Gåtur med fjerne slægtninge

I nat vågnede jeg ved 1.30 tiden og havde en modbydelig hovedpine. Jeg stod op og tog piller, men her til morgen var den tilbage igen. Øv :-(

Den har været efter mig hele dagen. Jeg har været slap og træt og haft ondt i hovedet - så jeg har ikke fået det optimale ud af denne dejlige solskinsdag. Sad lidt på terrassen i et varmt hjørne, i læ for vinden, som var lidt kold, og læste i en Jan Gillou-bog - men måtte rykke ind, for solen gjorde ondt i øjnene bag solbrillerne.

Sidst på eftermiddagen dukkede Andreas og Kristina op. De har været på weekend i et sommerhus i Assens, som Kristinas bedsteforældre ejer. Men Andreas skulle jo med toget til sædvanlig tid, så vi havde aftalt, at de kom her og spiste aftensmad.



Det er efterhånden næsten en tradition, at Bruno og jeg går en tur, når vi har sat Andreas og Kristina af på banegården i Fredericia søndag aften. Jeg trængte SÅ meget til lidt luft, så vi bestemte os for en lille gåtur - for jeg følte mig stadig noget slap.

Bilen satte vi ved Madsby Parken, og så gik vi ud ad diverse stier, mod Fredericia Stadion. Der ligger et stort, grønt område, der lige i kanten af byen. Man skulle faktisk ikke tro, at man var indenfor bygrænsen - men det er man.



Det føles meget landligt, og smukt var der med den lave, skarpe aftensol ind fra vest. Vi gik roligt, ikke for hurtigt, for jeg blev let forpustet i aften, og mine ben føltes som fjerne slægtninge til resten af min krop. Dejlig var der, derude...



Bygningerne i baggrunden er Fredericias nye stadion. Næsten derude kom vi forbi en blomstrende syrenhæk - de er også tidligt på den i år, for jeg mener faktisk først de plejer at blomstre sidst i maj. Jeg var nødt til at plukke. Jeg elsker syrener, både synes af de blomstrende buske og den skønne duft.

Ude ved Stadion ligger også Fredericias historiske miniby. Det er en minimodel af Fredericia, som den så ud i 1849. Der er pt. 700 huse, men når den bliver færdig, vil den rumme 1200. Projektet blev startet i 1983, og det er frivillige ældre, som står bag. Minibyen er komplet med volde og det hele, og vi blev enige om, at vi snart skal derind og se det.



I dag måtte vi nøjes med at kikke og fotografere ude fra, for der er hegn rundt om, og åbningstider. Vi har begge været der for mange år siden - jeg kan dårligt huske hvornår og med hvem jeg var der, så længe er det siden.

Men flot er det - helt sikkert. Jeg glemte næsten mine vat-agtige ben, for at få et kik gennem træerne, da vi gik forbi.



Det blev kun til ½ times gåtur i aften, så var jeg brugt op. Det var Bruno vist også - han har kørt 100 km bakker oppe i Skanderborg i dag.

Jeg håber, jeg er friskere i morgen - og at hovedpinen kan soves væk i nat...

..og der blev swinget igennem!

Det er ikke særligt fedt at stå op 6.30 en lørdag morgen, når man er kommet til at gå i seng som om det var en normal fredag aften. GAAAAB!

Men op kom jeg - for det var jo mig, der skulle køre "korbussen" lørdag morgen. Og jeg kunne godt holde mig vågen, for det er jo ikke kedeligt med sådan tre tossede tøser i opellaen.
Lone var ihvertfald i godt humør.



Og her ses chaufføren ... gad vide om jeg er ved at synge, eller noget??



Vi havde en rigtig god dag. Instruktøren - Jesper Holm - er blandt andet aktiv i Vocapella, som er en vokalgruppe med 2 cd-udgivelser og utallige koncerter bag sig.

Han førte os med fast hånd (jeg VAR lige ved at skrive numse, men det ved jeg jo ikke noget om!) gennem Springtime, som er et jazz-arrangement, han selv har skrevet - med scat-tekst, dvs. ingen ord, lutter "dub dub dwa dn dad" .... samt et arrangement over en gammel klassiker(som jeg ikke kendte ;-) ved navn Just Friends.

Det var TÆSKE-HÅRDT og koncentreret - og oven i var jeg plaget af sådan en dum hovedpine som ikke ville gå væk. Men sjovt var det nu alligevel.

Det er sjovt at opleve, hvor forskellige sangere, der møder op til sådan et arrangement. Der var tydeligvis mange, som var klassiske korsangere, og som ikke var så vante til det rytmiske. Der blev dog gået til den med liv og sjæl - der var endda en tenor, som var så ivrig, at han konsekvent var ½ taktslag foran alle andre ;-)

For nogen var det helt nyt at arbejde "lodret" - altså at indlære 3-4 takter med ALLE stemmer på - i stedet for at arbejde en stemme ad gangen. For os var det dagligdag - vi arbejder meget med jazz og swing, og det er den eneste måde at få sådan en sag sat sammen på - fordi klangene er svære, og problemerne typisk opstår, når den der skæve tone kommer oven i en ellers klassisk akkord.

Vi fik en masse godt med hjem omkring frasering og tonelære, så pengene var godt givet ud. Michala fik også en snak med Jesper, for at forhøre sig om han havde nogle noder, der kunne egne sig til os. Han så først lidt skeptisk ud, men da han hørte, at vi havde arbejdet med hans arrangement af What a Wonderful World, blev han vist lidt imponeret. Og havde vist nogen ting, vi kunne bruge i X-tetten. Det bliver spændende!

Men som det er, når X-tøserne er afsted - så gik der ihvertfald fis og ballade i den, når vi ikke lige skulle synge ...



Her er det Lone og Mick, som angriber en agurk på en pind. Pinden var egentlig oprindelig en del af Lones madpakke, som bl.a. bestod af spid med kyllingekød - det smagte godt - og det synes Michala osse...



Susan kikker ærbødigt på, mens hun udfolder sit indre dyr. På den anden side af bordet blev Lone lidt romantisk af det gode vejr...



...jeg var vist nærmest lidt knibsk. Godt, at der var godt vejr under frokosten - senere på eftermiddagen REGNEDE det ... og der var stadig ret fugtigt, da vi kørte hjem omkring spisetid.

Jeg var grundigt mast i går aftes, og havde store problemer med at holde mig vågen til hele Barnaby ... pyha!

Lad det rå-swinge

Det er titlen på det rytmiske korstævne, som jeg sammen med 3 af X-tøserne skal deltage i - i morgen i Roskilde.

Vi kører halv otte i morgen, og er tilbage engang i morgen aften. Jeg glæder mig - der skal synges igennem! Nu blev vi jo osse snydt i onsdags...

Genforening

Jeg har modtaget en rigtig herlig invitation med posten.

Min folkeskoleklasse holder genforening til august - sammen med parallelklassen, og festen afholdes på den skole, vi dengang gik på (og hvor min bror og hans kone i dag underviser - men det er en hel anden historie..).

Sjovt nok er de to, som inviterer, et par af dem, jeg syntes allerbedst om gennem skoleårene.
Vi har tidligere været samlet - altså min klasse, ikke begge klasser - men det er nok 10 år siden. Og eftersom jeg ikke bor i området længere, og ikke har gjort det i rigtig mange år (snart 23 år), er der mange, jeg kun har set den ene gang, efter vi gik ud af skolen.

Jeg har mest gode minder fra min skoletid. Selvom jeg ikke hørte til i klassens elite, var jeg heller ikke en, der blev holdt ude og mobbet. Jeg levede lidt mit eget liv, lidt perifert, og var ikke uvenner med nogen, og havde 3-4 gode kammerater i klassen - samt i de sidste år også en håndfuld i parallelklassen. Det var udramatiske år.

Man kan ikke påstå jeg var en af de piger, der var rift om blandt drengene. Kejtet, ikke noget specielt at se på, og måske en kende for rapkæftet og skarp i kanterne for de fleste. Det var nok også en forhindring, at mange af dem havde været mine legekammerater inden vi kom i puberteten. Jeg har altid leget godt med begge køn som barn.

Gad vide, hvordan de opfattede mig? Måske skulle jeg spørge nogen - der til august...

Just for the record...

...jeg tror at Søren Krarup er handicappet. Han lider af ubehandlet Tourettes Syndrom (hvor man helt ufrivilligt kommer til at sige grimme ting).

...jeg synes DFs symbol (det forvrængede dannebrog) giver mindelser til kommunisternes hammer og segl samt SS'ernes hattemærke - personligt får jeg en let kvalme, når jeg ser det.

...jeg er overbevist om, at rigtig mange DFere ville se bedre ud med tørklædet viklet om hovedet end rundt om halsen. Det gælder OGSÅ Mogens Camre.

Tjah. Sådan er der jo så meget.

Det blev en aftensnydning...

Da vi ikke havde så travlt som vi troede i aften - fordi X-tøserne havde aflyst syngningen - kunne Bodil og jeg i stedet tage os lidt bedre tid til aftensmadsnydning i solen på den vestvendte terrasse.

Menuen stod på koldskål med frugt og kammerjunkere, og det var det reneste guf (og næsten lige så hurtigt som når Onkel hjælper med maden).



Det er en af de (få) fordele ved, at Andreas er flyttet mere eller mindre hjemmefra - man kan få KOLDSKÅL til aftensmad! Andreas kan nemlig ikke lide koldskål, så det var ikke populært førhen...

Bodil er dog udelt begejstret for det :o)

I aften:

Sang med X-tetten!

Det kan da kun blive godt. Som det plejer.

UPDATE: Sang er aflyst pga. fraværende sopraner ... i det her vejr er det OK :-)

Min ven Onkel Ben...

Jeg har en rigtig god ven, som hedder Onkel Ben.

Han hjælper mig. Han laver dejlige sovse, hælder dem på glas, og så kan jeg bare hente dem i det lokale dagligvareudsalg. Rar mand.

Især kan jeg godt lide hans Tikka Masala sovs, men hans Thai Curry gør sig også glimrende ud over 5 fadkoteletter fra Superbrugsens køledisk.

Takket være Onkel Ben spiste vi tidligt i aften. Og Bruno kom afsted i god tid til at cykle med Baghjulet - han skal afsted en god halv time før, for han er en langsom starter som er bedst kørende, når han er varm. Så han foretrækker at trille en lille tur inden starten officielt går ovre fra broen.

Da Bruno var kørt ryddede Bodil og jeg bordet. Bodil tømte opvasker, og jeg smurte madpakker. Det var hyggeligt. Jeg rørte lige en rugbrødsblanding (som en anden af mine venner - de rare mennesker ved Amo - har lavet til mig) sammen, og slog et franskbrød op.

Bagefter gik jeg en tur - jeg er blevet ret glad for at gå, i de her lune forårsaftner. Det blev vel til en 11 km, tror jeg. 2 timer. Nu er mine ben trætte og mine kinder røde. Da jeg kom hjem havde Bodil sat brødene i ovnen - franskbrødet er færdigt om et kvarter.

Jeg har fortjent et stykke med god ost. Og en kop te.

Mit klædeskab

Dagens første indlæg fik mig til at tænke lidt videre. Hamskifte. Jo, det kan man godt kalde det. der er et stykke vej til det pæne arbejdslook med de sorte sko og nålestriberne, og så til at daske rundt i de møg-forvaskede armybukser, som i øvrigt også er liiidt for store, nu vi er i gang ...

Jeg forsøger ikke at være alt for cowboybukse-casual på arbejde.

Jeans kan godt gå an, hvis det er med de rigtige sko og en pæn bluse. Men jeg prøver faktisk at oppe mig lidt, og ikke forfalde til meget til jeansene.

Jeg er ikke jakkesæt-typen. Jeg har ejet flere nederdel/jakke eller buks/jakke sæt, men jeg føler mig ikke godt tilpas i dem. Der er for meget armbevægelser i min personlighed til det, tror jeg. For meget drengerøv.

Til gengæld er jeg glad for min grå tweed-nederdel. Det konservative stof opvejes nemlig af, at snittet er lidt råt, og at nederdelen er født krøllet - og skal være krøllet. Det gør lige, at det alt for strømlinjede undgåes. Ligesom jeg i morges til mit sort-hvide tøj lige tilføjede mit sorte tørklæde med dødningehoveder i halsen. Pænt og konservativt bundet.



Vi siger en masse om os selv, med det tøj vi vælger at tage på om morgenen. Og jeg har gjort op med mig selv, at man skal kunne se på mig, at jeg ikke er på vej i haven, eller ind på sofaen. Jeg skal ligne en, der er på arbejde. Tøjet må ikke fylde noget, eller støje. Det skal ikke være det, mine kolleger, chefer, kunder lægger mærke til.

Det er vigtigt for mig, at jeg har det godt i mit tøj. Ud over at det skal passe, skal det også være mig - afspejle min personlighed i et eller andet omfang. Jeg kan faktisk godt bære en habitjakke, eller hvad man kalder dem. Bare ikke sammen med den matchende nederdel eller bukserne. Så føler jeg mig klædt ud.

Min personlighed skal skinne igennem tøjet - ellers er det ikke ægte.

Livsnyderen skifter ham

Jeg var egentlig klar til at tage på arbejde, men så var Bodil syg.

Jeg loggede på, og fandt ret hurtigt ud af, at der ikke var ret meget af det, jeg havde liggende, jeg kunne lave herhjemme. Så i dag er blevet lavet om til en barnets første sygedag - vi skal til læge senere på dagen.

Det medførte et lynhurtigt hamskifte her. De nålestribede og den hvide skjorte, samt de sorte sko blev skiftet ud...



...med mageligt og blødt tøj, samt et par lækre, udtrådte hjemmesko....





...nu skal der hygges igennem!

Flittig på en solskinssøndag...

Dagen i dag startede - tidligt.

Jeg havde en tilkaldevagt pga. noget, der skulle igangsættes, og kl. 6.40 ringede telefonen - der kunne testes nu. Allerede 8.40 var alt afsluttet arbejdsmæssigt, og så brugte jeg lidt tid til at sætte et par konfirmationssange op med billeder osv.

Kl. 9.30 gik det op for mig, at det da vist var i dag, at Bodil skulle øve drama kl. 10 inde i byen, så der fik vi lige lidt fart på. Men hun blev afleveret til tiden, og på hjemvejen købte jeg lige ind.

Hjemme igen stegte jeg frikadeller til frokost, satte et rugbrød i gang, ordnede vasketøj og gik i gang med at gøre rent. Jeg knoklede bare derudaf, indtil for en times tid siden, hvor jeg kunne tage et velfortjent bad og ½ time i solen med en bog...

Nu skinner huset, Andreas og Kristina er lige kommet fra Børkop for at være her indtil han skal med toget, og lige om lidt er der cykelløb på Eurosport - Amstel Gold Race.

Livet er godt.

Konfirmationen - der blev væk.

Min datter skulle egentlig have været konfirmeret her den 17. maj.

Hun har fulgt konfirmandundervisningen, og fra starten af troede hun, at hun skulle konfirmeres. Men hun kom hen ad vejen i tvivl. Følte ikke rigtig noget for det. Syntes ikke, det føltes rigtigt. Var i tvivl.

Vi talte om det, og jeg sagde, at hun skulle lade være, hvis hun ikke mente det. At hun skulle vælge med hjertet.

Jeg ved ikke noget værre, end når børn lader sig konfirmere for familiens, traditionens eller gavernes og festens skyld. Jeg synes, det udhuler ceremonien.
Jeg synes også, det er forkert, når par, som ikke ellers har et forhold til kirken eller til Gud, lader sig vie i kirken.

I mine øjne er det SÅ kunstigt!!

Jeg synes, det er respektløst overfor troen og kirken, og jeg er ikke engang troende selv.

Jeg har fortalt Bodil, at konfirmation er et personligt valg. At hun ikke skal lade sig konfirmere for andres skyld - og heller ikke lade være med at lade sig konfirmere for andres skyld. Hun skulle se ind i sig selv og finde ud af, om hun ville det.

Det har hun gjort, og hun er ikke klar. Måske bliver hun det, måske ikke.

Præsten kom på visit den anden dag, for at runde af. For at sige farvel for denne gang til Bodil - som hun har givet eneundervisning, fordi tidspunktet ikke passede med Bodils skema, efter hun skiftede skole. Hun er et sødt, varmt menneske, den præst, og utroligt glad for, at Bodil reflekterede over, hvad hun ville.

Hun fortalte om alle de konfirmander hun så, som lod sig konfirmere uden overhovedet at forholde sig til det - og det gør det enormt svært for hende at stå inde for det stykke arbejde, hun lægger i konfirmanderne. Fordi de ikke tager imod, men bare sidder der, fordi de skal.

Hun syntes, ligesom jeg selv, at det var flot og modent af Bodil at tage et personligt valg.

Og fest skal der være - i stedet for konfirmation holder vi da bare "Bodils fest".

Den hjemvendte søn...

Nu har Andreas været afsted i 3 uger. Det er underligt, at han ikke er her i hverdagen - jeg synes tit der lige er noget, jeg skal snakke med ham om, og så kommer jeg i tanker om, at han er i Høvelte.

Der skal købes en del mindre mad ind, og der er også noget mindre tøj at vaske, når han ikke er her. En voksen mindre i husstanden - det kan mærkes.

...må indrømme, at jeg savner ham lidt. Jeg ved godt, det er pjat, og jeg har altid svoret, at jeg IKKE ville være den der sentimentale mor, som tuder over at børnene flytter hjemmefra. En del af mig synes da også, at det er dejligt - ikke fordi jeg ønsker ham ud herfra, men fordi det er det naturlige - et tegn på, at han er kommet godt igennem barndommen og nu er en velfungerende voksen.

Hentede ham og Kristina på banegården i fredags. Kristina er gode veninder med Lykke, som er kæreste med Kristian, en af Andreas' bedste venner - som OGSÅ er ved livgarden nu.
Ikke et sammentræf - Lykke har simpelthen leget Kirsten Giftekniv, og det havde hun ret stor succes med. Så Kristina havde kørt med Lykke ind til banegården, hvor de skulle hente deres soldaterdrenge.

Jeg mødte pigerne derinde, og vi havde ikke været der mange minutter, før toget kom. Man må sige, at DSB opper sig - vi har ikke været udsat for forsinkede tog endnu.

Drengene er nu blevet så gode til at bære deres uniformer (angiveligt) at de får lov at have dem på, når de er på udgang. Ku' næsten ikke kende knægten, for sej så han ud...



Og jo - som man kan se på billedet, er han træt. Det er hårdt, derinde. Man skal tidligt op, og finde ud af et komplekst system, og ørerne skal være stive. Han siger, at hvis man bare hører godt efter, og tager tingene meget bogstaveligt - og aldrig går ud fra, at det er på en bestemt måde, men altid spørger og får tilladelse - så er det ikke så vanskeligt.

Desværre er der mange fra hans deling, der har lidt svært ved den del, og kollektiv afstraffelse bruges åbenbart stadig en del i hæren - så de har fået en masse ekstra stuekontroller osv.

Det er også så smart indrettet, at de skal bytte udstyr forskellige steder - ikke i et centralt depot. Og der, hvor de bytter snavset tøj til rent, er der kun åbent ½ time om morgenen - hvor de også skal nå at gøre stue ren og spise morgenmad. Så han får ikke altid byttet tøj, men forlader sig på sin mors velvilje i weekenden.

Tænk, at jeg nu vasker for dronningen! Jeg burde sende en regning...



Mit tørrestativ ser godtnok lidt grønt ud...

Ellers har han faktisk været heldig i denne uge. Der var nemlig en flok, der gik i byen torsdag aften, men Andreas valgte at blive hjemme. Heldigt! De røg nemlig i et kæmpe slagsmål med nogle udlændige, og en af deres kammerater fik slået fortænderne ud og smadret milten, fordi der var en stor flok, der havde slået ham ned og stod og sparkede på ham. Der var stort set ikke nogen af de gardere, der var med i byen, som ikke fik lidt knubs - selv Kristian fik vist en på lampen.

Alt i alt er han dog ved godt mod, drengen. Men han synes også, det er dejligt at have weekend.
Mor laver nemlig mad med grøntsager, som ikke er dødkogte frysegrøntsager. Han påstår nærmest, at han lider af skørbug efter 5 dage derovre :-)

Jeg tror han glæder sig til Rexturen - det er den afsluttende øvelse, de skal på. Efter den får de noget, som hedder et Rexmærke, og så kommer de på vagttjeneste.

Så skal jeg over og ta' billeder af mit sønnebarn i det blå tøj og med bjørneskindshuen... og DET bliver stort! ;-)

Smilerynkefremkaldende adfærd

...var jeg udsat for i går.

Kort og godt, så var det en sjov omgang, Jan Gintberg bød på - det gik over stok og sten, og der blev gjort grundigt grin med vores angst - for alle mulige ting.

Jeg ved ikke om det er mig, der bare har en lav grine-tærskel. For jeg har opdaget flere gange, at jeg ved lignende arrangementer har stået med følelsen af, at 2. sæt bare lige er en tand mindre godt.

Misforstå mig ikke - Gintberg var på intet tidspunkt dårlig eller kedelig. Men første sæt gav bare flere gode mavegrin.

I forvejen kan jeg godt lide Gintberg, og har med stor fornøjelse set Gintbergs Store Aften. Han har en for mig passende blanding af flabethed, rablende vanvid og plathed. Andre vil mene noget andet - ingen tvivl om det.

Men måske er han bare bedst i doser af en time.

Første sæt var simpelthen suverænt - og alene for det giver jeg fire ud af seks livsnyder-smækkys. Men der ryger ihvertfald ét smækkys for et meget langt indlæg i andet sæt, hvor han forsøgte sig med at inddrage publikum. Det var bare ikke sjovt nok, for der blev tærsket for meget langhalm.

Har du allerede købt billet til et teater nær dig, så glæd dig dog alligevel. For sjovt var det.

Totalt grineren - håber jeg!

Jeg skal ind og se ham her i aften.

Mon ikke han som altid kan levere et godt mavegrin? Jeg glæder mig ihvertfald!

Vanskabt?

Uanset hvilke bukser, jeg har på, og uanset længden af min bluse, har jeg observeret en anomalitet i min lænderegion.

Tynde bluser vil uværgreligt vandre ned under min bukselinning bag min ryg.
Det ser ikke specielt fikst ud, når jeg vandrer omkring med blusen humset sammen der i linningen, når den burde sidde klædeligt udenpå buksen (et herligt herrekonfektionsord, ikke?).

Hrmpff.

Er det en sammensværgelse, eller er jeg bare vanskabt??

Saxkjær-sild indtager Rom

...det kunne passende være overskriften man vil kunne læse hen på sensommeren i landets aviser .. hvis nu vi var celebrities.

Sidst min mor var på besøg her, nævnte hun, at hun nok ikke kom ud at rejse mere, men at hun egentlig gerne ville have set Rom.

Det lå og murrede lidt hos mig, og jeg snakkede med Bruno om det. Han syntes, at jeg skulle tilbyde min mor at rejse med hende derned. Så det gjorde jeg.

