Jeg er så småt i cirkulation igen.
I går aftes besluttede jeg, at nu kunne det være nok! Jeg gad ikke være syg længere.
Så jeg tog afsted med ungerne til det juleværkstedsarrangement, vi har meldt os til for længe siden.
Det var lutter smukke sager, vi fik lavet - billeder følger.
Adventskrans og kalenderlys, og et par fine dekorationer med spindelsvævslys i.
I morges tændte vi kalenderlyset, og jeg åd et par piller og tog på job.
Omkring kl. 11 gad de andre ikke se på mig mere med mine kleenex og babynumsecreme på min hudløse næse. Men de fik mig ikke til at gå hjem før kl. 12.
Der havde jeg også nået at rydde op i de mails, der lå fra ugen - så nogenlunde, ihvertfald.
Så åd jeg et par piller til, og tog hjem igen.
Jeg har været logget på et par gange, og svaret på et par mails. Ellers har jeg siddet i et tæppe nede i stuen og hygget mig. Og det kunne jeg, nu hvor jeg vidste, at der ikke lå en masse mails, og ventede på at blive besvaret.
Om lidt kommer min elskede hjem. Vi skal i bif i aften, og se den nye James Bond. Og vi skal flette fingre i mørket, og stjæle et kys der på bagerste række. Håber ikke, jeg bliver smidt ud pga for meget hosten, snøften og pudsen næse.
Han elsker mig heldigvis, selvom min næse er rød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar