Nogen gange når jeg læser min egen blog tænker jeg: Hvem faen er hende den lalleglade, der skriver her??
Man kunne nemlig godt få det billede, at jeg bare sidder mild og tilfreds hen i sofaen og med et dybt og lykkeligt suk skuer ud over mit perfekte liv.
Det gør jeg så ikke ... hele tiden.
Nogen morgener har jeg mest lyst til at slukke vækkeuret og trække dynen over hovedet.
Nogen dage har jeg lyst til at stikke hovedet ud af et af vinduerne på 1. sal - for bedst effekt - og råbe "RØV!".
Engang imellem føler jeg at jeg brystsvømmer mig igennem en leverpostejsagtig hverdag.
Af og til synes jeg at jeg har alt for meget at gøre og alt for lidt tid at gøre det i.
Nogen gange rammer livet mig med modgang og bekymringer og jeg tænker "Shit - er der nogen der tror på, at jeg kan klare det her?"
Det er bare ikke (altid) det, jeg skriver på bloggen. Joooh - engang imellem kommer der et blyp ud her. Men ikke så tit.
Ikke fordi det nødvendigvis er hemmeligt. Men fordi det er privat. Og fordi det ikke altid er det, jeg har lyst til at brede ud et sted, hvor alle mulige mennesker, jeg ikke kender, læser med.
Jeg synes bare lige i skulle vide, at jeg ikke altid er blævrende lalleglad og kvalmende tilfreds. Mit liv har masser af skarpe hjørner og grumme kanter, og nogen gange skærer jeg mig på dem.
Bare lige så I ikke sender den blå vogn.
5 kommentarer:
Nå, jeg havde ellers kodet den blå vogns nummer ind i tilfælde af - men så kan det da også bare være lige meget så... ;-)
For min skyld gør det ikke noget at være glad og fro på sin blog. Vi kan altid slå op i aviserne, hvis vi trænger til død og elendighed (hvis man da tænder på sådan noget). Jeg praktiserer også det leverpostejsagtige.
Fordi det er det letteste at forholde sig til og fordi alt det andet er meget privat.
God søndag, Liselotte :-)
Anita, jeg har det bare lidt selv sådan, at blogs også kan blive for "ih-hvor-dejligt"-agtige ... og ind imellem kikker jeg på min egen og tænker "Hvor er dine tænder, min tøs??" ... for jeg har ikke lyst til at min blog bliver lyserød og fluffy og helt uden kant...
Jep, hver ting, sit publikum. Men det er jo også sundest at holde fokus på det gode, det livsnydende, også selv om det jo ikke er hele sandheden.
Eller som jeg nogen gange siger det, også om livet ... Hvis det er let, er det kedeligt! ;-)
Jeg kan i høj grad følge dig i både det ene og det andet. Kæmper for at finde ballancen, så det ikke går op i "lyserøde skyer" det hele, men samtidig er nogen ting også bare private. Og som sagt af andre, så er sundest at holde fokus på det positive :)
Johnnie, det er modstanden der udvikler os!
Deborah, jeg gider ikke være sådan en yndig blogger ... jeg vil helst have lidt kant ... :-)
Send en kommentar