Jeg har modtaget en rigtig herlig invitation med posten.
Min folkeskoleklasse holder genforening til august - sammen med parallelklassen, og festen afholdes på den skole, vi dengang gik på (og hvor min bror og hans kone i dag underviser - men det er en hel anden historie..).
Sjovt nok er de to, som inviterer, et par af dem, jeg syntes allerbedst om gennem skoleårene.
Vi har tidligere været samlet - altså min klasse, ikke begge klasser - men det er nok 10 år siden. Og eftersom jeg ikke bor i området længere, og ikke har gjort det i rigtig mange år (snart 23 år), er der mange, jeg kun har set den ene gang, efter vi gik ud af skolen.
Jeg har mest gode minder fra min skoletid. Selvom jeg ikke hørte til i klassens elite, var jeg heller ikke en, der blev holdt ude og mobbet. Jeg levede lidt mit eget liv, lidt perifert, og var ikke uvenner med nogen, og havde 3-4 gode kammerater i klassen - samt i de sidste år også en håndfuld i parallelklassen. Det var udramatiske år.
Man kan ikke påstå jeg var en af de piger, der var rift om blandt drengene. Kejtet, ikke noget specielt at se på, og måske en kende for rapkæftet og skarp i kanterne for de fleste. Det var nok også en forhindring, at mange af dem havde været mine legekammerater inden vi kom i puberteten. Jeg har altid leget godt med begge køn som barn.
Gad vide, hvordan de opfattede mig? Måske skulle jeg spørge nogen - der til august...
5 kommentarer:
"Man kan ikke påstå [...] køn som barn"
Skræmmende! Den del af karakteristikken af dig selv i skoletiden passer fuldstændigt på mig!!
Derudover ku' jeg GODT nok ikke tænkte mig selv at ta' til sådan en "reunion", som det vist nok hedder på nudansk. Har en fornemmelse af, at folk nemt bare ryger tilbage i nogle gamle roller fra dengang. Og min tid var bestemt ikke uproblematisk, så dét ville ikke være rart...!
Men hyggeligt at høre, du har det så godt med det. Dét skal der nok komme en god blogpost ud af. !-)
Jeg har proevet 2 saadanne reunions. Den foerste 7 aar efter vi gik ud af folkeskolen og den anden 17 aar efter (eller noget i den stil, det var skaeve tal i hvert fald).
Den foerste gang roeg vi lige tilbage til rollerne fra dengang, der var ikke gaaet lang tid nok tror jeg.
Anden gang var det helt anderledes og vi sad slet ikke fast i de samme roller mere. Det var sjovt og man fik et helt andet syn paa mange af dem.
Jeg haaber der er nogen der tager initiativ til at vi skal moedes igen paa et tidspunkt. En del moedtes for 2 aar siden hvor vores skole havde 50 aars jubilaeum, men jeg kunne desvaerre ikke komme.
Det er skønt, at nogen orker at kalde sammen. For det første giver det anledning til at tænke tilbage - godt eller skidt. Og for det andet er det spændende at se folk igen -falder man tilbage i de gamle roller, eller kan man finde fælles berøringspunkter. For det tredje kan jeg godt lide, at vi har en fortid. Også selv om der er flere fra min klasse, jeg ikke føler behov for at se igen, men jeg er nysgerrig efter at vide, hvor i livet, de er havnet.
Pernille og Susan - jeg kunne virkelig godt tænke mig at vise de andre, hvad for en person jeg er nu, og se, hvad de er blevet til. Da vi sås for 10 år siden var det hyggeligt - men det var meget tydeligt for mig, at selvom jeg snakkede med de fleste, var det helt klart dem, jeg var venner med i de store klasser, jeg svingede bedst med.
Conny, jeg har det på samme måde. Jeg er flyttet langt væk fra min barndomsegn, og måske derfor har den nogen sentimental værdi for mig. Sammen med minderne om min skoletid og de venner, jeg havde.
Jeg var til en komsammen med dem jeg startede i folkeskolen med for nogle aar siden. Det var saa fedt! Flere af dem havde jeg ikke set i naesten 20 aar og mange havde bare forandret sig SAA meget. Jeg glaeder mig til at laese om hvordan det gik!
Send en kommentar