Grønttorvet

Andreas ville gerne med ind til byen i dag.

Jeg skulle på grønttorvet, og Andreas ville godt have mig med ud og kikke tøj.
Så havde jeg et pakæsel med - og det benyttede jeg:



...og æggene og osten har jeg endda lagt i køleskabet inden billedet blev taget!

Kirsebærrene VAR rigtig gode - *bøvs*!

It's all in a days work...

I torsdags var det varmt. Rigtig varmt.
Jeg var vældig omsværmet - men ikke på den rare måde, det var nemlig ham her:

Jeg tilgav ham, for på billedet ser han næsten ud som om han forsøger at hjælpe mig med mit arbejde... :o)

Jeg fik lyst til, som så mange gange før, at tilbringe min frokostpause med en lille tur på Erritsø Bytorv. Vores lokale blomsterbutik, Gardenia, er netop flyttet til nye og større lokaler, og da vi skulle i byen torsdag aften, var intet jo mindre nærliggende end at finde en lille værtindeting derinde.

Udenfor butikken summede humlenumserne glad. Til Ellas orientering var der dog ikke nogen euforiserende lægeurter i nærheden - en gul, glad solsikke kan også gøre det!


Butikken præsenterede sig flot - de har fået dobbelt så meget plads, og de mange spændende småting kom fint til sin ret! Jeg forelskede mig lidt i disse kander, som desværre er overbelyste på billedet - i virkeligheden er de sart grønblå.


Efter blomsterne kunne jeg lige nå en smut over i Brugsen og købe lidt chokolade til fyren her og hans to store søskende..

Han hedder Ludvig, og han er bare dejlig. Ligesom de to største unger, Ellen og William.

Så var frokostpausen slut, og jeg måtte ind til min flue igen...


Sådan kan en frokostpause jo nemt gå - godt jeg har mulighed for at spises min mad, mens jeg arbejder, så jeg kan nyde den friske luft på en dejlig sommerdag...

GAAAAB...

Hvornår lærer jeg det?

Det er jo arbejdsdag i dag - men alligevel blev vi hængende Eva og Klaus' terrasse til lidt i midnat.... det var sq så hyggeligt ... og der var dejlig lunt ... og selskabet var godt ...

Konklusionen må være ... JO jeg er lidt søvnig i dag - men aftenen var det værd! :-)

Ich bin keine hamburger

Jeg har besluttet mig.

Jeg vil IKKE køre Vattenfall i Hamborg på søndag.

Ikke på grund af de 100 km - dem føler jeg mig såmænd ganske fortrøstningsfuld overfor.

Men tanken om at køre imellem alle de mennesker, får en tyvekantet klump på størrelse med en knyttet hånd til at køre rundt i maven på mig. Jeg kommer til at svede bare ved tanken.

Efter min tur i asfalten har jeg ikke haft det særligt godt med at cykle i gruppe.
Det skal jeg nok komme til igen - hvis jeg har lyst - jeg har egentlig aldrig været det store flokdyr, og min cykleglæde hænger mere sammen med den åbne landevej, mig selv og cyklen, end samværet med de i øvrigt søde baghjulskammerater.

Det skulle helst være en fornøjelse. Og noget jeg gør for min egen skyld.

"Op på hesten igen!"
"Du skal jo lære det!"

Måske - men det bliver IKKE på søndag, med 20000 andre motionister rundt om.

Jeg er enormt skuffet, for jeg har glædet mig, til samværet og oplevelsen.
Men sådan må det altså bare være.

Vrrrroooouuuuummmmm!

Hos Regitze så jeg en test - hvilken type fly er du?

Jeg er en "sucker" og måtte prøve det - og tænk, hvad jeg ikke vidste om mig selv...

href=http://www.youthink.com/quiz.asp?action=take&quiz_id=983>What military aircraft are you? F/A-22 Raptor You are an F/A-22. You are technologically inclined, and though you've never been tested in combat, your very name is feared. You like noise, but prefer not to pollute any more than you have to. And you can move with the best.

Click Here to Take This Quiz Brought to you by YouThink.com quizzes and personality tests.

Der er godtnok mange sære tests derinde... :D

En østkystpige tager vestpå

Fredag eftermiddag lige før fyraften - jeg havde bare været SÅ klar til weekend SÅ længe... hotlinen, som jeg passer for mine ferierende kolleger, havde været ret rolig i fredags - noget tyder på at feriestemningen er ved at indfinde sig i vores medlemsbanker også.

