Livsnyderen om venskab

Jeg er et menneske som har let til begejstring.

Jeg er spontan, og jeg lader mig nogle gange rive med.

Det har givet mig nogen følelsesmæssige tæv nogen gange – men det har også lukket døre op, og givet mig gode oplevelser, og venner for livet.
Nogen gange møder jeg mennesker – online eller i det rigtige liv – som jeg bliver tiltrukket af. Nogen, som jeg bare gerne vil tættere på, kende bedre, spille mine tankebolde op af.

Det er ikke altid, at jeg ved hvorfor den tiltrækning opstår.

Online handler det næsten altid om, at det er en person, som skriver om nogle ting, der griber mig, rører mig og som jeg forstår. Det er ofte nogen, som tør indrømme, at de er sårbare og i tvivl, men som samtidig udviser styrke og klogskab og humor.

Så sker det, at jeg føler en forbindelse til den person. Glæder mig over det, hun skriver, og lever med i hendes liv og tanker. På den måde kan mennesker, jeg kun kender online, fylde meget i mit liv.

Af en eller anden grund ser jeg sjældent andre bloggere IRL. Det er ikke så vigtigt for mig. Med nogen når man til det der stadie hvor man tænker: ”Hvor ville det være fedt at ses!”

Men det er et sårbart punkt – for holder forbindelsen, kemien, tiltrækningen, når man mødes og sidder ansigt til ansigt? Og kan man samle tråden op online fra det punkt, hvis det kikser?

De få gange, jeg har mødt bloggere IRL, har det været hyggeligt og fedt. Og jeg er ikke spor bange for at gøre det igen – faktisk sidder der en herlig kvinde derude, som jeg håber på at møde inden sommeren er forbi. Der er planer i støbeskeen – basis for et hyggeligt møde, og måske et venskab uden for pc’en.

I den virkelige verden er det lidt sværere at sige, hvad det er, der gør, at jeg tiltrækkes. Der er så mange andre signaler, der kommer ind over – de der 90 % af kommunikationen, der består af kropssprog, mimik, attitude, påklædning, udseende …

Men jeg kan blive stærkt optaget og fascineret af mennesker jeg møder. Eller bare føle en forbundethed, noget der gør at det bare er rart at være sammen med personen. At det er let at kommunikere. At man bare er på bølgelængde, selvom man måske slet ikke ligner hinanden. Måske fordi man ikke ligner hinanden.

Jeg har prøvet at have en ven, som jeg i årevis følte den der forbundethed med. Når jeg oplevede noget, som optog mig, eller læste noget, som rørte mig, tænkte jeg på, at jeg gerne ville snakke med ham om det. Hvis ikke vi lige så hinanden, forestillede jeg mig, hvad jeg ville sige til ham, og hvad han ville svare. Og når vi endelig var sammen, og havde mulighed for at snakke, så tog det laaang tid, og vi fik vendt alverdens ting. Til fester snakkede vi tit rigtig meget sammen. Og havde det helt vildt sjovt.

Jeg følte mig meget privilegeret over at have en ven som ham. Og jeg har ham faktisk stadig. Venskabet udviklede sig nemlig, og for dem, der ikke allerede har gættet det, hed vennen Bruno.

Sådan går det nu (heldigvis ;-) ikke så tit. Jeg har igennem årene haft masser af venner af begge køn, som jeg har holdt rigtig, rigtig meget af. I min sfære har der altid været mange mænd – fordi jeg har gået på en mande-uddannelse og arbejder i et traditionelt mande-fag. Og mange af mine kolleger har også været venner – nogen bare på arbejdsplan, andre helt ind i privatlivet.

Et hold af vores venner er faktisk begge mine kolleger. Da Eva og jeg begyndte at arbejde sammen, klikkede vi bare – og i løbet af kort tid havde vi en høj grad af fortrolighed. Der var bare den der kemi, den der forbundethed. Den har holdt vores venskab sammen i mange år (vi mødtes da jeg kom tilbage på arbejde efter Kristians fødsel), selvom vi nogen gange faktisk har været gledet fra hinanden.

Og selvom vi ikke ses så tit, ved vi bare begge to, at den anden er der. Hun er sådan en ven, jeg altid kan gå til, og være sikker på at få opbakning og hjælp. Sådan en, jeg kunne køre ud til kl. 11 om aftenen med en kuffert og få husly hos, hvis jeg havde brug for det.

Man kan også sagtens have et tæt venskab, selvom man ikke ses privat.

Gennem flere år arbejdede jeg tæt sammen med en – ja, faktisk har vi kendt hinanden i rigtig mange år, og i perioder arbejdet sammen. Vi var tætte. Vi var rigtig, rigtig fortrolige, og han var en af de bedste ”veninder” jeg har haft. Lige for tiden arbejder vi langt fra hinanden, og snakker kun sporadisk sammen. Men jeg er sikker på, at vi kunne samle tråden, fortroligheden, venskabet op på fem minutter, hvis vi kom til at arbejde tættere sammen igen.

Det gør mig glad, når jeg møder nogen, hvor kemien bare er der. Hvor det bare er let. Hvor man har det sjovt sammen, og man kan mærke, at luften bliver varmere, bare fordi man er sammen. Måske bliver det til et tæt, godt venskab, måske bare et mere overfladisk bekendtskab. Måske skal man være venner i et halvt år. Måske skal man være venner for altid.

Det ved man ikke, når venskabet starter. Men det, at gnisten er der, kontakten til et andet menneske, er en gave.

Og jeg er glad for, at jeg stadig tør tage imod den.