Siden hen er rejseselskabet udvidet - min søster vil nemlig også gerne med. Det bliver stort :-)

Bruno er ikke helt tryg ved scenariet: "Jeg kan lige se dig og Conny og jeres mor sidde inde på den spanske trappe med en femliters bag-in-box," siger han.

Hvad tænker han på?? Vi skal da ned og være kulturelle ... og tjekke smarte romerske mænd ud... og sådan noget.

Og måske ha' et enkelt glas rødvin engang imellem.

Jeg glæder mig!

Kan man kalde det børnep*rn*??

Her i weekenden har Andreas - hjemme på weekend fra Høvelte for at fejre sin mor - besluttet, at håret skulle plysses - sådan HELT kort.

Det havde to praktiske funktioner.

1) Rigtig kort hår er praktisk der ovre i livgarden, når man nu ikke lige har tid til at gå og sætte hår.

2) Slippe af med mærkelig hårfarve (brunt hår med 5 mm blonde rødder...)

Kristina klarede klipningen ude på terrassen, og bagefter så han meget sej ud. Han er vist en af de få, som kan klare sådan en klipning uden at ligne en fodboldbølle.

Moderen fik lov til både at tage billeder OG at vise dem på bloggen... men er det børnep*rn*, når jeg viser billeder af min søde pode i bar overkrop??



"Se lige RIGTIG sej ud," sagde jeg, og så fik jeg denne her posering.... hahaha... når jeg nu ved, han er blød som en vingummibamse....



Grrrrr.....

Blomster-battle

I min vindueskarm har påskeorkideen stået og blomstret mere og mere de seneste dage.
Her i nat har den nok lige puffet lidt til hawaiiblomsten med albuen, for i morges kom vi op til den flotteste gule blomst:



Gad vide om de har gang i en eller anden blomster-battle??

HIP HIP ...

... dagen er startet med morgensang - Bodil og Bruno fremførte på smukkeste vis "I dag er det..." og leverede gaver (heldigvis ikke morgenmad) på sengen.

Bruno har komplet overrasket mig. Jeg har ivrigt prøvet at gætte hans gave til mig - og har skudt kilometer forbi! Gaven består nemlig i 10 lektioner på den lokale danseskole i efterårssæsonen - inklusiv dansepartner, og naturligvis er det manden i mit liv, der lægger krop til.

Det er nærmest den store gave - jeg har tidligere plaget, men ikke fundet ham specielt ivrig efter en gang "Vild med dans" sammen med ham....

Ellers har den stået på undertøj, cd'er, tøj og sko indtil videre.

Men det bedste er nu at mærke, at jeg er omgivet af en familie, som elsker mig så meget, at de har lyst til at fejre mig. Det vidste jeg selvfølgelig godt - men at mærke det, er jo heller ikke tosset.

Det smukke vejr får mig også til at tænke på min fødselsdag sidste år, hvor de dejlige kolleger kom og sang morgensang for mig. Det var stort, fordi det var påskelørdag, og jeg ikke havde forventet, at de ville gøre det...

Jeg glæder mig allerede til resten af dagen - og livet...

Har I været der?

Hvis I ikke har været der endnu, musik-elskere, så bør I snarest besøge Thereses myspace og høre hendes sange .... de er helt vildt dejlige, og hun har sådan en stemme, der smyger sig rundt om dine nerveender og kilder dig i nakken.... ummenum!

Er du til intense, lidt blå singer-songwritere, så er Therese et must - - jeg glæder mig til at albummet udkommer, og satser på at få en plads som uuh-uh pige, når hun gi'r koncert i trekantområdet... (det er IKKE frækt, Pernille!!!).

The DL - Amy Winehouse 'Rehab' Live!

For ikke så længe siden faldt jeg over Amy Winehouse ... og jeg var solgt så snart jeg hørte hendes stemme. Den har nerve og mindelser om Billie Holiday med sin rå og følsomme tone. Amy styrer!

Påskehare afsløret...

I år lykkedes det at finde identiteten på min påskehare.

Det var faktisk en Pernille, ikke hende, jeg troede det var, men en anden en!

Sidste år fandt jeg aldrig ud af, hvem min påskehare var ... nogen, der føler trang til at melde sig?? Sådan lidt på bagkant?

Sommeren er nået til landet

...og DMI lover dejligt vejr.

Kulminerende på søndag. Takkebreve modtages gerne - for det må vel være velopdragne fødselarer, som lokker sommeren til - ikke?

Vi har ihvertfald taget hul på den i dag på terrassen!

Påskeharen

Påskeharen har sat nogle af sine unger af her i Snoghøj.

Jeg tror faktisk, den var forbi matriklen i lørdags, men jeg var åbenbart ikke hjemme, så alt jeg fik var en hvid "kom og hent mig"-seddel.

I dag lykkedes det mig langt om længe at få hentet min påskeoverraskelse. Den er fin - også selvom påsken er ovre! :-) Desværre har den ene lille påskehare været ude for et uheld - den har brækket ørerne... uha.



På brevet er der prikker. Prikkerne passer præcis med navnet "Pernille", men Lommen - som også går under dette navn - er det ikke, selvom jeg straks hørte mig for hos hende.

Tak påskehare.

:-)

Arrgh!!

Pludselig taler blogger dansk til mig!!

Så nu hedder mit dashboard et "betjeningspanel" og min template er blevet til en "skabelon".

Det skal jeg lige vænne mig til...

En sag for fødevarekontrollen?

Der er fundet kød fra en Tyrannosaurus Rex, læser jeg i nyhederne.

Gad vide hvilket kølehus de fandt det i - og hvad for en pizza, det ville være endt på??

Han er så sød

I morges, tidligt, inden jeg loggede på min hjemmearbejdsplads, hang jeg en masse vasketøj ud på snoren.

Da jeg kom hjem fra den konference, jeg deltog i her i eftermiddag, var Bruno netop smuttet. Vasketøjet havde han som aftalt taget ind, lagt sammen og sorteret i bunker efter hvis det var.

I min bunke lå et par af Bodils bukser.

Til orientering er Bodil et sødt lille alfebarn på omkring 50 kg.

Tak Bruno.
Jeg elsker dig, fordi du er sød, men lidt urealistisk.

Jeg tror, han må være forelsket, hvis han kan se på Bodils bukser og så tænke: "Nå, det må være fruens..."

:-)

I dag har jeg ...

... spist frokost på terrassen med nylonstrømperne smøget ned om anklerne ... aaaah....!

... overværet en ældre, let kejtet mandlig kollega være meget sød og omsorgsfuld overfor en anden kollega

... deltaget i et møde, som var rigtigt konstruktivt, og som vil resultere i at vi får lukket et uddannelsesmæssigt hul på arbejde

... stået ansigt til ansigt med en person, jeg engang troede var en ven - og lykkes med at holde ansigtet helt neutralt, uden mindste tegn på genkendelse, mens jeg konstaterede, at jeg var SÅ ligeglad

... spist Brunos skønne frikadeller til aftensmad i en hjemmebagt bolle med syltede agurker og remoulade (handler den her post en del om at spise eller hvad??)

... mærket at mine fødder trods alt har en fornuftig jordforbindelse.

Så alt i alt har det været en god dag.

Pas på knoppen...

Ovre hos Mette diskuteres brug af cykelhjelm - smarthed kontra sikkerhed.

I forbindelse med det vil jeg lige orientere om - at jeg har testet min frisures holdbarhed på en 2,5 km rute iført min Bell hjelm.

Frisuren kom frem i bedste stil. Jeg behøvede ikke engang rette op på den - så det er altså en dårlig undskyldning. Skulle fritsen lide skade, så er en lille dåse lak eller skum jo en god ting at have ved hånden på arbejde - og jeg foretrækker til enhver tid fladt hår fremfor en revnet hjerneskal.

Hvor blev de af??

Der har myldret blogindlæg rundt i min hjerne, ude på arbejde i dag.

Og kan jeg nu finde dem frem igen?? Nøh.

Tænk lige på alt det, I er gået glip af.

Har kærlighed en alder?

I går så vi filmen Solkongen - og for dem, der ikke kender den, handler det om en noget naiv ung fyr, som møder kærligheden i form af en let alkoholisk dame, som er 29 år ældre end han selv er.

En fin film, og sjov - og den affødte en diskussion, som Bruno og jeg har haft masser af gange.

Som udgangspunkt synes jeg, at der er masser af fordele ved, at man er nogenlunde jævnaldrende med den, man deler seng, bord og toiletpapir med. Man er samme sted i livet, blandt andet. Man bliver gammel nogenlunde samtidig. Man har samme referenceramme omkring en masse ting.

Bruno er indehaver af en tilsvarende holdning, men i en videre konsekvens.
Da vi blev kærester i sin tid, gik det pludselig op for ham, at jeg rent faktisk var SYV ÅR YNGRE end han var ... og lige i det øjeblik var det stort i hovedet på ham, og noget, der bekymrede ham lidt.

Jeg var sådan lidt mere... "og hvad så?".

Det skal siges, at vores ret ubetydelige aldersforskel ikke betyder noget i vores hverdag. Det betyder mest, at vi har hørt forskellig musik, da vi var teenagere og gik i byen, og fremadrettet betyder det forhåbentlig bare, at Bruno kommer til at stå for husførelsen i nogle år, når han går på pension, og jeg stadig er en "ung dame".

Jeg har aldrig været alvorligt forelsket i nogen, som afveg stærkt fra mig selv i alder. På et tidspunkt havde jeg en kæreste, som var 7 år yngre end mig selv, på et tidspunkt i mit liv, hvor det var en stor aldersforskel, men det blev aldrig så alvorligt, at jeg begyndte at tænke i, om det var et problem.

Men jeg er også af den holdning, at vist er der fordele ved at være jævnaldrende, men hvis jeg var fri og ubundet og blev meget forelsket i en person, som var 20 år yngre eller ældre end mig, så ville jeg ikke lade det holde mig tilbage.

Jeg er da godt klar over at "når du er 50, er han 70". Eller omvendt. "Når du er 60, er han 40 og stadig ung."

Men livet giver ingen garantier. Du ved ikke, om du er her i morgen. Du ved ikke, om du nogen sinde møder nogen, der kan give dig de glæder, denne person har til dig - vil du give det op, fordi jeres aldersforskel måske bliver et problem om 20 år? Vil du lade være med at tage denne rejse, fordi toget måske holder en station før du regner med?

Vil du hellere finde en jævnaldrende? Der er ingen garanti for, at den kærlighed holder til livets slutning. Eller at den jævnaldrende bliver gammel sammen med dig - nogle gange dør folk unge.

Det er lige nu, vi lever. Selvfølgelig skal vi se fremad, og sørge for at sikre os i et omfang.
Men det er nu vi skal leve og elske.

Der er altså ingen garanti for, om du er her om 20 år.
Livet og kærligheden udsteder ikke garantier.

Der gives kun chancer - og så er det op til os, om vi tør det.

Skovtur

Jeg har været på en herlig skovtur i dag.

Egentlig havde jeg planlagt en cykletur - mig og min canyon, ud i det blå. Men jeg synes egentlig, at jeg fik blæsevejr nok for en uge eller to i fredags, og da himlen oven i købet så skummel og bly-agtig ud, synes jeg måske, at løbeskoene trak lidt mere.


Jeg har ikke løbet et par måneder. Egentlig har jeg savnet det, men jeg ved også, hvor hård den første uge er, når man har været stoppet. Overskuddet har manglet - for selvom løb som anden motion giver energi og overskud, så skal der lige investeres lidt, når man starter op. For det er lidt hårdt.

Og så har jeg ventet, for jeg vidste et sted inden i, at der kom en dag, hvor løbeskoene nærmest af sig selv ville hoppe på mine fødder og trække mig ud og løbe.



