Juleaften laver jeg flæskesteg. Det er tradition i min familie, vi har dog tilføjet medisterpølse, for det elsker min svigerfar. I år var flæskestegen så tæt på perfekt, som den nogensinde kommer. Den stegte hele dagen i ovnen ved lige godt 100 grader, og til sidst fik den et svirp, som fik sværen til at boble op og blive sprød. Uhm...

Efter stegen var vi dødsens mætte.
Så vi besluttede at udsætte risalamanden til efter julesalmer og gaver.
Træet var meget fint, men de 5 personer vi var, kunne altså ikke nå helt rundt om det.

I år havde min svoger John sagt, at han ville tage mandelgave med. Den så meget mystisk ud - stor og sekskantet, og så vejede den næsten ingenting.

Jeg synes, jeg havde lavet en behersket skål risalamande, men vi kunne bare IKKE æde os frem til mandlen, så til sidst blev mandelgaven uddelt ved hjælp af 5 tændstikker - en af dem uden svovl (mandlen). Den endte jeg med.
Den mystiske pakke, om hvilken John havde sagt: "Det er noget, vi alle sammen kan bruge.", viste sig at indeholde et "gavekort" på et weekendophold i et sommerhus i 2007 - for hele familien, inkl. alle mine og Brunos børn. Det glæder vi os allerede til!
Jeg har fået herlige gaver i år. En af de bedste var fra Bruno.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar