværelse...Den slags går som bekendt op og ned...suk...

Oven i så var jeg ved at kaste op over mange af de her jeg er ung, jeg må ha sex osv. blogs......jeg må finde en måde, at få dem sorteret ud......ellers bliver jeg bare så trist......

Sidst men ikke mindst var jeg begyndt at blive i tvivl om, hvem fanden der egentlig læste mig og hvorfor......

See - ren krise og så måtte der jo gøres noget.......:-)

susling sagde ...

I bedste reflektive stil, forstås!

Pernille sagde ...

Hm...
Påfaldende som det er legalt for en del menensker at påpege over for andre at: "Du tænker altså for meget!", mens det er meget lidt legalt at prikke nogen på skulderen og erklære: "Du tænker altså for lidt!"...

Mht. om det gør ondt eller ikke gør ondt at reflektere, så vil jeg mene, man i vid udstrækning kan bruge den rettesnor, at "så længe det gør meningsfuldt ondt", er det okay...

Derudover - naturligvis - tak for de pæne ord, Lizelotte. :-)

Lizelotte sagde ...

Velbekomme ... vores snak ovre hos dig satte en masse tanker i gang hos mig, som jeg godt kunne mærke var NØDT til at blive til en blogpost...