Det blev i dag. Jeg tog bilen over Lillebæltsbroen, for selvom jeg sagtens kunne have løbet eller cyklet derover, ville jeg have HELE løbeturen i skov, på blød bund, og jeg ved, at når jeg så er færdig, er jeg gennemblødt af sved, og så er en cykletur i stiv sidevind over broen k-k-k-kold....

Skoven er skøn lige nu - om et øjeblik eksploderer det hele i grønt. Der er blevet så varmt, at skovbunden dufter sødt og friskt, og fornemmelsen af skovsti under løbeskoene er noget af det bedste jeg ved. Og mod alle ods løb jeg rimeligt ubesværet og havde ikke den fornemmelse af gamle, rustne hængsler, som en første-løbetur ofte er.

Jeg modstod fristelsen til at strække løbeturen ud, fordi det gik godt, og holdt mig til den halve times løb, jeg havde bestemt mig til hjemmefra. Nu nyder jeg belønningen - ingen ømme knæ eller skinneben. Men en dejlig fornemmelse i kroppen.

Jeg - en solist

Egentlig er jeg meget social og kan godt lide andre menneskers selskab... men jeg cykler faktisk helst alene.

Jeg har kørt lidt med Baghjulet, men selvom det er søde, søde mennesker, og vældig hyggeligt, foretrækker jeg altså at køre alene. At jeg styrtede med en gruppe sidste år i april var en medvirkende faktor til, at jeg har valgt gruppetræningen fra - men slet ikke den største faktor.

Jeg ville nemlig aldrig lade en dårlig oplevelse holde mig fra at gøre noget, jeg virkelig syntes var givende og fedt.

Men på bundlinien synes jeg bare, at det er federe at cykle helt alene.


Nogle gange kører jeg en tur med Bruno. Det er også dejligt, bare det ikke er for tit. Det er en hel anden slags tur, end når jeg kører alene. Han har efterhånden også fundet ud af, at jeg bare godt kan lide at være mig selv, selvom vores ture da også er fine.

Nogle har været dybt bekymrede og ville kurere mig. Men jeg har ikke lyst. Jeg gider ikke race afsted i baghjulet på nogen og bruge en masse kræfter på at holde gruppens fart og rytme og holde øje med om der nu bliver bremset oppe foran. For mig er det frihed og glæde at sætte mit eget tempo, lægge min egen rute, holde mine egne pauser og køre mine egne spurter.

Jeg gider ikke køre løb. Hvorfor skulle jeg give 200 kr. for at køre i r.... på en masse andre, når jeg kan køre helt gratis - selv?

Jeg har fundet ud af, hvordan cykelmotion glæder mig mest.

Jeg er åbenbart bare solist.

Hvad har suppe og cykling til fælles?

Ja ... det er et godt spørgsmål.

Men i cykleklubben Baghjulet er det ihvertfald tradition, at sæsonen indledes og afsluttes med en suppetur.

Sæsonen starter her i april og slutter så vidt jeg husker i oktober. Det betyder dog ikke, at der ikke cykles på andre årstider - men det er i den periode, at der organiseres træningsture, hvor en forud udpeget turleder lægger en rute.

Suppeturen går i sin enkelhed ud på, at man ved turens afslutning mødes i Østergades forsamlingshus i Middelfart, og spiser varm suppe, og en enkelt øl eller sodavand kan man også få.

I år havde jeg meldt mig til at være på suppeholdet - altså at servere suppe. Ha! Det var jeg glad for, da jeg så vejrudsigten, og ikke mindre, da de våde og kolde cyklister kom tilbage fra landevejen.



Anne Marie (medcyklende hustru til Leo fra klubben) og jeg serverede altså suppe - selvfølgelig havde vi varmet alt for meget. Sådan skal det nok bare være.



Ovenfor er det gruppe D'erne - tror jeg - som er kommet ind. Neden under er det en sjælden gang lykkedes at fange Baghjulets hof-fotograf på et billede.



Stemningen var god og suppen var varm. Og Anne Marie og jeg hyggede os så godt med det, at vi gerne melder os til at servere suppe en anden god gang.

Vind på næsen

I det her flotte vejr kan selv en behersket motionist som jeg høre raceren stå og vrinske ude i cykelrummet.

Høj sol er dog ikke nødvendigvis en garanti for, at der er dejlig lunt. Et blik på termometret, som placeret direkte i solen læste lige knap 10 grader, samt en tur ud på bagtrappen, overbeviste mig om, at min hidtidige forårscykelpåklædning (knickers, vindtæt svedtrøje, jersey og løse ærmer) IKKE ville slå til.

Så jeg fik slæbt både de lange bukser og vinterjakken frem - og efter nærmere eftertanke også de dejlige lune sko-overtræk, som jeg købte sidste efterår. Det kom jeg ikke til at fortryde!

Der var nemlig en kold, kold vind derude. Og den blæste lige ind skråt forfra, hele vejen til Vejle.
Jeg valgte ikke at køre den vanlige vej - helt op til hvor Andkærvej møder landevejen - for efter ca. 17-18 km med iskold vind ind forfra var jeg ikke alene træt - jeg havde også morderlig ondt i panden, der ellers ikke er kulde-sart. Jeg var faktisk lige ved at fortryde, at jeg ikke havde taget hjelmhue på osse.



I stedet drejede jeg ind mod Andkær inden jeg nåede til Vejle. Og straks jeg havde drejet, blev vindstøj og pandesmerter bedre. Aaaah! Cyklen var også straks lidt mere villig til at køre lidt stærkere, og jeg belønnede den derfor med en bananpause på et smukt sted.



Her kan livsnyderen ses, mens hun "gør det, hun er bedst til"... :-)

Da bananen var væk, kørte jeg videre. Det var skønt at være væk fra landevejen - og helt alene ude mellem markerne på den lillebitte vej, jeg fulgte.

Når jeg kører helt alene ude på en lille vej, omgivet af marker og skov og himmel, føler jeg mig let, som den fugl der hænger lidt inde over marken og synger. Jeg er fri. Mit hjerte svæver i brystet af mig. Det er livsnydertid.

