mandag, september 29, 2008

Livsnyderens elevatorture...

Hvis der er noget, man kan være sikker på, er det at min vægt går op og ned.

Som en elevator i en amerikansk skyskraber midt på Manhattan i myldretiden. Op op op .... og så stille lidt ... og ned igen.

Okay - så det går nok en smule langsommere end en af de der ekspreselevatorer. Der går et par år eller 5 fra bund til top, og heldigvis kører elevatoren ikke altid helt op inden den går ned igen.

Her på det seneste har den været på nogle etager, som jeg ikke bryder mig om. Det er tøjet-strammer-etagen, køb-større-bukser-etagen, og undgå-spejlet-etagen. Ikke nogen steder, jeg bryder mig om at være.

Jeg fatter ikke, at jeg ikke er bedre til at styre det. Det skrider bare for mig. jeg er jo glad for mad, og for rødvin... og når jeg så har lidt travlt eller lidt ondt af mig selv, så putter jeg unødvendige ting i munden. Og når jeg så har gjort det nogen gange, så udvikler jeg nogen kedelige hygge-spise-vaner.

Nogen gange hører jeg (tynde) mennesker sige, at dem, der bliver for tykke bare er sjuskede at de skal tage sig sammen og spise ordentligt. Men så let er det bare ikke helt.

Selvfølgelig kan jeg bare tage mig sammen - og jeg ved også godt, præcis hvordan jeg skal leve for at leve rigtigt. Jeg ved godt, jeg har godt af motion, og at jeg burde træne - især mine skuldre, som giver mig problemer på arbejde.

Men når jeg nu både er oplyst og kompetent - hvorfor gør jeg det så ikke, når det første kg ryger på rumpen? Det er jo nok fordi det ikke er så enkelt igen.

Jeg forsøger ikke at give min barndom, mine forliste parforhold, samfundet eller min forbrænding skylden. Jeg har ikke planer om at sagsøge Marabou, eller de danske vinimportører. Jeg ved udmærket godt, at der kun er en, der er ansvarlig for det regnskab, der vedrører mit kalorieindtag og min forbrænding - og det er mig.

Så derfor kører elevatoren. Fordi jeg tilsyneladende, trods al min viden om kost og forbrænding, ikke har styr på den alligevel. Jeg skammer mig ikke - men det er sq da irriterende.

Lige nu har elevatoren været en tur på en af de højere etager ... men den har lukket døren og er på vej nedad. Jeg har trykket på den knap, der siger "Til normal-bmi-etagen".

Jeg skal nok nå derned, og så ved jeg hvad jeg siger:

"Så meget vil jeg ALDRIG veje igen".

Igen.

6 kommentarer:

Mona sagde ...

Kære Lizelotte ... velkommen i klubben. Rart at vide, at man ikke er den eneste der spekulerer over mysteriet om elevatoren.

Hilsen fra én der også pt. er på vej ned i stueetagen igen ;-).

Suzy Q sagde ...

Pøj med det!
Jeg har et andet problem: Jeg kan ikke finde noget der virker for at komme ned igen. Proteiner, grøntsager, nul sukker bla bla. Der sker INTET.

Lene sagde ...

velkommen i klubben, skal vi lave et elevatorfører badge? ;-)

Anonym sagde ...

Been there, done that. Bought the fat-pants :)

Anonym sagde ...

jeg tror slet ikke det er meningen, vi skal være så tynde. ...

Jeg har i hvert fald opgivet :-(

Hvis jeg KUNNE tabe mig, så havde jeg forlængst gjort det - men hvis "At tabe sig" betyder, at leve på 1400 kalorier i længere perioder - så er projektet for mit vedkommende dødsdømt.

PS - jeg har ikke vejet mig i 3 måneder, og det føler jeg faktisk ikke jeg er blevet tykkere af :-)

Lizelotte sagde ...

Hehe ... et emne der rammer en nerve, kan jeg se :)

Helle, mit problem er ikke at jeg ikke kan komme længere ned i vægt - snarere at den kravler opad. Og det skal den ikke - så ender jeg i "Livet er fedt". Nu skal den ned på noget normalt, skal den.