Det er forbavsende, så mange trafikanter - cyklister såvel som bilister - der tilsyneladende ikke er klar over, at brede, hvide striber på tværs af vejen, med et dertil hørende blåt fodgængerskilt - betyder, at man skal holde tilbage, hvis der er fodgængere, som ser ud som om de har til hensigt at krydse vejen.
Jeg færdes meget som fodgænger, både fordi jeg bor tæt ved byen og det derfor er nemt og hurtigt at gå til butikkerne, men også som løber er man vel at regne som en art fodgænger.
Og det er godtnok tit, at bilister og cyklister gør ubehagelige tilnærmelser, når jeg krydser et af de stribede felter. Bilisterne tror tilsyneladende, at hvis de insisterer på at køre frem, så skal fodgængerne holde tilbage - og cyklisterne har åbenbart ikke et gear som er lavt nok, for det er simpelthen for hårdt at tage farten af cyklen og holde tilbage for en fodgænger... eller bare tage farten nok af, til at man som fodgænger kan nå over.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har løftet en sigende finger eller en "stop"-hånd til en bilist - cyklistern plejer jeg at fortælle "Her er en fodgængerovergang - det betyder du skal holde tilbage for mig" med så venlig en stemme som mulig.
Jeg tror de synes jeg er røv-irriterende, men det er bare ærgrerligt. Jeg har ikke spor lyst til at blive fræset ned af hverken cyklister eller biler.
Noget af det værste jeg har oplevet, var engang jeg selv sad bag rattet. Jeg kom til et fodgængerfelt på en befærdet indfaldsvej i en by, jeg engang boede i - og da der stod et par børn, holdt jeg tilbage, som man jo skal. Børnene var heldigvis ikke nået ret langt ud i feltet - da en lastbil kom hamrende bagfra, overhalede mig, og fræsede over fodgængerfeltet.
Hvis jeg havde været lidt kortere tid til at komme mig over chokket var jeg kørt efter det vanvittige menneske og havde slået tænderne ned i halsen på ham.
Hvad tænker sådan en bilist på?
lørdag, januar 31, 2009
onsdag, januar 28, 2009
Håndboldbetragtninger
Vi ser håndbold her i huset. Fed sport - spændende og actionfyldt.
Og 14 lækre, hærdebrede, veltrænede mænd i shorts og tshirts er jo heller ikke sådan at kimse ad.
Jeg læser i dag på tv2, at Lars Jørgensen har problemer med baglåret.
Måske skulle man ofre sig, og tilbyde at tage ned og assistere holdets massør - der må da være masser af muskler der kunne trænge til noget massage... hvad gør man ikke for fædrelandet...
Og 14 lækre, hærdebrede, veltrænede mænd i shorts og tshirts er jo heller ikke sådan at kimse ad.
Jeg læser i dag på tv2, at Lars Jørgensen har problemer med baglåret.
Måske skulle man ofre sig, og tilbyde at tage ned og assistere holdets massør - der må da være masser af muskler der kunne trænge til noget massage... hvad gør man ikke for fædrelandet...
tirsdag, januar 27, 2009
Løbefix
Mmmmm jeg har fået mit løbefix i dag!
For anden gang i træk har jeg fået præcis det, der holder mig gående når jeg starter med at løbe efter en pause. Det, der får mig til at fortsætte, når benene er tunge og lungerne truer med at komme ovenud.
Nemlig mit løbefix. Den der fornemmelse, når det er ubesværet. Når benene løber afsted med mig, mens mit hoved sorterer dagens indtryk og rydder op på hylderne. Hvor jeg kan fortabe mig i tanker om alt og intet, og samtidig nyde at min krop arbejder - om ikke som en toptunet maskine, så ihvertfald som en god, støt dieselmotor, der trækker stabilt der ud af.
Jeg skulle løbe 6 km idag, og jeg havde en løberute (tidligere tegnet op og målt via iForms ruteplanner) i hovedet. På et tidspunkt måtte jeg konstatere, at det enten ikke var min 6K rute, eller også løb jeg ualmindelig langsomt. For var det 6K skulle jeg næsten være hjemme hvis jeg løb min normale tid, og det var jeg ikke.
Så da jeg kom ind, tjekkede jeg lige ... og det viste sig at det var min 7K rute, jeg havde løbet. Så passede tiden bedre ... den var faktisk god.
Men allerbedst er den fornemmelse, jeg har i kroppen nu. Lige dele træt og salig.
For anden gang i træk har jeg fået præcis det, der holder mig gående når jeg starter med at løbe efter en pause. Det, der får mig til at fortsætte, når benene er tunge og lungerne truer med at komme ovenud.
Nemlig mit løbefix. Den der fornemmelse, når det er ubesværet. Når benene løber afsted med mig, mens mit hoved sorterer dagens indtryk og rydder op på hylderne. Hvor jeg kan fortabe mig i tanker om alt og intet, og samtidig nyde at min krop arbejder - om ikke som en toptunet maskine, så ihvertfald som en god, støt dieselmotor, der trækker stabilt der ud af.
Jeg skulle løbe 6 km idag, og jeg havde en løberute (tidligere tegnet op og målt via iForms ruteplanner) i hovedet. På et tidspunkt måtte jeg konstatere, at det enten ikke var min 6K rute, eller også løb jeg ualmindelig langsomt. For var det 6K skulle jeg næsten være hjemme hvis jeg løb min normale tid, og det var jeg ikke.
Så da jeg kom ind, tjekkede jeg lige ... og det viste sig at det var min 7K rute, jeg havde løbet. Så passede tiden bedre ... den var faktisk god.
Men allerbedst er den fornemmelse, jeg har i kroppen nu. Lige dele træt og salig.
søndag, januar 25, 2009
Flere af den slags, tak!
Vi har haft en super dejlig weekend.
Det lyder måske ondt ... men vi havde sådan glædet os, for i denne weekend skulle vi ikke noget, og vi havde "børnefri". Engang imellem er det rart med sådan en weekend, hvor kalenderen har ubeskrevne blade.
Og vi har bare haft det SÅ dejligt!
Fredag slappede vi bare rigtig meget af ... nem mad, lidt tv og masser af hyggesnak i sofaen. Lørdag sov vi længe, og da vi endelig stod op kørte vi til Århus, hvor vi gik tur i gågaden og kikkede butikker - og jeg gik en lillebitte smule shop-amok i Sallings undertøjsafdeling (det var nødvendigt - de havde udsalg - jeg havde simpelthen ikke råd til ikke at spare de penge).
Efter en god frokost vendte vi næsen hjemad. På vejen var vi lige forbi Skanderborg, hvor Bruno skulle hjælpe Carsten med et par småting i hans og Elses nye hus. Og da vi kom hjem stod den på lidt nem aftensmad og selv- og hinandenforkælelse.
Idag har vi været lidt mere aktive. Vi har begge fået noget motion, og så har vi ordnet lidt husligt. Men i det tempo, vi havde lyst til.
Hvor er det vitaminer for sjælen, det at have rigtig god tid. Og mulighed for at gøre hvad man har lyst til ... om det så er at lave nem mad og daske rundt i joggingtøj.
Herlig weekend - flere af den slags, tak!
Det lyder måske ondt ... men vi havde sådan glædet os, for i denne weekend skulle vi ikke noget, og vi havde "børnefri". Engang imellem er det rart med sådan en weekend, hvor kalenderen har ubeskrevne blade.
Og vi har bare haft det SÅ dejligt!
Fredag slappede vi bare rigtig meget af ... nem mad, lidt tv og masser af hyggesnak i sofaen. Lørdag sov vi længe, og da vi endelig stod op kørte vi til Århus, hvor vi gik tur i gågaden og kikkede butikker - og jeg gik en lillebitte smule shop-amok i Sallings undertøjsafdeling (det var nødvendigt - de havde udsalg - jeg havde simpelthen ikke råd til ikke at spare de penge).
Efter en god frokost vendte vi næsen hjemad. På vejen var vi lige forbi Skanderborg, hvor Bruno skulle hjælpe Carsten med et par småting i hans og Elses nye hus. Og da vi kom hjem stod den på lidt nem aftensmad og selv- og hinandenforkælelse.
Idag har vi været lidt mere aktive. Vi har begge fået noget motion, og så har vi ordnet lidt husligt. Men i det tempo, vi havde lyst til.
Hvor er det vitaminer for sjælen, det at have rigtig god tid. Og mulighed for at gøre hvad man har lyst til ... om det så er at lave nem mad og daske rundt i joggingtøj.
Herlig weekend - flere af den slags, tak!
Wohoo!
Jeg har været lidt tung i måsen på de løbeture, jeg har været ude på, efter jeg er kommet over min influenza.
I torsdags, hvor jeg løb 7 km, gik det rimeligt, selvom de første par km. var tunge. Min puls var lidt lavere end på de første par ture, og det er et godt tegn.
Idag stod der 9 km på programmet, og når overskriften er "Wohoo!" er det naturligvis fordi det bare gik godt. Ikke hysterisk hurtigt ... de 9100 m blev løbet på godt 59 minutter ... men løbeturen var dejligt ubesværet. Det var faktisk først på de sidste 800 meter, hvor jeg kunne mærke at benene begyndte at blive trætte.
