"Sådan en weekend her, sammen med dig, er faktisk lige så godt - måske endda bedre - end at tage væk på kæresteweekend," sagde Bruno til mig over aftensmaden igår.
OG han har jo fuldstændig ret. Der sad vi, med god rødvin (Prios Maximus Reserva 2003), med Melanzane alla Parmeggiana og hjemmebagt grovflutes på tallerknen, og kunne se tilbage på en halvt brugt weekend, der bare havde rummet så meget hygge og parforholdspleje, man overhovedet kan ønske sig.
"Og når man tager på weekend, risikerer man jo at skulle sove i en halvdårlig seng på et hotel," sagde den begavede mand også.
Foruden at vi jo i forvejen betaler husleje ... eller termin, hedder det jo ... her på Fasanvej, så er det jo så egentlig overflødigt at betale for et værelse på et hotel et eller andet sted, når man sagtens kan holde den perfekte kæresteweekend lige i sit eget hus.
Med ungerne vel afsat til deres far (dem der ikke er flyttet hjemmefra), ingen planer i kalenderen, og en weekend som endda bød på nydeligt vejr, så kan vi altså slet ikke ønske os mere, end vi har fået her i denne weekend.
Gåture langs vandet, på volden, i skoven. Frokost på Caffe Katia. Hygge og mange lange og livlige samtaler tværs over bordet eller hvor vi nu befandt os.
En smule havearbejde, så vi næsten er klar til at efteråret indfinder sig.
Det har været en rigtig lækker weekend, og jeg har slet ikke tjekket min arbejdsmail :D
Vi har bare hygget os - og været rigtig intenst sammen.
Jeg er klar til en travl uge!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar