I morges var jeg urimeligt tøff og cyklede på arbejde, selvom der var en noget høj luftfugtighed.
Det har styrtet ned i nat, men her til morgen var den blide bløde forårsregn tilbage, og den havde jeg ingen betænkeligheder ved at styre mig selv og det hvide lyn ud i.
Men ... så tjekker jeg lige vejrsituationen ... og det ser ud som om at det skal TISSE ned i eftermiddag - lige der hvor jeg er :-(
Så jeg kunne ha' sparet mig det bad i morges ;-) for alt tyder på, at jeg bliver smaddervåd, når jeg cykler hjem i eftermiddag...
tirsdag, april 29, 2008
mandag, april 28, 2008
Den milde Livsnyder
Det regner i aften. Blød, lun forårsregn.
Lige før var jeg ude på min terrasse og min fortrappe for at tænde mine lys udenfor, og luften var ren og mild og stille. Jeg kunne høre nogen unger grine og råbe langt væk.
Forårsaftenslyde.
Her inde dufter det af kanel - jeg har bagt kanelboller med rosiner i, de skal smage himmelsk til aftenskaffen, lige med lidt smør på.
Havde lige lidt gær til overs, da jeg havde rørt det rugbrød sammen, som nu står og blander duftspor med kanelbollerne.
Ungerne er glade. Der er ryddet op.
Verden er god mod mig.
Lige før var jeg ude på min terrasse og min fortrappe for at tænde mine lys udenfor, og luften var ren og mild og stille. Jeg kunne høre nogen unger grine og råbe langt væk.
Forårsaftenslyde.
Her inde dufter det af kanel - jeg har bagt kanelboller med rosiner i, de skal smage himmelsk til aftenskaffen, lige med lidt smør på.
Havde lige lidt gær til overs, da jeg havde rørt det rugbrød sammen, som nu står og blander duftspor med kanelbollerne.
Ungerne er glade. Der er ryddet op.
Verden er god mod mig.
søndag, april 27, 2008
Den første sommerdag
Årets første sommerdag faldt i april.
Ja, for det føltes som sommer idag - omkring middag brød solen igennem skyerne, og temperaturen har ligget på den rigtige side af de 20 grader. Jeg arbejdede i bedet, og kom et stykke længere - og så har jeg vasket vores hvide havemøbler af - de trængte hårdt.
Nu er jeg godt bagt i ansigtet.
Frokost og eftermiddagskaffe blev indtaget ude - sidstnævnte i selskab med Christina, som var på visit på vej hjem fra et kursus her i det jyske, og med Andreas, næsten ihvertfald - jeg havde ham i telefonen, det var dejligt at høre hans stemme.
Han har været syg med halsbetændelse denne uge, og har måttet have læge og får penicillin - stakkels dreng. I Costa Rica synes de åbenbart kun de får valuta for pengene, når lægen finder kanylen frem, så det var "væk med albylerne, frem med kanylerne" (lidt til os gamle ShuBiDua-fans...) - og så fik han et prik lige i måsen.
Nu er han ved at være ovenpå igen - det er heldigt, for på onsdag rejser de videre til San Fransisco, hvor de skal være to uger. Herefter står den på 3 uger i Chicago hos Andreas' fædrende ophav - og så skal han hjem til moooaaar.
Han er jo en voksen ung mand nu - som har overlevet Rextur og lange kedelige vagter for Dronningen - men jeg kan tydeligt høre på ham at mor og familien trækker, ligesom han efterhånden savner dansk mad - og DANMARK i øvrigt.
Behøver jeg at sige, at vi også savner ham???
Til aften kom Lasse forbi og hilste på ... og fik en bid med at spise. Det var så hyggeligt, med fire ud af vores fem børn (sammenlagt) samlet på en gang.
Livet er godt. Og der er kun 1½ måned til Andreas kommer hjem :o)
Ja, for det føltes som sommer idag - omkring middag brød solen igennem skyerne, og temperaturen har ligget på den rigtige side af de 20 grader. Jeg arbejdede i bedet, og kom et stykke længere - og så har jeg vasket vores hvide havemøbler af - de trængte hårdt.
Nu er jeg godt bagt i ansigtet.
Frokost og eftermiddagskaffe blev indtaget ude - sidstnævnte i selskab med Christina, som var på visit på vej hjem fra et kursus her i det jyske, og med Andreas, næsten ihvertfald - jeg havde ham i telefonen, det var dejligt at høre hans stemme.
Han har været syg med halsbetændelse denne uge, og har måttet have læge og får penicillin - stakkels dreng. I Costa Rica synes de åbenbart kun de får valuta for pengene, når lægen finder kanylen frem, så det var "væk med albylerne, frem med kanylerne" (lidt til os gamle ShuBiDua-fans...) - og så fik han et prik lige i måsen.
Nu er han ved at være ovenpå igen - det er heldigt, for på onsdag rejser de videre til San Fransisco, hvor de skal være to uger. Herefter står den på 3 uger i Chicago hos Andreas' fædrende ophav - og så skal han hjem til moooaaar.
Han er jo en voksen ung mand nu - som har overlevet Rextur og lange kedelige vagter for Dronningen - men jeg kan tydeligt høre på ham at mor og familien trækker, ligesom han efterhånden savner dansk mad - og DANMARK i øvrigt.
Behøver jeg at sige, at vi også savner ham???
Til aften kom Lasse forbi og hilste på ... og fik en bid med at spise. Det var så hyggeligt, med fire ud af vores fem børn (sammenlagt) samlet på en gang.
Livet er godt. Og der er kun 1½ måned til Andreas kommer hjem :o)
Livsnyderen i havehumør
Solen skinnede måske ikke vildt fra en skyfri himmel igår, men der var dejlig lunt, og perfekt vejr til at gå i haven.
Det gjorde vi - over middag, for vi havde nogen indendørs ting, vi også skulle, og en tur i Bauhaus at få overstået.
Bl.a. fik vi hængt disse tegninger op. Bodil har tegnet dem, efter fotos - og dem, der kender Bodil, er ikke et splitsekund i tvivl om at det er hende, der er på tegningerne. Hun er en talentfuld tøs, er hun.
Der var andre småting at gøre indenfor - men vi rykkede ret hurtigt ud, for haven ventede, og vi havde købt stort ind af sommerblomster mv. Vi har haft maxikasser på terrassen, og de blev plantet til og sat foran huset - det liver godt op, og det synes jeg, at forsiden af huset trænger til. Der har engang været en forhave, men der er lagt fliser i ... og det bliver lidt "flise-helvede" helt uden blomster.
Når engang vi får skiftet vinduerne til hvide dannebrogsvinduer, bliver det RIGTIG pænt...
Bag huset var vi også i gang. Vores terrasse har "udsigt" over vores gamle, grimme garagetag, så vi har købt nogle altankasser for at camouflere lidt...
På siden af huset er der et underligt bed, som stikker ud fra husvæggen, og hvor der ikke var andet end ukrudt i, da vi flyttede ind. Vi snakker om at sløjfe det, men i første omgang er det blevet hjem for denne forkølede, lille syren, som jeg forbarmede mig over nede i Netto en dag.
Mage til lille pjevs har jeg sjældent set ... men nu må vi se om den klarer sig.
Bag huset er et stort bed. Der er forsøgt med jordbær som bunddække. Been there, done that - fik lov til at ha' bøvlet med at luge mellem jordbærrene. Man forestiller sig, at man BÅDE slipper for at luge OG kan høste dejlige jordbær, men for det første er jordbærplanter ikke pæne ret lang tid i løbet af året, og for det andet giver de bedst 3. år, og så går det hurtigt ned af bakke. Desuden bliver de ikke særligt tætte - så man har fornøjelsen af at luge mælkebøtterne ud mellem dem.
Det var der så ikke nogen der havde gjort temmelig længe i det her bed. Der var hønsetarm og mælkebøtter og mange andre arter af ukrudt i bedet, foruden en ubestemmelig, gulnet og ret uformelig busk. Der var dog også en sød lille hængepil og en nydelig troldhassel - og de får lov at stå.
Jeg kunne ikke holde til at grave hele bedet - det gør djævelsk ondt i mit dumme haleben, når jeg fortsætter for længe (i det mindste når jeg ikke få ondt i skuldrene), men et stykke vej nåede jeg dog - og Bruno fik den sære busk op (samt de 3 grimme tujaer, som stod i græsplænen).
Istedet for den underlige busk, satte vi en cotoneasters, som vi har haft i en krukke - men som skranter lidt. Så må vi se, hvad der sker med den. Ihvertfald kan man da se, hvor langt jeg er kommet her - og jeg nåede mere senere på dagen :-)
Rabarber må man have. Så sådan et par fætre kom der i jorden i mit nygravede stykke.
Bruno plantede også vores store krukke til med en af de der lilla - hedder de ikke kartoffelblomster eller sådan noget? Køn er den ihvertfald -- ja, også blomsten ;-)
For dælen, hvor var vi flittige! Så vi havde ærligt fortjent en kop kaffe i vores stue (nu med billeder på væggen).
Det gjorde vi - over middag, for vi havde nogen indendørs ting, vi også skulle, og en tur i Bauhaus at få overstået.
Bl.a. fik vi hængt disse tegninger op. Bodil har tegnet dem, efter fotos - og dem, der kender Bodil, er ikke et splitsekund i tvivl om at det er hende, der er på tegningerne. Hun er en talentfuld tøs, er hun.
Der var andre småting at gøre indenfor - men vi rykkede ret hurtigt ud, for haven ventede, og vi havde købt stort ind af sommerblomster mv. Vi har haft maxikasser på terrassen, og de blev plantet til og sat foran huset - det liver godt op, og det synes jeg, at forsiden af huset trænger til. Der har engang været en forhave, men der er lagt fliser i ... og det bliver lidt "flise-helvede" helt uden blomster.
Når engang vi får skiftet vinduerne til hvide dannebrogsvinduer, bliver det RIGTIG pænt...
Bag huset var vi også i gang. Vores terrasse har "udsigt" over vores gamle, grimme garagetag, så vi har købt nogle altankasser for at camouflere lidt...
På siden af huset er der et underligt bed, som stikker ud fra husvæggen, og hvor der ikke var andet end ukrudt i, da vi flyttede ind. Vi snakker om at sløjfe det, men i første omgang er det blevet hjem for denne forkølede, lille syren, som jeg forbarmede mig over nede i Netto en dag.
Mage til lille pjevs har jeg sjældent set ... men nu må vi se om den klarer sig.
Bag huset er et stort bed. Der er forsøgt med jordbær som bunddække. Been there, done that - fik lov til at ha' bøvlet med at luge mellem jordbærrene. Man forestiller sig, at man BÅDE slipper for at luge OG kan høste dejlige jordbær, men for det første er jordbærplanter ikke pæne ret lang tid i løbet af året, og for det andet giver de bedst 3. år, og så går det hurtigt ned af bakke. Desuden bliver de ikke særligt tætte - så man har fornøjelsen af at luge mælkebøtterne ud mellem dem.
Det var der så ikke nogen der havde gjort temmelig længe i det her bed. Der var hønsetarm og mælkebøtter og mange andre arter af ukrudt i bedet, foruden en ubestemmelig, gulnet og ret uformelig busk. Der var dog også en sød lille hængepil og en nydelig troldhassel - og de får lov at stå.
Jeg kunne ikke holde til at grave hele bedet - det gør djævelsk ondt i mit dumme haleben, når jeg fortsætter for længe (i det mindste når jeg ikke få ondt i skuldrene), men et stykke vej nåede jeg dog - og Bruno fik den sære busk op (samt de 3 grimme tujaer, som stod i græsplænen).
Istedet for den underlige busk, satte vi en cotoneasters, som vi har haft i en krukke - men som skranter lidt. Så må vi se, hvad der sker med den. Ihvertfald kan man da se, hvor langt jeg er kommet her - og jeg nåede mere senere på dagen :-)
Rabarber må man have. Så sådan et par fætre kom der i jorden i mit nygravede stykke.
Bruno plantede også vores store krukke til med en af de der lilla - hedder de ikke kartoffelblomster eller sådan noget? Køn er den ihvertfald -- ja, også blomsten ;-)
For dælen, hvor var vi flittige! Så vi havde ærligt fortjent en kop kaffe i vores stue (nu med billeder på væggen).
torsdag, april 24, 2008
Sangen giver vinger...
Igår var jeg til sang, og det er godtnok heldigt, at sangen gi'r lidt vinger.
Jeg var nemlig ved at være lidt brugt, da jeg lidt for sent kom halsende ind i musiklokalet på Lillebæltskolen i Middelfart.
Dagen var nemlig blevet lidt langt. På arbejde bød eftermiddagen på en temadag med deltagelse af repræsentanter for de banker, som bruger vores systemer - og dermed vores netbank. Jeg havde et par indlæg, dels om den demo-netbank vi satte i søen i foråret (hvis du er nysgerrig kan den ses her) eller her - du skal bare trykke på det link, der fører til Demo-netbanken.
Det andet indlæg handlede om det projekt, jeg arbejder på nu, som er et stort løft af brugervenligheden i vores netbank - den trænger nemlig til en kærlig hånd, og det giver vi den nu.
Jeg fik holdt mine indlæg og fik også plejet mine forbindelser lidt, og da mødet var forbi, og vi havde hjulpet med at rydde op, kørte jeg til Kolding. Jeg skulle nemlig til en afskedsreception på Uddeholm - en mangeårig kollega til Bruno gik på pension, og firmaet inviterede...
Jeg smuttede dog derfra efter osten (og inden desserten), for jeg havde lovet at komme over og synge med de dejlige piger fra X-tetten.
Og på en eller anden måde var det bare så dejligt, selvom jeg var enormt træt, og min r.. gjorde ondt ... (ja ... pga. det der trappe-styrt, altså).
Mmmm. Dejlige tøser, og dejlig musik :-)
Det er slet ikke mælk, der gi'r ny energi ... det er sang...
Jeg var nemlig ved at være lidt brugt, da jeg lidt for sent kom halsende ind i musiklokalet på Lillebæltskolen i Middelfart.
Dagen var nemlig blevet lidt langt. På arbejde bød eftermiddagen på en temadag med deltagelse af repræsentanter for de banker, som bruger vores systemer - og dermed vores netbank. Jeg havde et par indlæg, dels om den demo-netbank vi satte i søen i foråret (hvis du er nysgerrig kan den ses her) eller her - du skal bare trykke på det link, der fører til Demo-netbanken.
Det andet indlæg handlede om det projekt, jeg arbejder på nu, som er et stort løft af brugervenligheden i vores netbank - den trænger nemlig til en kærlig hånd, og det giver vi den nu.
Jeg fik holdt mine indlæg og fik også plejet mine forbindelser lidt, og da mødet var forbi, og vi havde hjulpet med at rydde op, kørte jeg til Kolding. Jeg skulle nemlig til en afskedsreception på Uddeholm - en mangeårig kollega til Bruno gik på pension, og firmaet inviterede...
Jeg smuttede dog derfra efter osten (og inden desserten), for jeg havde lovet at komme over og synge med de dejlige piger fra X-tetten.
Og på en eller anden måde var det bare så dejligt, selvom jeg var enormt træt, og min r.. gjorde ondt ... (ja ... pga. det der trappe-styrt, altså).
Mmmm. Dejlige tøser, og dejlig musik :-)
Det er slet ikke mælk, der gi'r ny energi ... det er sang...
tirsdag, april 22, 2008
Livsnyderen overvejer karriereskift
Måske burde jeg have valgt at blive filminstruktør.
Tag nu bare Susanne Bier.
Hun har lige lavet Things We Lost in the Fire med sprøde David "Mulder" Duchovny, og så ham latino-hunk'en Benicio del Toro.
Jov jov. Tal om arbejdsmiljø lige der - og Halle Berry er da også en sprød kiks.
Nu skal hun drolanspilleme lave en film med selveste mr.Britisk-Pjuskhår-og-Kejtet-Charme, Hugh Grant...
Hvem bliver den næste?? Colin Firth???? For så tror jeg altså, jeg hopper på bølgen med kvindelige danske filminstruktører og skifter branche. Måske vil Susanne ta' mig ind som føl.
Tag nu bare Susanne Bier.
Hun har lige lavet Things We Lost in the Fire med sprøde David "Mulder" Duchovny, og så ham latino-hunk'en Benicio del Toro.
Jov jov. Tal om arbejdsmiljø lige der - og Halle Berry er da også en sprød kiks.
Nu skal hun drolanspilleme lave en film med selveste mr.Britisk-Pjuskhår-og-Kejtet-Charme, Hugh Grant...
Hvem bliver den næste?? Colin Firth???? For så tror jeg altså, jeg hopper på bølgen med kvindelige danske filminstruktører og skifter branche. Måske vil Susanne ta' mig ind som føl.
søndag, april 20, 2008
Castellane - Je t'adore!!
For efterhånden (lad mig tælle - bum, bum, bum..) FIRE år siden var vi på campingferie i Castellane, lige i hjertet af vidunderlige Haut Provence. Der hvor lavendlerne og vinmarkerne afløser hinanden, hvor ethvert marked med respekt for sig selv sælger store runde oste og gult keramik med oliven på, og hvor Verdon-floden snor sig mellem bjergene og gennem Gorges de Verdon ...
For mig står det som det smukkeste og fredeligste sted, vi har været. Det var i Castellane, vi vandrede op og op til en kirke, som hang højt over byen på en klippe. For mig er Castellane indbegrebet af Sydfrankrig - og nu skal vi tilbage.
Vi har booket en plads på en plads ved navn Chasteuil-Provence lidt udenfor Castellane. Jeg glæder mig allerede til solen og varmen og den særlige stemning dernede.
For mig står det som det smukkeste og fredeligste sted, vi har været. Det var i Castellane, vi vandrede op og op til en kirke, som hang højt over byen på en klippe. For mig er Castellane indbegrebet af Sydfrankrig - og nu skal vi tilbage.
Vi har booket en plads på en plads ved navn Chasteuil-Provence lidt udenfor Castellane. Jeg glæder mig allerede til solen og varmen og den særlige stemning dernede.
Her hjælper kun bønner.
Det har været en herlig bededagsferie - især hvis jeg ser bort fra visse dele af min anatomi.
Lørdag kunne jeg konstatere, at jeg havde overlevet natten ovenpå mit styrt. Godt hjulpet af håndkøbssmertestillende og nedkøling, samt ½ flaske Errazuriz Max Reserva. Nedkølingen havde jeg fået ideen til på en engelsksproget hjemmeside om læsioner på halebenet. Da vi ikke lige ved, hvor vores køleposer ligger henne, faldt opgaven på en pose frosne haricots verts - eller grønne bønner, på godt dansk. Sådan nogen er faktisk gode til den slags. De klumper sig ikke sammen som ærter, hvis man bruger dem flere gange til afkøling.
Men man føler sig lidt outreret når man sidder der med en pose grønne bønner i måsen.
Her hjælper kun bønner, var weekendens slogan.
Lørdag formiddag kom Conny, Carsten og Stine, og heldigvis kunne jeg med bønner ;o) og smertestillende klare en osetur ned i byen - der er jo ikke så langt. For at brække distancen over, indtog vi en øl nede på Ryes Plads - udenfor den Engelske Pub i solen på en bænk ... aaaaaah!
Ellers bød besøget på en gåtur på volden, og en masse aftenhygge. Carsten gik vanen tro først i seng - ved et-tiden. Bruno holdt en lille times tid mere, og Conny og jeg fik snakket igennem, og kom i seng 3.30. Der var også røget lidt rødvin ned. Men ikke så meget, at vi ikke var friske i dag.
Her er lidt stemningsbilleder fra volden i går eftermiddags. Jeg skulle nok have taget piller INDEN vi gik tur, for jeg var nær aldrig kommet helt hjem igen.
Bruno og Madsen ordner verdenssituationen, da der ikke var nogen bilforhandlere, de kunne besøge for en dæksparkningsseance.
Kristian og Cujo hyggede sig sammen.
Vi nåede helt ned til det blå Lillebælt.
Søster poserede på Danmarksporten.
Landsoldaten poserede på sin vanlige plads - han så ikke så godt ud som søster...
Lørdag kunne jeg konstatere, at jeg havde overlevet natten ovenpå mit styrt. Godt hjulpet af håndkøbssmertestillende og nedkøling, samt ½ flaske Errazuriz Max Reserva. Nedkølingen havde jeg fået ideen til på en engelsksproget hjemmeside om læsioner på halebenet. Da vi ikke lige ved, hvor vores køleposer ligger henne, faldt opgaven på en pose frosne haricots verts - eller grønne bønner, på godt dansk. Sådan nogen er faktisk gode til den slags. De klumper sig ikke sammen som ærter, hvis man bruger dem flere gange til afkøling.
Men man føler sig lidt outreret når man sidder der med en pose grønne bønner i måsen.
Her hjælper kun bønner, var weekendens slogan.
Lørdag formiddag kom Conny, Carsten og Stine, og heldigvis kunne jeg med bønner ;o) og smertestillende klare en osetur ned i byen - der er jo ikke så langt. For at brække distancen over, indtog vi en øl nede på Ryes Plads - udenfor den Engelske Pub i solen på en bænk ... aaaaaah!
Ellers bød besøget på en gåtur på volden, og en masse aftenhygge. Carsten gik vanen tro først i seng - ved et-tiden. Bruno holdt en lille times tid mere, og Conny og jeg fik snakket igennem, og kom i seng 3.30. Der var også røget lidt rødvin ned. Men ikke så meget, at vi ikke var friske i dag.
Her er lidt stemningsbilleder fra volden i går eftermiddags. Jeg skulle nok have taget piller INDEN vi gik tur, for jeg var nær aldrig kommet helt hjem igen.
Bruno og Madsen ordner verdenssituationen, da der ikke var nogen bilforhandlere, de kunne besøge for en dæksparkningsseance.
Kristian og Cujo hyggede sig sammen.
Vi nåede helt ned til det blå Lillebælt.
Søster poserede på Danmarksporten.
Landsoldaten poserede på sin vanlige plads - han så ikke så godt ud som søster...
fredag, april 18, 2008
Fra mobil til handicappet på 4 sekunder
Sådan kan en livsnyder gå fra mobil til midlertidigt handicappet på 4 sekunder:
Tag 1 stk. stejl og slidt kældertrappe og tilsæt 1 stk. travl livsnyder på vej ned til vasketøjskurven.
Sådan får man opmærksomhed. 10 sekunder senere stod en bekymret Bruno over mig, som ynkeligt stønnede: Lad være med at røre ved mig - jeg er okay, jeg skal bare lige ha' lidt tid...
Da jeg var kommet mig så meget at jeg kunne stå op uden at besvime (jeg har en besværlig vane med at besvime når jeg har ondt - yndigt, hvis jeg var en lille nipsting, men ret upraktisk når man er en høj, stærk ikke-bærbar model som mig), fik jeg hevet mig selv op af trapperne og op af sofaen - lige præcis i tide til at undgå en besvimelse.
Der lå jeg så og små-tudede og havde ondt af mig selv mens jeg gjorde status:
* et stk. gedigent slag hen over lænden - ømt men ikke alvorligt
* et stk. smertefuldt slag på halebenet - AVAVAV!
* et slag på albuen, som ret hurtigt måtte vige pladsen i bevidstheden for de andre slag.
WOW jeg bliver flot og gul og blå! I forvejen får jeg uhyggeligt let blå mærker, så jeg bliver da et rent kunstværk...
Da der var gået lidt tid, sendte jeg Bruno ud på den cykletur, han planlagde - jeg var ok der på sofaen, og jeg blev næsten helt stresset af at han bare sad der og så vældigt bekymret på mig - den søde mand!! :-)
Nu er jeg rimeligt mobil. Det går lidt langsomt på trapper, og når jeg skal op og ned af stole osv, går det også reeet sløvt. Jeg er bange for, at der nok går nogle dage (uger?) før løbeskoene skal på volden igen :-(
Men hvad - om ikke andet er det en glimrende undskyldning for at drikke rødvin i aften - det er jo af MEDICINSKE årsager, ikke...
Tag 1 stk. stejl og slidt kældertrappe og tilsæt 1 stk. travl livsnyder på vej ned til vasketøjskurven.
Sådan får man opmærksomhed. 10 sekunder senere stod en bekymret Bruno over mig, som ynkeligt stønnede: Lad være med at røre ved mig - jeg er okay, jeg skal bare lige ha' lidt tid...
Da jeg var kommet mig så meget at jeg kunne stå op uden at besvime (jeg har en besværlig vane med at besvime når jeg har ondt - yndigt, hvis jeg var en lille nipsting, men ret upraktisk når man er en høj, stærk ikke-bærbar model som mig), fik jeg hevet mig selv op af trapperne og op af sofaen - lige præcis i tide til at undgå en besvimelse.
Der lå jeg så og små-tudede og havde ondt af mig selv mens jeg gjorde status:
* et stk. gedigent slag hen over lænden - ømt men ikke alvorligt
* et stk. smertefuldt slag på halebenet - AVAVAV!
* et slag på albuen, som ret hurtigt måtte vige pladsen i bevidstheden for de andre slag.
WOW jeg bliver flot og gul og blå! I forvejen får jeg uhyggeligt let blå mærker, så jeg bliver da et rent kunstværk...
Da der var gået lidt tid, sendte jeg Bruno ud på den cykletur, han planlagde - jeg var ok der på sofaen, og jeg blev næsten helt stresset af at han bare sad der og så vældigt bekymret på mig - den søde mand!! :-)
Nu er jeg rimeligt mobil. Det går lidt langsomt på trapper, og når jeg skal op og ned af stole osv, går det også reeet sløvt. Jeg er bange for, at der nok går nogle dage (uger?) før løbeskoene skal på volden igen :-(
Men hvad - om ikke andet er det en glimrende undskyldning for at drikke rødvin i aften - det er jo af MEDICINSKE årsager, ikke...
torsdag, april 17, 2008
Caffe Katia - måske Danmarks hyggeligste restaurant
Forestil dig en restaurant, som ikke ser ud af noget særligt udefra.
Men når du kommer ind, kikker du dig om og tænker: hvis stue er jeg kommet ind i?
