Benzin på tanken

"Sådan en weekend her, sammen med dig, er faktisk lige så godt - måske endda bedre - end at tage væk på kæresteweekend," sagde Bruno til mig over aftensmaden igår.

OG han har jo fuldstændig ret. Der sad vi, med god rødvin (Prios Maximus Reserva 2003), med Melanzane alla Parmeggiana og hjemmebagt grovflutes på tallerknen, og kunne se tilbage på en halvt brugt weekend, der bare havde rummet så meget hygge og parforholdspleje, man overhovedet kan ønske sig.

"Og når man tager på weekend, risikerer man jo at skulle sove i en halvdårlig seng på et hotel," sagde den begavede mand også.

Foruden at vi jo i forvejen betaler husleje ... eller termin, hedder det jo ... her på Fasanvej, så er det jo så egentlig overflødigt at betale for et værelse på et hotel et eller andet sted, når man sagtens kan holde den perfekte kæresteweekend lige i sit eget hus.

Med ungerne vel afsat til deres far (dem der ikke er flyttet hjemmefra), ingen planer i kalenderen, og en weekend som endda bød på nydeligt vejr, så kan vi altså slet ikke ønske os mere, end vi har fået her i denne weekend.

Gåture langs vandet, på volden, i skoven. Frokost på Caffe Katia. Hygge og mange lange og livlige samtaler tværs over bordet eller hvor vi nu befandt os.
En smule havearbejde, så vi næsten er klar til at efteråret indfinder sig.

Det har været en rigtig lækker weekend, og jeg har slet ikke tjekket min arbejdsmail :D
Vi har bare hygget os - og været rigtig intenst sammen.

Jeg er klar til en travl uge!

Ovenpå!

Jeg har godtnok været nede på energi i denne uge. Jeg fik ondt i halsen torsdag aften, og det har pillet pynten af mig hele weekenden og indtil idag.

Jeg har haft den klassiske for-rask-til-at-være-sygemeldt .... og holdt den gående på panodil hot, strepsil, ipren, cacao med cognac i og andre mere eller mindre fantasifulde "kure". Jeg har fungeret fint nok på arbejde - bortset fra den der hals, der gjorde ONDT - men er bare klasket sammen når jeg nåede hjem...

Min søde mand har udfoldet sit omsorgsgen, og har igår og i mandags anbragt mig venligt men bestemt i sofaen med et tæppe, mens han lavede aftensmad og klarede hjemmets logistik. Og jeg HAR absolut ikke lavet noget som helst mere krævende end at børste tænder og gå på toilettet.

Idag vågnede jeg og kunne konstatere, at halsen kun var øm. Og da jeg havde en hjemmearbejdsdag, kunne jeg kombinere hængerøvsbukser, hjemmestrikkede strømper, tedrikning og skrivning af designdokument ... herligt og afslappende!

Egentlig skulle jeg have stoppet med mit "rigtige" arbejde kl. 14 og have været til en vinsmagning hos en leverandør, men det var dømt ude allerede igår. Jeg kunne nemlig ikke smage alverden, og det vil være løgn hvis jeg påstår at min smagssans er på toppen idag. Så jeg havde egentlig tænkt afspadsering, men jeg havde det så godt, at jeg valgte at gemme afspadseringstimerne til en anden dag.

På grund af vinarrangementet meldte jeg i sidste uge afbud til X-tetten - og godt det samme, for jeg er godtnok rusten i stemmen stadigvæk.

Men for pokker, hvor er det top-dejligt at have overskud til andet end at skifte kanal og gå på toilettet! Jeg har bare nydt det idag! Fået skrællet og kogt grød af de æbler, Bodil havde fundet/samlet op/plukket et eller andet sted og havde med herover i fredags. Ordnet strygetøjet. Tændt stearinlys i hele hytten.

Ovenpå. Sådan har jeg det simpelthen idag. For første gang i en uge føler jeg mig ikke kronisk bagud af dansen.

Mmmmmmmm ... overskud!

Ond og dårlig mor?

Er man en ond og dårlig mor, når man midt i sit designdokument henfalder til at glæde sig til en weekend, hvor

1) mine børn skal være hos deres far
2) vi overhovedet ingen konkrete planer har?

Neeeej vel???

Shoppegen?

Jeg kan godt lide tøj. Synes det er rart at finde noget, jeg synes klæder mig, og som jeg har det godt i.

Men jeg interesserer mig bare ikke særligt meget for mode.

Når jeg får fingre i et Alt for Damerne, er jeg ... sccchwusch!! .... lynhurtigt forbi modesiderne. Og når man tager i betragtning hvor mange siders mode der er i AfD, er det jo så hurtigt læst. Ikke mindst når man så lægger til, at jeg som regel kommer lige så lynhurtigt forbi siderne med boligindretning.....

Derfor synes jeg også tit at dameblade er kedelige, og finder faktisk ofte at jeg hellere vil læse Pro Cycling eller Euroman - eller en avis.

Tror ikke jeg har et helt rigtigt shoppegen. Jeg kan godt lide at ose ... lidt .... men det er altså ikke mig der farter rundt i byens butikker en hel dag og prøver forskelligt tøj.
Jeg får stress af at prøve det ene sæt tøj efter det andet, og det værste man kan udsætte mig for er at skulle gå ud og købe tøj til en bestemt begivenhed.

Det betyder dog ikke at jeg ikke har ret meget tøj ... eller at jeg sjældent køber tøj.
Men jeg er "drypkøber" .... det meste af mit tøj er købt på impuls, fordi det lige har fanget mit øje i forbifarten. Og jeg må være god til det, for der hænger sjældent tøj i mit skab som jeg aldrig har brugt.

Mit tøj er mildt sagt ikke særligt originalt. Det bliver tit til jeans og en skjorte, tunika eller tshirt. Og det er helt okay. Jeg har ikke brug for at stikke ud. Egentlig fylder jeg nok, bare i kraft af at jeg er den bulderbasse jeg er.

Nogen gange tænker jeg - jeg tager sq min veninde med ud næste gang jeg skal have nyt tøj - for hun er altid drønsmart og helt anderledes kreativ i sin påklædning end jeg er. Men så tror jeg altså, at jeg får noget drønsmart og kreativt tøj til at hænge i mit skab - ubrugt.

Så der er nok ikke udsigt til, at jeg skifter voldsomt meget stil lige i denne uge. Og det er vist egentlig okay.

Men jeg får godtnok nogle sære blikke fra nogen af mine medsøstre, når jeg bekender mit manglende shoppegen, nogen gange ;-)

Han passer i mit sofahjørne

Så gik der en uge igen.

Kronet af en kanon hyggelig weekend, hvor min mor har været her på besøg, sammen med Andreas. Kristina spiste her fredag, og tog så videre til Børkop for at besøge sin familie der.

Hvor har det bare været dejligt! Vi har spist god mad, oset i byen, spadseret på volden, nydt vores kaffe med udsigt over Lillebælt, snakket og drukket god rødvin.

Andreas har hængt ud med os "damer" og med Kristian - lidt skiftevis.

Det eneste jeg har manglet, har været min dejlige mand, som har cyklet rundt nede i Harzen. Han er heldigvis hjemme nu - efter en herlig tur rundt i den flotte natur, i fantastisk vejr, sammen med en flok festlige motionscyklister.

Nu er han hjemme ved mig. Jeg synes han passer perfekt i mit sofahjørne.

Starten på en uge...

I morges stod jeg og så ind i en helt ny, ubrugt uge.

Gad vide om den kommer til at bringe nogen overraskelser? Jeg tvivler lidt, for den er rigtig meget skemalagt!

På arbejdsfronten er jeg booket rimeligt meget op. I morgen er "slapperdagen" hvor jeg vist kun har 2 møder, og et par opgaver som jeg er nødt til at få fra hånden der - hvis jeg skal være ovenpå arbejdsmæssigt.

Mine aftner er også godt brugt. I aften står den på forældremøde i Kristians klasse, og selvom jeg helhjertet interesserer mig for min dejlige og kloge yngstesøn, må jeg erkende at entusiasmen for arrangementet mangler lidt. Barn nr. 3, skoleår nr. 7 .... jeg har sq efterhånden hørt det meste. Heldigvis skal jeg følges med Kristians far, og han plejer at være godt selskab.

I morgen skal jeg danse mavedans med dejlige Dorrit og de sjove damer på danseholdet. Det glæder jeg mig til, selvom jeg skal skynde mig hjem fra arbejde ... det starter nemlig kl. 17, og jeg skal jo være klædt om.

Onsdag synger jeg med X-tetten, og for tiden trænger jeg. Med ny jobfunktion og masser af udfordringer til min knold, er det fedt at bruge kroppen og stemmen, og grine og fjolle og pjatte med X-tøserne. Vi synger bl.a. "Så længe jeg lever" i et superfedt arrangement, og en sang, der hedder "Here's that rainy day" - jeg kendte den ikke i forvejen, men den er vokset lige ind i hjernen og hjertet på mig. Og så er der jo "Don't worry, be happy" som vi hygger os vældigt med.

Torsdag skal jeg på afdelingsseminar med mine dejlige kolleger. Heldigvis ser det ud til at vi bliver så få damer der overnatter, at jeg kan kapre et værelse for mig selv ... jeg snorker nemlig, og hvis jeg skal sove sammen med andre ligger jeg helt forkrampet og forsøger at lade være. Med mindre jeg har fået rødvin nok - så SNORKER jeg bare dybt og inderligt.

Fredag er jeg sikkert træt. Så mon ikke jeg kan finde på at afspadsere lidt og få en middagslur? Til aften får jeg nemlig gæster - min mor, samt Andreas og Kristina. Jeg glæder mig! Bruno er ikke hjemme denne weekend, for han skal til Harzen og cykle op ad Brocken (et bjerg) og sove i ske med Carsten og Kim ... hvorfor Brocken pludselig blev omdøbt til Brokeback Mountain :D

Så nu skal jeg til at lure, hvis han hele tiden skal på cykelweekend med drengene --- LOL.

Det bliver en god og fuld uge, og mon ikke jeg trænger til weekend når vi kommer dertil?

Fri-dag

I morgen har vi lige fået en fri dag forærende.

Denne weekend var reserveret til at udføre den gave, vi sammen med Brunos lillebror gav deres forældre til jul: en nymalet stue.

Men fordi John havde lavet et spektakulært forarbejde, kom vi op til en ryddet og klargjort stue, og sidst på eftermiddagen var vi færdige med at male både loft (1 gang) og vægge (2 gange)

Vi fik flyttet møblerne ind igen - og nu har vi pludselig fået, kvit og frit, 1 stk søndag.

Det er ikke så tosset :-)

Jeg har en vaskekælder der vil sætte pris på det --- og så ER det altså bare dejligt at holde fri engang imellem.

God nok

Lige for tiden har jeg mange "førstegangsoplevelser".

Som de faste læsere ved, har jeg i sommer skiftet jobfunktion - fra at være projektkonsulent med ansvar for kommunikation og implementering er jeg blevet projektleder.

Og pludselig har jeg en ny rolle i rigtig mange sammenhænge, og oplever nogen helt andre ting end jeg ellers har oplevet.

Altså ... det er jo ikke sådan at jeg er blevet anderledes. Der er vist ikke noget der hedder en personlighedstransplantation. Men så sidder jeg til et møde - og pludselig er det mig, der er ansvarlig for, at der kommer et resultat ud af det.

Jævnligt står jeg over for at skulle løse en eller anden opgave, og jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal gribe det an. Det er angstprovokerende, men på en eller anden måde også skide skægt og rigtig udviklende. Og når jeg tænker at HER er jeg helt blank, så tager jeg en dyb indånding.