Weekenden bankede alvorligt på...


Hjemme stod Campletten klar, og vi skulle bare lige smide lidt klude i en taske, så var vi rykket. Omkring spisetid tjekkede vi ind i Lyngbo Camping for at nyde en weekend - os to alene, uden børn! Dejligt....

Der var stadig masser af sol, da vi var færdige med at slå vores feriebolig op, det nød vi i fulde drag, sammen med en flaske mousserende hvidvin.


Vi stegte bøffer, som vi spiste med en masse grøntsager til, og nød en flaske rødvin. Da det blev aften, blev det køligere, og vi trak lidt mere tøj på, men blev ude så længe som muligt. Der er ikke noget som aftenhygge på en campingplads...


Man sover godt, når man næsten er udendørs. Lørdag formiddag var meget overskyet i Vestjylland, og vi udnyttede tiden til at tjekke butikkerne i Henne Strand By ud. Da vi kom tilbage til pladsen, var der blevet meget lunt, om end der stadig var noget overskyet. Vi ville se strand og havvand - og mærke det mellem tæerne - så vi pakkede en rygsæk og hoppede på cyklerne. Vi havde luret en sti, der skulle føre ned til vandet, hvor der også er et stykke naturiststrand, vi kunne bade på. Vi var ikke sikre på, at vi kunne cykle hele vejen, men det skulle da forsøges.

Jeg fik en del træning i at køre i løst sand, og køre op og ned på min mtb ... men nogen stor mountainbiker bliver jeg nok aldrig! Vi kørte ad en sti langs et område, der hedder Lyngbo Hede. Da det gik over i klitter, måtte vi give op og stille cyklerne - stierne forvandledes til at være helt løst sand - og gå det sidste stykke. Det gjorde nu heller ikke noget - vi fik godtnok vores motion den dag, både ved at cykle, og ved at gå gennem klitterne!


Det gav god bonus, for der var dejligt ved stranden - ingen vind, og næsten ingen mennesker. Lunt vand og sandbund - og hvad skal man så mere ønske sig?


Som det ses her, var solen NÆSTEN igennem - man kunne mærke den varme, og se den komme igennem skyerne en gang imellem. Hvis den var kommet igennem, kan det nu også godt være, der var blevet for varmt til at ligge på stranden. Og hvad der sker for mig med benstillingen på det billede, skal jeg ikke kunne sige... ;o)

På stranden lavede Bruno smukke sandskulpturer. Han er lidt af en kunstner... ;-)


På vej tilbage fra stranden kørte vi mellem Lyngbo Hede og klitterne, langs med vandet. Det var en lidt nemmere cykletur, selvom den måske var lidt længere. På vejen stødte vi på dette skilt - det er egentlig underligt, at de ikke rydder op i et så turistbesøgt område som Henne...


Vi holdt os selvsagt pænt på stien.

Aftensmaden blev indtaget på Pizzeria Mandolino i Henne. Maden var ordinær, men de unge mennesker, som serverede osv. var ualmindeligt søde, servicemindede og høflige.
Der var ellers grisefest på campingpladsen, men vi havde ikke lyst til at deltage. Det er heldigvis også ganske valgfrit.

Vi har tidligere været på andre, mindre pladser. Her har vi oplevet, at man meget kraftigt blev opfordret til at deltage i de fællesaktiviteter, der var på pladsen, og når vi bare er afsted en weekend, har vi egentlig mest lyst til at være os selv.

En anden ting, vi oplevede her, var den større tvangfrihed omkring påklædning. Pladsens beboere sås både i på- og afklædt stand, alt efter lyst og forfrossenhed. Vi så ingen "fleecetrøje-og-bar-numse"-naturister. Når der blev køligt, iførte folk sig tøj, på en mere "normal" måde, end vi har set visse andre steder - det kan jeg godt lide.

Men trætte var vi, lørdag aften, og vi gik tidligt i seng. I morges vågnede vi til lyden af regn mod teltdug, så vi blev indendøre indtil det stoppede lidt op ad formiddagen. Så pakkede vi sammen, og efter en afstikker ind til Henne, hvor jeg havde bestemt mig for at forsyne mig med flere Only-tshirts til 25 kr., kørte vi hjemad...


Det var en rigtig dejlig weekend - vi håber på, at der bliver flere weekender, hvor der er vejr til at campere.

Med eller uden tekstiler...

Bristefærdige knopper!

Min hortensiabusk står og truer med at springe ud. Bliver det mon til noget??



Høstanemonen står med masser af knopper - jeg glæder mig til at tage dens langstilkede, hvide, sarte blomster ind i høje glas...

Ud i det blå, kun med...

Vi er klar til lidt mere campingliv - denne gang kun Bruno og mig.
Vi kører til vestkysten, til en naturistcampingplads, hvor vi kan solbade og bade au naturel.
Det kan vi godt lide.

Faktisk så godt, at den lukkede terrasse er udråbt til officielt naturistområde - dvs. at en solvarm dag kan vi antræffes i adam/eva-kostumer derude, når vi ligger og soler os.

Jeg bliver nok aldrig "rigtig" naturist. Sådan som dem, jeg har oplevet, som går aftenkøligheden i møde iført fleecetrøje, strømper, sko og bar nummer. Hader i øvrigt også at fryse om min bagdel :o)

Men vi er klar - og lige om lidt er campletten det også.


..og jo - han HAR bukser på - de er bare "kravlet op"! :-D

En tur i Frankrig

En skoldende hed formiddag, mens vi var på ferie, besluttede jeg mig for at den dovne krop skulle i sving. Bevæbnet med min mountainbike og en dunk vand begav jeg mig afsted - ikke for at bestige bjerge som Bruno, men blot for at trille en tur på ca. 20 km. Mere kunne det ikke blive med blot en vanddunk og intet cykeltøj.

Der var smukt derude. Jeg skulle ikke langt fra turistbyen Vaison la Romaine for at finde dovne marker og store vidder, og små søvnige landsbyer.

Svedige sommerdage...

Vinduet vidt åbent .... så let sommertøj som dresscoden tillader ... koldt vand og duggende kolde colaer fra automaten ... sådan overlever jeg at arbejde i varmen.

Jeg cykler forsigtigt, konservativt de 2-3 km herned ... ellers sveder jeg som et svin når jeg kommer frem - hjemad gi'r jeg den gas, for der er jo TdF i fjerneren, og hjemme smider jeg mest muligt tøj.

Passer hotline for ferierende kolleger, og jeg får de mest pudsige henvendelser - de "faste" er syge, og så sidder der nogen i bankerne og skal bruge systemer, de SLET ikke er vant til. Det er sjovt, men ofte tager det meget tid. Den opgave, jeg ellers regnede med at jeg skulle ha' udryddet i denne og næste uge, har jeg slet ikke fået hul på.

Men det gør ikke så meget. Det er rart at være her, med kunder, som bli'r glade, når jeg hjælper (selvom det heller ikke altid lige er mit kerneområde, de spørger til), og mine altid rare kolleger.

Og fra 16 til 8 har jeg ferie - hver dag :o)

Holdaop!

Vi fik sved på panden, og jublede højt over Rasmussens solotogt i går. Stort at se den reserverede mand overvældet af følelser, og herligt at opleve en engageret Rolf Sørensen med tårer i øjnene og stemmen knækkende over af følelser.... Rolf elsker sporten, og det mærker man når han kommenterer.

Har I lagt mærke til, at han altid har noget positivt at sige om den rytter, som en given dag gør sig bemærket? Det er dejligt at høre hans glæde ved sporten og ved præstationerne.

Og Sastre i udbrud, ind som nr. 2 på etapen og op på 2. pladsen på podiet - ja, så var den dag jo HELT reddet... håber på at se ham distancere Perreiro Sio og Klöden på det sidste bjerg i dag - GO CARLOS!

Jeg var så knust, da Ullrich og Basso blev trukket ud af touren - hvem skulle have troet at vi fik det mest spændende TdF i mange år ud af det??

De mange glæder ved cykling...

Ja - der er jo både det, vi ser på TV og så det med at sidde på cyklen selv!

I dag ræsede jeg hjem fra arbejde, og kastede mig ind foran fjernsynet for at se dagens bjergetape. Samtidig med at jeg skulle følge med, hvad der foregik på Alpe d'Huez, skulle vi lave aftensmad - der blev snittet grøntsager ved sofabordet og spurtet ud i køkkenet, når det var nødvendigt...

Vi skulle nemlig spise tidligt i aften - og ud og cykle en lille tur.

Etapen skuffede ikke - det var herligt at se "konfirmanden" - lille Fränk Schleck - vinde i dag. Han skal nok blive go' hen ad vejen, den dreng! Hans kørestil og fysik minder mig lidt om Basso - samme elegante bygning og samme lette kørestil.
Sastre holdt også NÆSTEN ved, da han kom op til Landis - han er med endnu!

Tog en cykletur med klubben i aften. Jeg ku' godt mærke, at benene var tunge fra i søndags - men jeg ville gerne køre 50-60 km uden at forcere. Jeg kom dog afsted med en gruppe, som efter lidt tid, hvor tempoet egentlig passede mig godt, blev kørt lidt friskere, end mine trætte ben var i stand til at køre med på.

For at få det resultat, jeg var kørt afsted for at få (en restitutionstur med max. 25-26 i snit), valgte jeg efter ca. 20 km at skilles fra gruppen.
Og så var det irriterende: jeg skulle nærmest diskutere med nogen i gruppen for at få lov til at køre selv. Der er en eller anden overdreven omsorgsfuldhed engang imellem, som gør, at man nærmest skal slås for at få lov til at køre fra. Jeg synes det var oplagt: jeg ville noget andet end gruppen, og derfor ville jeg køre selv. Ganske udramatisk og no hard feelings.
Et enkelt blik på mig ville afgøre, at jeg hverken var udmattet, fortumlet eller ude af stand til at finde hjem (vi befandt os på en af mine standardruter). Oven i er jeg meget vant til at køre alene - så mon ikke det gik?

Men nej - det skulle diskuteres, og jeg er bange for, at jeg kom til at lyde en anelse irriteret. Håber ikke, at nogen tog det ilde op. Men jeg er voksen, og gider ikke diskutere mine valg med andre.

Jeg havde en rigtig god tur og kom hjem med 25 i snit efter 60 km. Benene forblev tunge hele vejen, men jeg fik min restitutionstur. I morgen er det hviledag :o)

På arbejde igen

Så er ferien slut, og om lidt kører jeg på arbejde igen.

I går var feriens sidste dag - og den blev brugt til fulde.

Vi startede med at cykle en længere tur - 88 km endte tælleren på.
Vi kørte ned syd for Kolding, målet var egentlig Skamlingsbanken. På vej ud af Kolding mødte vi en stor knægt, som spurgte, om vi skulle følges. Han var 13 år og havde store cykleambitioner - og en racer, som jeg ihvertfald syntes virkede lovlig stor til ham. Han var vældig snaksom, og virkede sommetider som om han var mere optaget af at fortælle end af at køre - ihvertfald slingrede han MEGET - men sød, det var han.

Ude i nærheden af Skamlingsbanken skiltes vi - Bruno og jeg havde besluttet at køre til Hejlsminde, for at turen skulle nå op på de 80 km, vi havde sat os for at køre.
Det gjorde ikke så meget - han var lidt anstrengende at køre sammen med pga. den usikre kørsel.

I Hejlsminde fik vi en is, og fyldte dunkene op inden vi kørte hjemad igen.
Jeg var godtnok træt, da vi kom hjem - men jeg har også øget distancen meget i den sidste uge.
Heldigvis kan jeg også mærke, at jeg bliver træt senere og senere på en tur - så det går den rigtige vej.

Da vi kom hjem, lagde vi os ud på terrassen efter et velfortjent bad. Sol og en god bog - aaah!

Sidst på eftermiddagen gik vi ind og så lidt tour, og det var jo lige ved og næsten for Vande Velde. Godt kørt.

Efter aftensmaden (indtaget foran tour-studiet i TV) kørte vi en tur ud på Nordfyn. Vi fandt en strand, hvor vi sad på et tæppe og drak en cola og snakkede, mens solen vandrede det sidste stykke hen over himlen. Da det blev køligt, kørte vi hjem. Det var rigtig hyggeligt!

Det gode vejr ser ud til at fortsætte. Herligt!
Bodil og Kristian er på ferie hos deres far, og med kun Andreas i huset har vi ferie hver dag fra 16 til 8... :o)

Fin tour-dag!

Jens Voigt vandt dagens etape efter et laaangt udbrud sammen med 5 andre i dag.

Det synes jeg er fedt. Han er nemlig en af mine favorit-ryttere.

Læg mærke til den mand - han er næsten altid glad og optimistisk, fuld af godt humør, og han ANGRIBER og ANGRIBER ... han er en af de ryttere, der skaber løbet. På den fede måde.

Jeg bliver i godt humør af hans schwarzenegger-engelsk, hans store, bredmundede smil og hans glade udstråling, såvel som af hans energi og karisma som rytter.
Han udtaler sig meget kategorisk om doping, og er så meget imod, at man ikke kan forestille sig han nogensinde ville snyde på den måde.

Og så er manden gift og har fire børn... han MÅ ha' meget energi ;o)

Stod jeg og kunne frit vælge at møde en hvilken som helst cykelrytter, så ville Voigt være den første, der faldt mig ind. Omkring 4 sekunder senere ville Tom Boonen og Bobby Julich poppe op .... og så skulle jeg til at vælge ;o)

Men det var en god CSC-dag i dag. Lad os se hvad O'Grady kan byde på i morgen...

Dejlige dage!

Det har været et par dejlige dage. I går havde vi gæster - Bonussøn Lasse og hans kæreste Michelle kom til frokost, og det samme gjorde mine svigerforældre. Vi grillede og nød det gode vejr.

I dag snuppede vi en cykletur, Bruno og jeg - det blev til 67 km med 24,5 (tror jeg) i snit, det var en herlig tur. Vi nåede lige hjem og blive brusebadet - og så startede transmissionen fra dagens Tour-etape, som startede på Tourmalet og derefter bød på fire kategori 1 stigninger.
Spændingen lod dog vente på sig til næstsidste bjerg - og desværre så vi ikke Mickael Rasmussen på togt, for han skulle køre for Menchov i dag.
Lyspunktet var dog at se CSCs Carlos Sastre køre med de bedste næsten hele vejen hjem. Det tyder godt for hans chancer for en podieplads. Vi krydser fingre her.

I aften var vi så i biffen og se Pirates of the Caribbean - Dead mans chest.
Ungerne og jeg elskede den, Bruno syntes den var LIGE langt nok ude.
Helt ærligt - hvad forventer manden af en eventyrfilm?? Realisme? ;o)

Og så har Andreas og Kristian lige klaret en ordentlig r..fuld hæk i dag mens Bruno og jeg så TdF. Andreas klippede og Kristian samlede op. Herligt! Vi er mere en halvt færdige med det nu. Det er dejligt!

Der er godtnok ikke mange feriedage tilbage nu, men dem vi har haft, har været gode - alle sammen.

På eventyr

Jeg har nogen gange påstået, at det Nordjylland, jeg kommer fra, er rimeligt fladt.

Det trækker jeg i mig igen. Det er vist mest lige ude ved Limfjorden, at den gamle havbund ligger som en slette, der gør, at man kan stå i Storvorde og ha' illusionen af, at skibene sejler lige der ude på marken...

Fik mig en dejlig cykletur i går, fra Øster Hurup og til Storvorde.
Den direkte vej er ikke så lang - ikke lang nok til mig. Så jeg kørte til Als, op ad Hadsundvej og ind over Skelund og Korup - ad Korupvej som er lang og lige og der var MODVIND. Herfra til Solbjerg, og fra Solbjerg ud gennem et øde, skovbevokset område på en smuk vej, hvor jeg følte mig fri og let. Jeg kørte forbi en kæmpestor, rød Herefordtyr et sted - den var vist tøjret, men jeg sad da lidt og krydsede fingre for, at den ikke følte sig provokeret af cyklende damer i neongule veste.

I Solbjerg sludrede jeg lidt med nogen vejarbejdere. Så vidste jeg præcis, hvad vej jeg skulle - herfra gik det lidt længere ind i landet. Over en meget lillebitte by (som kun havde gjort sig fortjent til et blåt skilt) med det lidt ambitiøse navn Lyngby, hvis største feature var et stort kvægbrug. Her duftede det sommerligt af kogødning, og bondemanden vinkede til mig, da han hoppede i sin traktor.
Videre på vej ud mod St. Brøndum trak det lidt sammen og truede med at regne - og der var igen stærk modvind. Alligevel hang en lærke inde over marken og sang glad for mig. Der duftede som om der allerede havde regnet, og i Blenstrup, som jeg kørte mod efter St. Brøndum, lå der også våde vandpytter, som jeg ihukommende min ikke-eksisterende bagskærm kørte omhyggeligt uden om.

Lige det område gav gode minder - som barn og teenager havde jeg en veninde, som boede, først i St. Brøndum og siden i Askildrup, og vi har cyklet området tyndt dengang og festet alle de steder, der var at cykle hen. Jeg har haft en kæreste i Terndrup, og også en god ven, som jeg desværre mistede forbindelsen med, da han fik en pige, som var Jehovas Vidne. Så var jeg ikke en passende ven mere.

Så kørte jeg ad Aalborgvejen ned forbi Lindenborg. Forsøgte ellers at undgå store, befærdede veje på min tur, men jeg måtte have et glimt af dette gods, som jeg altid trykkede min barnenæse flad mod ruden for at se, når vi kørte forbi i bil i forgangen tid.
Glimtet blev kort - for bakken ned mod Lindenborg er lang og stejl - og uimodståelig at ræse nedad.

Jeg blev kun kort på Aalborgvejen, så kørte jeg ind forbi Fjellerad. Ramte Aalborgvejen igen for en meget kort bemærkning, før jeg kørte ind mod Vårst i Gunderup. Vejen hedder Skomagerbakken, og det er ikke løgn. Jeg så ingen skomagere, men bakker, dem var der masser af.

I Vårst kørte jeg mod Gudum, og videre ud over Lillevorde. Nu var jeg hjemme i min barndoms baghave, og cyklen svingede hjemmevandt ind mod Gudumholm. Her tænkte jeg på min veninde i gymnasiet - Lene Bækgaard - som jeg desværre mistede kontakten med for en 8-10 år siden. Hun boede hos sine bedsteforældre i Gudumholm, de er begge væk nu. Men mindet om dem, og om en af de tætteste veninder, jeg har haft, smagte sødt da jeg susede igennem byen.

Da jeg var ung syntes jeg der var langt fra Gudumholm til Sejlflod. Det er der ikke. Jeg ramte den før jeg næsten vidste af, og nåede lige at kaste et nostalgisk blik op ad Løgtagervej, hvor min allerførste kæreste, Asger, boede. Han var den første bredskuldrede mand af en række i min historie :o). Selvom vi kun var 13...

Sejlflod er nærmest vokset sammen med Storvorde. Så ud af Sejlflod, og så var jeg ved Stadion og Båndby-hallen (Båndbyerne = Gudumholm, Sejlflod og Storvorde), og kørte forbi en meget forandret Tofthøjskole - den ligner ikke ret meget den skole, jeg tilbragte 9 år i som barn.
Så var jeg hjemme ved min mor, som stod parat med kaffe og grovboller og kage - energi skal der til, jeg havde tilbagelagt næsten 60 km, og fået MASSER af vind på næsen og en del bakker oven i.

Og en tur rundt i barndommens land.

Billeder blev det ikke til - for mit kamera gik batteridødt i Øster Hurup søndag aften :o(

Disneyland

Lad mig sige det med det samme.

Legoland, Djurs Sommerland, Bon Bon Land, Disneyland .... det er ikke steder, jeg opsøger frivilligt.

For godtnok elsker jeg en vild rutchebanetur (flere loops, tak!), men jeg hader mylderet, plastikken, overpriserne og det over-konceptede. Jeg får stress af uopdragne unger som møver og ikke har almindelig kultur, og af ditto voksne.

Derfor får jeg myrekryb af reklamerne på TV for "Djurs - Sommerlaaaand!" (kan du høre jinglen for dig?) og "Det' skide skægt i Bon Bon-land!".

Bruno har det rimeligt meget på samme måde. Vi hader også tropiske badelande (GYS) og indkøbscentre (FØJ), så vi lever ret harmonisk ;-)

Trods det har vi i år besøgt Disneyland med Bodil og Kristian. Og det var faktisk ikke så slemt.
Der er mange flotte ting, og Torneroses Slot gik lige i hjertet på mig. Som barn havde jeg det Disney-hæfte, hvor historien blev fortalt i - og slottet, med de store mosaikvinduer forestillende figurer og situationer fra filmen (som jeg vist endda aldrig har set) vakte hele historien til live for mig. Det er suverænt den Disney-fortælling, som har betydet mest for min opvækst.

Og det var jo ikke så slemt. Især ikke, fordi ungerne var jublende glade og syntes, det var fedt.
Og sådan så lidt af det ud:

Jeg er så glaaaad for min cyyykel...

Jeg er nødt til at sige det som det er!
Nu kan jeg ikke lade være med at flyde over ... JEG ER BARE SÅ GLAD FOR MIN NYE CYKEL!

Ikke bare fordi den er flot og tjekket. Det er da også dejligt.
MEN den kører også som en drøm...

Nu har Bruno justeret gearene, så de skifter helt perfekt, der er monteret flaskeholdere og en smart lille pumpe, min lille taske er skiftet over fra min gamle racer, og der er indlæg i dækkene, så jeg forhåbentlig ikke får brug for taskens indhold (dækjern og reserveslange ;-).
Jeg mangler bare at få min cykelcomputer retur fra Canyon, så er det hele som det skal være.
Og så et par nye pedaler - kører med de gamle look-pedaler, men vil have spd-r på.

I går kørte jeg en tur på 53 km - i dejligt aftenvejr, ud på Trelde Næs og retur, ind over Bøgeskov og Egeskov, ud til Gårslev, over Børkop og ud til Vejle Landevej og hjem. Jeg nød at være alene med markerne og duften af jordbær, når jeg passerede en jordbærmark. Solen og vinden og asfalten, som vekslede mellem nylagt og hullet og midt imellem.

Gearskiftet, som bare klikker, og gør som jeg beder dem om - glat, glat... jeg er glad for jeg ikke sparede på det, og købte Ultegra - Shimanos næstbedste. Det er noget HELT andet end mine gamle midt-90'er Campagnologear på Bianchien...

Måden, cyklen tager imod kraften på, og bare ACCELERERER på, når jeg rejser mig op og træder til ... fordi den er lettere og stivere i rammen end den gamle. Den er dog lidt sidevindsfølsom, og danser næsten under mig, som en forårskåd fuldblodshoppe, når vinden bliver stærk.

På min nye cykel føler jeg mig næsten flyvende ... jeg ved det er en illusion, for jeg er ikke i særligt god form pt, og bestemt ikke den hurtigste knallert på havnen. Men køreglæden er en stærk motivation. Det, at grejet bare er i orden og reagerer, som det skal, under mine hænder.
Og formen - den skal nok komme. Har planer om 3-4 ture om ugen indtil det går løs i Hamborg. Og så skal den holdes ved lige, skal den.

Jeg får en god sensæson, har jeg bestemt.

Øster Hurup = sommer

For mig er byen Øster Hurup - en lille by ved den jyske østkyst, lidt nord for Hadsund - indbegrebet af den danske sommer.

Her tilbragte jeg hver eneste sommer gennem hele min barndom, sammen med mine forældre og 3 ældre søskende, i det sommerhus, som i dag er min søster og svogers.

Jeg husker det som mange lange solskinsdage med sand mellem tæerne, ensomme yngste-barn-strejfture rundt ved strand og på marker, hvor jeg fandt uendelig mange spændende ting:
Konkylier. Døde krabber. Firben. Violer og de lilla, kugleformede blomster, som voksede i stort antal ved stranden.

Regnvejrsdage, hvor tiden gik med gamle Anders And blade, og min fars mange årgange af Det Bedste, som min mor havde henvist til sommerhuset. Og når det holdt op med at regne, var jordvejene duftende og fjedrende, og havde de mest fantastiske vandpytter, som skabt til at løbe igennem med bare tæer.

Børneværelset - med fire primitivt opriggede lamper, som kørte på et bilbatteri, en til hver af vores køjer. Min var den nederste, til venstre i værelset. Conny, min søster, havde den anden underkøje. Overkøjerne havde storebrødrene beslaglagt - Kurt over mig, Kim over Conny.
Senere kom Carsten til - min svoger - og han havde fast plads på en gammel sovesofa under vinduet. Med tæerne ned mod mig, og hovedet op mod Conny.
Mit glansnummer var at lade som om jeg sov. Jeg var jo den lille - 5½ år yngre end Conny og hele 9 år yngre end Kim, min ældste bror - men når jeg sov, blev der nogen gange snakket om ting, det ikke var meningen, at jeg skulle høre. De afslørede mig ofte - for fnise, det gjorde jeg, dernede i underkøjen til venstre...

Vi forsøger at snige os til et besøg i Øster Hurup hver sommer. Vi har af og til lånt sommerhuset af min søster og svoger formedelst dækning af forbrugsudgifter samt visse mængder efterladt rødvin i køkkenkælderen.

Luften, duftene, stemningen - hensætter mig altsammen til mine barndoms somre.
I morgen aflægger vi visit, med Campletten, for sommerhuset er stadig ganske lille, uden de store faciliteter og med få sovepladser. Bruno sejer den - han cykler derop. Med på Campletten kommer min cykel - mandag er det nemlig min tur til en træningstur. Jeg cykler dog ikke hjem til Fredericia - men hjem til Storvorde.

Ud over Solbjerg, Bælum og Lindenborg, og ad småvejene ind til Storvorde.
Vi skal besøge min mor - hun gi'r aftensmad inden vi kører hjem - i bil, allesammen :o)

Jeg glæder mig. Både til samværet, stemningen og til cykleturen ud i min barndoms land.

På marked - en francais...

Normalt gider vi ikke gå på marked. Som Bruno siger: Billige parallelimporterede tshirts, og andre folks gamle ragelse.

Men et marked i Frankrig - ja tak!








...hvornår skal vi afsted igen??

Hjemme igen..

Tjah - jeg løb tør for internettid, og der blev, som dagene blev varmere og sneg sig op omkring 37 graders varme, utroligt langt op til receptionen, hvor jeg kunne logge på...

Vi valgte at blive i Vaison la Romaine indtil søndag. Vi havde jo lovet ungerne, at vi skulle i Disneyland, og holdt derfor lidt øje med vejret i Paris. Lørdag kunne jeg se, at det skulle regne fra onsdag, så vi besluttede at rykke teltpælene op søndag morgen og køre til Paris.
Vi havde egentlig også allesammen fået rigeligt af at der var så varmt, at vi krøb rundt i skyggerne...

Søndag aften ankom vi til Camping Jablines, som ligger 9 km fra Disneyland.

Mandag var vi i Disneyland - det er dyrt, men ungerne var begejstrede! Vejret var dejligt - kun 30 grader og solskin - og der var ikke horribelt mange mennesker!
Bodil og jeg fik prøvet Space Mountain 3 gange - den er godtnok sjov... ;-)


Tirsdag slappede vi af - og blev enige om, at sightseeing i Paris måtte blive en anden gang - når der var mindre varmt! - og derfor besluttede vi, at vi ville trille hjemover onsdag.

Onsdag kørte vi nordpå. Op over Luxemborg, og til frokost kunne vi spise vores franske baguettes og ost og skinke på en tysk rasteplads. Hen om eftermiddagen var i i Koblenz. Der havde vi et ærinde - jeg skulle ind med min Shimano Flight Deck cykelcomputer, som jeg havde modtaget ridset og forkert programmeret. Nu vi var der, osede vi igennem i Canyons butik ...en utroligt lækker cykelbutik, hvis man lige er i Koblenz alligevel... ;-)

Efter Koblenz kørte vi til en campingplads ved Rhinen, lidt syd for Bonn. Der havde vi en hyggelig aften, hvor vi bl.a. konstaterede, at jeg har et vist talent for at kommunikere med frøer... ved ikke helt, om det er godt eller skidt... ;-)

Torsdag kl. 9.30 rullede vi nordpå igen, og torsdag aften kl. ca. 19 ramte vi den hjemlige motervejsfrakørsel. Det var sq rart at være hjemme igen.

Andreas havde holdt hus og have rimeligt godt, og fodret kaniner og hamster til den store guldmedalje. Han havde endda støvsuget lidt!

Igår - fredag - fik jeg kørt min første rigtige tur på min racer, og den skal luftes flittigt de næste uger - jeg skal jo køre 100 km den 31/7....
Det er en HERLIG cykel ... vi er allerede venner... :o)

Håber I har savnet mig lidt, og at I gider komme tilbage og snakke med mig :o)