Der er bogreoler med blade og bøger og aviser. Der er kort og brætspil. Billederne på væggen er ikke en bestemt stil, men tydeligvis et udtryk for indehaverens personlige smag. I et hjørne står et par kurvestole med tæpper slængt over, og et lille bord imellem.
Ved et bord sidder en mand med en kande the og en avis. Han ser ud til at have siddet der nogen tid.
Alt dette når du at se på den korte tid, inde indehaveren Katia kommer dig i møde. En lille, mørk kvinde med et stort, venligt smil. Eller måske er det den søde, unge mand, som også arbejder derinde - og som er godt lært op, for han tager lige så varmt imod dig.
Vi opdagede dette sted i påsken, mens vi arbejdede på huset. En dag skulle vi have noget hurtig frokost, og besluttede at gå ned i byen. Vi endte hos Katia, og da vi den dag havde dårlig tid, var vi enige om, at næste gang skulle vi have tid til at nyde det!
Du får lov til at finde dig et bord, og så kommer menuen. En overskuelig menu med italiensk anstrøg. Der er ikke en pizza, en burger eller en pommes frite at finde, men til gengæld er der lækre pasta-, kød- eller fiskeretter. Og Antipasti, supper og salater, naturligvis.
Mens vi ventede på maden denne aften, snakkede vi, og bladrede i bøger fra hylderne. Bruno fortalte os om insekter, og Bodil var fordybet i en bog om Peter Plys og Filosofferne.
Jeg havde valgt en pebersteak, og fik en stor, mør, perfekt stegt bøf. Aromatisk, blød sauce, stegte kartofler og de lækreste grøntsager: broccoli, asparges med bacon omkring, store stykker bagt peberfrugt ... jeg var glad for at jeg havde bestilt ekstra grøntsager! Bruno fik guldbars, og han uhmm'ede sig også hele vejen igennem. Ungerne valgte lasagna, og deres øjne var nærmest himmelvendte af nydelse.
Flere gange undervejs kom personalet over og spurgte, om alt var i orden. OG det var det - i den grad.
Sjovt var det også, at man kunne høre kokken synge ude i køkkenet, og at Katia gik og sang med på den musik, der spillede.
Desserten sprang Bruno og jeg over - der lå et stykke chokoladekage i vejen, tror jeg. Ungerne fik isdesserter, og vi nøjedes med kaffe. Jeg fik den skønneste Caffe Latte med hasselnødsirup - det gjorde det fint ud for dessert...
Vi gik alle glade hjem. Enige om, at madens høje kvalitet, og den unikke stemning var noget, vi gerne ville opleve igen.
Et lille stykke sydeuropa - lige midt i Fredericia!
Men når du kommer ind, kikker du dig om og tænker: hvis stue er jeg kommet ind i?
Der er bogreoler med blade og bøger og aviser. Der er kort og brætspil. Billederne på væggen er ikke en bestemt stil, men tydeligvis et udtryk for indehaverens personlige smag. I et hjørne står et par kurvestole med tæpper slængt over, og et lille bord imellem.
Ved et bord sidder en mand med en kande the og en avis. Han ser ud til at have siddet der nogen tid.
Alt dette når du at se på den korte tid, inde indehaveren Katia kommer dig i møde. En lille, mørk kvinde med et stort, venligt smil. Eller måske er det den søde, unge mand, som også arbejder derinde - og som er godt lært op, for han tager lige så varmt imod dig.
Vi opdagede dette sted i påsken, mens vi arbejdede på huset. En dag skulle vi have noget hurtig frokost, og besluttede at gå ned i byen. Vi endte hos Katia, og da vi den dag havde dårlig tid, var vi enige om, at næste gang skulle vi have tid til at nyde det!
Du får lov til at finde dig et bord, og så kommer menuen. En overskuelig menu med italiensk anstrøg. Der er ikke en pizza, en burger eller en pommes frite at finde, men til gengæld er der lækre pasta-, kød- eller fiskeretter. Og Antipasti, supper og salater, naturligvis.
Mens vi ventede på maden denne aften, snakkede vi, og bladrede i bøger fra hylderne. Bruno fortalte os om insekter, og Bodil var fordybet i en bog om Peter Plys og Filosofferne.
Jeg havde valgt en pebersteak, og fik en stor, mør, perfekt stegt bøf. Aromatisk, blød sauce, stegte kartofler og de lækreste grøntsager: broccoli, asparges med bacon omkring, store stykker bagt peberfrugt ... jeg var glad for at jeg havde bestilt ekstra grøntsager! Bruno fik guldbars, og han uhmm'ede sig også hele vejen igennem. Ungerne valgte lasagna, og deres øjne var nærmest himmelvendte af nydelse.
Flere gange undervejs kom personalet over og spurgte, om alt var i orden. OG det var det - i den grad.
Sjovt var det også, at man kunne høre kokken synge ude i køkkenet, og at Katia gik og sang med på den musik, der spillede.
Desserten sprang Bruno og jeg over - der lå et stykke chokoladekage i vejen, tror jeg. Ungerne fik isdesserter, og vi nøjedes med kaffe. Jeg fik den skønneste Caffe Latte med hasselnødsirup - det gjorde det fint ud for dessert...
Vi gik alle glade hjem. Enige om, at madens høje kvalitet, og den unikke stemning var noget, vi gerne ville opleve igen.
Et lille stykke sydeuropa - lige midt i Fredericia!
Det gjorde slet ikke ondt...
Det var ingen sag at blive 42.
Først vågner man om morgenen - til fuglekvidder som sædvanlig - og opdager, at solen skinner smukt.
Så sætter man sig til morgenbordet og får kaffe, morgenbrød fra Vesterbro-bageren og FINE GAVER ....
(inklusive blusen, jeg har på - som er en gave fra min mor....)
...og så tager man på arbejde hvor kollegerne sætter ikke mindre end 16 flag op på mit bord.
Gaverne var rigtig fine! Smukke øreringe samt en cd fra ungerne og Bruno, og fra ham alene billetter til en koncert i Det Bruunske Pakhus. Fra min mor - en bluse, en cd-box med Simon & Garfunkel (ren nostalgi!) og en fin ny pung ... den gamle hang altså også i laser!
Med Bodils vanlige sans for detaljer var "kortet" en glaskop med gratulationstekst og alle deres navne indgraveret ... sjovt!
Da jeg kom hjem, havde hun bagt chokoladekage, som vi hyggede med. Og om aftenen gik vi ud ... mere om det i næste blogindlæg, som bliver en hæmningsløs reklame...
Næh ... det er slet ikke slemt at blive 42...
Først vågner man om morgenen - til fuglekvidder som sædvanlig - og opdager, at solen skinner smukt.
Så sætter man sig til morgenbordet og får kaffe, morgenbrød fra Vesterbro-bageren og FINE GAVER ....
(inklusive blusen, jeg har på - som er en gave fra min mor....)
...og så tager man på arbejde hvor kollegerne sætter ikke mindre end 16 flag op på mit bord.
Gaverne var rigtig fine! Smukke øreringe samt en cd fra ungerne og Bruno, og fra ham alene billetter til en koncert i Det Bruunske Pakhus. Fra min mor - en bluse, en cd-box med Simon & Garfunkel (ren nostalgi!) og en fin ny pung ... den gamle hang altså også i laser!
Med Bodils vanlige sans for detaljer var "kortet" en glaskop med gratulationstekst og alle deres navne indgraveret ... sjovt!
Da jeg kom hjem, havde hun bagt chokoladekage, som vi hyggede med. Og om aftenen gik vi ud ... mere om det i næste blogindlæg, som bliver en hæmningsløs reklame...
Næh ... det er slet ikke slemt at blive 42...
mandag, april 14, 2008
Mon jeg kan sove i nat?
I morgen har jeg fødselsdag.
Der er blevet hvisket bag min ryg, selvom de vist ikke troede, at jeg opdagede det. Skummelt, skummelt. Mon de har hemmeligheder for mig?
Mon jeg kan sove i nat, for bare spænding?
Der er blevet hvisket bag min ryg, selvom de vist ikke troede, at jeg opdagede det. Skummelt, skummelt. Mon de har hemmeligheder for mig?
Mon jeg kan sove i nat, for bare spænding?
Lige til højrebenet
Jeg forstår ikke helt det der google-ads.
Hvad i mine blogindlæg trigger en reklame med overskriften: "Bikiniklar med lille bold"??
Hvad i mine blogindlæg trigger en reklame med overskriften: "Bikiniklar med lille bold"??
søndag, april 13, 2008
Effektiv søndag!
Jeg har været rigtig effektiv i dag.
Mit løb har været gået helt i stå - sammen med alt andet træning. Mine dårlige skuldre, kombineret med flytning og problemer med skinnebenssmerter - har resulteret i at jeg ikke har været afsted i en måneds tid - til noget som helst.
I sidste uge talte jeg med fysioterapeuten om mine skinneben. Han tjekkede mine løbesko og godkendte dem - og så undersøgte han mine ben. De var ømme og spændte. Han mener, det er holdningsproblemerne, som også forårsager mine skuldersmerter, som sætter sig helt ned i benene.
Opskriften: Cykl. Ikke nødvendigvis lange ture, men gang i benene. Løb - forsigtigt - evt. et begynderprogram.
I sidste uge har jeg cyklet på arbejde - mandag til torsdag. Og så startede jeg med løb igen i dag. Jeg har købt Alt for Damerne i denne uge, og er startet op på en let modificeret version af deres begynderprogram.
Det gik rigtig godt, jeg lavede masser af stræk bagefter, og mine ben føles helt fine.
Bagefter gjorde jeg rent på vores badeværelse ovenpå - det trængte, for det fik jeg ikke gjort grundigt rent inden vi flyttede ind. Jeg fik også pakket det sidste ud, de poser osv der stod på badeværelset.
Da jeg var færdig, kom Bruno hjem fra cykletur med Baghjulet, og så spiste vi noget frokost.
Bagefter ventede strygetøjet. Det blev klaret mens jeg så Paris-Roubaix.
Jeg drømte lidt om, når jeg får lavet mit vaskerum færdigt. Lige nu er det et mørkt og halvkoldt kælderrum. Men når vi får skiftet yderdøren, malet og renoveret rummet, sat et bord op under vinduet, og hylder og skabe ... så bliver det lækkert! Jeg skal have en cd-afspiller derned, så jeg kan høre musik, og et lille TV, så jeg kan kombinere strygningen med TV-kikning - det er den eneste måde, jeg kan komme igennem strygebunkerne på en behagelig måde.
Det bliver godt. Engang.
Næste weekend skal vi have RIGTIG gæster - for allerførste gang! Min søster Conny, hendes mand og min niece Stine kommer. Jeg glæder mig helt vildt! Vi skal på strøgtur i Fredericia, og vi skal hygge og snakke og drikke rødvin og spise god mad.
Det er så længe siden!
Så ... jeg må smutte. Vi skal have ryddet gæsteværelset op.
Mit løb har været gået helt i stå - sammen med alt andet træning. Mine dårlige skuldre, kombineret med flytning og problemer med skinnebenssmerter - har resulteret i at jeg ikke har været afsted i en måneds tid - til noget som helst.
I sidste uge talte jeg med fysioterapeuten om mine skinneben. Han tjekkede mine løbesko og godkendte dem - og så undersøgte han mine ben. De var ømme og spændte. Han mener, det er holdningsproblemerne, som også forårsager mine skuldersmerter, som sætter sig helt ned i benene.
Opskriften: Cykl. Ikke nødvendigvis lange ture, men gang i benene. Løb - forsigtigt - evt. et begynderprogram.
I sidste uge har jeg cyklet på arbejde - mandag til torsdag. Og så startede jeg med løb igen i dag. Jeg har købt Alt for Damerne i denne uge, og er startet op på en let modificeret version af deres begynderprogram.
Det gik rigtig godt, jeg lavede masser af stræk bagefter, og mine ben føles helt fine.
Bagefter gjorde jeg rent på vores badeværelse ovenpå - det trængte, for det fik jeg ikke gjort grundigt rent inden vi flyttede ind. Jeg fik også pakket det sidste ud, de poser osv der stod på badeværelset.
Da jeg var færdig, kom Bruno hjem fra cykletur med Baghjulet, og så spiste vi noget frokost.
Bagefter ventede strygetøjet. Det blev klaret mens jeg så Paris-Roubaix.
Jeg drømte lidt om, når jeg får lavet mit vaskerum færdigt. Lige nu er det et mørkt og halvkoldt kælderrum. Men når vi får skiftet yderdøren, malet og renoveret rummet, sat et bord op under vinduet, og hylder og skabe ... så bliver det lækkert! Jeg skal have en cd-afspiller derned, så jeg kan høre musik, og et lille TV, så jeg kan kombinere strygningen med TV-kikning - det er den eneste måde, jeg kan komme igennem strygebunkerne på en behagelig måde.
Det bliver godt. Engang.
Næste weekend skal vi have RIGTIG gæster - for allerførste gang! Min søster Conny, hendes mand og min niece Stine kommer. Jeg glæder mig helt vildt! Vi skal på strøgtur i Fredericia, og vi skal hygge og snakke og drikke rødvin og spise god mad.
Det er så længe siden!
Så ... jeg må smutte. Vi skal have ryddet gæsteværelset op.
torsdag, april 10, 2008
Meningsfuld Livsnyder
Blogging with a purpose.
Sådan hedder en pris, der cirkulerer for tiden i blogland. Og for snart et par uger siden opdagede jeg sørme, at min ven Johnnie har tildelt mig prisen.
Johnnies blog startede, efter at hans kæreste - med hans vidende og billigelse - tog sit eget liv. Johnnie var gennem en retssag, og skriver nu om det tabubelagte emne. For når vi selv må bestemme over vores liv, er der så ikke situationer, hvor vi skal have lov til at bestemme over vores død?
Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne have ydet den samme kærlige og ærligt mente opbakning, som han gav sin kæreste. Men han har min største respekt for sit valg, og for at skrive klogt om et ømtåleligt emne. Jeg er ikke altid enig. Men jeg har respekt.
Ved siden af hans blog, er min måske lidt lettere i det. Men jeg er glad for, at han ikke har vejet den og fundet den for let - for jeg gider jo ikke være indehaver af en glansbilled/overflade/udstil-mig-selv-som-perfekt-blog.
Der er desværre regler med for en award som denne - og de er:
1. Nominerede blogge skal nominere 5 personer, som ikke har modtaget prisen
2. De nominerede blogge skal have et formål
3. I indlægget om prisen skal der laves et link tilbage til denne blog
4. De nominerede blogge skal lægge award-logoet på deres blog.
5. Logoet skal linke tilbage til denne blog
Jeg starter med at bryde regel 5, af den simple årsag at jeg ikke kan finde ud af at linke på logoet. Og jeg gider ikke finde ud af hvordan man gør.
Herefter vil jeg lige bryde resten, for jeg har ikke tænkt mig at nominere nogen. Jeg læser mange gode blogs, og mange af dem er allerede blevet tagget.
Så dette indlæg er bare for at sige MANGE TAK til Johnnie - som klart ville være på min liste over Blogs with a purpose...
Sådan hedder en pris, der cirkulerer for tiden i blogland. Og for snart et par uger siden opdagede jeg sørme, at min ven Johnnie har tildelt mig prisen.
Johnnies blog startede, efter at hans kæreste - med hans vidende og billigelse - tog sit eget liv. Johnnie var gennem en retssag, og skriver nu om det tabubelagte emne. For når vi selv må bestemme over vores liv, er der så ikke situationer, hvor vi skal have lov til at bestemme over vores død?
Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne have ydet den samme kærlige og ærligt mente opbakning, som han gav sin kæreste. Men han har min største respekt for sit valg, og for at skrive klogt om et ømtåleligt emne. Jeg er ikke altid enig. Men jeg har respekt.
Ved siden af hans blog, er min måske lidt lettere i det. Men jeg er glad for, at han ikke har vejet den og fundet den for let - for jeg gider jo ikke være indehaver af en glansbilled/overflade/udstil-mig-selv-som-perfekt-blog.
Der er desværre regler med for en award som denne - og de er:
1. Nominerede blogge skal nominere 5 personer, som ikke har modtaget prisen
2. De nominerede blogge skal have et formål
3. I indlægget om prisen skal der laves et link tilbage til denne blog
4. De nominerede blogge skal lægge award-logoet på deres blog.
5. Logoet skal linke tilbage til denne blog
Jeg starter med at bryde regel 5, af den simple årsag at jeg ikke kan finde ud af at linke på logoet. Og jeg gider ikke finde ud af hvordan man gør.
Herefter vil jeg lige bryde resten, for jeg har ikke tænkt mig at nominere nogen. Jeg læser mange gode blogs, og mange af dem er allerede blevet tagget.
Så dette indlæg er bare for at sige MANGE TAK til Johnnie - som klart ville være på min liste over Blogs with a purpose...
onsdag, april 09, 2008
Der er ting jeg simpelthen ikke vil vide
I dag slugte jeg en klump og fik unævnelige billeder på min indre fladskærm, da jeg læste følgende overskrift:
"Lars Løkkes rod vokser"
Fy for pyffer! Der er simpelthen ting jeg ikke vil vide!
I den blidere ende måtte jeg pudse kontaktlinserne, da jeg på min tur gennem byen så et skilt i en butik, hvor der stod "Singlefælder"?!?
Ved nærmere efterkik var det altså "Sneglefælder" der stod.
