Lige for tiden har jeg mange "førstegangsoplevelser".
Som de faste læsere ved, har jeg i sommer skiftet jobfunktion - fra at være projektkonsulent med ansvar for kommunikation og implementering er jeg blevet projektleder.
Og pludselig har jeg en ny rolle i rigtig mange sammenhænge, og oplever nogen helt andre ting end jeg ellers har oplevet.
Altså ... det er jo ikke sådan at jeg er blevet anderledes. Der er vist ikke noget der hedder en personlighedstransplantation. Men så sidder jeg til et møde - og pludselig er det mig, der er ansvarlig for, at der kommer et resultat ud af det.
Jævnligt står jeg over for at skulle løse en eller anden opgave, og jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal gribe det an. Det er angstprovokerende, men på en eller anden måde også skide skægt og rigtig udviklende. Og når jeg tænker at HER er jeg helt blank, så tager jeg en dyb indånding.
For det er jo for faen ikke raketvidenskab. Og i forvejen styrer jeg jo med hård hånd et liv med børn, mand, fritidsinteresser, økonomi og alt det andet, og så kommer man altså rigtig langt med en god portion sund fornuft.
Og heldigvis har jeg gode, erfarne med-projektledere i afdelingen, som jeg gerne må spørge. Og en afdelingsleder, som selv har mange år som projektleder på samvittigheden.
Men nogen gange står jeg bare der, foran de andre i projektet, og er totalt clueless. Så tænker jeg ... hrmmm ... skal jeg bluffe mig igennem? Men jeg modstår som regel fristelsen. For det, der er væsentligt at jeg kan, er jo at finde løsninger. Og det kan jeg jo.
Man damn, jeg har øjeblikke af præstationsangst - de er heldigvis kortvarige, men de er der. Så er det godt at have en mand, som kan fortælle mig, at han godt kender følelsen.
PS: Projekt-knægte og afdelingsledere som evt. måtte læse dette kan lisså godt få at vide at jeg benægter ALT efterfølgende ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar