Homoseksuelle bamser

Jeg grinede faktisk lidt, da jeg i går læste historien om Tinky Winky, teletubbien, som angiveligt skulle være homoseksuel ... fordi den er blå og går med håndtaske...

Af den grund diskuterer man i Polen, om man vil vise serien på TV - for man skal jo ikke "opfordre børnene til den slags".

Nu kunne jeg finde masser af valide årsager til ikke at vise Teletubbies, hvis jeg havde en tv-kanal - jeg synes det er amerikaniseret, lalle-sukker-sødt møgtv - det ville for mig være en valid grund. At der er for mange tomme kalorier.

Men at Tinky Winky skulle være homoseksuel?? For det første havde jeg overhovedet ikke forbundet de mærkelige bamsedyr med noget seksuelt. Det er heller ikke sex, jeg tænker på, når jeg ser Bamse og Kylling. Så jeg trak lidt på fnisebåndet, og så spurgte jeg en helt-ude-af-skabet kollega, om han nogensinde har truffet Tinky-boy i miljøet?? Det kunne jo være, at han var et medlem af kollegaens slæng, der holder nogen (lyder det til) helt fantastisk sjove fester - jeg har i årevis plaget min kollega om at ta' mig MED ... jeg kunne da klistre noget skæg på og lave stemmen dyb og sådan...

Kollegaen havde set nyheden på internettet, og sukkede lidt. Han havde nemlig en vinkel på det, som jeg ikke havde tænkt på - nemlig at den viste den hårrejsende holdning, man i mange østlande stadig har til homoseksuelle.

Og det er jo rigtigt.

Ved nærmere eftertanke slog det mig, at man jo egentlig ikke behøver at tage til Polen for at finde sådan nogle holdninger. De trives jo i bedste velgående herhjemme også.

I vor hæderkronede folkekirke kan man finde mange præster, som mener det er en sygdom, man skal kureres for (og sikkert også mange, som er mere moderate, men det er jo ikke det, det handler om) - og for nylig gik en kendt DF'er så vidt som til at kalde homoseksuelle "handicappede".

At man i den grad kan dømme andre mennesker ud fra, hvem de forelsker sig i og går i seng med - det synes jeg snarere er sygeligt.

Kan man behandle folk for sådan nogle holdninger....?

Det forklarer en masse!

Jeg har netop på en hjemmeside kunnet konstatere, at jeg er 21,8 år gammel ... hvis man beregner min alder i Mars-år, vel at mærke.

Det forklarer da en del! Så passer min alder pludselig bedre til min mentale tilstand :o)

Vellyd - måske?

Jeg har spekuleret lidt over, hvordan jeg kunne dele den lydmæssige side af X-tetten med dem, der måtte have lyster i den retning.

Og så kom jeg jo i tanker om Thereses sange på hendes myspace. Så jeg fik lavet X-tettens lydfiler om til MP3 og med Thereses hjælp oprettet en myspace, som man kan loade musik op til.

Jeg håber ikke, jeg får ophavsretslige problemer ... for jeg ejer jo ikke ligefrem musikken, men mon ikke de fleste kan høre, at det bare er en flok sangglade amatører, som galer glad derudaf...

Du kan høre et par af vores sange, hvis du klikker her - god fornøjelse...

Frokostparty og aftengæster

I dag skulle vores gode venner, Alex og Marie, komme her ud forbi. Egentlig var det fordi Alex havde tilbudt at forsøge sig med nogle gode billeder af tøsebarnet i den smukke non-firmationskjole, men vi ku' jo lige så godt slå flere fluer med et smæk.

Så vi tog en gang frokost - en lækker salat med stegt kylling i, og noget godt brød til.
Alex og Marie havde kiks og ost med, og vi guffede til den store guldmedalje.



Brødet blev superlækkert - med oliven og soltørrede tomater samt frisk timian fra haven, og den lækre Læsø sydesalt med urter, som vi fik af Lene og landmanden sidste søndag.

Midt i besøget ringede Andreas og spurgte om der var mad nok til at Kristina og han kunne komme hjem i dag og spise med. Uden at ha' forberedt noget sagde jeg naturligvis jow jow - så der blev lige lynoptøet noget oksefars som senere kunne forvandles til en ordentlig skudefuld chili con carne.... lidt husmor er man vel, og kan altid fremtrylle mad til den værnepligtsaftjenende søn :-)



Så hygge med gode venner er nu afløst af hygge med familie. Jeg kunne personligt ikke forestille mig en bedre måde at bruge en fridag på, end at tilbringe masser af tid med mennesker, som betyder noget for mig, og samtidig indtage dejlig, gennemtænkt mad og god vin....

....man er vel en livsnyder.

Mig og Nyrup og de andre kendisser...

For nogle måneder siden skrev en journalist, Gorm Ruge, og spurgte: Hvorfor blogger du?
Han forklarede, at min kommentar ville komme til at stå sammen med en række andre bloggere i Jyske Banks kundeblad ... jeg svarede ham, og så glemte jeg det faktisk igen.

Indtil jeg i går sad med bladet i hånden og bladrede lidt. Så kom jeg i tanker om det ... og se - der var jeg jo - med billede - sammen med nogle "Andre bloggere" som var Poul Nyrup, Lisbeth Knudsen, musikeren Jens Unmack og en række andre ret kendte danskere.

Hallo ... er man snart en celebrity eller hvaaaad??

....jeg skal lige ud og tjekke, at Se & Hør ikke står og roder i mit affald!!

Godt at komme hjem til

En dag i denne uge kom jeg stressende hjem. Jeg var halvknotten, fordi jeg havde mødt Kristian udenfor - uden cyklehjelm, bag på sin egen cykel, med en kammerat kørende på den.
Og fordi hele bryggerset rodede.

Jeg flåede døren op til køkkenet, og så så jeg dette syn:



...og så fordampede min vrede og stress som saltvand på varm sommerhud....

Jeg skyndte mig op til Bodil og fortalte hende, hvor glad jeg var blevet for hendes blomster.

Pinsefryd

Hvor var det dejligt at gå på weekend igår til en lang weekend - og ingen udestående non-firmation :-)

Vi har næsten ingen planer denne pinseweekend. Andreas kom hjem fra Høvelte i går og så faktisk rimeligt frisk og glad ud, selvom denne uge har budt på 3 dages felt-øvelse - temmelig hård, lød det til. Men han var tilpas, var glad for at få lidt af mors hjemmelavede mad, og så kørte han videre til Børkop og kæresten.

I går blev også dagen hvor vi lavede den første prøve-opslagning af vores sommerresidens - det var godt at se, at den havde klaret vinteren (opstaldet hos svoger John) upåklageligt.



Det var så dejligt at se den slået op igen - og når jeg stod i forteltet og lukkede øjnene, duftede der saligt af sommerferie! Den kommer i brug som base for Bruno næste weekend, når han skal køre 24-timers løb - så har han et sted at skifte tøj og have ting stående, og eventuelt sove, hvis det bliver nødvendigt.



Vi får brug for den igen den 23., hvor vi skal fejre min storebrors runde fødselsdag på Djursland. Den ene sovekabine er lovet ud til min søster og svoger. Carsten får snorkeforbud den nat :o)

Måske skal vi også ud og campere lidt i uge 27. Der har vi ferie, og Bodil skal på rollespilslejr. Kristian har fået valget mellem koloni med fritidsklubben, og så at være sammen med os - og han har valgt os :-)
Så hvis vejret bliver godt, tager vi på camping et sted i Danmark nogle dage. Det er så sjældent at Kristian er enebarn hos os, så det bliver hyggeligt at have ham alene.

Jo .... det er snart sommer ... og det er dejligt!

Bjarne Riis - en mand

I går:

Erik Zabel: "Jeg har taget EPO ... buhuhuhu .... men jeg var presset og det var ikke min skyld og i øvrigt gjorde jeg det kun to gange! (snøft snøft)"

I dag:

Bjarne Riis står frem og indrømmer doping. Han tager selv ansvaret for sin forkerte handling, og holder helt generelt hovedet løftet. Han forsøger ikke at pynte på egne motiver eller skyde skylden på andre. Han ville køre hurtigt. Han valgte at snyde. Det var hans valg, og i dag fortryder han det.

Et sted er jeg urimeligt skuffet. Jeg ville så gerne have, at han ikke havde løjet. Det synes jeg er træls. ØVØVØV.

Et andet sted har jeg respekt for manden - ikke for hans misbrug, men for at han nu står frem for sit holds skyld, og at han gør det som ... ja, som en mand.

For en mand, det er der sq ingen tvivl om at han er.

....og så må I andre i øvrigt mene hvad I vil.

På linje

For en sjælden gangs skyld er jeg helt på linie med Claus Hjort Frederiksen med hensyn til de fundamentalistisk kristne præster som ikke vil give hånd til kvindelige kolleger.

Hovsa!

Jeg satte squashfrø til forspiring lige her i søndags.

Lige midt i min bedste, sydvendte vindueskarm. Så har jeg gået og kikket og kikket.
I går sværger jeg - der var ingenting!

Men da jeg kom ind i stuen i eftermiddag (hvor bemeldte vindueskarm er), var det gået amok! PLUDSELIG var der 4-5 cm høje spirer, og de havde formeligt kastet jordklumper ud i karmen, fordi de havde så travlt med at komme op i lyset.

Med den fart kan jeg høste squash på størrelse med min underarm om et par uger.

Livsnyderen bryder sammen og tilstår!

I kølvandet af alle disse indrømmelser fra tidligere Team Telekom ryttere, om brug af EPO og anden doping, føler jeg nu presset på mig som et tungt åg.

Så nu indrømmer jeg!!

Jeg har været dopet ved flere forskellige lejligheder.

Første gang var nok i 1978, hvor jeg tog bronze-idrætsmærke, under påvirkning af en større mængde rugbrød med leverpostej.

Et kritisk højdepunkt var i 1981, hvor jeg under en bådferie på Norfolk Broads rent faktisk blev syg, fordi jeg havde indtaget for store mængder af det præstationsfremmende stof, Pernod.

Siden hen bestod jeg studentereksamen (matematisk naturfaglig) på Aalborg Katedralskole, primært ved hjælp af større mængder makronstang og cola.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg har lagt det af mig. Men så sent som i går gennemførte jeg en træningssession med pigerne fra X-tetten, med en skyhøj hæmatokritværdi på grund af indtagelse af rosévin.

Jeg tilstår - Jeg bekender.

Måske skulle jeg overveje at skrive en bog - hvis jeg skynder mig, kan den lige nå julehandlen!

Et øjeblik

En morgen da hun vågnede havde det regnet.
Fugtigheden hang stadig i luften som et minde
eller et løfte.

Der var en underlig stilhed i hendes hus.
Den trykkede mod trommehinderne og gjorde hendes bevægelser træge.
Lydene dæmpede.

Solen faldt ind over gulvet, skråt og gyldent
derfra op i hendes mave hvor det forplantede sig
i hendes ansigt som et smil.

Aftenens skygger var vasket bort for nu.
Vinduet på klem.

En morgen da hun vågnede havde det regnet.

Se nærmere til...

I dag var jeg ude at køre i min bil, og ind i mit hoved poppede en Pia Raug-sang, som jeg spillede til guitarundervisning for mange år siden. Se nærmere til, hed den. Det var oprindelig et digt, fundet i en gammel kvindes gemmer efter hendes død, og Pia Raug lavede en meget smuk melodi til den. Måske kender du den.

Nu har den spøgt i mit hoved hele dagen.

Vores køkken, det er ikke et samtalekøkken, men et solosangskøkken. Da Bruno tidligere på aftenen lavede aftensmad, sang han af karsken bælg, og senere, da jeg lavede minipizzaer til madpakker, var det at jeg sang den her Pia Raug sang.

Det vil sige... jeg nåede et stykke ned i den. Så stod jeg pludselig og græd, lige ned i tomatsovsen. Teksten er nemlig meget rørende - og følger en kvindes liv, fra hun er et trygt, lykkeligt barn, til hun er en gammel kone, som er alene og afhængig.

Dermed udtrykker den en af mine største bekymringer - nemlig at blive den, der bliver tilbage. Risikoen er der - faktisk er det en sandsynlighed, idet jeg har valgt mig en mand, som er 7 år ældre. Det er måske fjollet, men jeg kan slet ikke bære tanken at skulle blive gammel alene, ikke at have Bruno ved min side.

Så sangen fik mig til at græde. Og så ku' jeg jo lige så godt få tudet igennem. Over alle de småting, der tynger. Der er kollegaen med den kræftsyge datter - som netop har fået besked om, at de ikke kan gøre mere. Andre venner, med sorger, og de ting, der kan bekymre, som er tættere på.

Efter en lille tomatsovs-tudetur var jeg lidt gladere. Og pludselig kunne jeg synge hele sangen. Måske er det nogen gange bare en lille tudetur, der skal til.


Hvad ser du? Søster, her i min stue?
En gammel, sur og besværlig frue,
-lidt griset og rodet, hvor hun har ligget.
usikker på hånden og fjern i blikket.

Du taler lidt højt, men hun svarer ikke,
hun savler og hoster, har snue og hikke.
Hun takker dig ikke, for hvad du gør,og er så tit, som hun ikke bør.

Er det hvad du ser? Er det hvad du tænker?
Luk øjnene op og se mine lænker,
jeg sige dig hvem jeg er,den gamle kone, der ligger her.

Jeg er barn på ti i et lykkeligt hjem,
med forældre og søskende- jeg elsker dem.
Jeg er ung på seksten med håb og drømme,
så let på fod, og med tanker så ømme.
Jeg er brud på tyve, med roser på kind,
i mit eget hjem går jeg lykkeligt ind.
Jeg bliver mor, og bygger et hjem så trygt,
og værner mine mod kulde og frygt.

Og børnene vokser – sorger og glæder,
med årene veksler, vi ler og græder.
Så flyver ungerne væk fra reden,
min mand mig trøster, vi nyder freden.
Vi når de halvtreds, vore børnebørn kommer,
bringer uro og glæde hver eneste sommer.

Men så kommer sorger og tungere dage,
min mand er død, jeg er ene tilbage.
For børnene selv har børn og hjem nu,
og der er meget der fanger dem nu.
Og borte er alle de gode år, så varme og glade og i trygge kår.

Nu piller alderen fjerene af mig,
mit hjerte er tungt, mit hår falder af mig,
jeg har ingen kræfter til dagens pligter
for ryggen er bøjet, og synet svigter.

Men inden i det gamle kadaver,
er endnu levende, smukke haver.
Der lever en barndom, en ungdom og steder,
der lever minder, sorger og glæder.
De gladeste minder i sindet synger,
skønt alderens byrder mit hjerte tynger.
Og smerteligt nemmes den tunge lære,
at intet kan blive ved med at være.

Hvad ser du søster? – en gammel besværlig
–og træt lille kone? – nej vær nu ærlig
–se nærmere til – måske kan du finde,
et barn, en brud, en mor – måske en kvinde.

Se mig som sidder der inderst inde,
det er mig, som du skal prøve at se og finde.

Søndagsvisit

Vi har lige vinket farvel til Lene og landmanden, efter nogle gode timer med frokost, the og kage samt masser af snak på terrassen.

Vejret smilede ned på os, og vi hyggede os!

Jeg glæder mig til næste gang, deres vej falder her forbi - eller vores fører os nordpå, hvor de er.

:-)

Efter festen

Vi havde en rigtig god dag i torsdags!

Bruno og jeg kørte over med alle sodavand, øl osv og lukkede op kl. 8. Mens vi var ved at sætte borde op, kom vores gode kogekone, og gik igang med maden. Med sig havde hun sin datter, som skulle hjælpe til med mad og servering.

Snart duftede der af stegt bacon. Gerda laver ikke maden før tiden og køler/fryser - næh, tingene bliver lavet samme dag, hvis det er muligt.

Da vi var godt i gang med at dække bord, dukkede Bodils far op, og hjalp til med det sidste.
Så 10.30 kunne vi køre hjemad, så vi kunne smukkesere os lidt.

Da jeg kom hjem, lå dagens hovedperson og fes den af i sin seng - så hun blev jaget op og i bad!
Vi nåede allesammen at blive færdige - og så smuk var Bodil:



Der var masser af sange, taler og glade gæster - og stemningen var god. Bodil fik masser af gaver og penge. Hun havde også lavet en takkesang, men glemt at få den kopieret - så den afsang hun sammen med veninden Isa fra forsamlingshusets scene... herligt!

Her er det Bodil med sine stolte forældre og den sangskjuler, det lykkedes Bruno og mig at fabrikere - det skal forestille et teater, hvis nogen er i tvivl!



Da al folket var ved at dappe af, fik vi ryddet op i en ruf. Jeg havde sendt Gerda (vores kogekone) og Lone (hendes datter) hjem efter veloverstået indsats, da kaffe og kage var serveret, og så stod vi jo så der og kikkede på industrikøkken-opvaskemaskinen.

Heldigvis har jeg en svigerdatter, som har gået på efterskole. Kristina overtog lige styringen i køkkenet, da min exmand lidt ubehjælpeligt stod og forsøgte at regne ud, hvordan opvaskemaskinen skulle styres - og med sikker hånd sørgede hun for, at opvasken gled glat - tænk at sådan en sød, lille pige kan være så bestemt :-)

Generelt var vores unge mennesker rigtig effektive og hjælpsomme - så vi var færdige og klar til at tage hjem kl. 19.

Dagen efter fik jeg endda en mail fra forsamlingshusbestyreren, at hun ikke havde skrevet noget rengøring på, fordi vi havde efterladt det så pænt!


I går - fredag - var vi dælme godtnok trætte.
Flade.
Brugt.

Så vi slappede af, og fik sendt min mor samt Christina og Mette videre. Mor skulle hjem, og Christina og Mette tog med Lasse og Michelle op til Lasse og Christinas mor. Lasse havde lånt min bil - det gør han ind imellem, når han skal noget udenbys og kørekortet trænger til at blive støvet lidt af :o)

Bagefter var vi en tur i Odense ... det var hårdt, så det var godt at der var lidt rester :-)

I dag er vi ved at være os selv igen.... pyha, det er hårdt at holde fest ...

Først blå tirsdag (??) så ikke-konfirmation.

Her i huset gør vi åbenbart tingene lidt anderledes.

Normalt bliver man konfirmeret, og så skal man på blå mandag. Men naturligvis ikke Bodil ;-)

Igår var hun på blå tirsdag (hmm - troede der var en lov om at det SKULLE være mandag!!), og i morgen skal hun ikke konfirmeres. Forstå det hvem der kan. Men smart så hun ud, da hun tog afsted, i andendagstøjet som alt sammen var af mærket Emily the Strange - indkøbt i en sej street-agtig butik i Flensborg (hvor ekspedienten var på alder med mig, havde hestehale og et ret nuttet glimt i øjet)...



Da hun kom hjem sammen med klassekammeraterne, fra København - var hun træt. Og sulten. Hun havde ofret sin frokost på vej hjem i toget - - sådan går det, min pige, når man skal prøve ALLE ting i Tivoli og spiser for meget junkfood!

Så vi nuppede lige en Whopper Cheese på vej hjem - adr! Brunos bil lugter STADIG af burger i dag, og det tager kun 5 minutter at køre fra Burger King og hjem til os!!



Hun var træt, men mon ikke hun bliver klar til at feste i morgen? Vi er ihvertfald klar ...

God weekend!!

Ja - jeg ved godt det er tarveligt at sige det, men jeg har altså weekend - her lige om lidt.

Der venter mig dog ikke ren afslapning, selvom jeg først skal møde på arbejde igen på mandag.

Torsdag skal Bodil nemlig ikke-konfirmeres - og selvom jeg ikke skal lave maden selv, er der alligevel et par løse ender, der skal bindes af.

Sangskjuleren - den skal fabrikeres i dag. Tøsen er nemlig på "blå tirsdag" i København med sine klassekammerater, som blev konfirmeret i søndags.

I morgen begynder de første at drysse ind. Min mor kommer om formiddagen - hun kan nemlig bedst med lange ture først på dagen. Over middag engang dukker Kristina op. Hun skal til eksamen ... i skr. spansk, tror jeg nok ... og når hun er færdig, kommer hun her. Det er så hyggeligt, at hun er blevet en af vores unge mennesker - hun er godtnok nem at holde af!

Torsdag morgen tager vi over i forsamlingshuset kl. 8. Der får vi nemlig nøglen, og så skal der dækkes bord. Bodils søde bedstemor (min exmands mor) har lovet at lave blomsterdekorationer, og bordet bliver med cremefarvede duge og sort/pink servietter og lys.

Ved 8-tiden dukker også vores trofaste kogekone, Gerda, op. Hun lavede mad til min 40-års fødselsdag, og det var rigtig lækkert. Så vi har store forhåbninger!

Festen starter 12.30 - og der skulle alt gerne være klar. Jeg glæder mig til at se Bodil i sin smukke kjole, og til at have min familie samlet omkring mig. Også til at gense min ex-familie, og gamle venner.

Resten af weekenden skal mest være afslapning! Vi skal en tur til Odense - Kristian har en gave til gode, som han selv skal vælge i en rollespilsbutik derovre.

Søndag får vi besøg af nogle vilde kartoffelengle på motorcykel - det glæder vi os til!

En større harddisk

Jeg ønsker mig en større harddisk. Ikke til min PC men til mig selv.

Her for ½ time siden vendte jeg mig i sengen og så slog det mig pludselig: Jeg havde lovet Iben, Bodils dramainstruktør, at sende billeder fra søndagens skuespil til hende! SENEST i går aftes...

Behøver jeg at sige, at de stadig lå i kameraet?

Så nu sidder jeg her ved min pc...


Andreas kom godt til Høvelte i går, selvom der var problemer ved Lyngby, hvor hans S-tog ikke kunne køre ind. Han tog en taxa sammen med nogle andre, og kom frem i ordentlig tid. Jeg håber, han er friskere efter en nats søvn, stakkels dreng.

Gad vide om jeg når tilbage i seng??

Stakkels Andreas...

....han havde over 39 i feber i går aftes, og måtte droppe at tage toget til Høvelte i går aftes.

Nu forsøger han at komme i kontakt med dem derovre - han talte med Oksbøl Infirmeri i går og fik at vide, at han skulle ringe her til morgen. Men den eneste, han kunne få fat i, var en kontordame, som ikke rigtig vidste noget om noget.

Lige nu ligger han hjemme og venter på, at de skal ringe tilbage til ham. Han havde det ikke så godt med ikke at tage derover i går, men han var altså bare for syg til 3 timer i tog med skift på Hovedbanen, samt 20 minutters gåtur til kasernen.

En ægte livsnyder

Min svigermor tager ikke livet i små høflige bidder.

Hun smager bedst på det i store mundfulde, som afspejler hendes store appetit på livet. Hun er nysgerrig og ikke spor bange for at prøve noget nyt.

Her for nylig - for ganske få uger siden - har hun fået en PC, og opkobling til internettet. Nu fiser hun rundt og trykker på alle mulige links, og er ikke til at drive i seng om aftenen, fordi der er SÅ mange døre derude, hun lige skal kikke ind ad.

Det er herligt.

Ninna oplever altid en masse. Hun spiller bridge og billiard og går ture med en flok andre, og for nylig var hun med pensionistforeningen i Tyskland på en flerdages tur. Der var de en flok tøser, som købte noget billig vin, som de drak inden de gik ned og spiste - som en flok 8. klasses piger lige inden skolefesten :-)
Hun hjælper en veninde lidt i hendes tøjbod, og så er der jo lige stavgængerne, og dem hun cykler sammen med om sommeren.

Så hun har altid en masse at fortælle. Det er aldrig kedeligt.

Sjældent har jeg set nogen nyde pensionistlivet i så fulde drag, og få så meget ud af det.
Selvfølgelig er der bagsider ved at blive ældre - Ninna har mistet flere søskende og set flere blive gamle og glemsomme. Men hun insisterer stædigt på at bevare fokus på alt det, hun har, og alt det, hun kan.

Og det er egentlig ikke så lidt.

Min svigermor - hun er en ægte livsnyder....

Et knus

Hov ... hvad skete der lige her?

En af mine nye kolleger (som jeg har kendt i mange år, og tidligere arbejdet sammen med) kom lige forbi, gav mig et lille knus og hviskede "Hvor er jeg glad for, at du er kommet her over!"

Det er da lige til at blive glad i maven af :o)

Vejen til en sund og god nattesøvn

...kan tilsyneladende være et jobskifte.

For hulen, jeg er træt om aftenen, lige for tiden! Der bli'r hældt stof på hver dag...

Det går lidt ud over bloggen. Der er simpelthen ikke noget overskudskreativitet tilbage, når madpakkerne er smurt og aftensmaden ryddet af bordet.

Mon ikke jeg kommer stærkt tilbage snart?
Det er jo også snart weekend ...!

I morgen aften skal vi ud og spise med Brunos mor og Bent - det er Bents julegave, som bliver afsat der - nemlig en middag på en restaurant oppe på de kanter, hvor de bor.

Det skal nok blive hyggeligt!

Fra stram til glad på nul komma fem...

I dag er jeg rigtig kommet i gang med at begrave mig i mine nye arbejdsopgaver.

....både dem i vinklubregi, og det "rigtige" arbejde. Mht. det første er det så heldigt, at den tidligere indkøber efter min flytning sidder 10 meter fra mig - det gør det nemt, når vi skal løse opgaver sammen.

Bedst som jeg sad med næsen i en stak brugerdesign, ringede min telefon. Det var en af mine faste brugere på det gamle område.

Lige et øjeblik blev jeg lidt stram i masken. Jeg tænkte "Nej, vi AFTALTE da, at de ikke uden videre skulle lade brugere ringe direkte til mig!"

Stramheden forduftede dog ret hurtigt - hun ringede nemlig for at ønske mig held og lykke (og skælde mig lidt ud for at stoppe på mit gamle område), og fortælle, at hun helt sikkert ville komme til at savne at have mig som "livline".

Det blev jeg meget glad for. Hun er nemlig ikke en, der kaster om sig med ros - men i øvrigt en dygtig, fair dame med bestemte meninger. Kursen på ros fra hende er ganske høj.

Jeg vil helt sikkert også komme til at ping-ponge med hende. Men mon ikke vi støder på hinanden igen i anden faglig sammenhæng.

Cigaretter, whisky og nøgne pi'r

Cigaretter er ikke noget for mig - egentlig heller ikke nøgne pi'r, selvom jeg da ikke har noget imod sådan nogen.

Whisky kan jeg derimod godt lide - en god singlemalt er jo lige noget for en sand livsnyder. Men endnu mere holder jeg af vin. Rødvin, især - men også dessertvine, hvidvine og de mousserende af enhver art.

Igennem efterhånden temmelig mange år har jeg været medlem af Bankdatas vinklub, og derigennem har jeg smagt utroligt mange forskellige og spændende vine. Jeg har også hen ad vejen fået samlet lidt vinviden op, og har fået tunet smagsløgene lidt.

Det har haft den effekt, at jeg køber dyrere vin. Fordi jeg efterhånden kan smage forskel. Og jeg drikker så forholdsvis beherskede mængder - så skal det altså være i orden, det jeg drikker.

Sidst vinklubben havde generalforsamling, kom nogen fra den siddende bestyrelse og spurgte, om det var noget for mig at opstille til bestyrelsen. Det sagde jeg gerne ja til. Jeg ville faktisk også have været lidt fesen, hvis jeg havde sagt nej, for jeg har tidligere klandret dem for sexisme i forhold til deres udvælgelse af emner til bestyrelsen.

Jeg ved godt, at det altid står enhver frit for at stille op. Men det er jo ofte sådan, at bestyrelsen går ud og beder dem, de kan komme i tanker om, stille op. Og når bestyrelsen så består af lutter mænd, ja, så kommer de i tanker om - Mænd.

Denne gang var de dog mærkeligt nok ;-) kommet i tanker om mig.


Da vi konstituerede, valgte jeg at sige, at jeg gerne ville være ansvarlig for indkøb og kontakt til leverandører. Vores hidtidige indkøber har nemlig valgt at overtage efter den afgående kasserer, så han ville gerne stoppe. Det fik jeg lov til, og jeg tror der bliver en del arbejde i det, men det bliver også rigtig spændende.

I det hele taget er det rigtig sjovt. Vi har en lille leverandør, Liber Vin, som bruger os meget aktivt. Når hun får prøveflasker hjem fra et nyt hus, samler hun lidt sammen, og så kommer hun ned til os.

Så smager vi vin - hun lytter til, hvad vi har at sige, og så køber hun ind ud fra vores anbefalinger og reaktioner. Det er rigtig spændende, for det er virkelig revl og krat vi smager, og ikke bare vine, som hun har valgt at tage ind - de er ikke sorterede.

I øvrigt kommer der mange nyhedsbreve og lignende fra leverandører - og vi har også en del flasker stående, som vi skal have prøvesmagt. Det er virkelig sjovt! Jeg har anskaffet mig en kinabog, hvori jeg skriver lidt om alle de vine, vi smager. Jeg tror, den bliver god at have som opslagsværk senere hen - især for mig, som ikke er fantastisk god til at huske navne på vine. I bogen har jeg vinens navn og årgang, nogle stikord, som nærmest er en lille smagsbeskrivelse, og prisen på smagetidspunktet.

En del af mit job som indkøber består også i at lave månedsopslaget på Bankdata. Hver måned slåes en række vine op, som medlemmerne kan bestille. Når alle bestillingerne er inde, skal jeg sørge for, at vinene bliver bestilt hos leverandørerne, ligesom udlevering til medlemmerne også er mit job, når vinen dukker op på Bankdata.

Afregning sker over lønnen - dejlig nemt.

Jeg glæder mig meget til at få gang i kontakterne til vores vinleverandører. Der skal hentes prøveflasker hjem på vine, som ser spændende ud. Til jul skal der købes chokolade og marcipan hos Summerbird, og lækre portvine og årsskiftebobler skal findes frem.

For slet ikke at snakke om, at der skal tilrettelægges en julevinsmagning ... og DET er noget af det bedste...

På tærsklen

I morges duftede luften regnvasket frisk, og da jeg cyklede forbi et syrenhegn blev verden parfumeret.

Lige nu dufter der mest af støv. Jeg har smidt 117 gamle mapper og notater ud, grinet af gamle firmablade og revytekster, som dukkede frem af gemmerne, og jeg har sagt farvel med brød til dem af mine kolleger, som lige kunne spise et stykke franskbrød.

Nu mangler jeg kun at koble min pc fra, og så kommer vores driftstekniker og flytter mine ting.

Farvel, søde kolleger og velkendte systemer.
Goddag, ukendte og kendte kolleger, nye opgaver og systemer jeg ved meget lidt om.

Jeg er klar.

En tur til frisøren

Det er utroligt så meget man kan se, når man går frem og tilbage til frisøren.

Den frisør, jeg bliver klippet hos, bor her ude i Snoghøj - vel 1½ km fra, hvor jeg slår mine daglige folder. I onsdags besluttede jeg - på grund af det herlige vejr - at gå derover.

Turen gik ned forbi Trinity, ad Gl. Færgevej. Der er så smukt! Jeg var lige ved at standse og falde i staver, da duften fra et blomstrende træ ramte mine næsebor. Synet var heller ikke tosset...



I det hele taget tænker jeg tit på, hvor heldig jeg er, med at bo i et område, som byder på så mange smukke ting. Sådan en solskinsdag er der fantastisk flot, når man kan se ud over Lillebælt, hen over bakker og træer.



På vej tilbage var det mere pudsige ting, jeg faldt over. Tæt på, hvor jeg bor, ligger der et hus, som ikke bliver særligt godt vedligeholdt. Der bor en efterhånden ældre herre, Hans. Han er lidt til en side - den historie, jeg har hørt, er at han engang var udsat for en arbejdsskade, som har givet ham en hjerneskade. Hans er glad for øl, og han står tit nede på bytorvet og snakker til alle, som gider høre på ham - og til en del, som ikke gider. En helt igennem fredelig og uskadelig fyr, men han kan godt være lidt svær at slippe af med, hvis man stopper og sludrer med ham.

Jeg tror ikke, han bor permanent i huset. Det ser tit tomt ud, men ind imellem kan man træffe ham udenfor på fortovet. Han var der ikke i onsdags, men til gengæld så jeg noget uhyggeligt, da jeg gik forbi. Er han mon i virkeligheden en ond mand, der holder fanger i sit hus?



... lidt tættere på kan man se bamsen bedre. Ser den ikke ud som om den står og råber om hjælp?



Nej ... pjat med det ... Hans er alt andet end farlig. Måske allerhøjst lidt farlig for sig selv.
For et par år siden gik der lang, lang tid, hvor jeg ikke så ham. Jeg hørte, at han var på sygehuset - at han var blevet overfaldet.

Senere stødte jeg på Hans i Brugsen - mere mager end han plejer at være. Han fortalte mig, at nogle unge fyre havde banket ham, så han nær var død af det.
"De syntes ikke, jeg havde ret til at leve," sagde han. "De mente ikke, jeg var noget værd." Og så så han rigtig ked ud af det.

Jeg sagde til Hans, at jeg personligt syntes, at han var mere værd end sådan nogen udyr.
Det tror jeg han blev glad for - jeg var ihvertfald nær aldrig kommet tilbage på arbejde igen, fordi han ville snakke.

En ting er, at folk - inklusiv mig selv - ikke altid gider stoppe og høre på Hans. Nogen gang vrøvler han bare, og råber usammenhængende ting.
En anden ting er, at man tror man kan bruge ham som boksebold.

Det synes jeg er trist. Jeg håber, de unge mennesker fik deres straf.

Travlhed på falderebet

Pyha, jeg har pludselig fået travlt!

Det er lidt som om jeg har to jobs lige nu. Jeg har de sidste ender i mit gamle job, som skal bindes af, og nogen af mine faste kontakter ude fra bankerne har pludselig fået travlt med at skrive til mig, fordi de har hørt at jeg stopper i afdelingen.
Fremover må de nemlig ikke kontakte mig - når jeg sidder i den nye afdeling. De skal kontakte mine kolleger i min gamle afdeling, og hvis de så ikke kan finde ud af det internt i afdelingen, kan de trække på mig. Sådan lærer de bedst de ting at kende, som jeg har siddet med hidtil.

Samtidig er jeg begyndt at blive indkaldt til møder i mit nye job. Egentlig starter jeg først på mandag, men "det kunne være rart, hvis du kunne være med til det her møde" - det er simpelthen for spændende til, at jeg kan forbigå det. Jeg har været til et møde i det nye job i dag - i det ene af de to projekter, som jeg hovedsagelig kommer til at beskæftige mig med.
Det har givet mig en lille smagsprøve på det, jeg skal arbejde med, og det bliver SPÆNDENDE!

Jeg har det lidt med det her jobskifte som med da jeg blev klippet korthåret: Hvorfor pokker gjorde jeg det ikke noget før??

Det værste er, at jeg ærgrer mig en LILLEBITTE smule over, at det er en lang weekend - jeg kan slet ikke vente med at komme igang med alle de nye, spændende ting! Selv ikke min kommende med-projektkonsulents spådomme om et travlt efterår med masser af overarbejde kan afskrække mig. Jeg glæder mig!!

I morgen skal jeg til møde igen - det meste af eftermiddagen. I samme projekt som i dag. Og så har jeg lige det sidste at overdrage, og jeg skal have smidt nogle ting i flyttekasser til på mandag... der er meget, jeg skal nå!

Weekenden bliver nu rigeligt travl. Andreas kommer hjem i morgen aften (dejligt!) og fredag skal han med Kristina til en konfirmation i hendes familie, mens Bruno, Kristian, Bodil og jeg skal til min fødselar-storebrors søns konfirmation.

Lørdag skal Bruno og jeg til Vejle for at købe nyt tøj til ham, mens Kristian (og måske Bodil) skal til sin Bedstemors fødselsdag sammen med deres far. Bodil ved ikke helt... der er en fyr i Brejning, der trækker, og hun har ½ aftale med ham.

Søndag skal vi igen til konfirmation, denne gang søster Connys datter Stine - i Egense oppe ved den blå Limfjord. Det bliver noget af en weekend...

Men jeg er klar - har endda været ved frisør og få krøllerne studset, så jeg kan se pæn ud...

TIL LYKKE KIM!!

I dag er det min storebror Kims fødselsdag.

Han bliver 50 - men han er stadig en rigtig flot fyr!

TIL LYKKE KIM - du har jo været rar - kan man se på vejret! Vi glæder os til festen...

En kædemail goes blog

Jeg har fået denne her på mailen - og har valgt at viderebringe den her. Ideen er jo egentlig god nok:


Lægevagt og ambulance-folk beder alle om at sprede dette budskab.
De har opdaget, at de fleste skadede har en mobil-telefon på sig.
Ambulancefolkene/politiet ved dog ikke, hvem der er de nærmeste pårørende i adresselisten.
Det man ønsker er, at man indtaster en person, som hedder "ICE" (=In Case of Emergency).
Under dette navn står den/de personer, som man mener, bør kontaktes i tilfælde af ulykke.
Ønsker man flere personer, kan man bruge ICE1, ICE2, ICE3...
Det er en enkel sag, den er gratis, og den kan gøre en forskel, når det gælder!

Jeg håber du vil gøre dette og sende den videre til alle du kender, både inden og uden for landets grænser.

Et nyt kapitel

Jeg starter på et nyt kapitel i mit arbejdsliv på mandag.

Efter efterhånden temmelig mange år på samme forretningsområde (men heldigvis med skiftende opgaver), har jeg søgt job - og fået det - i en anden afdeling. Det er et skridt i den retning, jeg gerne vil i jobmæssigt, og det er noget HELT andet end det, jeg sidder med i dag!

Jeg har gennem nogen tid set mig om efter noget andet. Ikke fordi jeg er ked af min afdeling eller mit område, men jeg har følt, at jeg skulle videre. Jeg har savnet udfordringer.

I onsdags læste jeg så et opslag - vores ebankingområde søgte en projektkonsulent, og jeg ringede til afdelingslederen der om formiddagen, for at høre mere. Det lød spændende, og da jeg fortalte lidt om hvad jeg havde af erfaring, lød han interesseret. "Hvad skal jeg gøre for at søge stillingen?" spurgte jeg. "Du skal bare sige det til mig," lød svaret. "OK - jeg vil gerne søge stillingen," sagde jeg så - jeg er ikke kendt for at klappe hesten, hvis den ser indbydende ud - og lidt overrasket sagde han "Jamen, så går jeg videre med det!".

Så var det jeg regnede med at der ville gå lidt tid. Stillingen var jo opslået eksternt - på vores hjemmeside. Over middag ringede han så tilbage, og fortalte, at han havde talt med min afdelingsleder - som jeg heldigvis HAVDE informeret om, at jeg havde søgt stillingen. Han begyndte at tale om, at de skulle lave "en god aftale", og jeg sad og undrede mig ... skulle der virkelig laves AFTALER, for at jeg kunne snakke videre med ham om jobbet??
Til sidst brød jeg ind i hans snak, for at spørge, hvad det var for en aftale, han skulle lave? Og svaret lød "Ja, om hvornår du kan flytte og sådan noget!".

Så jeg havde altså fået jobbet. YES!

Jeg skal hilse og sige, at nogen gange er vores organisation hurtigtarbejdende - for jeg skal starte på mit nye job på mandag.... det er godtnok gået hurtigt - heldigvis. For det er LIDT svært at mønstre den store entusiasme for opgaverne her.....

Jeg glæder mig til mandag! Det bliver helt nyt - nye kolleger, nye systemer, nye opgaver. Sågar en ny adresse, da udviklingsafdelingen sidder i vores bygning på Teknikervej.

Det bliver et nyt kapitel.

Gåtur med fjerne slægtninge

I nat vågnede jeg ved 1.30 tiden og havde en modbydelig hovedpine. Jeg stod op og tog piller, men her til morgen var den tilbage igen. Øv :-(

Den har været efter mig hele dagen. Jeg har været slap og træt og haft ondt i hovedet - så jeg har ikke fået det optimale ud af denne dejlige solskinsdag. Sad lidt på terrassen i et varmt hjørne, i læ for vinden, som var lidt kold, og læste i en Jan Gillou-bog - men måtte rykke ind, for solen gjorde ondt i øjnene bag solbrillerne.

Sidst på eftermiddagen dukkede Andreas og Kristina op. De har været på weekend i et sommerhus i Assens, som Kristinas bedsteforældre ejer. Men Andreas skulle jo med toget til sædvanlig tid, så vi havde aftalt, at de kom her og spiste aftensmad.



Det er efterhånden næsten en tradition, at Bruno og jeg går en tur, når vi har sat Andreas og Kristina af på banegården i Fredericia søndag aften. Jeg trængte SÅ meget til lidt luft, så vi bestemte os for en lille gåtur - for jeg følte mig stadig noget slap.

Bilen satte vi ved Madsby Parken, og så gik vi ud ad diverse stier, mod Fredericia Stadion. Der ligger et stort, grønt område, der lige i kanten af byen. Man skulle faktisk ikke tro, at man var indenfor bygrænsen - men det er man.



Det føles meget landligt, og smukt var der med den lave, skarpe aftensol ind fra vest. Vi gik roligt, ikke for hurtigt, for jeg blev let forpustet i aften, og mine ben føltes som fjerne slægtninge til resten af min krop. Dejlig var der, derude...



Bygningerne i baggrunden er Fredericias nye stadion. Næsten derude kom vi forbi en blomstrende syrenhæk - de er også tidligt på den i år, for jeg mener faktisk først de plejer at blomstre sidst i maj. Jeg var nødt til at plukke. Jeg elsker syrener, både synes af de blomstrende buske og den skønne duft.

Ude ved Stadion ligger også Fredericias historiske miniby. Det er en minimodel af Fredericia, som den så ud i 1849. Der er pt. 700 huse, men når den bliver færdig, vil den rumme 1200. Projektet blev startet i 1983, og det er frivillige ældre, som står bag. Minibyen er komplet med volde og det hele, og vi blev enige om, at vi snart skal derind og se det.



I dag måtte vi nøjes med at kikke og fotografere ude fra, for der er hegn rundt om, og åbningstider. Vi har begge været der for mange år siden - jeg kan dårligt huske hvornår og med hvem jeg var der, så længe er det siden.

Men flot er det - helt sikkert. Jeg glemte næsten mine vat-agtige ben, for at få et kik gennem træerne, da vi gik forbi.



Det blev kun til ½ times gåtur i aften, så var jeg brugt op. Det var Bruno vist også - han har kørt 100 km bakker oppe i Skanderborg i dag.

Jeg håber, jeg er friskere i morgen - og at hovedpinen kan soves væk i nat...

..og der blev swinget igennem!

Det er ikke særligt fedt at stå op 6.30 en lørdag morgen, når man er kommet til at gå i seng som om det var en normal fredag aften. GAAAAB!

Men op kom jeg - for det var jo mig, der skulle køre "korbussen" lørdag morgen. Og jeg kunne godt holde mig vågen, for det er jo ikke kedeligt med sådan tre tossede tøser i opellaen.
Lone var ihvertfald i godt humør.



Og her ses chaufføren ... gad vide om jeg er ved at synge, eller noget??



Vi havde en rigtig god dag. Instruktøren - Jesper Holm - er blandt andet aktiv i Vocapella, som er en vokalgruppe med 2 cd-udgivelser og utallige koncerter bag sig.

Han førte os med fast hånd (jeg VAR lige ved at skrive numse, men det ved jeg jo ikke noget om!) gennem Springtime, som er et jazz-arrangement, han selv har skrevet - med scat-tekst, dvs. ingen ord, lutter "dub dub dwa dn dad" .... samt et arrangement over en gammel klassiker(som jeg ikke kendte ;-) ved navn Just Friends.

Det var TÆSKE-HÅRDT og koncentreret - og oven i var jeg plaget af sådan en dum hovedpine som ikke ville gå væk. Men sjovt var det nu alligevel.

Det er sjovt at opleve, hvor forskellige sangere, der møder op til sådan et arrangement. Der var tydeligvis mange, som var klassiske korsangere, og som ikke var så vante til det rytmiske. Der blev dog gået til den med liv og sjæl - der var endda en tenor, som var så ivrig, at han konsekvent var ½ taktslag foran alle andre ;-)

For nogen var det helt nyt at arbejde "lodret" - altså at indlære 3-4 takter med ALLE stemmer på - i stedet for at arbejde en stemme ad gangen. For os var det dagligdag - vi arbejder meget med jazz og swing, og det er den eneste måde at få sådan en sag sat sammen på - fordi klangene er svære, og problemerne typisk opstår, når den der skæve tone kommer oven i en ellers klassisk akkord.

Vi fik en masse godt med hjem omkring frasering og tonelære, så pengene var godt givet ud. Michala fik også en snak med Jesper, for at forhøre sig om han havde nogle noder, der kunne egne sig til os. Han så først lidt skeptisk ud, men da han hørte, at vi havde arbejdet med hans arrangement af What a Wonderful World, blev han vist lidt imponeret. Og havde vist nogen ting, vi kunne bruge i X-tetten. Det bliver spændende!

Men som det er, når X-tøserne er afsted - så gik der ihvertfald fis og ballade i den, når vi ikke lige skulle synge ...



Her er det Lone og Mick, som angriber en agurk på en pind. Pinden var egentlig oprindelig en del af Lones madpakke, som bl.a. bestod af spid med kyllingekød - det smagte godt - og det synes Michala osse...



Susan kikker ærbødigt på, mens hun udfolder sit indre dyr. På den anden side af bordet blev Lone lidt romantisk af det gode vejr...



...jeg var vist nærmest lidt knibsk. Godt, at der var godt vejr under frokosten - senere på eftermiddagen REGNEDE det ... og der var stadig ret fugtigt, da vi kørte hjem omkring spisetid.

Jeg var grundigt mast i går aftes, og havde store problemer med at holde mig vågen til hele Barnaby ... pyha!

Lad det rå-swinge

Det er titlen på det rytmiske korstævne, som jeg sammen med 3 af X-tøserne skal deltage i - i morgen i Roskilde.

Vi kører halv otte i morgen, og er tilbage engang i morgen aften. Jeg glæder mig - der skal synges igennem! Nu blev vi jo osse snydt i onsdags...

Genforening

Jeg har modtaget en rigtig herlig invitation med posten.

Min folkeskoleklasse holder genforening til august - sammen med parallelklassen, og festen afholdes på den skole, vi dengang gik på (og hvor min bror og hans kone i dag underviser - men det er en hel anden historie..).

Sjovt nok er de to, som inviterer, et par af dem, jeg syntes allerbedst om gennem skoleårene.
Vi har tidligere været samlet - altså min klasse, ikke begge klasser - men det er nok 10 år siden. Og eftersom jeg ikke bor i området længere, og ikke har gjort det i rigtig mange år (snart 23 år), er der mange, jeg kun har set den ene gang, efter vi gik ud af skolen.

Jeg har mest gode minder fra min skoletid. Selvom jeg ikke hørte til i klassens elite, var jeg heller ikke en, der blev holdt ude og mobbet. Jeg levede lidt mit eget liv, lidt perifert, og var ikke uvenner med nogen, og havde 3-4 gode kammerater i klassen - samt i de sidste år også en håndfuld i parallelklassen. Det var udramatiske år.

Man kan ikke påstå jeg var en af de piger, der var rift om blandt drengene. Kejtet, ikke noget specielt at se på, og måske en kende for rapkæftet og skarp i kanterne for de fleste. Det var nok også en forhindring, at mange af dem havde været mine legekammerater inden vi kom i puberteten. Jeg har altid leget godt med begge køn som barn.

Gad vide, hvordan de opfattede mig? Måske skulle jeg spørge nogen - der til august...

Just for the record...

...jeg tror at Søren Krarup er handicappet. Han lider af ubehandlet Tourettes Syndrom (hvor man helt ufrivilligt kommer til at sige grimme ting).

...jeg synes DFs symbol (det forvrængede dannebrog) giver mindelser til kommunisternes hammer og segl samt SS'ernes hattemærke - personligt får jeg en let kvalme, når jeg ser det.

...jeg er overbevist om, at rigtig mange DFere ville se bedre ud med tørklædet viklet om hovedet end rundt om halsen. Det gælder OGSÅ Mogens Camre.

Tjah. Sådan er der jo så meget.

Det blev en aftensnydning...

Da vi ikke havde så travlt som vi troede i aften - fordi X-tøserne havde aflyst syngningen - kunne Bodil og jeg i stedet tage os lidt bedre tid til aftensmadsnydning i solen på den vestvendte terrasse.

Menuen stod på koldskål med frugt og kammerjunkere, og det var det reneste guf (og næsten lige så hurtigt som når Onkel hjælper med maden).



Det er en af de (få) fordele ved, at Andreas er flyttet mere eller mindre hjemmefra - man kan få KOLDSKÅL til aftensmad! Andreas kan nemlig ikke lide koldskål, så det var ikke populært førhen...

Bodil er dog udelt begejstret for det :o)

I aften:

Sang med X-tetten!

Det kan da kun blive godt. Som det plejer.

UPDATE: Sang er aflyst pga. fraværende sopraner ... i det her vejr er det OK :-)

Min ven Onkel Ben...

Jeg har en rigtig god ven, som hedder Onkel Ben.

Han hjælper mig. Han laver dejlige sovse, hælder dem på glas, og så kan jeg bare hente dem i det lokale dagligvareudsalg. Rar mand.

Især kan jeg godt lide hans Tikka Masala sovs, men hans Thai Curry gør sig også glimrende ud over 5 fadkoteletter fra Superbrugsens køledisk.

Takket være Onkel Ben spiste vi tidligt i aften. Og Bruno kom afsted i god tid til at cykle med Baghjulet - han skal afsted en god halv time før, for han er en langsom starter som er bedst kørende, når han er varm. Så han foretrækker at trille en lille tur inden starten officielt går ovre fra broen.

Da Bruno var kørt ryddede Bodil og jeg bordet. Bodil tømte opvasker, og jeg smurte madpakker. Det var hyggeligt. Jeg rørte lige en rugbrødsblanding (som en anden af mine venner - de rare mennesker ved Amo - har lavet til mig) sammen, og slog et franskbrød op.

Bagefter gik jeg en tur - jeg er blevet ret glad for at gå, i de her lune forårsaftner. Det blev vel til en 11 km, tror jeg. 2 timer. Nu er mine ben trætte og mine kinder røde. Da jeg kom hjem havde Bodil sat brødene i ovnen - franskbrødet er færdigt om et kvarter.

Jeg har fortjent et stykke med god ost. Og en kop te.

Mit klædeskab

Dagens første indlæg fik mig til at tænke lidt videre. Hamskifte. Jo, det kan man godt kalde det. der er et stykke vej til det pæne arbejdslook med de sorte sko og nålestriberne, og så til at daske rundt i de møg-forvaskede armybukser, som i øvrigt også er liiidt for store, nu vi er i gang ...

Jeg forsøger ikke at være alt for cowboybukse-casual på arbejde.

Jeans kan godt gå an, hvis det er med de rigtige sko og en pæn bluse. Men jeg prøver faktisk at oppe mig lidt, og ikke forfalde til meget til jeansene.

Jeg er ikke jakkesæt-typen. Jeg har ejet flere nederdel/jakke eller buks/jakke sæt, men jeg føler mig ikke godt tilpas i dem. Der er for meget armbevægelser i min personlighed til det, tror jeg. For meget drengerøv.

Til gengæld er jeg glad for min grå tweed-nederdel. Det konservative stof opvejes nemlig af, at snittet er lidt råt, og at nederdelen er født krøllet - og skal være krøllet. Det gør lige, at det alt for strømlinjede undgåes. Ligesom jeg i morges til mit sort-hvide tøj lige tilføjede mit sorte tørklæde med dødningehoveder i halsen. Pænt og konservativt bundet.



Vi siger en masse om os selv, med det tøj vi vælger at tage på om morgenen. Og jeg har gjort op med mig selv, at man skal kunne se på mig, at jeg ikke er på vej i haven, eller ind på sofaen. Jeg skal ligne en, der er på arbejde. Tøjet må ikke fylde noget, eller støje. Det skal ikke være det, mine kolleger, chefer, kunder lægger mærke til.

Det er vigtigt for mig, at jeg har det godt i mit tøj. Ud over at det skal passe, skal det også være mig - afspejle min personlighed i et eller andet omfang. Jeg kan faktisk godt bære en habitjakke, eller hvad man kalder dem. Bare ikke sammen med den matchende nederdel eller bukserne. Så føler jeg mig klædt ud.

Min personlighed skal skinne igennem tøjet - ellers er det ikke ægte.

Livsnyderen skifter ham

Jeg var egentlig klar til at tage på arbejde, men så var Bodil syg.

Jeg loggede på, og fandt ret hurtigt ud af, at der ikke var ret meget af det, jeg havde liggende, jeg kunne lave herhjemme. Så i dag er blevet lavet om til en barnets første sygedag - vi skal til læge senere på dagen.

Det medførte et lynhurtigt hamskifte her. De nålestribede og den hvide skjorte, samt de sorte sko blev skiftet ud...



...med mageligt og blødt tøj, samt et par lækre, udtrådte hjemmesko....





...nu skal der hygges igennem!

Flittig på en solskinssøndag...

Dagen i dag startede - tidligt.

Jeg havde en tilkaldevagt pga. noget, der skulle igangsættes, og kl. 6.40 ringede telefonen - der kunne testes nu. Allerede 8.40 var alt afsluttet arbejdsmæssigt, og så brugte jeg lidt tid til at sætte et par konfirmationssange op med billeder osv.

Kl. 9.30 gik det op for mig, at det da vist var i dag, at Bodil skulle øve drama kl. 10 inde i byen, så der fik vi lige lidt fart på. Men hun blev afleveret til tiden, og på hjemvejen købte jeg lige ind.

Hjemme igen stegte jeg frikadeller til frokost, satte et rugbrød i gang, ordnede vasketøj og gik i gang med at gøre rent. Jeg knoklede bare derudaf, indtil for en times tid siden, hvor jeg kunne tage et velfortjent bad og ½ time i solen med en bog...

Nu skinner huset, Andreas og Kristina er lige kommet fra Børkop for at være her indtil han skal med toget, og lige om lidt er der cykelløb på Eurosport - Amstel Gold Race.

Livet er godt.

Konfirmationen - der blev væk.

Min datter skulle egentlig have været konfirmeret her den 17. maj.

Hun har fulgt konfirmandundervisningen, og fra starten af troede hun, at hun skulle konfirmeres. Men hun kom hen ad vejen i tvivl. Følte ikke rigtig noget for det. Syntes ikke, det føltes rigtigt. Var i tvivl.

Vi talte om det, og jeg sagde, at hun skulle lade være, hvis hun ikke mente det. At hun skulle vælge med hjertet.

Jeg ved ikke noget værre, end når børn lader sig konfirmere for familiens, traditionens eller gavernes og festens skyld. Jeg synes, det udhuler ceremonien.
Jeg synes også, det er forkert, når par, som ikke ellers har et forhold til kirken eller til Gud, lader sig vie i kirken.

I mine øjne er det SÅ kunstigt!!

Jeg synes, det er respektløst overfor troen og kirken, og jeg er ikke engang troende selv.

Jeg har fortalt Bodil, at konfirmation er et personligt valg. At hun ikke skal lade sig konfirmere for andres skyld - og heller ikke lade være med at lade sig konfirmere for andres skyld. Hun skulle se ind i sig selv og finde ud af, om hun ville det.

Det har hun gjort, og hun er ikke klar. Måske bliver hun det, måske ikke.

Præsten kom på visit den anden dag, for at runde af. For at sige farvel for denne gang til Bodil - som hun har givet eneundervisning, fordi tidspunktet ikke passede med Bodils skema, efter hun skiftede skole. Hun er et sødt, varmt menneske, den præst, og utroligt glad for, at Bodil reflekterede over, hvad hun ville.

Hun fortalte om alle de konfirmander hun så, som lod sig konfirmere uden overhovedet at forholde sig til det - og det gør det enormt svært for hende at stå inde for det stykke arbejde, hun lægger i konfirmanderne. Fordi de ikke tager imod, men bare sidder der, fordi de skal.

Hun syntes, ligesom jeg selv, at det var flot og modent af Bodil at tage et personligt valg.

Og fest skal der være - i stedet for konfirmation holder vi da bare "Bodils fest".

Den hjemvendte søn...

Nu har Andreas været afsted i 3 uger. Det er underligt, at han ikke er her i hverdagen - jeg synes tit der lige er noget, jeg skal snakke med ham om, og så kommer jeg i tanker om, at han er i Høvelte.

Der skal købes en del mindre mad ind, og der er også noget mindre tøj at vaske, når han ikke er her. En voksen mindre i husstanden - det kan mærkes.

...må indrømme, at jeg savner ham lidt. Jeg ved godt, det er pjat, og jeg har altid svoret, at jeg IKKE ville være den der sentimentale mor, som tuder over at børnene flytter hjemmefra. En del af mig synes da også, at det er dejligt - ikke fordi jeg ønsker ham ud herfra, men fordi det er det naturlige - et tegn på, at han er kommet godt igennem barndommen og nu er en velfungerende voksen.

Hentede ham og Kristina på banegården i fredags. Kristina er gode veninder med Lykke, som er kæreste med Kristian, en af Andreas' bedste venner - som OGSÅ er ved livgarden nu.
Ikke et sammentræf - Lykke har simpelthen leget Kirsten Giftekniv, og det havde hun ret stor succes med. Så Kristina havde kørt med Lykke ind til banegården, hvor de skulle hente deres soldaterdrenge.

Jeg mødte pigerne derinde, og vi havde ikke været der mange minutter, før toget kom. Man må sige, at DSB opper sig - vi har ikke været udsat for forsinkede tog endnu.

Drengene er nu blevet så gode til at bære deres uniformer (angiveligt) at de får lov at have dem på, når de er på udgang. Ku' næsten ikke kende knægten, for sej så han ud...



Og jo - som man kan se på billedet, er han træt. Det er hårdt, derinde. Man skal tidligt op, og finde ud af et komplekst system, og ørerne skal være stive. Han siger, at hvis man bare hører godt efter, og tager tingene meget bogstaveligt - og aldrig går ud fra, at det er på en bestemt måde, men altid spørger og får tilladelse - så er det ikke så vanskeligt.

Desværre er der mange fra hans deling, der har lidt svært ved den del, og kollektiv afstraffelse bruges åbenbart stadig en del i hæren - så de har fået en masse ekstra stuekontroller osv.

Det er også så smart indrettet, at de skal bytte udstyr forskellige steder - ikke i et centralt depot. Og der, hvor de bytter snavset tøj til rent, er der kun åbent ½ time om morgenen - hvor de også skal nå at gøre stue ren og spise morgenmad. Så han får ikke altid byttet tøj, men forlader sig på sin mors velvilje i weekenden.

Tænk, at jeg nu vasker for dronningen! Jeg burde sende en regning...



Mit tørrestativ ser godtnok lidt grønt ud...

Ellers har han faktisk været heldig i denne uge. Der var nemlig en flok, der gik i byen torsdag aften, men Andreas valgte at blive hjemme. Heldigt! De røg nemlig i et kæmpe slagsmål med nogle udlændige, og en af deres kammerater fik slået fortænderne ud og smadret milten, fordi der var en stor flok, der havde slået ham ned og stod og sparkede på ham. Der var stort set ikke nogen af de gardere, der var med i byen, som ikke fik lidt knubs - selv Kristian fik vist en på lampen.

Alt i alt er han dog ved godt mod, drengen. Men han synes også, det er dejligt at have weekend.
Mor laver nemlig mad med grøntsager, som ikke er dødkogte frysegrøntsager. Han påstår nærmest, at han lider af skørbug efter 5 dage derovre :-)

Jeg tror han glæder sig til Rexturen - det er den afsluttende øvelse, de skal på. Efter den får de noget, som hedder et Rexmærke, og så kommer de på vagttjeneste.

Så skal jeg over og ta' billeder af mit sønnebarn i det blå tøj og med bjørneskindshuen... og DET bliver stort! ;-)

Smilerynkefremkaldende adfærd

...var jeg udsat for i går.

Kort og godt, så var det en sjov omgang, Jan Gintberg bød på - det gik over stok og sten, og der blev gjort grundigt grin med vores angst - for alle mulige ting.

Jeg ved ikke om det er mig, der bare har en lav grine-tærskel. For jeg har opdaget flere gange, at jeg ved lignende arrangementer har stået med følelsen af, at 2. sæt bare lige er en tand mindre godt.

Misforstå mig ikke - Gintberg var på intet tidspunkt dårlig eller kedelig. Men første sæt gav bare flere gode mavegrin.

I forvejen kan jeg godt lide Gintberg, og har med stor fornøjelse set Gintbergs Store Aften. Han har en for mig passende blanding af flabethed, rablende vanvid og plathed. Andre vil mene noget andet - ingen tvivl om det.

Men måske er han bare bedst i doser af en time.

Første sæt var simpelthen suverænt - og alene for det giver jeg fire ud af seks livsnyder-smækkys. Men der ryger ihvertfald ét smækkys for et meget langt indlæg i andet sæt, hvor han forsøgte sig med at inddrage publikum. Det var bare ikke sjovt nok, for der blev tærsket for meget langhalm.

Har du allerede købt billet til et teater nær dig, så glæd dig dog alligevel. For sjovt var det.

Totalt grineren - håber jeg!

Jeg skal ind og se ham her i aften.

Mon ikke han som altid kan levere et godt mavegrin? Jeg glæder mig ihvertfald!

Vanskabt?

Uanset hvilke bukser, jeg har på, og uanset længden af min bluse, har jeg observeret en anomalitet i min lænderegion.

Tynde bluser vil uværgreligt vandre ned under min bukselinning bag min ryg.
Det ser ikke specielt fikst ud, når jeg vandrer omkring med blusen humset sammen der i linningen, når den burde sidde klædeligt udenpå buksen (et herligt herrekonfektionsord, ikke?).

Hrmpff.

Er det en sammensværgelse, eller er jeg bare vanskabt??

Saxkjær-sild indtager Rom

...det kunne passende være overskriften man vil kunne læse hen på sensommeren i landets aviser .. hvis nu vi var celebrities.

Sidst min mor var på besøg her, nævnte hun, at hun nok ikke kom ud at rejse mere, men at hun egentlig gerne ville have set Rom.

Det lå og murrede lidt hos mig, og jeg snakkede med Bruno om det. Han syntes, at jeg skulle tilbyde min mor at rejse med hende derned. Så det gjorde jeg.

Siden hen er rejseselskabet udvidet - min søster vil nemlig også gerne med. Det bliver stort :-)

Bruno er ikke helt tryg ved scenariet: "Jeg kan lige se dig og Conny og jeres mor sidde inde på den spanske trappe med en femliters bag-in-box," siger han.

Hvad tænker han på?? Vi skal da ned og være kulturelle ... og tjekke smarte romerske mænd ud... og sådan noget.

Og måske ha' et enkelt glas rødvin engang imellem.

Jeg glæder mig!

Kan man kalde det børnep*rn*??

Her i weekenden har Andreas - hjemme på weekend fra Høvelte for at fejre sin mor - besluttet, at håret skulle plysses - sådan HELT kort.

Det havde to praktiske funktioner.

1) Rigtig kort hår er praktisk der ovre i livgarden, når man nu ikke lige har tid til at gå og sætte hår.

2) Slippe af med mærkelig hårfarve (brunt hår med 5 mm blonde rødder...)

Kristina klarede klipningen ude på terrassen, og bagefter så han meget sej ud. Han er vist en af de få, som kan klare sådan en klipning uden at ligne en fodboldbølle.

Moderen fik lov til både at tage billeder OG at vise dem på bloggen... men er det børnep*rn*, når jeg viser billeder af min søde pode i bar overkrop??



"Se lige RIGTIG sej ud," sagde jeg, og så fik jeg denne her posering.... hahaha... når jeg nu ved, han er blød som en vingummibamse....



Grrrrr.....

Blomster-battle

I min vindueskarm har påskeorkideen stået og blomstret mere og mere de seneste dage.
Her i nat har den nok lige puffet lidt til hawaiiblomsten med albuen, for i morges kom vi op til den flotteste gule blomst:



Gad vide om de har gang i en eller anden blomster-battle??

HIP HIP ...

... dagen er startet med morgensang - Bodil og Bruno fremførte på smukkeste vis "I dag er det..." og leverede gaver (heldigvis ikke morgenmad) på sengen.

Bruno har komplet overrasket mig. Jeg har ivrigt prøvet at gætte hans gave til mig - og har skudt kilometer forbi! Gaven består nemlig i 10 lektioner på den lokale danseskole i efterårssæsonen - inklusiv dansepartner, og naturligvis er det manden i mit liv, der lægger krop til.

Det er nærmest den store gave - jeg har tidligere plaget, men ikke fundet ham specielt ivrig efter en gang "Vild med dans" sammen med ham....

Ellers har den stået på undertøj, cd'er, tøj og sko indtil videre.

Men det bedste er nu at mærke, at jeg er omgivet af en familie, som elsker mig så meget, at de har lyst til at fejre mig. Det vidste jeg selvfølgelig godt - men at mærke det, er jo heller ikke tosset.

Det smukke vejr får mig også til at tænke på min fødselsdag sidste år, hvor de dejlige kolleger kom og sang morgensang for mig. Det var stort, fordi det var påskelørdag, og jeg ikke havde forventet, at de ville gøre det...

Jeg glæder mig allerede til resten af dagen - og livet...

Har I været der?

Hvis I ikke har været der endnu, musik-elskere, så bør I snarest besøge Thereses myspace og høre hendes sange .... de er helt vildt dejlige, og hun har sådan en stemme, der smyger sig rundt om dine nerveender og kilder dig i nakken.... ummenum!

Er du til intense, lidt blå singer-songwritere, så er Therese et must - - jeg glæder mig til at albummet udkommer, og satser på at få en plads som uuh-uh pige, når hun gi'r koncert i trekantområdet... (det er IKKE frækt, Pernille!!!).

The DL - Amy Winehouse 'Rehab' Live!

For ikke så længe siden faldt jeg over Amy Winehouse ... og jeg var solgt så snart jeg hørte hendes stemme. Den har nerve og mindelser om Billie Holiday med sin rå og følsomme tone. Amy styrer!

Påskehare afsløret...

I år lykkedes det at finde identiteten på min påskehare.

Det var faktisk en Pernille, ikke hende, jeg troede det var, men en anden en!

Sidste år fandt jeg aldrig ud af, hvem min påskehare var ... nogen, der føler trang til at melde sig?? Sådan lidt på bagkant?

Sommeren er nået til landet

...og DMI lover dejligt vejr.

Kulminerende på søndag. Takkebreve modtages gerne - for det må vel være velopdragne fødselarer, som lokker sommeren til - ikke?

Vi har ihvertfald taget hul på den i dag på terrassen!

Påskeharen

Påskeharen har sat nogle af sine unger af her i Snoghøj.

Jeg tror faktisk, den var forbi matriklen i lørdags, men jeg var åbenbart ikke hjemme, så alt jeg fik var en hvid "kom og hent mig"-seddel.

I dag lykkedes det mig langt om længe at få hentet min påskeoverraskelse. Den er fin - også selvom påsken er ovre! :-) Desværre har den ene lille påskehare været ude for et uheld - den har brækket ørerne... uha.



På brevet er der prikker. Prikkerne passer præcis med navnet "Pernille", men Lommen - som også går under dette navn - er det ikke, selvom jeg straks hørte mig for hos hende.

Tak påskehare.

:-)

Arrgh!!

Pludselig taler blogger dansk til mig!!

Så nu hedder mit dashboard et "betjeningspanel" og min template er blevet til en "skabelon".

Det skal jeg lige vænne mig til...

En sag for fødevarekontrollen?

Der er fundet kød fra en Tyrannosaurus Rex, læser jeg i nyhederne.

Gad vide hvilket kølehus de fandt det i - og hvad for en pizza, det ville være endt på??

Han er så sød

I morges, tidligt, inden jeg loggede på min hjemmearbejdsplads, hang jeg en masse vasketøj ud på snoren.

Da jeg kom hjem fra den konference, jeg deltog i her i eftermiddag, var Bruno netop smuttet. Vasketøjet havde han som aftalt taget ind, lagt sammen og sorteret i bunker efter hvis det var.

I min bunke lå et par af Bodils bukser.

Til orientering er Bodil et sødt lille alfebarn på omkring 50 kg.

Tak Bruno.
Jeg elsker dig, fordi du er sød, men lidt urealistisk.

Jeg tror, han må være forelsket, hvis han kan se på Bodils bukser og så tænke: "Nå, det må være fruens..."

:-)

I dag har jeg ...

... spist frokost på terrassen med nylonstrømperne smøget ned om anklerne ... aaaah....!

... overværet en ældre, let kejtet mandlig kollega være meget sød og omsorgsfuld overfor en anden kollega

... deltaget i et møde, som var rigtigt konstruktivt, og som vil resultere i at vi får lukket et uddannelsesmæssigt hul på arbejde

... stået ansigt til ansigt med en person, jeg engang troede var en ven - og lykkes med at holde ansigtet helt neutralt, uden mindste tegn på genkendelse, mens jeg konstaterede, at jeg var SÅ ligeglad

... spist Brunos skønne frikadeller til aftensmad i en hjemmebagt bolle med syltede agurker og remoulade (handler den her post en del om at spise eller hvad??)

... mærket at mine fødder trods alt har en fornuftig jordforbindelse.

Så alt i alt har det været en god dag.

Pas på knoppen...

Ovre hos Mette diskuteres brug af cykelhjelm - smarthed kontra sikkerhed.

I forbindelse med det vil jeg lige orientere om - at jeg har testet min frisures holdbarhed på en 2,5 km rute iført min Bell hjelm.

Frisuren kom frem i bedste stil. Jeg behøvede ikke engang rette op på den - så det er altså en dårlig undskyldning. Skulle fritsen lide skade, så er en lille dåse lak eller skum jo en god ting at have ved hånden på arbejde - og jeg foretrækker til enhver tid fladt hår fremfor en revnet hjerneskal.

Hvor blev de af??

Der har myldret blogindlæg rundt i min hjerne, ude på arbejde i dag.

Og kan jeg nu finde dem frem igen?? Nøh.

Tænk lige på alt det, I er gået glip af.

Har kærlighed en alder?

I går så vi filmen Solkongen - og for dem, der ikke kender den, handler det om en noget naiv ung fyr, som møder kærligheden i form af en let alkoholisk dame, som er 29 år ældre end han selv er.

En fin film, og sjov - og den affødte en diskussion, som Bruno og jeg har haft masser af gange.

Som udgangspunkt synes jeg, at der er masser af fordele ved, at man er nogenlunde jævnaldrende med den, man deler seng, bord og toiletpapir med. Man er samme sted i livet, blandt andet. Man bliver gammel nogenlunde samtidig. Man har samme referenceramme omkring en masse ting.

Bruno er indehaver af en tilsvarende holdning, men i en videre konsekvens.
Da vi blev kærester i sin tid, gik det pludselig op for ham, at jeg rent faktisk var SYV ÅR YNGRE end han var ... og lige i det øjeblik var det stort i hovedet på ham, og noget, der bekymrede ham lidt.

Jeg var sådan lidt mere... "og hvad så?".

Det skal siges, at vores ret ubetydelige aldersforskel ikke betyder noget i vores hverdag. Det betyder mest, at vi har hørt forskellig musik, da vi var teenagere og gik i byen, og fremadrettet betyder det forhåbentlig bare, at Bruno kommer til at stå for husførelsen i nogle år, når han går på pension, og jeg stadig er en "ung dame".

Jeg har aldrig været alvorligt forelsket i nogen, som afveg stærkt fra mig selv i alder. På et tidspunkt havde jeg en kæreste, som var 7 år yngre end mig selv, på et tidspunkt i mit liv, hvor det var en stor aldersforskel, men det blev aldrig så alvorligt, at jeg begyndte at tænke i, om det var et problem.

Men jeg er også af den holdning, at vist er der fordele ved at være jævnaldrende, men hvis jeg var fri og ubundet og blev meget forelsket i en person, som var 20 år yngre eller ældre end mig, så ville jeg ikke lade det holde mig tilbage.

Jeg er da godt klar over at "når du er 50, er han 70". Eller omvendt. "Når du er 60, er han 40 og stadig ung."

Men livet giver ingen garantier. Du ved ikke, om du er her i morgen. Du ved ikke, om du nogen sinde møder nogen, der kan give dig de glæder, denne person har til dig - vil du give det op, fordi jeres aldersforskel måske bliver et problem om 20 år? Vil du lade være med at tage denne rejse, fordi toget måske holder en station før du regner med?

Vil du hellere finde en jævnaldrende? Der er ingen garanti for, at den kærlighed holder til livets slutning. Eller at den jævnaldrende bliver gammel sammen med dig - nogle gange dør folk unge.

Det er lige nu, vi lever. Selvfølgelig skal vi se fremad, og sørge for at sikre os i et omfang.
Men det er nu vi skal leve og elske.

Der er altså ingen garanti for, om du er her om 20 år.
Livet og kærligheden udsteder ikke garantier.

Der gives kun chancer - og så er det op til os, om vi tør det.

Skovtur

Jeg har været på en herlig skovtur i dag.

Egentlig havde jeg planlagt en cykletur - mig og min canyon, ud i det blå. Men jeg synes egentlig, at jeg fik blæsevejr nok for en uge eller to i fredags, og da himlen oven i købet så skummel og bly-agtig ud, synes jeg måske, at løbeskoene trak lidt mere.


Jeg har ikke løbet et par måneder. Egentlig har jeg savnet det, men jeg ved også, hvor hård den første uge er, når man har været stoppet. Overskuddet har manglet - for selvom løb som anden motion giver energi og overskud, så skal der lige investeres lidt, når man starter op. For det er lidt hårdt.

Og så har jeg ventet, for jeg vidste et sted inden i, at der kom en dag, hvor løbeskoene nærmest af sig selv ville hoppe på mine fødder og trække mig ud og løbe.



Det blev i dag. Jeg tog bilen over Lillebæltsbroen, for selvom jeg sagtens kunne have løbet eller cyklet derover, ville jeg have HELE løbeturen i skov, på blød bund, og jeg ved, at når jeg så er færdig, er jeg gennemblødt af sved, og så er en cykletur i stiv sidevind over broen k-k-k-kold....

Skoven er skøn lige nu - om et øjeblik eksploderer det hele i grønt. Der er blevet så varmt, at skovbunden dufter sødt og friskt, og fornemmelsen af skovsti under løbeskoene er noget af det bedste jeg ved. Og mod alle ods løb jeg rimeligt ubesværet og havde ikke den fornemmelse af gamle, rustne hængsler, som en første-løbetur ofte er.

Jeg modstod fristelsen til at strække løbeturen ud, fordi det gik godt, og holdt mig til den halve times løb, jeg havde bestemt mig til hjemmefra. Nu nyder jeg belønningen - ingen ømme knæ eller skinneben. Men en dejlig fornemmelse i kroppen.

Jeg - en solist

Egentlig er jeg meget social og kan godt lide andre menneskers selskab... men jeg cykler faktisk helst alene.

Jeg har kørt lidt med Baghjulet, men selvom det er søde, søde mennesker, og vældig hyggeligt, foretrækker jeg altså at køre alene. At jeg styrtede med en gruppe sidste år i april var en medvirkende faktor til, at jeg har valgt gruppetræningen fra - men slet ikke den største faktor.

Jeg ville nemlig aldrig lade en dårlig oplevelse holde mig fra at gøre noget, jeg virkelig syntes var givende og fedt.

Men på bundlinien synes jeg bare, at det er federe at cykle helt alene.


Nogle gange kører jeg en tur med Bruno. Det er også dejligt, bare det ikke er for tit. Det er en hel anden slags tur, end når jeg kører alene. Han har efterhånden også fundet ud af, at jeg bare godt kan lide at være mig selv, selvom vores ture da også er fine.

Nogle har været dybt bekymrede og ville kurere mig. Men jeg har ikke lyst. Jeg gider ikke race afsted i baghjulet på nogen og bruge en masse kræfter på at holde gruppens fart og rytme og holde øje med om der nu bliver bremset oppe foran. For mig er det frihed og glæde at sætte mit eget tempo, lægge min egen rute, holde mine egne pauser og køre mine egne spurter.

Jeg gider ikke køre løb. Hvorfor skulle jeg give 200 kr. for at køre i r.... på en masse andre, når jeg kan køre helt gratis - selv?

Jeg har fundet ud af, hvordan cykelmotion glæder mig mest.

Jeg er åbenbart bare solist.

Hvad har suppe og cykling til fælles?

Ja ... det er et godt spørgsmål.

Men i cykleklubben Baghjulet er det ihvertfald tradition, at sæsonen indledes og afsluttes med en suppetur.

Sæsonen starter her i april og slutter så vidt jeg husker i oktober. Det betyder dog ikke, at der ikke cykles på andre årstider - men det er i den periode, at der organiseres træningsture, hvor en forud udpeget turleder lægger en rute.

Suppeturen går i sin enkelhed ud på, at man ved turens afslutning mødes i Østergades forsamlingshus i Middelfart, og spiser varm suppe, og en enkelt øl eller sodavand kan man også få.

I år havde jeg meldt mig til at være på suppeholdet - altså at servere suppe. Ha! Det var jeg glad for, da jeg så vejrudsigten, og ikke mindre, da de våde og kolde cyklister kom tilbage fra landevejen.



Anne Marie (medcyklende hustru til Leo fra klubben) og jeg serverede altså suppe - selvfølgelig havde vi varmet alt for meget. Sådan skal det nok bare være.



Ovenfor er det gruppe D'erne - tror jeg - som er kommet ind. Neden under er det en sjælden gang lykkedes at fange Baghjulets hof-fotograf på et billede.



Stemningen var god og suppen var varm. Og Anne Marie og jeg hyggede os så godt med det, at vi gerne melder os til at servere suppe en anden god gang.

Vind på næsen

I det her flotte vejr kan selv en behersket motionist som jeg høre raceren stå og vrinske ude i cykelrummet.

Høj sol er dog ikke nødvendigvis en garanti for, at der er dejlig lunt. Et blik på termometret, som placeret direkte i solen læste lige knap 10 grader, samt en tur ud på bagtrappen, overbeviste mig om, at min hidtidige forårscykelpåklædning (knickers, vindtæt svedtrøje, jersey og løse ærmer) IKKE ville slå til.

Så jeg fik slæbt både de lange bukser og vinterjakken frem - og efter nærmere eftertanke også de dejlige lune sko-overtræk, som jeg købte sidste efterår. Det kom jeg ikke til at fortryde!

Der var nemlig en kold, kold vind derude. Og den blæste lige ind skråt forfra, hele vejen til Vejle.
Jeg valgte ikke at køre den vanlige vej - helt op til hvor Andkærvej møder landevejen - for efter ca. 17-18 km med iskold vind ind forfra var jeg ikke alene træt - jeg havde også morderlig ondt i panden, der ellers ikke er kulde-sart. Jeg var faktisk lige ved at fortryde, at jeg ikke havde taget hjelmhue på osse.



I stedet drejede jeg ind mod Andkær inden jeg nåede til Vejle. Og straks jeg havde drejet, blev vindstøj og pandesmerter bedre. Aaaah! Cyklen var også straks lidt mere villig til at køre lidt stærkere, og jeg belønnede den derfor med en bananpause på et smukt sted.



Her kan livsnyderen ses, mens hun "gør det, hun er bedst til"... :-)

Da bananen var væk, kørte jeg videre. Det var skønt at være væk fra landevejen - og helt alene ude mellem markerne på den lillebitte vej, jeg fulgte.

Når jeg kører helt alene ude på en lille vej, omgivet af marker og skov og himmel, føler jeg mig let, som den fugl der hænger lidt inde over marken og synger. Jeg er fri. Mit hjerte svæver i brystet af mig. Det er livsnydertid.

Efter at have snoet og "omvejet" mig hjem, endte min triptæller på den gode side af det 50 km.
Og det var først under det varme vand i bruseren, at jeg opdagede hvor KOLD min bagdel egentlig var.

Måske skulle jeg overveje sådan en efter-tag-ting, som Pernille alias Lommen plejer at gøre i:

Livsnyderen - helt kold i røven...

The real deal

Her er en af de bedste versioner, jeg har hørt af Great Gig in the Sky - nemlig Pink Floyds egen version fra Pulse... Suveræne sangerinder, fantastisk komposition.

Der er så meget energi i det nummer ... og der er den der drømmende undertone, som er så kendetegnende for Pink Floyd i de år. Prøv den ... prøv den....

Flittige som myrer...

...det er Bruno og jeg i disse dage.

Vi bor i et stort hus. 181 m2, fordelt på to plan, med en stor have til.
Det var rigtig godt da vi flyttede sammen, hvor vi havde 4 unger, som endnu ikke var fyldt 18, som vi skulle have værelser til.

Nu er det for stort. Andreas er nu taget afsted til Høvelte, for at passe på dronningen, og når han kommer tilbage, bliver det på visit - for 1. februar 08 tager Kristina og han afsted på et højskoleophold i mellemamerika, hvor de vil forbedre deres spanskkundskaber og opleve en masse. De skal være afsted i 3 måneder, og jeg kan ikke forestille mig, at de vil hjem og bo igen, når de kommer tilbage.

Planen er at læse spansk på universitetet. Så ham får vi ikke hjem igen, tror jeg. Ikke permanent.

Så vi vil godt have noget mindre, og noget mere centralt. Vi vil godt ind til Fredericia by. Og ikke mindst vil vi gerne bo i et hus, som vi har valgt sammen. Et, som ikke er en del af vores historie før vi var "os".

I fredags kom vores hus på boligsiden, og i morgen kommer de første interesserede ud for at se huset. Så det må godt se ordentligt ud ... og det gør det nu.

Til gengæld har jeg rynkede fingre.

Den værste

For efterhånden mange år siden var jeg til den værste begravelse, jeg nogensinde har været med til.

Forhistorien var for mit vedkommende, at jeg var på barsel. Var lige nedkommet med Kristian, men deltog alligevel i firmarevyen, som skulle opføres til firmafesten. Så jeg var ikke lige med i dagligdagen på arbejde.

Lørdag formiddag havde vi haft generalprøve, som var gået godt. Og jeg mødte op til festen med min exmand, samt med Kristian i lift - han var kun en måneds tid eller to.

Under direktørens tale var Kristian urolig - så jeg gik lidt udenfor med ham, men jeg kunne høre gennem døren, at direktøren talte. Hørte efter med et halvt øre. Indtil jeg pludselig hørte ham sige noget om nogens minde. Så måtte jeg ind. Spørge dem ved mit bord, hvad han talte om - og hvem.

Det viste sig at være en kollega, som var død i løbet af ugen. En ung kvinde, som jeg kendte fra mange hyggelige snakke på gangen. Ikke en, jeg så privat, men alligevel en af dem, jeg talte med og havde mere end smil og hilsen på gangen med. Merete hed hun - og hun var også hjemme på barsel. Hjemme ved sin lille dreng, som hun havde sammen med sin mand, og sammen med hans store datter.

Hun var væk. Død af en infektion, som vistnok var kommet pga. en fostervandsprøve, og forværret af, at hun havde sukkersyge. Det var gået hurtigt.

Puff - så var en lille, lykkelig familie smadret.

Jeg gik sammen med en anden kollega, som også kendte Merete, til begravelsen. Jeg kan mest huske, hvor forfærdeligt det var. Hendes mand var sej. Han talte til forsamlingen. Knust var han - men han stod op og talte sammenhængende. Kollegaen og jeg græd - jeg hader ellers at græde offentligt.

Men det jeg husker klarest var, da rustvognen kørte med hende. Og hendes 3-årige stod og vinkede til sin mor. Når jeg tænker på det, får jeg stadig tårer i øjnene.

Hvor er det uretfærdigt, at børn skal miste forældre på den måde.

Jeg tænker tit på, hvordan det mon gik den lille fyr. Og der er ingen tvivl om, at han er med, hver gang jeg giver penge til noget i den 3. verden - mine faste donationer og de løse.

Der er jo ikke den store forskel på den lille blonde gut - og så de små unger rundt om i verden, som mister alt pga. naturkatastrofer og sygdom.

Den store forskel er ressourcer. Og mangel på dem.

Søndagsrapport...

Det var en hyggelig dag i går!

Fredag var Bruno og jeg ude at spise, og vi gik en lang tur inde i Fredericia by. Vejret var lunt og dejligt. Vi sad og snakkede lidt sent, så vi sov lidt længere lørdag morgen.

Da vi endelig kom op, skulle vi have købt ind, men derefter sprang vi på hver vores cykel og kørte en tur ud i det dejlige forårsvejr.

I går eftermiddags kom så Carsten og Else på besøg. Vi skulle ha' en kop eftermiddagskaffe, og så var vi ude at spise på Cafe Device i Fredericia - en lille indisk restaurant. Maden er god der - men deres tandoori kylling vil jeg IKKE anbefale. Jeg var skuffet - tør kylling i kedelig tomatsovs, slet ikke deres vanlige standard.

Bagefter stod den på Pink Floyd Project på Fredericia Teater, og det var RIGTIG godt. Animals,Wish you were here og Dark Side of the moon var det dominerende, men de spillede også andre ting.

Blandt højdepunkterne var Great Gig in The Sky ... som virkelig fik vist at deres korpiger ku' SYNGE - wow!!! Jeg havde gåsehud i 10 minutter bagefter.

I dag får vi min søster og svoger på besøg med deres 2 yngste ... så ... der er noget mad der skal laves osv.... I'm on the fly....