En tid til at tale ...

...en tid til at tie -
en tid til at græde
over en vi ku' li.... synger Lars Lilholt.

På det seneste har jeg tænkt meget på min far - og når jeg har snakket med min mor, er snakken af sig selv faldet på ham, og især på hans sidste tid.

Årsagen er, at det for ikke så mange dage var 10 år siden, at han døde.

Til dem der ikke kender min familiehistorie, kan jeg fortælle at min far var en utroligt frisk og ungdommelig mand, indtil han blev syg da han var omkring 67. Han fik hvad lægerne mener var en bindevævssygdom, som tog bid efter bid af ham - og til sidst var der så lidt tilbage af ham, at vi næsten ikke kunne kende ham.

Trods sygdommen var der dog ingen tvivl om, at han ønskede at leve, og han kæmpede bravt til det sidst sidste. Men sygdom spørger ikke om lov, og da han døde, var det til dels en lettelse. Selvom vi savner ham den dag idag.

Selvfølgelig er sorgen ikke frisk, her 10 år efter. Min mor er bare så sej ... hun snakker kærligt og åbent om hans sidste dage. Virker afklaret, selvom det er så unfair, at de ikke fik lov at få mere af den pensionisttilværelse sammen, som de tydeligvis nød inderligt. Jeg tror hun har levet så langt nede i sorgen, for det var jo først og fremmest hende, der mistede - og det har gjort at hun har været tvunget til virkelig at bearbejde sin sorg, eller gå under.

Det er bare mig, der har utroligt svært ved at snakke om den sidste tid - stadig. Når min mor fortæller hvordan hun gik omkring ham den sidste nat han levede, har jeg så utroligt svært ved ikke at græde. Selv nu, hvor jeg bare skriver om det, vælter tårerne op i øjnene på mig. Det er sært, for i den travle hverdag er det jo ikke noget, der fylder.

Pånær lige der, hvor jeg oplever et eller andet, som jeg godt ville have delt med min far. Han ville have elsket at følge mit arbejde. Høre om det, jeg laver nu. Glædes over mit og Brunos nye hus. Over mit liv med Bruno - som han kun nåede at møde i forbifarten, da han var min nabo og gode ven. Glæde sig over hvordan rigtig mange ting er faldet på plads - bl.a. det rigtig gode forhold jeg idag har til mine to yngstes far.

Nogen gange fortæller jeg ham om det. En barnlig del af mig vil gerne tro på, at han er hos mig. Og på en måde er han her, for han er i mit hjerte.

Det er den måde, jeg tror vi lever videre på. Og det er godt nok til mig.