Efter at have snoet og "omvejet" mig hjem, endte min triptæller på den gode side af det 50 km.
Og det var først under det varme vand i bruseren, at jeg opdagede hvor KOLD min bagdel egentlig var.

Måske skulle jeg overveje sådan en efter-tag-ting, som Pernille alias Lommen plejer at gøre i:

Livsnyderen - helt kold i røven...

The real deal

Her er en af de bedste versioner, jeg har hørt af Great Gig in the Sky - nemlig Pink Floyds egen version fra Pulse... Suveræne sangerinder, fantastisk komposition.

Der er så meget energi i det nummer ... og der er den der drømmende undertone, som er så kendetegnende for Pink Floyd i de år. Prøv den ... prøv den....

Flittige som myrer...

...det er Bruno og jeg i disse dage.

Vi bor i et stort hus. 181 m2, fordelt på to plan, med en stor have til.
Det var rigtig godt da vi flyttede sammen, hvor vi havde 4 unger, som endnu ikke var fyldt 18, som vi skulle have værelser til.

Nu er det for stort. Andreas er nu taget afsted til Høvelte, for at passe på dronningen, og når han kommer tilbage, bliver det på visit - for 1. februar 08 tager Kristina og han afsted på et højskoleophold i mellemamerika, hvor de vil forbedre deres spanskkundskaber og opleve en masse. De skal være afsted i 3 måneder, og jeg kan ikke forestille mig, at de vil hjem og bo igen, når de kommer tilbage.

Planen er at læse spansk på universitetet. Så ham får vi ikke hjem igen, tror jeg. Ikke permanent.

Så vi vil godt have noget mindre, og noget mere centralt. Vi vil godt ind til Fredericia by. Og ikke mindst vil vi gerne bo i et hus, som vi har valgt sammen. Et, som ikke er en del af vores historie før vi var "os".

I fredags kom vores hus på boligsiden, og i morgen kommer de første interesserede ud for at se huset. Så det må godt se ordentligt ud ... og det gør det nu.

Til gengæld har jeg rynkede fingre.

Den værste

For efterhånden mange år siden var jeg til den værste begravelse, jeg nogensinde har været med til.

Forhistorien var for mit vedkommende, at jeg var på barsel. Var lige nedkommet med Kristian, men deltog alligevel i firmarevyen, som skulle opføres til firmafesten. Så jeg var ikke lige med i dagligdagen på arbejde.

Lørdag formiddag havde vi haft generalprøve, som var gået godt. Og jeg mødte op til festen med min exmand, samt med Kristian i lift - han var kun en måneds tid eller to.

Under direktørens tale var Kristian urolig - så jeg gik lidt udenfor med ham, men jeg kunne høre gennem døren, at direktøren talte. Hørte efter med et halvt øre. Indtil jeg pludselig hørte ham sige noget om nogens minde. Så måtte jeg ind. Spørge dem ved mit bord, hvad han talte om - og hvem.

Det viste sig at være en kollega, som var død i løbet af ugen. En ung kvinde, som jeg kendte fra mange hyggelige snakke på gangen. Ikke en, jeg så privat, men alligevel en af dem, jeg talte med og havde mere end smil og hilsen på gangen med. Merete hed hun - og hun var også hjemme på barsel. Hjemme ved sin lille dreng, som hun havde sammen med sin mand, og sammen med hans store datter.

Hun var væk. Død af en infektion, som vistnok var kommet pga. en fostervandsprøve, og forværret af, at hun havde sukkersyge. Det var gået hurtigt.

Puff - så var en lille, lykkelig familie smadret.

Jeg gik sammen med en anden kollega, som også kendte Merete, til begravelsen. Jeg kan mest huske, hvor forfærdeligt det var. Hendes mand var sej. Han talte til forsamlingen. Knust var han - men han stod op og talte sammenhængende. Kollegaen og jeg græd - jeg hader ellers at græde offentligt.

Men det jeg husker klarest var, da rustvognen kørte med hende. Og hendes 3-årige stod og vinkede til sin mor. Når jeg tænker på det, får jeg stadig tårer i øjnene.

Hvor er det uretfærdigt, at børn skal miste forældre på den måde.

Jeg tænker tit på, hvordan det mon gik den lille fyr. Og der er ingen tvivl om, at han er med, hver gang jeg giver penge til noget i den 3. verden - mine faste donationer og de løse.

Der er jo ikke den store forskel på den lille blonde gut - og så de små unger rundt om i verden, som mister alt pga. naturkatastrofer og sygdom.

Den store forskel er ressourcer. Og mangel på dem.

Søndagsrapport...

Det var en hyggelig dag i går!

Fredag var Bruno og jeg ude at spise, og vi gik en lang tur inde i Fredericia by. Vejret var lunt og dejligt. Vi sad og snakkede lidt sent, så vi sov lidt længere lørdag morgen.

Da vi endelig kom op, skulle vi have købt ind, men derefter sprang vi på hver vores cykel og kørte en tur ud i det dejlige forårsvejr.

I går eftermiddags kom så Carsten og Else på besøg. Vi skulle ha' en kop eftermiddagskaffe, og så var vi ude at spise på Cafe Device i Fredericia - en lille indisk restaurant. Maden er god der - men deres tandoori kylling vil jeg IKKE anbefale. Jeg var skuffet - tør kylling i kedelig tomatsovs, slet ikke deres vanlige standard.

Bagefter stod den på Pink Floyd Project på Fredericia Teater, og det var RIGTIG godt. Animals,Wish you were here og Dark Side of the moon var det dominerende, men de spillede også andre ting.

Blandt højdepunkterne var Great Gig in The Sky ... som virkelig fik vist at deres korpiger ku' SYNGE - wow!!! Jeg havde gåsehud i 10 minutter bagefter.

I dag får vi min søster og svoger på besøg med deres 2 yngste ... så ... der er noget mad der skal laves osv.... I'm on the fly....