lørdag, oktober 24, 2009

Tab

Når jeg ser at endnu en ung mand er død i Afghanistan, forholder jeg mig egentlig ikke umiddelbart til om det er rigtigt eller forkert, at de danske soldater er udsendt - om de vitterlig kæmper for demokrati eller om det er utidig indblanding og spild af liv.

Jeg ser en ung mand - denne gang en 23-årig sergent fra Livgarden - som er revet væk fra familie, venner ... måske en kæreste. Jeg tænker på hans mor, som har set sin søn blive voksen og glædet sig over at være forælder til dette storartede unge menneske, og måske haft drømme om hvordan det ville være, når han skulle have familie, børn.

Jeg bliver ramt i MIT moderhjerte, for det kunne lige så godt have været min søn.

Og jeg håber - HÅBER - at de vitterlig GØR en blivende forskel dernede. For ellers er prisen alt for høj.

2 kommentarer:

Lene sagde ...

Kære Liselotte, nu blev min søn ikke soldat, men jeg har nøjagtig samme tanker som dig. Det gør ondt som mor at tænke på en anden mor, som har mistet fremtiden sammen med hendes barn.
Kærlig hilsen Lene

Lizelotte sagde ...

Ja det gør så. På min Facebookprofil blev denne her post kommenteret lystigt - der var meget debat om de unge mennesker nu vitterlig GØR en forskel dernede ... det er svært at gennemskue, synes jeg.