Jeg så med vilje ikke på mit pulsur det sidste stykke - jeg havde bestemt at en time og 5 minutter ville være okay, men ville ikke presse urimeligt på det sidste stykke. Så jeg blev glad, da jeg ikke havde taget mere end godt 59 min. Det var sq okay!
Især fordi der bare var LØBEGLÆDE ud over det hele. Og fordi vejret faktisk var dejligt - det hverken blæste eller regnede, luften var faktisk en anelse mild - og da jeg løb af Prangervej, over den bro, der krydser banelegemet, sad der et par fugle og sang i de store træer ved siden af banen.
Lige nu kan jeg næsten ikke vente på min næste løbetur :) det bliver på tirsdag - mon ikke jeg løber hjem fra arbejde?
Næste lange tur er i næste weekend. Det er lidt en milepæl, for der skal jeg løbe 10 km - og det er både et fint rundt tal, og en kilometermæssig fordobling af de ture, jeg løb hen over efteråret.
I torsdags, hvor jeg løb 7 km, gik det rimeligt, selvom de første par km. var tunge. Min puls var lidt lavere end på de første par ture, og det er et godt tegn.
Idag stod der 9 km på programmet, og når overskriften er "Wohoo!" er det naturligvis fordi det bare gik godt. Ikke hysterisk hurtigt ... de 9100 m blev løbet på godt 59 minutter ... men løbeturen var dejligt ubesværet. Det var faktisk først på de sidste 800 meter, hvor jeg kunne mærke at benene begyndte at blive trætte.
Jeg så med vilje ikke på mit pulsur det sidste stykke - jeg havde bestemt at en time og 5 minutter ville være okay, men ville ikke presse urimeligt på det sidste stykke. Så jeg blev glad, da jeg ikke havde taget mere end godt 59 min. Det var sq okay!
Især fordi der bare var LØBEGLÆDE ud over det hele. Og fordi vejret faktisk var dejligt - det hverken blæste eller regnede, luften var faktisk en anelse mild - og da jeg løb af Prangervej, over den bro, der krydser banelegemet, sad der et par fugle og sang i de store træer ved siden af banen.
Lige nu kan jeg næsten ikke vente på min næste løbetur :) det bliver på tirsdag - mon ikke jeg løber hjem fra arbejde?
Næste lange tur er i næste weekend. Det er lidt en milepæl, for der skal jeg løbe 10 km - og det er både et fint rundt tal, og en kilometermæssig fordobling af de ture, jeg løb hen over efteråret.
torsdag, januar 22, 2009
Seriøst stilbrud
Igår var jeg til et heldagsarrangement med mit firma. Hele biksen - alle ca. 500 medarbejdere - blev over 4 dage inviteret i Dronning Margrethe Hallen til peptalk, information og en afsluttende middag med oksehøjreb og hele molevitten.
Maden var sådan set i orden. Jeg ville have foretrukket mit kød lidt mindre gennemstegt (sådan som ca. halvdelen af bordet fik), men ellers smagte det fint. Den chilenske cabernet sauvignon, som blev budt rundt, smagte faktisk også helt fornuftigt.
Min kæde hoppede af da tjeneren (en trind dame i 50'erne) kom rundt anden gang med vinen ... hun gik glad rundt med en Raimat, som er en ganske antagelig spansk vin, og pjaskede det lystigt i glassene ... lige ned oven i de halve glas chilensk cabernet, som vi intetanende gæster endnu ikke havde nået at drikke.
Jeg var faktisk rystet. Det er da amatøragtigt på et højere plan - for vinene var altså ikke så dårlige, at det var lige meget!!
Gad vide hvad man lærte på tjenerskolen der for en tredive år siden?
Maden var sådan set i orden. Jeg ville have foretrukket mit kød lidt mindre gennemstegt (sådan som ca. halvdelen af bordet fik), men ellers smagte det fint. Den chilenske cabernet sauvignon, som blev budt rundt, smagte faktisk også helt fornuftigt.
Min kæde hoppede af da tjeneren (en trind dame i 50'erne) kom rundt anden gang med vinen ... hun gik glad rundt med en Raimat, som er en ganske antagelig spansk vin, og pjaskede det lystigt i glassene ... lige ned oven i de halve glas chilensk cabernet, som vi intetanende gæster endnu ikke havde nået at drikke.
Jeg var faktisk rystet. Det er da amatøragtigt på et højere plan - for vinene var altså ikke så dårlige, at det var lige meget!!
Gad vide hvad man lærte på tjenerskolen der for en tredive år siden?
søndag, januar 18, 2009
Et halvt århundrede
Det lyder af en del, men Bruno har rundet det halve århundrede. Da vi flyttede sammen, var det hans 42 års fødselsdag, vi fejrede - og når jeg ser på billeder fra dengang, kan jeg oprigtigt talt ikke se, at han har ændret sig særligt meget. Måske er tindingerne blevet lidt højere, men ellers ser han ud som han gjorde dengang.
Vi fejrede ham igår - alle vores børn var samlet, mine tre og Brunos to, og nogle kærester var det også blevet til. Min mor havde benyttet sig af, at Andreas ville agere chauffør, og Brunos forældre kom med hans bror.
Så vi var 13 til bords, men det lagde ikke nogen dæmper på stemningen. Fødselaren kunne ikke klage over gaveregnen, men man må tænke, at han er lidt fordrukken, når man ser gavebordet...
Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg sov RIGTIG godt inat ... dammit jeg var træt ...
Vi fejrede ham igår - alle vores børn var samlet, mine tre og Brunos to, og nogle kærester var det også blevet til. Min mor havde benyttet sig af, at Andreas ville agere chauffør, og Brunos forældre kom med hans bror.
Så vi var 13 til bords, men det lagde ikke nogen dæmper på stemningen. Fødselaren kunne ikke klage over gaveregnen, men man må tænke, at han er lidt fordrukken, når man ser gavebordet...
Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg sov RIGTIG godt inat ... dammit jeg var træt ...
Forventningens glæde ...
...er altid den største, siger man.
Nogen gange kan den vendes om - så siger man f.eks. at den sværeste del af en løbetur er turen fra sofaen og ud til løbeskoene.
Sådan var det IHVERTFALD idag!! Det regnede og regnede og regnede ... og i mit løbeprogram stod der HÅRDNAKKET ... HVER gang jeg åbnede det ... at jeg skulle løbe 8 km.
Helt urimeligt og uretfærdigt. Når nu det var søndag, vi havde gæster igår, og jeg ikke rigtig gad....
MEN afsted kom jeg, for jeg vidste at jeg ville rå-ærgre mig, hvis jeg ikke overholdt min aftale med mig selv af lutter magelighed.
Så jeg iførte mig:
* korte løbetights
* lange løbetights
* varme løbesokker
* skiundertrøje
* svedtrøje med windbreaker
* løbetshirt
* tynd løbejakke
* grim kasket med "Brunox" skrevet på
* iPod med højteknologisk regnsikring
og begav mig ud i elementerne.
Jeg var våd og meget tilfreds med mig selv, da jeg kom hjem igen. Og uendeligt glad for at den varme bruser er opfundet.
Men det var slet ikke slemt at løbe i regnvejret - for faktisk kan jeg godt lide at løbe, når det regner, så jeg fatter ikke jeg skulle overtale mig selv så længe.
Tror dog, at jeg snart skal have købt mig et løbearmbånd med plads til min iPod, selvom jeg har løst problemet med at den ikke må blive for våd.
Selvom man godt kan skrue op og ned osv igennem plasticposen, ser det jo ikke særlig smart ud.
Nogen gange kan den vendes om - så siger man f.eks. at den sværeste del af en løbetur er turen fra sofaen og ud til løbeskoene.
Sådan var det IHVERTFALD idag!! Det regnede og regnede og regnede ... og i mit løbeprogram stod der HÅRDNAKKET ... HVER gang jeg åbnede det ... at jeg skulle løbe 8 km.
Helt urimeligt og uretfærdigt. Når nu det var søndag, vi havde gæster igår, og jeg ikke rigtig gad....
MEN afsted kom jeg, for jeg vidste at jeg ville rå-ærgre mig, hvis jeg ikke overholdt min aftale med mig selv af lutter magelighed.
Så jeg iførte mig:
* korte løbetights
* lange løbetights
* varme løbesokker
* skiundertrøje
* svedtrøje med windbreaker
* løbetshirt
* tynd løbejakke
* grim kasket med "Brunox" skrevet på
* iPod med højteknologisk regnsikring
og begav mig ud i elementerne.
Jeg var våd og meget tilfreds med mig selv, da jeg kom hjem igen. Og uendeligt glad for at den varme bruser er opfundet.
Men det var slet ikke slemt at løbe i regnvejret - for faktisk kan jeg godt lide at løbe, når det regner, så jeg fatter ikke jeg skulle overtale mig selv så længe.
Tror dog, at jeg snart skal have købt mig et løbearmbånd med plads til min iPod, selvom jeg har løst problemet med at den ikke må blive for våd.
Selvom man godt kan skrue op og ned osv igennem plasticposen, ser det jo ikke særlig smart ud.
fredag, januar 16, 2009
Overfladekækhed
Jeg har en kollega, som altid har en kvik bemærkning i ærmet-
Han virker altid glad, og ser altid frisk ud.
Igår sagde hans Facebookstatus noget andet, og da jeg snakkede med ham, gav han udtryk for, at man jo nogen gange godt kan være mere glad på overfladen end man er inden i.
Joh, sagde jeg så - det kendte jeg godt. "Jeg er dronningen af overfladekækhed," tror jeg nok, jeg fik sagt.
Og det kan der være noget om. For når jeg går på job, pakker jeg om muligt sorger og bekymringer langt ned bagerst i min personlighed, og lader kollegerne se den sædvanlige glade Livsnyder-Liselotte.
Det er der meget praktisk ved, og mange gode grunde til. Jeg orker personligt ikke at involvere gud og hvermand i mine bekymringer, så jeg forbeholder mig ret til at gemme dem til de mennesker, jeg er lidt tættere på.
Så når kollegaen og jeg går på job med overfladekækheden stramt spændt ud, så gør vi sådan set ikke noget forkert. Bare vi husker på, at der skal være plads til at lukke dem om bagved, som vi har brug for, til at hjælpe os videre og give os støtte.
Den må nemlig ikke slutte alt for tæt, sådan en.
Han virker altid glad, og ser altid frisk ud.
Igår sagde hans Facebookstatus noget andet, og da jeg snakkede med ham, gav han udtryk for, at man jo nogen gange godt kan være mere glad på overfladen end man er inden i.
Joh, sagde jeg så - det kendte jeg godt. "Jeg er dronningen af overfladekækhed," tror jeg nok, jeg fik sagt.
Og det kan der være noget om. For når jeg går på job, pakker jeg om muligt sorger og bekymringer langt ned bagerst i min personlighed, og lader kollegerne se den sædvanlige glade Livsnyder-Liselotte.
Det er der meget praktisk ved, og mange gode grunde til. Jeg orker personligt ikke at involvere gud og hvermand i mine bekymringer, så jeg forbeholder mig ret til at gemme dem til de mennesker, jeg er lidt tættere på.
Så når kollegaen og jeg går på job med overfladekækheden stramt spændt ud, så gør vi sådan set ikke noget forkert. Bare vi husker på, at der skal være plads til at lukke dem om bagved, som vi har brug for, til at hjælpe os videre og give os støtte.
Den må nemlig ikke slutte alt for tæt, sådan en.
mandag, januar 12, 2009
Så bliver det hverdag igen..
...for i morgen tager jeg på arbejde.
Jeg nåede lige præcis på arbejde NÆSTEN en hel dag sidste mandag, inden jeg gik hjem og gik ned med influenza. Men nu er jeg ved at være klar til at gå på arbejde igen ... jeg savner mine kolleger, og jeg er ved at være desperat for at opleve noget andet end det indvendige af mit hus..
Jeg tog en lille test idag... gik ned til grønthandleren og tilbage igen, og selv med støvregn og det hele, hostede jeg faktisk ikke særligt meget. Rigtig dejligt!
Mine løbesko står og snerrer ude i skoreolen. De vil ud og løbe ... men det kommer altså lige til at vente et par dage, til den der hoste-helt-ud-i-tæerne er væk igen.
Jeg er stadig hæs som en krage, jeg snotter og skræpper, og jeg tror ikke der vil komme NOGET som helst smukt ud af munden på mig på onsdag, når det er X-tet-aften. Men skidt med det. Jeg er ved at være rask.
Og det skulle jeg jo også gerne være .. for på torsdag runder min elskede "the big five-oh", og så skal han jo FEJRES... jeg garanterer ikke for kvaliteten af fødselsdagssangen, men pyt ... det er tanken, der tæller.
I weekenden kommer størstedelen af vores børn og deres kærester hjem og fejrer det ... men rigtig fest holder vi først til sommer, når miljøet i haven er lidt mere mildt og tilgivende...
Jeg nåede lige præcis på arbejde NÆSTEN en hel dag sidste mandag, inden jeg gik hjem og gik ned med influenza. Men nu er jeg ved at være klar til at gå på arbejde igen ... jeg savner mine kolleger, og jeg er ved at være desperat for at opleve noget andet end det indvendige af mit hus..
Jeg tog en lille test idag... gik ned til grønthandleren og tilbage igen, og selv med støvregn og det hele, hostede jeg faktisk ikke særligt meget. Rigtig dejligt!
Mine løbesko står og snerrer ude i skoreolen. De vil ud og løbe ... men det kommer altså lige til at vente et par dage, til den der hoste-helt-ud-i-tæerne er væk igen.
Jeg er stadig hæs som en krage, jeg snotter og skræpper, og jeg tror ikke der vil komme NOGET som helst smukt ud af munden på mig på onsdag, når det er X-tet-aften. Men skidt med det. Jeg er ved at være rask.
Og det skulle jeg jo også gerne være .. for på torsdag runder min elskede "the big five-oh", og så skal han jo FEJRES... jeg garanterer ikke for kvaliteten af fødselsdagssangen, men pyt ... det er tanken, der tæller.
I weekenden kommer størstedelen af vores børn og deres kærester hjem og fejrer det ... men rigtig fest holder vi først til sommer, når miljøet i haven er lidt mere mildt og tilgivende...
lørdag, januar 10, 2009
Moderat my ass! :(
Jeg skrev igår noget om "moderat bedring".
Det tager jeg lige i mig igen.
Vagtlægen har nemlig kikket og lyttet på mig idag, og han siger at jeg har lungebetændelse. Det kan man jo ikke ligefrem kalde moderat bedring, vel? :(
Det tager jeg lige i mig igen.
Vagtlægen har nemlig kikket og lyttet på mig idag, og han siger at jeg har lungebetændelse. Det kan man jo ikke ligefrem kalde moderat bedring, vel? :(
fredag, januar 09, 2009
Moderat bedring på vej...
Bruno er på arbejde igen, så normaliteten truer det livsnyderske hjem.
Jeg er dog stadig på langs - men i dag følte jeg for første gang, at jeg havde det lidt bedre end dagen for inden. Heldigt - for dagen bød på lidt udfordringer.
For det første har vores logerende - min kollega og gode veninde Hanne - overtaget vores influenzavirus. Og da jeg nu var lidt friskere, syntes jeg godt jeg kunne pylre lidt om hende.
Lidt over middag ringede de så fra skolen. Kristian havde fået bank af 3 andre drenge. De røg på ham, totalt uden grund, da han ville passere dem, og skubbede ham ind i en dør, og slog ham. En af dem slog ham hårdt nok i baghovedet med knytnæve til at han har fået en bule i baghovedet. Jeg gik over og hentede ham på skolen, han var ret ked af det og rystet. Der var flere vidner der bekræfter, at Kristian bare gik forbi dem.
Skolen har haft fat i de tre drenge. Jeg fik også fornøjelsen af at hilse på en af dem fik fortalt ham at jeg OVERHOVEDET ikke synes det var okay, det de havde haft gang i. Efterfølgende har inspektøren haft ringet. De har kontaktet forældrene, og drengene har fået en alvorlig opsang.
Kristian er okay nu. Han fik et par panodiler og så så vi en film. Han siger selv han er okay med at skulle i skole på mandag.
Jeg er faktisk også ret tryg ved den måde skolen har håndteret det på. Jeg blev meget ked af det og vred, men det er en hel anden oplevelse, den måde Egumvejens Skole håndterer det på, end vi var vant til ude i Erritsø. Det bliver taget alvorligt, og der bliver grebet ind - med det samme!
Jeg er meget stolt af min søn. Han er udstyret med et heftigt temperament, som han tidligere har bøvlet med, men i dag blev han godt nok rasende - men i stedet for at reagere ved at flyve i flæsket på drengene, smed han bagefter sit bordtennisbat ned i jorden, så det gik i stykker. Jeg synes det var flot - er ikke sikker på jeg selv kunne have reageret på den måde da jeg var 12. Bedre at smide battet i jorden end at stikke en af de angribende drenge en med det. Uanset hvor fristende det var, og hvor meget de havde fortjent det.
Måske brændte jeg for meget energi af på situationen. Ihvertfald er jeg helt slap i aften, og har hovedpine og lidt feber. Men det har været en langt bedre dag, helbredsmæssigt, end jeg har oplevet i denne uge.
Så mon ikke det går den rigtige vej?
Jeg er dog stadig på langs - men i dag følte jeg for første gang, at jeg havde det lidt bedre end dagen for inden. Heldigt - for dagen bød på lidt udfordringer.
For det første har vores logerende - min kollega og gode veninde Hanne - overtaget vores influenzavirus. Og da jeg nu var lidt friskere, syntes jeg godt jeg kunne pylre lidt om hende.
Lidt over middag ringede de så fra skolen. Kristian havde fået bank af 3 andre drenge. De røg på ham, totalt uden grund, da han ville passere dem, og skubbede ham ind i en dør, og slog ham. En af dem slog ham hårdt nok i baghovedet med knytnæve til at han har fået en bule i baghovedet. Jeg gik over og hentede ham på skolen, han var ret ked af det og rystet. Der var flere vidner der bekræfter, at Kristian bare gik forbi dem.
Skolen har haft fat i de tre drenge. Jeg fik også fornøjelsen af at hilse på en af dem fik fortalt ham at jeg OVERHOVEDET ikke synes det var okay, det de havde haft gang i. Efterfølgende har inspektøren haft ringet. De har kontaktet forældrene, og drengene har fået en alvorlig opsang.
Kristian er okay nu. Han fik et par panodiler og så så vi en film. Han siger selv han er okay med at skulle i skole på mandag.
Jeg er faktisk også ret tryg ved den måde skolen har håndteret det på. Jeg blev meget ked af det og vred, men det er en hel anden oplevelse, den måde Egumvejens Skole håndterer det på, end vi var vant til ude i Erritsø. Det bliver taget alvorligt, og der bliver grebet ind - med det samme!
Jeg er meget stolt af min søn. Han er udstyret med et heftigt temperament, som han tidligere har bøvlet med, men i dag blev han godt nok rasende - men i stedet for at reagere ved at flyve i flæsket på drengene, smed han bagefter sit bordtennisbat ned i jorden, så det gik i stykker. Jeg synes det var flot - er ikke sikker på jeg selv kunne have reageret på den måde da jeg var 12. Bedre at smide battet i jorden end at stikke en af de angribende drenge en med det. Uanset hvor fristende det var, og hvor meget de havde fortjent det.
Måske brændte jeg for meget energi af på situationen. Ihvertfald er jeg helt slap i aften, og har hovedpine og lidt feber. Men det har været en langt bedre dag, helbredsmæssigt, end jeg har oplevet i denne uge.
Så mon ikke det går den rigtige vej?
tirsdag, januar 06, 2009
søndag, januar 04, 2009
Et rart punkt at "hakke af"
Nogen af jer ved, at jeg synger med en vokalgruppe - X-tetten. Mest for sjov og spas, og hyggeligt har vi det også.
For efterhånden en del år siden fik vi at vide af kommunen, at hvis vi fortsat ville bruge Lillebæltskolens lokaler til vores øveaftner, måtte vi være en "rigtig" forening - med vedtægter og generalforsamling og den slags.
Og vupti-dupti - så var jeg pludselig blevet pengekasseansvarlig - altså kasserer - i foreningen X-tetten.
Det betyder, at jeg hvert år skal præsentere noget, der ligner et regnskab, til vores generalforsamling. Det virker lidt fjollet ... for vi har ikke det store cashflow i foreningen - det er nærmest en kaffekasse. Der kommer penge ind fra kontingent fra de 7 medlemmer, som der pt. er. Der kommer af og til en sjat penge fra et arrangement. Og ud igen går de - til fester, og til vederlag til vores dirigent Lone, som gør et herkulisk arbejde. . . både med at holde styr på os til tider uregerlige og fjantede X-tøser, og med at forberede opvarmning, arrangementer og meget andet.
Men mange penge taler vi altså ikke om. Så hvert år udskyder jeg denne irriterende og overflødig-agtige opgave til sidste øjeblik .. der er faktisk ofte gået måneder EFTER generalforsamlingen, inden jeg har taget mig sammen.
Men ikke i år! Jeg har lige afsluttet regnskabet, og det var jo faktisk ikke så slemt. Herregud. Jeg ved også, at der aldrig er et øje, der vil gå det efter i sømmene, for de fleste synes det er dybt uinteressant og stoler på mig.
Det er bare et job, der skal gøres, og nu er det gjort - heldigvis!
For efterhånden en del år siden fik vi at vide af kommunen, at hvis vi fortsat ville bruge Lillebæltskolens lokaler til vores øveaftner, måtte vi være en "rigtig" forening - med vedtægter og generalforsamling og den slags.
Og vupti-dupti - så var jeg pludselig blevet pengekasseansvarlig - altså kasserer - i foreningen X-tetten.
Det betyder, at jeg hvert år skal præsentere noget, der ligner et regnskab, til vores generalforsamling. Det virker lidt fjollet ... for vi har ikke det store cashflow i foreningen - det er nærmest en kaffekasse. Der kommer penge ind fra kontingent fra de 7 medlemmer, som der pt. er. Der kommer af og til en sjat penge fra et arrangement. Og ud igen går de - til fester, og til vederlag til vores dirigent Lone, som gør et herkulisk arbejde. . . både med at holde styr på os til tider uregerlige og fjantede X-tøser, og med at forberede opvarmning, arrangementer og meget andet.
Men mange penge taler vi altså ikke om. Så hvert år udskyder jeg denne irriterende og overflødig-agtige opgave til sidste øjeblik .. der er faktisk ofte gået måneder EFTER generalforsamlingen, inden jeg har taget mig sammen.
Men ikke i år! Jeg har lige afsluttet regnskabet, og det var jo faktisk ikke så slemt. Herregud. Jeg ved også, at der aldrig er et øje, der vil gå det efter i sømmene, for de fleste synes det er dybt uinteressant og stoler på mig.
Det er bare et job, der skal gøres, og nu er det gjort - heldigvis!
lørdag, januar 03, 2009
Livsnyderens legetøj
Min julegave fra min mor var i år penge - - egentlig til en ny mobiltelefon, men da jeg ikke helt ved hvad for en, jeg vil have, endte jeg med at købe sådan en her:
Den skal underholde mig på de løbeture, jeg skal ud på i løbet af foråret - og som kommer til at blive længere og længere som ugerne går. Jeg glæder mig til at fylde min iPod med fed musik :)
Den skal underholde mig på de løbeture, jeg skal ud på i løbet af foråret - og som kommer til at blive længere og længere som ugerne går. Jeg glæder mig til at fylde min iPod med fed musik :)
Bøllebank til røver
Dagens bedste historie er denne her, hvor en røver valgte den forkerte kvinde at true.
Hun blev sur og pandede manden et par solide knytnæveslag. Så han stak af.
Sej kvinde ... og i øvrigt på alder med yours truly. Don't mess with self confident ladies!
Jeg ved godt, at det nogen gange er klogest at gøre som en overfaldsmand siger. Men andre gange kan man altså også komme rigtig langt med ikke at opføre sig pænt og offer-agtigt, som den århusianske kvinde i historien her.
You go girl!
Hun blev sur og pandede manden et par solide knytnæveslag. Så han stak af.
Sej kvinde ... og i øvrigt på alder med yours truly. Don't mess with self confident ladies!
Jeg ved godt, at det nogen gange er klogest at gøre som en overfaldsmand siger. Men andre gange kan man altså også komme rigtig langt med ikke at opføre sig pænt og offer-agtigt, som den århusianske kvinde i historien her.
You go girl!
torsdag, januar 01, 2009
En slatten start på et nyt år...
Der var ellers planlagt party.
Men først ringede søsters veninde og hendes kæreste. Hun var blevet syg, og måtte melde afbud ... for hun kunne ikke forlade sit toilet ... eller noget i den stil.
På vej op i bilen fik jeg hovedpine. Noget jeg ellers ikke ret tit døjer med! Og den ville ikke gå væk ... den fik panodiler og den fik iprener, og jeg sad nærmest og spyttede i rødvinen, for lyst til at drikke havde jeg ikke. Efter maden fik Bruno ondt i maven ... og det blev til dårlig mave :(
Jeg havde det dårligt nok til at jeg var nede og ligge på min seng en times tid omkring kl. 22. Og Bruno klarede lige midnat, hvor han skålede i en lillebitte smule Bruchetta, før han gik i seng.
Så alt i alt var vi ret kedeligt selskab. Min hovedpine lettede faktisk lidt efter midnat - men den gik ikke væk før i formiddag. Bruno var heldigvis bedre i morges.
I dag er vi matte - det er normalt for 1. januar - men det har ikke noget at gøre med overdreven indtagelse af alkohol :)
Det er lige før jeg ville ønske at det var derfor :S
Men vi kom da sikkert ind i 2009! Håber at alle I andre også gjorde det - og gerne havde det LIDT sjovere end os...
PS: Vi har aftalt med Conny og Carsten, at vi tager revance næste gang de kommer her ned - - og det skal ikke vare længe!
Men først ringede søsters veninde og hendes kæreste. Hun var blevet syg, og måtte melde afbud ... for hun kunne ikke forlade sit toilet ... eller noget i den stil.
På vej op i bilen fik jeg hovedpine. Noget jeg ellers ikke ret tit døjer med! Og den ville ikke gå væk ... den fik panodiler og den fik iprener, og jeg sad nærmest og spyttede i rødvinen, for lyst til at drikke havde jeg ikke. Efter maden fik Bruno ondt i maven ... og det blev til dårlig mave :(
Jeg havde det dårligt nok til at jeg var nede og ligge på min seng en times tid omkring kl. 22. Og Bruno klarede lige midnat, hvor han skålede i en lillebitte smule Bruchetta, før han gik i seng.
Så alt i alt var vi ret kedeligt selskab. Min hovedpine lettede faktisk lidt efter midnat - men den gik ikke væk før i formiddag. Bruno var heldigvis bedre i morges.
I dag er vi matte - det er normalt for 1. januar - men det har ikke noget at gøre med overdreven indtagelse af alkohol :)
Det er lige før jeg ville ønske at det var derfor :S
Men vi kom da sikkert ind i 2009! Håber at alle I andre også gjorde det - og gerne havde det LIDT sjovere end os...
PS: Vi har aftalt med Conny og Carsten, at vi tager revance næste gang de kommer her ned - - og det skal ikke vare længe!
Abonner på:
Opslag (Atom)