Livsnyderen om reflektion

Reflektion ifølge Wikipedia:
Menneskelig selv-reflektion er den evne, mennesker har til at se ind i sig selv, samt viljen til at lære mere om egen fundamentale natur, betydning og essens. (frit oversat af livsnyderen)

For nylig har jeg haft en kommentartrådsdialog ovre hos Pernille , hvor vi har snakket om det, at reflektere over livet, og hvordan det påvirker et menneskes udvikling.

Pernille har - så vidt jeg kan vurdere hende på hendes blog - den udmærkede egenskab, at hun reflekterer over de mønstre, hun ser i sit liv. Hun tænker: "Hov - denne her ubehagelige situation har jeg været i før - hvad er det for nogen handlinger og mekanismer i mig, der bringer mig i denne situation?"

Kort sagt: hun reflekterer. Hun analyserer sig selv - og hun kommer nogen gange i tvivl om hun reflekterer for meget.


Jeg møder ind imellem mennesker, som sidder fast i de samme mønstre, og gentager de samme fejl igen og igen. Ofte er de utilfredse, men de er ikke særligt bevidste om hvorfor.
Så vidt jeg kan se, mangler disse mennesker enten evnen eller modet til at reflektere over deres liv. De samme ting rammer dem, igen og igen, og de formår ikke at gøre noget ved det.

Jeg håber for dem, at det gør mindre ondt på dem, end på en Pernille - fordi de reflekterer mindre. Men jeg ved det ikke. Nogen lever hele deres liv på den måde, og ofte får omgivelserne, omstændighederne, samfundet skylden for deres manglende lykke og held.


Modsat kan reflektion også gøre ondt. At finde ud af, at jeg gør noget helt forkert - noget uhensigtsmæssigt. At jeg er nødt til at ændre mig, ændre vilkårene for mit liv. At jeg i årevis har afskåret mig selv fra at forbedre mig på et givent punkt. Det er svært, og det napper. Får man mange "åbenbaringer" over kort tid, kan det være svært at håndtere - og uoverskueligt.

Men resultatet er, at jeg bliver oplyst. Jeg tænker over, hvordan jeg kan agere anderledes, og jeg udvikler mig.


Personlig udvikling er en forslidt frase, som dækker over noget ganske vidunderligt.
Da jeg var i 20'erne, var jeg grundlæggende meget usikker på, om jeg slog til, om jeg i det hele taget var et værdifuldt menneske. Om jeg var okay.

Nogen må have syntes, at jeg var det. Jeg blev ihvertfald opfordret til at stille op som tillidsmand, da jeg var 29, og det betød, at jeg gennemgik Finansforbundets tillidsmandsuddannelse. Det ændrede mit liv - radikalt. Jeg lærte at reflektere systematisk. Og jeg kom til den erkendelse, at jeg var okay. Jeg holdt op med at komme med undskyldninger for, at jeg var den, jeg var.

Mit udsyn på verden blev ændret, og mit overskud mangedoblet. Processen var lang, og den gjorde nogen gange ondt. Den er for så vidt stadig i gang, og jeg tror ikke den holder op, før jeg har trukket mit sidste åndedrag.


En ting er helt sikkert. Hvis jeg føler, at jeg har behov for at kradse i et mentalt sår, vil jeg aldrig lade angsten for, hvad jeg finder, holde mig tilbage. Heller ikke selvom det gør ondt.