Jeg har en kollega, som altid har en kvik bemærkning i ærmet-
Han virker altid glad, og ser altid frisk ud.
Igår sagde hans Facebookstatus noget andet, og da jeg snakkede med ham, gav han udtryk for, at man jo nogen gange godt kan være mere glad på overfladen end man er inden i.
Joh, sagde jeg så - det kendte jeg godt. "Jeg er dronningen af overfladekækhed," tror jeg nok, jeg fik sagt.
Og det kan der være noget om. For når jeg går på job, pakker jeg om muligt sorger og bekymringer langt ned bagerst i min personlighed, og lader kollegerne se den sædvanlige glade Livsnyder-Liselotte.
Det er der meget praktisk ved, og mange gode grunde til. Jeg orker personligt ikke at involvere gud og hvermand i mine bekymringer, så jeg forbeholder mig ret til at gemme dem til de mennesker, jeg er lidt tættere på.
Så når kollegaen og jeg går på job med overfladekækheden stramt spændt ud, så gør vi sådan set ikke noget forkert. Bare vi husker på, at der skal være plads til at lukke dem om bagved, som vi har brug for, til at hjælpe os videre og give os støtte.
Den må nemlig ikke slutte alt for tæt, sådan en.
8 kommentarer:
Jeg kunne ikke være mere enig. Det er ikke alt, der behøver at ramme dem som står lige for, hvad enten det er på job, i skole eller på en blog.
Det er fint at gemme det til de, som står én mere nært.
Rigtig god weekend, Liselotte :-)
I lige måde, Anita!
Husk, der skal være lidt revner og sprækker for at lyset kan skinne igennem, hvad enten det er den ene eller den anden vej :0)
Ha en herlig weekend! Går ud fra at der skal fejres med god mad og familiehygge...
Det skal der nemlig, Annie :)
Jo, vi skal fejre ... ungerne kommer alle sammen hjem, og nogen af dem har kærester med ... og vores respektive forældre dukker op. Så vi skal have noget godt at spise og hygge os.
Hver ting til sin tid, ja. Personligheden kan samtidig rumme begge sider, uden et de behøver blive blandet sammen. For nogen er risikoen jo så at være overfladekæk også overfor sig selv - men det nummer tror jeg ikke ligger til dig ...
Jeg har tænkt lidt over dette blog-indlæg .. jeg har det nemlig lidt anderledes.
Jeg synes det er utrolig befriende at fortælle sine nærmeste, og det inkluderer sine nærmeste kollegaer, som man er temmelig meget sammen med, hvis man går og har det skidt eller har problemer der på én eller anden måde har en effekt på ens humør.
Her på det sidste har jeg selv haft nogle problemer, som jeg valgte at delagtigøre nogen af de nærmeste kollegaer i, og nu kan jeg slappe helt af fordi de ved, at jeg har det lidt skidt, de ved hvad der foregår - og det gør faktisk, at jeg har nemmere ved at ryste det af mig og være glad på jobbet ... helt uden facade, men bare fordi jeg er fri for at smile anstrengt dagen igennem og fordi jeg ved, at de er klar over, hvad jeg gennemgår.
Til gengæld bliver jeg aldrig typen der sidder og tuder ned i frokosten i kantinen mens halvdelen af afdelingen ser på ... jeg fortæller det kun til de allernærmeste, og kun til dem, der selv er åbne og som jeg ved, kan klare at få den hele sandhed. Nogen af dem er endda så åbne at de spørger videre til det og gerne vil høre om det, og så fortæller jeg lidt ... men skifter så også emne til noget mere positivt, fordi jeg er typen der ikke gider sidde og svælge i selvmedlidenhed og fortælle i timevis om problemer og problemer .. det er livet for kort til :o)
Men emnet er meget interessant - jeg kan muligvis også ramme forkert med min åbenhed, det er muligt jeg støder nogen der helst ville have mere overfladekækhed fra min side *SS*
Og så synes jeg i øvrigt ikke du virker spor overfladisk, så du må være overfladekæk på den fede måde *SS*
Knus fra Anna
Anna, vi er faktisk rimeligt "on level" her ... for er der noget, som påvirker mig så meget at jeg ikke kan skubbe det væk og gemme det til senere, så fortæller jeg også gerne om det.
Men jeg synes det er utroligt rart at have valget. Nogen gange er det bare rart ikke at være nødt til at dele sine bekymringer med andre.
Det sker faktisk også tit at jeg vælger at fortælle at det ene eller det andet volder bekymringer. Men jeg må indrømme, at det afhænger af, hvor tæt på min kerne problemerne er. Nogen ting skal jeg vende 117 gange inde i maven, før jeg kan dele dem med andre.
Og tak :) er glad for du ikke synes jeg er overfladekæk på den forkerte måde :)
Send en kommentar