Føljeton (et lille eksperiment)

Der er flere af dem på gaden nu. Det fornemmer jeg klart, selvom jeg aldrig har diskuteret dem med nogen.

I starten så jeg dem kun i udkanten.
Af byen, af døgnet - og i udkanten af mit synsfelt.

De var sære skygger, som forsvandt i andre skygger, rundt om hjørner - når jeg drejede hovedet for at se.

Den sidste så jeg i formiddag. Jeg havde et ærinde i midtbyen, og gik med hastige skridt, og med tankerne på mit arbejde, da jeg så den foran mig. Det var en mand.
Han gik i samme retning som mig, men ikke så hurtigt.

Selv ved første øjekast fornemmede jeg, at der var noget galt. Alene hans påklædning gjorde mig vagtsom og forsigtig.

Han var iført en joggingdragt i firserstil - den slags, der har mange farver, og lynlås foran. Man ser dem af og til stadig, også på ganske almindelige mennesker.
Dragten var dog to dele af samme sæt. Og jakken var tydeligt for lille til ham. Hans blege håndled stak ud, de dinglede ved siden af hans ben.

Jeg lagde mærke til hans gangart, og mærkede angsten prikke i nakken. Han gik som om det var en bevidst og vanskelig handling - som om hver bevægelse var en overvejet og vanskelig proces, usikkert. Famlende. Som en påvirket person. Eller som en, der lige havde lært at gå.

Håret var uredt og uklippet. Selv på afstand kunne jeg se skorper af snavs i hovedbunden, flager af skæl på skuldrene. Det var som om formiddagslyset blev mindre lyst, og jeg så op mod himlen. Det må have været noget, jeg bildte mig ind, for der var ikke en sky på himlen.

Jeg overvejede mine muligheder. Lige om lidt ville jeg indhente ham, og jeg ville være nødt til at passere ham. Der var ikke nogen muligheder for at gå en anden vej lige her, så skulle jeg vende om, og jeg havde ingen lyst til at virke påfaldende.

Man ved jo aldrig hvem der kikker.

Der var noget ved den måde, han bevægede sig på, som ikke stemte overens med en spritter efter den første flaske snaps. Han var for målrettet. For mekanisk.

En mærkelig nysgerrighed, som altid blander sig med min angst, når jeg ser dem, havde sat ind, og jeg bestemte mig for, at det sikreste ville være at holde min hastighed og passere ham. Jeg kunne time det, så jeg kunne gå et skridt ud på cyklestien, der hvor den stødte op mod fortovet lidt længere fremme.

Og en del af mig ville se ham tættere på, ville føle det sære sug i maven.

Nu var jeg ganske tæt på, og det gik en anelse nedad herfra. Jeg satte farten en anelse op - det virkede naturligt - og passerede ham højre om.

På vej forbi ham kastede jeg et stjålent blik på hans ansigt. Et ubarberet, gråt ansigt, på en mand nær pensionsalderen. Men øjnene var helt og aldeles uden liv og uden menneskelighed. Jeg har aldrig set sådanne øjne, før de begyndte at dukke op i min by.

Jeg holdt farten, mens jeg passerede. Angsten krøb ud som sved på min ryg og min mave, og jeg tænkte, at hvis jeg klarede den, ville jeg være nødt til at vaske mit tøj, som jeg ellers havde taget på samme morgen. Jakken var ulden, og ville være nødt til at skulle til rensning.

Det anså jeg som en billig pris at betale.

En evighed senere - der må vel være gået 60-90 sekunder - så jeg mig påtaget tilfældigt over skulderen. Jeg så kun en midaldrende dame, som lignede en skolelærer. Jeg åndede dybt ind, og lod luften sive ud, mens jeg mærkede gummifornemmelsen indfinde sig i mine ben. Så tæt havde jeg aldrig været på en af dem før.



Allerførste gang jeg rigtigt så dem - sådan at jeg blev klar over, at de var til stede - var en torsdag aften. Jeg var på vej hjem fra mit træningscenter, og jeg var på cykel. Vejret var dejligt, og jeg havde god tid, så jeg svingede ind på stien til parken, og svingede benet bagover min sadel, så jeg kunne trække gennem anlægget med de høje, smukke træer omkring den lille sø.

Længere fremme, på en bænk, sad et ungt par. De talte ikke sammen, men sad blot på bænken. Jeg tolkede det sådan, at det, de havde at tale om, bedst lod sig udtrykke i berøring og blikke, men tættere på bemærkede jeg, at de ikke rørte ved hinanden.

Min undren blev for alvor vakt, da jeg var tæt nok på til at skelne detaljer. Den unge mands skjorte var knappet skævt, og hans ansigt var uhyggeligt blegt.
Pigen, derimod, var nærmest opkogt i kuløren. Hun havde en nederdel på, som var kort og sort. Ned af indersiden af hendes ben var der striber - som om hun havde fået menstruation og ikke havde opdaget det. Striberne så daggamle og indtørrede ud. Hendes ene øre var flået - øreflippen hang ikke fast for inden.
Men hun sad der bare, ligesom han gjorde.

Så var det jeg så deres øjne. Deres umenneskelige øjne.
Og jeg ved ikke hvordan jeg undgik at vise min rædsel og forfærdelse - men pludselig var jeg forbi dem. Jeg fornemmede uden at se det, at de drejede hovedet for at se på mig - hørte jeg virkelig lyden af sener, der bevægede sig efter lang tid, eller var det noget, jeg bildte mig ind?

Længere henne af stien vidste jeg, at jeg havde bevæget mig ud af deres synsfelt. Men at jeg ville kunne se dem, gennem bevoksningen. Jeg stoppede, og kikkede i deres retning. Mit hjerte bankede.

Da så jeg det, som gjorde det soleklart for mig, at skønt de måske engang var menneskelige, så var de det ikke mere. Var der nogen hjemme i deres kroppe - var det ihvertfald ikke de oprindelige beboere...


***************************************************************

Giv mig et bud. Hvad er det for nogle væsner? Er det hovedpersonen, der er blevet sindssyg? Hvordan er de blevet sådan? Hvad er det, de gør, som skræmmer hovedpersonen? Hvorfor har hovedpersonen ikke talt med noget om det, han har set?

Hvis jeg får nogle gode ideer, kan det være at historien fortsætter...