For det er jo for faen ikke raketvidenskab. Og i forvejen styrer jeg jo med hård hånd et liv med børn, mand, fritidsinteresser, økonomi og alt det andet, og så kommer man altså rigtig langt med en god portion sund fornuft.

Og heldigvis har jeg gode, erfarne med-projektledere i afdelingen, som jeg gerne må spørge. Og en afdelingsleder, som selv har mange år som projektleder på samvittigheden.

Men nogen gange står jeg bare der, foran de andre i projektet, og er totalt clueless. Så tænker jeg ... hrmmm ... skal jeg bluffe mig igennem? Men jeg modstår som regel fristelsen. For det, der er væsentligt at jeg kan, er jo at finde løsninger. Og det kan jeg jo.

Man damn, jeg har øjeblikke af præstationsangst - de er heldigvis kortvarige, men de er der. Så er det godt at have en mand, som kan fortælle mig, at han godt kender følelsen.

PS: Projekt-knægte og afdelingsledere som evt. måtte læse dette kan lisså godt få at vide at jeg benægter ALT efterfølgende ;-)

Livsnyderen på lykkepiller?

Nogen gange når jeg læser min egen blog tænker jeg: Hvem faen er hende den lalleglade, der skriver her??

Man kunne nemlig godt få det billede, at jeg bare sidder mild og tilfreds hen i sofaen og med et dybt og lykkeligt suk skuer ud over mit perfekte liv.

Det gør jeg så ikke ... hele tiden.

Nogen morgener har jeg mest lyst til at slukke vækkeuret og trække dynen over hovedet.
Nogen dage har jeg lyst til at stikke hovedet ud af et af vinduerne på 1. sal - for bedst effekt - og råbe "RØV!".
Engang imellem føler jeg at jeg brystsvømmer mig igennem en leverpostejsagtig hverdag.
Af og til synes jeg at jeg har alt for meget at gøre og alt for lidt tid at gøre det i.

Nogen gange rammer livet mig med modgang og bekymringer og jeg tænker "Shit - er der nogen der tror på, at jeg kan klare det her?"

Det er bare ikke (altid) det, jeg skriver på bloggen. Joooh - engang imellem kommer der et blyp ud her. Men ikke så tit.

Ikke fordi det nødvendigvis er hemmeligt. Men fordi det er privat. Og fordi det ikke altid er det, jeg har lyst til at brede ud et sted, hvor alle mulige mennesker, jeg ikke kender, læser med.

Jeg synes bare lige i skulle vide, at jeg ikke altid er blævrende lalleglad og kvalmende tilfreds. Mit liv har masser af skarpe hjørner og grumme kanter, og nogen gange skærer jeg mig på dem.

Bare lige så I ikke sender den blå vogn.

I al fredelighed

Mmmm en dejlig afslappende weekend.

Fredag skulle vi .... INGENTING.
Jo, dvs. jeg skulle til frisør sammen med Kristian - vi skulle begge to klippes, og jeg skulle have udjævnet den lidt mærkelige farve mit hår havde ovenpå en sommer med halvlangt hår: lysblondt lag yderst, mørk/mellemblond lag inderst. Så jeg fik stribet det igennem, og nu er det lidt mere jævnt fordelt, samtidig med at klipningen har gjort, at mine krøller er tilbage :D

Igår skulle vi ... INGENTING.
Jo, Bruno havde et cykelarrangement ... 6 timer rundt og rundt ovre i skovene i Middelfart. Men vi andre havde ingen faste planer. Så jeg var lidt huslig/praktisk, og ellers stenede jeg bare lidt rundt ...

Idag skulle vi ... INGENTING.
Så Bruno fik slået græsset, og jeg fik gjort rent i køkkenet. Resten af huset kunne jeg glad ignorere, for det trængte ikke. En stor del af årsagen til det er min nye hushjælp - hun kommer hver tirsdag og er en lille hvid hvirvelstrøm af renhed og effektivitet. Jeg skriver en seddel, og når jeg kommer hjem har hun gjort de ting, der står - som regel noget med badeværelser, strygning og andet forefaldende.

Oven i købet ligger der gerne en kærlig seddel fra denne husalf, med en tekst i retning af "kys kys søde mor", for husalfen ligner til forveksling min dejlige datter.

Hun vil gerne tjene pengene, og jeg vil gerne have lidt aflastning, men gider ikke have fremmede ind i huset. Alle er glade. Når jeg så også har en dygtig stor søn, som gerne svinger støvsugeren og henter vasketøj ind fra snoren, og hvad han ellers bliver bedt om, så er det jo ingen sag.

Derfor var der idag også tid til at male lidt lister oppe på gæsteværelset. Det tager form - og det skal i brug i morgen, hvor jeg skal i bif og se District 9 med en udenbys kollega. Filmen går ikke før 21.15, så hun nupper en overnatning her.

Lige nu står der duftende chokoladekaffe på bordet - i de pæne kopper.
Og lige om lidt er der Vuelta Espana på Eurosport.

Det er okay.

Søsterhed

Og så så man lige mig undre mig over konvolutten fra storesøs, som tydeligvis indeholdt et eller andet - mon det var noget Bodil havde glemt på Stines værelse sidst vi var der?

Men nej ... ud af konvolutten faldt to par søde øreringe og et armbånd - og en sød lille notits fra søster, som lige syntes jeg skulle overraskes...

Søsterhed er en dejlig ting :-)

En tid til at tale ...

...en tid til at tie -
en tid til at græde
over en vi ku' li.... synger Lars Lilholt.

På det seneste har jeg tænkt meget på min far - og når jeg har snakket med min mor, er snakken af sig selv faldet på ham, og især på hans sidste tid.

Årsagen er, at det for ikke så mange dage var 10 år siden, at han døde.

Til dem der ikke kender min familiehistorie, kan jeg fortælle at min far var en utroligt frisk og ungdommelig mand, indtil han blev syg da han var omkring 67. Han fik hvad lægerne mener var en bindevævssygdom, som tog bid efter bid af ham - og til sidst var der så lidt tilbage af ham, at vi næsten ikke kunne kende ham.

Trods sygdommen var der dog ingen tvivl om, at han ønskede at leve, og han kæmpede bravt til det sidst sidste. Men sygdom spørger ikke om lov, og da han døde, var det til dels en lettelse. Selvom vi savner ham den dag idag.

Selvfølgelig er sorgen ikke frisk, her 10 år efter. Min mor er bare så sej ... hun snakker kærligt og åbent om hans sidste dage. Virker afklaret, selvom det er så unfair, at de ikke fik lov at få mere af den pensionisttilværelse sammen, som de tydeligvis nød inderligt. Jeg tror hun har levet så langt nede i sorgen, for det var jo først og fremmest hende, der mistede - og det har gjort at hun har været tvunget til virkelig at bearbejde sin sorg, eller gå under.

Det er bare mig, der har utroligt svært ved at snakke om den sidste tid - stadig. Når min mor fortæller hvordan hun gik omkring ham den sidste nat han levede, har jeg så utroligt svært ved ikke at græde. Selv nu, hvor jeg bare skriver om det, vælter tårerne op i øjnene på mig. Det er sært, for i den travle hverdag er det jo ikke noget, der fylder.

Pånær lige der, hvor jeg oplever et eller andet, som jeg godt ville have delt med min far. Han ville have elsket at følge mit arbejde. Høre om det, jeg laver nu. Glædes over mit og Brunos nye hus. Over mit liv med Bruno - som han kun nåede at møde i forbifarten, da han var min nabo og gode ven. Glæde sig over hvordan rigtig mange ting er faldet på plads - bl.a. det rigtig gode forhold jeg idag har til mine to yngstes far.

Nogen gange fortæller jeg ham om det. En barnlig del af mig vil gerne tro på, at han er hos mig. Og på en måde er han her, for han er i mit hjerte.

Det er den måde, jeg tror vi lever videre på. Og det er godt nok til mig.