Livsnyderen som hjemmefrisør

Manden i huset bliver altid klippet i "Salon Saxkjær". Altså af mig.

Jeg er ellers ikke nogen stor tilhænger af hjemmeklip, selvom jeg er en fhv. øvet amatørfrisør.
Hjemmeklipninger er som regel noget med, at en mand pga. nærighed og dovenskab, lige tager hele bowlingkuglen med skægtrimmeren indstillet på 3 mm.

Og det er f***me ikke mange mænd, det klæder!

Nej, d'herrer - I ligner IKKE Bruce Willis. I ligner noget, der skulle ha' været ved frisøren.
Uheldige hovedfaconer kommer for en dag. Enkelthår stritter op - der lidt bagved det ene øre, hvor han ikke selv kan se. Let overvægtige kontormænd får fremhævet dobbelthagen.

Hvad kan jeg sige - det er grimt.



Trods det har jeg klippet temmelig mange hoveder gennem tiden.
Det startede, da mine ældre brødre gik på seminarium i Skive, og ikke havde særligt mange penge. Derfor mente de godt, at lillesøster ku' slippes løs på manken med mors bedste køkkensaks.

I starten var resultatet i den grad derefter. Men hen ad vejen lærte jeg et og andet, og blev i stand til at lave en hæderlig herreklipning.

Senere i mit liv har jeg klippet:

• min Moster Ann, da hun til sidst var så dårlig, at hun havde svært ved at komme til frisøren - og det var altså med tungen lige i munden, for hun var en meget pernitten dame med pagehår - som ikke lige er det nemmeste. Men det gik faktisk ret godt.
• min søsters børneflok - mon der er nogen af dem, jeg ikke har klippet?
• min søster selv, når hun lige trængte til en hurtig klipning
• min svoger - men han er gået over til ovennævnte metode, og det klæder faktisk heller ikke ham....
• en af min søsters kolleger - en enkelt gang (ikke fordi hun var utilfreds :-)
• mine egne børn
• min exmand
• og nu klipper jeg så Bruno...

Da Bruno og jeg flyttede sammen, svor jeg ellers, at jeg IKKE ville klippe ham! Han har en kraftig manke, som han med jævne mellemrum fik trimmet hos frisøren i Bramdrupdam. Det tog rundt regnet 10 minutter og kostede dengang - i 2001 - 220 kr.

Det syntes Bruno var LIDT meget, og fra en kollega havde han hørt om en etnisk frisør, som tog 70 kr. for en klipning. "Salonen" lå nede i Kolding, hvor Bruno arbejder, og det mente han skulle prøves.

Ifølge Bruno var det en lidt pudsig oplevelse. Frisøren spurgte ikke om noget (ikke et eneste "hvordan vil du ha' pandehåret" eller "skal det være kort i nakken") - næ, det var lige på og hårdt. Han kunne sikkert kun én frisure. Og den fik Bruno.

Når sandheden skal frem, var klipningen sikkert ok. Men frisuren var altså lige lovlig tidlig 80'er. Jeg kikkede på ham, og så sagde jeg de ulyksalige ord: "Det kan jeg f***me gøre bedre!"

Det fik jeg lov til at bevise. Vi indkøbte en kvalitetshårtrimmer, og så klippede jeg Bruno. Resultatet lignede i overbevisende grad det, der plejede at komme ud af 10-minutters-og-220-kroners-besøgene i Bramdrupdam. Så det...

Hårtrimmeren har tjent sig ind mange gange siden. Og Bruno kan godt lide, at han ikke behøver tage til frisøren. Han plejer at blære sig med, at "han betaler med sex" og at "han må tage på frisøren mens han bliver klippet".

Jeg klipper ikke mine børn. De går til frisøren. Jeg er nemlig bedst til den korte herrefrisure, som Bruno har, selvom de da godt kan få en studsning i en snæver vending. Jeg selv går naturligvis også til frisøren - omkring 3 gange om året. Jeg kunne nemlig aldrig drømme om at lægge lokkerne i hænderne på en amatør....