Før og nu - Pernilles meme om at blogge...

Lige nu er der ro her, så nu angriber jeg Pernilles meme om at blogge...

Da jeg startede med at blogge, overvejede jeg først længe. Der var nogen ting, jeg skulle beslutte.

Skal jeg være anonym?
Det bestemte jeg ret hurtigt, at jeg ikke ville. Jeg er ikke særligt hemmelighedsfuld, og at skulle gøre mig umage for at sløre, hvem jeg var, virkede som et urimeligt stort arbejde. I øvrigt havde jeg en klar fornemmelse af, at jeg kun ville skrive ting, som jeg kunne stå ved, på min blog.

Frekvens...
En af mine overvejelser var, om jeg kunne skrive nok til at holde en blog levende. Men jeg havde jo sat mig for, at bloggens primære mål var, at give min mor et lille vindue til vores liv her - 200 km fra hvor hun bor. Jeg havde ikke surfet andre blogs nok til at forestille mig, at mit helt almindelige liv og mine helt almindelige meninger kunne interessere andre end familie og venner ... men man bliver jo overrasket... :-)
Med målet om, at bloggen var min mors kikhul, var jeg ikke så nervøs for frekvensen.

Personlig vs. privat
Hos Liselotte havde jeg været inde og nærlæse gode tips til dem, der starter med at blogge. Noget af det, jeg i høj grad tog til mig var: at have en skillelinie mellem Personlig og Privat.
Hver gang jeg trykker på "publish" knappen, tænker jeg på, at naboer, kolleger, venner, fjender, familie, chefen, børnene og deres kammerater osv kan være gæster på min blog.

En anden ting var min families privatsfære. Mine børn har ikke valgt, at jeg skal blogge, og skal ikke udstilles uheldigt på min blog. Så deres intimsfære var jeg fra starten meget bevidst om ikke at udstille. Til at starte med var jeg meget i tvivl om, om det var ok at poste billeder af dem. Det besluttede jeg mig dog for, at jeg havde det godt nok med - og det er deres mormor vist glad for :-) Men der gik nogen tid, inden jeg gjorde det.

Mit parforhold nævnes på min blog. Ingen faste læsere kan være i tvivl om, at jeg er vild med min Bruno. Men også der, kære læsere, er ting, I ikke får at vide. Der er historier, I aldrig får på bloggen - ting, jeg måske ikke ville tøve over at tale om over en kop kaffe, men som jeg ikke synes egner sig til at udstille på en offentligt tilgængelig internetside.

De ting, jeg ikke havde forestillet mig er følgende:

Læsere - jeg er blevet overrasket over, at der var fremmede, der havde lyst til at læse med - men det er dejligt. Mange af de fremmede er blevet faste, rare gæster, og enkelte har jeg endda mødt IRL. Der er knyttet ven- og bekendtskaber, og jeg har fået et forum, jeg kan vende mine indfald og tanker i.

Overraskelser - via min blog har jeg "mødt" min grandkusine, samt fået kontakt til en kær veninde, som jeg mistede kontakten til for år tilbage.

Bagdele - har jeg stort set ikke oplevet - ihvertfald ikke på egen krop. Jeg har ikke fortrudt et indlæg, og har ikke været udsat for ubehageligheder. Kun en enkelt upassende kommentar er det blevet til, og den var nem at slette. Jeg har set andre blive lagt for had af sære personager, som tilsyneladende ikke har alverdens liv selv, og som derfor fikserer sig på andre bloggere, som de åbenbart misunder det overskud og den livsglæde, de selv mangler. Mig har det ikke ramt endnu (7-9-13...) - men det er nok en af fordelene ved kun at have ca 100 hits om dagen ;-)

Jeg tror, at min gode oplevelse med at blogge i bund og grund kommer fra, at jeg er blevet rådet godt og har tænkt mig om, inden jeg startede. Jeg har (måske lidt fejt) ikke blandet mig i for mange hundeslagsmål, og altid tænkt over det, jeg skrev.

Jeg er her ikke for at være kontroversiel. Jeg er ikke en særligt kontroversiel person. Jeg er ikke en politblogger. Det gør livet let for mig. Alt, hvad jeg skriver kan og skal jeg stå ved med mit fulde navn og hvem jeg er. Et opslag i krak kan give dig min adresse og mit telefonnummer.

Det er den måde, jeg har valgt at blogge på. Nogen vil kalde mig stokrose- eller hausfraublogger, eller trække på skulderen af mig, fordi min blog ikke er politisk eller kæmper for en sag - og det betyder ikke, at JEG er apolitisk, vil jeg godt understrege. Kald mig, hvad I vil. Det er min holdning, at synes man ikke om Dorte, Peter eller Sofies blog, så er der så mange andre steder, man kan vælge at læse.

Take me or leave me, ku' jeg sige. Men kan du li' hvad du læser, så kom gerne igen.