Gad vide om jeg har fået vendt min hjerne forkert her i morges, da jeg stod op?
"Lars Løkkes rod vokser"
Fy for pyffer! Der er simpelthen ting jeg ikke vil vide!
I den blidere ende måtte jeg pudse kontaktlinserne, da jeg på min tur gennem byen så et skilt i en butik, hvor der stod "Singlefælder"?!?
Ved nærmere efterkik var det altså "Sneglefælder" der stod.
Gad vide om jeg har fået vendt min hjerne forkert her i morges, da jeg stod op?
Om at bo i byen
Hvor er vi glade for at bo i byen!
Vi nyder allerede nu, at alting er så tæt på. Og med det dejlige vejr, det har været i denne uge, har jeg oven i købet været på cykel på arbejde hver eneste dag. Tirsdag skulle jeg med Kristian ind og bytte en ting inde i byen, og hvor var det nemt!
Ikke noget bøvl med parkeringspladser og planlægning, bare op på cyklen og så var vi der. Vi fik byttet, købt nye bukser til ham og oven i købet vendt forbi Føtex efter aftensmad - og så var vi hjemme i ordentlig tid til at lave mad.
Kristian er glad for sin nye skole. Det viser sig, at han har en klassekammerat, som bor lige på vejen. Han nyder også at få lov at sove længere om morgenen - vi vækker ungerne kl. 7, og så kommer de hhv. op og ned (den ene har værelse ovenpå, og den anden har i kælderen) og spiser morgenmad sammen med os, og bagefter går de i bad osv.
Bodil nyder at være i cykleafstand fra sin skole. De sidste to aftner har hun hængt ud med piger fra skolen, igår her hos os og i aften hos en skolekammerat inde i Kongensgade. Det gør faktisk en forskel for hendes sociale liv - det er dejligt at se!
Og i aften havde vi for første gang tid og overskud til at gå en tur. Aftenens X-tet-seance var aflyst, så vi fik aftenen foræret og gik en god lang tur rundt med volden, ad Østre Strand helt ned til Kemira og ind gennem byen hjem.
På vej hjem tjekkede vi åbningstider for Caffe Katia inde i Riddergade. Der overvejer vi at spise på tirsdag, hvor Livsnyderens fødselsdag skal fejres. Det er et sted, vi faldt over i påsken - nok det hyggeligste sted i Fredericia! Det ser ikke ud af noget udefra, men indenfor er det uforligneligt. Bogreoler med bøger og blade, spil og meget andet, indbyder til at du falder ind og får en kop kaffe og fordyber dig i en bog. Vi fik serveret skønne italienskinspirerede sandwiches, og stemning og mad gik op i en højere enhed.
Hvis du bor her omkring - så prøv det!
Os der bor på Fasanvej kan anbefale det :-)
Vi nyder allerede nu, at alting er så tæt på. Og med det dejlige vejr, det har været i denne uge, har jeg oven i købet været på cykel på arbejde hver eneste dag. Tirsdag skulle jeg med Kristian ind og bytte en ting inde i byen, og hvor var det nemt!
Ikke noget bøvl med parkeringspladser og planlægning, bare op på cyklen og så var vi der. Vi fik byttet, købt nye bukser til ham og oven i købet vendt forbi Føtex efter aftensmad - og så var vi hjemme i ordentlig tid til at lave mad.
Kristian er glad for sin nye skole. Det viser sig, at han har en klassekammerat, som bor lige på vejen. Han nyder også at få lov at sove længere om morgenen - vi vækker ungerne kl. 7, og så kommer de hhv. op og ned (den ene har værelse ovenpå, og den anden har i kælderen) og spiser morgenmad sammen med os, og bagefter går de i bad osv.
Bodil nyder at være i cykleafstand fra sin skole. De sidste to aftner har hun hængt ud med piger fra skolen, igår her hos os og i aften hos en skolekammerat inde i Kongensgade. Det gør faktisk en forskel for hendes sociale liv - det er dejligt at se!
Og i aften havde vi for første gang tid og overskud til at gå en tur. Aftenens X-tet-seance var aflyst, så vi fik aftenen foræret og gik en god lang tur rundt med volden, ad Østre Strand helt ned til Kemira og ind gennem byen hjem.
På vej hjem tjekkede vi åbningstider for Caffe Katia inde i Riddergade. Der overvejer vi at spise på tirsdag, hvor Livsnyderens fødselsdag skal fejres. Det er et sted, vi faldt over i påsken - nok det hyggeligste sted i Fredericia! Det ser ikke ud af noget udefra, men indenfor er det uforligneligt. Bogreoler med bøger og blade, spil og meget andet, indbyder til at du falder ind og får en kop kaffe og fordyber dig i en bog. Vi fik serveret skønne italienskinspirerede sandwiches, og stemning og mad gik op i en højere enhed.
Hvis du bor her omkring - så prøv det!
Os der bor på Fasanvej kan anbefale det :-)
søndag, april 06, 2008
Hvad man dog kan få folk til...
I forrige uge var jeg på et fantastisk kursus.
Det hed "Den et-eller-andet workshop-facilitator", og kursusafholderen var et kendt ansigt i Bankdata-regi - nemlig Ole Jepsen,som underviser i diverse projektrelaterede ting hos os.
Kurset var rigtig godt, og noget af det, vi lærte, var noget om "Ice-breakers" - eller "Isbrydere". Små øvelser, som får workshopdeltagere til at slappe af og ryster folk lidt sammen.
På dag 2 fik jeg af Ole til opgave at gennemføre en isbryder med deltagerne på kurset. Jeg kunne vælge fra kompendiet, eller finde på noget selv.
Således udfordret tænkte jeg - jeg finder da på noget selv. Og så fulgte jeg det slogan, lanceringskonsulenterne på Bankdata bruger: STJÆL MED STOLTHED!
Så derfor kunne man lidt senere se en gruppe af IT projektledere, projektkonsulenter og forretningsanalytikere stå og stampe/klappe en rytme, mens de sang "Lille Peter Edderkop".
Det var smukt. Der var godtnok nogen, der syntes det var MEGET svært at synge samtidig med at de skulle lave rytme, men det har vi såmænd også enkelte i X-tetten, der også har problemer med ;-)
Det sjove var, at ingen tøvede, og alle var med på legen. Thumbs up for det! Det er ikke nogen kedelig arbejdsplads, jeg er på - heldigvis!
Det hed "Den et-eller-andet workshop-facilitator", og kursusafholderen var et kendt ansigt i Bankdata-regi - nemlig Ole Jepsen,som underviser i diverse projektrelaterede ting hos os.
Kurset var rigtig godt, og noget af det, vi lærte, var noget om "Ice-breakers" - eller "Isbrydere". Små øvelser, som får workshopdeltagere til at slappe af og ryster folk lidt sammen.
På dag 2 fik jeg af Ole til opgave at gennemføre en isbryder med deltagerne på kurset. Jeg kunne vælge fra kompendiet, eller finde på noget selv.
Således udfordret tænkte jeg - jeg finder da på noget selv. Og så fulgte jeg det slogan, lanceringskonsulenterne på Bankdata bruger: STJÆL MED STOLTHED!
Så derfor kunne man lidt senere se en gruppe af IT projektledere, projektkonsulenter og forretningsanalytikere stå og stampe/klappe en rytme, mens de sang "Lille Peter Edderkop".
Det var smukt. Der var godtnok nogen, der syntes det var MEGET svært at synge samtidig med at de skulle lave rytme, men det har vi såmænd også enkelte i X-tetten, der også har problemer med ;-)
Det sjove var, at ingen tøvede, og alle var med på legen. Thumbs up for det! Det er ikke nogen kedelig arbejdsplads, jeg er på - heldigvis!
Fra mig til mig!
Jeg har godtnok ikke fødselsdag før om en god uges tid.
Men nu har jeg givet mig selv en gave - jeg købte den i fredags, og fik den lørdag, hvor jeg stolt bragte den hjem.
Min smukke nye 7-gears MBK skal bringe mig hurtigt og sikkert frem og tilbage mellem Fasanvej og Teknikervej. Der er 4,6 km, så det er ganske overskueligt. Og det bliver da en sand fornøjelse, på min fine nye cykel.
Nu mangler jeg bare en cykelhjelm ligesom Thereses... eller måske er min sorte Bell mere min stil... ;-)
Men nu har jeg givet mig selv en gave - jeg købte den i fredags, og fik den lørdag, hvor jeg stolt bragte den hjem.
Min smukke nye 7-gears MBK skal bringe mig hurtigt og sikkert frem og tilbage mellem Fasanvej og Teknikervej. Der er 4,6 km, så det er ganske overskueligt. Og det bliver da en sand fornøjelse, på min fine nye cykel.
Nu mangler jeg bare en cykelhjelm ligesom Thereses... eller måske er min sorte Bell mere min stil... ;-)
lørdag, april 05, 2008
Føljeton (et lille eksperiment)
Der er flere af dem på gaden nu. Det fornemmer jeg klart, selvom jeg aldrig har diskuteret dem med nogen.
