Moar ... jeg keder mig...

Jo - bedringen etablerer sig i disse dage.

Ovenstående sætning har jeg hørt fra Bodil et par gange i dag. For er der noget værre, end at være slap og træt og småfebril, men alligevel være kvik nok til, at man keder sig?

Det er efterhånden længe siden, jeg har læst for Bodil, men nu er vi gået i gang med alle Narnia-bøgerne. Til vores begges store fryd - jeg har aldrig læst dem før, og det er jo en fantastisk fortælling. Vi er i gang med Troldmandens Nevø, hvor Narnia bliver skabt af Aslans sang, og hvor heksen ved et tilfælde kommer til.

Jeg elsker sproget og rytmen i historien, og Bodil har ikke særligt svært ved at lokke mig til at læse et par kapitler :-)


Igår aftes var banebrydende.
For første gang i en uge, var Bodils aftentemperatur under 40 - faktisk var hun "nede" på 39.1. I aften er den kun godt 38, og hun har ikke taget piller siden tidligt i morges. Halsen gør ikke nær så rædsomt ondt mere, og den slemme lugt, der kom fra belægninger i hendes hals, er stort set væk.

Hun er slap som en karklud og har stadig meget behov for hjælp, pleje og omsorg, men det går den rigtige vej!

Hvor er jeg glad. Det er ikke til at holde ud, når ens børn har ondt.