I starten så jeg dem kun i udkanten.
Af byen, af døgnet - og i udkanten af mit synsfelt.
De var sære skygger, som forsvandt i andre skygger, rundt om hjørner - når jeg drejede hovedet for at se.
Den sidste så jeg i formiddag. Jeg havde et ærinde i midtbyen, og gik med hastige skridt, og med tankerne på mit arbejde, da jeg så den foran mig. Det var en mand.
Han gik i samme retning som mig, men ikke så hurtigt.
Selv ved første øjekast fornemmede jeg, at der var noget galt. Alene hans påklædning gjorde mig vagtsom og forsigtig.
Han var iført en joggingdragt i firserstil - den slags, der har mange farver, og lynlås foran. Man ser dem af og til stadig, også på ganske almindelige mennesker.
Dragten var dog to dele af samme sæt. Og jakken var tydeligt for lille til ham. Hans blege håndled stak ud, de dinglede ved siden af hans ben.
Jeg lagde mærke til hans gangart, og mærkede angsten prikke i nakken. Han gik som om det var en bevidst og vanskelig handling - som om hver bevægelse var en overvejet og vanskelig proces, usikkert. Famlende. Som en påvirket person. Eller som en, der lige havde lært at gå.
Håret var uredt og uklippet. Selv på afstand kunne jeg se skorper af snavs i hovedbunden, flager af skæl på skuldrene. Det var som om formiddagslyset blev mindre lyst, og jeg så op mod himlen. Det må have været noget, jeg bildte mig ind, for der var ikke en sky på himlen.
Jeg overvejede mine muligheder. Lige om lidt ville jeg indhente ham, og jeg ville være nødt til at passere ham. Der var ikke nogen muligheder for at gå en anden vej lige her, så skulle jeg vende om, og jeg havde ingen lyst til at virke påfaldende.
Man ved jo aldrig hvem der kikker.
Der var noget ved den måde, han bevægede sig på, som ikke stemte overens med en spritter efter den første flaske snaps. Han var for målrettet. For mekanisk.
En mærkelig nysgerrighed, som altid blander sig med min angst, når jeg ser dem, havde sat ind, og jeg bestemte mig for, at det sikreste ville være at holde min hastighed og passere ham. Jeg kunne time det, så jeg kunne gå et skridt ud på cyklestien, der hvor den stødte op mod fortovet lidt længere fremme.
Og en del af mig ville se ham tættere på, ville føle det sære sug i maven.
Nu var jeg ganske tæt på, og det gik en anelse nedad herfra. Jeg satte farten en anelse op - det virkede naturligt - og passerede ham højre om.
På vej forbi ham kastede jeg et stjålent blik på hans ansigt. Et ubarberet, gråt ansigt, på en mand nær pensionsalderen. Men øjnene var helt og aldeles uden liv og uden menneskelighed. Jeg har aldrig set sådanne øjne, før de begyndte at dukke op i min by.
Jeg holdt farten, mens jeg passerede. Angsten krøb ud som sved på min ryg og min mave, og jeg tænkte, at hvis jeg klarede den, ville jeg være nødt til at vaske mit tøj, som jeg ellers havde taget på samme morgen. Jakken var ulden, og ville være nødt til at skulle til rensning.
Det anså jeg som en billig pris at betale.
En evighed senere - der må vel være gået 60-90 sekunder - så jeg mig påtaget tilfældigt over skulderen. Jeg så kun en midaldrende dame, som lignede en skolelærer. Jeg åndede dybt ind, og lod luften sive ud, mens jeg mærkede gummifornemmelsen indfinde sig i mine ben. Så tæt havde jeg aldrig været på en af dem før.
Allerførste gang jeg rigtigt så dem - sådan at jeg blev klar over, at de var til stede - var en torsdag aften. Jeg var på vej hjem fra mit træningscenter, og jeg var på cykel. Vejret var dejligt, og jeg havde god tid, så jeg svingede ind på stien til parken, og svingede benet bagover min sadel, så jeg kunne trække gennem anlægget med de høje, smukke træer omkring den lille sø.
Længere fremme, på en bænk, sad et ungt par. De talte ikke sammen, men sad blot på bænken. Jeg tolkede det sådan, at det, de havde at tale om, bedst lod sig udtrykke i berøring og blikke, men tættere på bemærkede jeg, at de ikke rørte ved hinanden.
Min undren blev for alvor vakt, da jeg var tæt nok på til at skelne detaljer. Den unge mands skjorte var knappet skævt, og hans ansigt var uhyggeligt blegt.
Pigen, derimod, var nærmest opkogt i kuløren. Hun havde en nederdel på, som var kort og sort. Ned af indersiden af hendes ben var der striber - som om hun havde fået menstruation og ikke havde opdaget det. Striberne så daggamle og indtørrede ud. Hendes ene øre var flået - øreflippen hang ikke fast for inden.
Men hun sad der bare, ligesom han gjorde.
Så var det jeg så deres øjne. Deres umenneskelige øjne.
Og jeg ved ikke hvordan jeg undgik at vise min rædsel og forfærdelse - men pludselig var jeg forbi dem. Jeg fornemmede uden at se det, at de drejede hovedet for at se på mig - hørte jeg virkelig lyden af sener, der bevægede sig efter lang tid, eller var det noget, jeg bildte mig ind?
Længere henne af stien vidste jeg, at jeg havde bevæget mig ud af deres synsfelt. Men at jeg ville kunne se dem, gennem bevoksningen. Jeg stoppede, og kikkede i deres retning. Mit hjerte bankede.
Da så jeg det, som gjorde det soleklart for mig, at skønt de måske engang var menneskelige, så var de det ikke mere. Var der nogen hjemme i deres kroppe - var det ihvertfald ikke de oprindelige beboere...
***************************************************************
Giv mig et bud. Hvad er det for nogle væsner? Er det hovedpersonen, der er blevet sindssyg? Hvordan er de blevet sådan? Hvad er det, de gør, som skræmmer hovedpersonen? Hvorfor har hovedpersonen ikke talt med noget om det, han har set?
Hvis jeg får nogle gode ideer, kan det være at historien fortsætter...
I starten så jeg dem kun i udkanten.
Af byen, af døgnet - og i udkanten af mit synsfelt.
De var sære skygger, som forsvandt i andre skygger, rundt om hjørner - når jeg drejede hovedet for at se.
Den sidste så jeg i formiddag. Jeg havde et ærinde i midtbyen, og gik med hastige skridt, og med tankerne på mit arbejde, da jeg så den foran mig. Det var en mand.
Han gik i samme retning som mig, men ikke så hurtigt.
Selv ved første øjekast fornemmede jeg, at der var noget galt. Alene hans påklædning gjorde mig vagtsom og forsigtig.
Han var iført en joggingdragt i firserstil - den slags, der har mange farver, og lynlås foran. Man ser dem af og til stadig, også på ganske almindelige mennesker.
Dragten var dog to dele af samme sæt. Og jakken var tydeligt for lille til ham. Hans blege håndled stak ud, de dinglede ved siden af hans ben.
Jeg lagde mærke til hans gangart, og mærkede angsten prikke i nakken. Han gik som om det var en bevidst og vanskelig handling - som om hver bevægelse var en overvejet og vanskelig proces, usikkert. Famlende. Som en påvirket person. Eller som en, der lige havde lært at gå.
Håret var uredt og uklippet. Selv på afstand kunne jeg se skorper af snavs i hovedbunden, flager af skæl på skuldrene. Det var som om formiddagslyset blev mindre lyst, og jeg så op mod himlen. Det må have været noget, jeg bildte mig ind, for der var ikke en sky på himlen.
Jeg overvejede mine muligheder. Lige om lidt ville jeg indhente ham, og jeg ville være nødt til at passere ham. Der var ikke nogen muligheder for at gå en anden vej lige her, så skulle jeg vende om, og jeg havde ingen lyst til at virke påfaldende.
Man ved jo aldrig hvem der kikker.
Der var noget ved den måde, han bevægede sig på, som ikke stemte overens med en spritter efter den første flaske snaps. Han var for målrettet. For mekanisk.
En mærkelig nysgerrighed, som altid blander sig med min angst, når jeg ser dem, havde sat ind, og jeg bestemte mig for, at det sikreste ville være at holde min hastighed og passere ham. Jeg kunne time det, så jeg kunne gå et skridt ud på cyklestien, der hvor den stødte op mod fortovet lidt længere fremme.
Og en del af mig ville se ham tættere på, ville føle det sære sug i maven.
Nu var jeg ganske tæt på, og det gik en anelse nedad herfra. Jeg satte farten en anelse op - det virkede naturligt - og passerede ham højre om.
På vej forbi ham kastede jeg et stjålent blik på hans ansigt. Et ubarberet, gråt ansigt, på en mand nær pensionsalderen. Men øjnene var helt og aldeles uden liv og uden menneskelighed. Jeg har aldrig set sådanne øjne, før de begyndte at dukke op i min by.
Jeg holdt farten, mens jeg passerede. Angsten krøb ud som sved på min ryg og min mave, og jeg tænkte, at hvis jeg klarede den, ville jeg være nødt til at vaske mit tøj, som jeg ellers havde taget på samme morgen. Jakken var ulden, og ville være nødt til at skulle til rensning.
Det anså jeg som en billig pris at betale.
En evighed senere - der må vel være gået 60-90 sekunder - så jeg mig påtaget tilfældigt over skulderen. Jeg så kun en midaldrende dame, som lignede en skolelærer. Jeg åndede dybt ind, og lod luften sive ud, mens jeg mærkede gummifornemmelsen indfinde sig i mine ben. Så tæt havde jeg aldrig været på en af dem før.
Allerførste gang jeg rigtigt så dem - sådan at jeg blev klar over, at de var til stede - var en torsdag aften. Jeg var på vej hjem fra mit træningscenter, og jeg var på cykel. Vejret var dejligt, og jeg havde god tid, så jeg svingede ind på stien til parken, og svingede benet bagover min sadel, så jeg kunne trække gennem anlægget med de høje, smukke træer omkring den lille sø.
Længere fremme, på en bænk, sad et ungt par. De talte ikke sammen, men sad blot på bænken. Jeg tolkede det sådan, at det, de havde at tale om, bedst lod sig udtrykke i berøring og blikke, men tættere på bemærkede jeg, at de ikke rørte ved hinanden.
Min undren blev for alvor vakt, da jeg var tæt nok på til at skelne detaljer. Den unge mands skjorte var knappet skævt, og hans ansigt var uhyggeligt blegt.
Pigen, derimod, var nærmest opkogt i kuløren. Hun havde en nederdel på, som var kort og sort. Ned af indersiden af hendes ben var der striber - som om hun havde fået menstruation og ikke havde opdaget det. Striberne så daggamle og indtørrede ud. Hendes ene øre var flået - øreflippen hang ikke fast for inden.
Men hun sad der bare, ligesom han gjorde.
Så var det jeg så deres øjne. Deres umenneskelige øjne.
Og jeg ved ikke hvordan jeg undgik at vise min rædsel og forfærdelse - men pludselig var jeg forbi dem. Jeg fornemmede uden at se det, at de drejede hovedet for at se på mig - hørte jeg virkelig lyden af sener, der bevægede sig efter lang tid, eller var det noget, jeg bildte mig ind?
Længere henne af stien vidste jeg, at jeg havde bevæget mig ud af deres synsfelt. Men at jeg ville kunne se dem, gennem bevoksningen. Jeg stoppede, og kikkede i deres retning. Mit hjerte bankede.
Da så jeg det, som gjorde det soleklart for mig, at skønt de måske engang var menneskelige, så var de det ikke mere. Var der nogen hjemme i deres kroppe - var det ihvertfald ikke de oprindelige beboere...
***************************************************************
Giv mig et bud. Hvad er det for nogle væsner? Er det hovedpersonen, der er blevet sindssyg? Hvordan er de blevet sådan? Hvad er det, de gør, som skræmmer hovedpersonen? Hvorfor har hovedpersonen ikke talt med noget om det, han har set?
Hvis jeg får nogle gode ideer, kan det være at historien fortsætter...
torsdag, april 03, 2008
Om at være for meget
Jeg har tit fået at vide - direkte eller ad omveje - at jeg var "for meget".
I lange perioder af mit liv har jeg så forsøgt at tone mig ned. Det har jeg ikke haft ret meget held med - jeg er jo den, jeg er, og striberne på tigeren har det med at skinne igennem.
Jeg har lært at blive god til at lave plads til andre også. Så jeg ikke fylder det hele. Det er ikke svært, og det gør ikke ondt.
Til gengæld er det svært at lave om på, at man er et menneske, der ER - om ikke FOR meget, så i hvert fald ... meget.
Jeg smilede, da jeg læste dette indlæg om emnet hos min gamle ven Johnnie.
Og så var det jeg tænkte:
Der er nogen, der synes, det er forfærdeligt, når andre er "for meget".
Men er det i virkeligheden ikke meget, meget værre - at være for lidt?
I lange perioder af mit liv har jeg så forsøgt at tone mig ned. Det har jeg ikke haft ret meget held med - jeg er jo den, jeg er, og striberne på tigeren har det med at skinne igennem.
Jeg har lært at blive god til at lave plads til andre også. Så jeg ikke fylder det hele. Det er ikke svært, og det gør ikke ondt.
Til gengæld er det svært at lave om på, at man er et menneske, der ER - om ikke FOR meget, så i hvert fald ... meget.
Jeg smilede, da jeg læste dette indlæg om emnet hos min gamle ven Johnnie.
Og så var det jeg tænkte:
Der er nogen, der synes, det er forfærdeligt, når andre er "for meget".
Men er det i virkeligheden ikke meget, meget værre - at være for lidt?
Bunkerne svinder
Bunkerne svinder hver dag.
Men for dælen, hvor har vi mange TING ... jeg får en helt dårlig smag i munden over, hvor meget jeg ejer. Måske har de fat i noget, de der simple-living-folk? Ihvertfald ville det være enormt meget lettere at flytte hvis vi kun havde 8 håndklæder, 3 gryder, 2 lysestager og et sengesæt pr. person.
For ikke at snakke om fruen i husets tøj .. pyha, jeg smed MEGET væk, men jeg har stadig en ton - og stadig aldrig en klud at tage på! ;-)
Kælderen var fuld af kasser, og man kunne kun kante sig rundt i overetagen, i lørdags, da vores flyttefolk tog hjem.
Kælderen er STADIG fuld af kasser - men de fleste er væk fra køkken og stue nu, og man begynder også at kunne se gulvet her i karnapværelset, hvor jeg sidder med min pc og skriver. (Mens jeg hører Amy Winehouse "Back to Black") for fuld drøn - for jeg er alene hjemme!).
Karnapværelset har ellers været vores afsætningsplads, sammen med kælderen, men nu begynder det fine børne-gulvtæppe at dukke frem igen.
I soveværelset sover vi på vores boxmadras på gulvet. Prioriteringen af at få samlet vores klædeskab har været højere end at få sengen samlet, så nu har vi 2*1,36´m garderobeskab - det hjalp noget på udpakningen af kasser, og på min arbejds-påklædning!
Vi er så glade for vores valg! Og det bliver uden vemod (okay - næsten!) at vi afleverer nøglen til det gamle hus til de nye ejere på lørdag.
Noget af det allerbedste ved at bo her er at vågne kl. 6.15 om morgenen - og lytte til den eneste lyd, der er udenfor: fuglene der synger i pæretræet.
Så kan man lukke øjnene og lege, at man er lige ude midt i en skov.
Sådan lyder det.
Men for dælen, hvor har vi mange TING ... jeg får en helt dårlig smag i munden over, hvor meget jeg ejer. Måske har de fat i noget, de der simple-living-folk? Ihvertfald ville det være enormt meget lettere at flytte hvis vi kun havde 8 håndklæder, 3 gryder, 2 lysestager og et sengesæt pr. person.
For ikke at snakke om fruen i husets tøj .. pyha, jeg smed MEGET væk, men jeg har stadig en ton - og stadig aldrig en klud at tage på! ;-)
Kælderen var fuld af kasser, og man kunne kun kante sig rundt i overetagen, i lørdags, da vores flyttefolk tog hjem.
Kælderen er STADIG fuld af kasser - men de fleste er væk fra køkken og stue nu, og man begynder også at kunne se gulvet her i karnapværelset, hvor jeg sidder med min pc og skriver. (Mens jeg hører Amy Winehouse "Back to Black") for fuld drøn - for jeg er alene hjemme!).
Karnapværelset har ellers været vores afsætningsplads, sammen med kælderen, men nu begynder det fine børne-gulvtæppe at dukke frem igen.
I soveværelset sover vi på vores boxmadras på gulvet. Prioriteringen af at få samlet vores klædeskab har været højere end at få sengen samlet, så nu har vi 2*1,36´m garderobeskab - det hjalp noget på udpakningen af kasser, og på min arbejds-påklædning!
Vi er så glade for vores valg! Og det bliver uden vemod (okay - næsten!) at vi afleverer nøglen til det gamle hus til de nye ejere på lørdag.
Noget af det allerbedste ved at bo her er at vågne kl. 6.15 om morgenen - og lytte til den eneste lyd, der er udenfor: fuglene der synger i pæretræet.
Så kan man lukke øjnene og lege, at man er lige ude midt i en skov.
Sådan lyder det.
Abonner på:
Opslag (Atom)