Sikke en dag...!

Hold da op!

Det har været en voldsom dag i dag.

I formiddag var det lidt turbulent. Projektlederen i mit projekt ringede - han går på orlov i 14 dage, fordi hans søn er blevet syg (heldigvis lyder det til at være under kontrol) - og han skulle lige instruere mig i dette og hint, for jeg skulle overtage roret i hans fravær.

En anden kollega var ikke dukket op, og omkring kl. 11 blev vi lidt nervøse. Der blev ringet både hjem til ham og til hans mobil, men ingen svarede ... han ringede ind og meldte sig syg kl. 12, og så blev vi nærmest lettede, fordi han ikke var sporløst forsvundet.

Nå - men det blev lidt travlt det hele. Vi har demo i morgen - dvs. vi skal præsentere for vores projektejere, hvad vi har lavet hen over sommeren, og det er mig, der normalt er tovholder på det. Samtidig skulle jeg jo lige finde mine ben som projektlederafløser, det krævede lige at jeg samlede op på nogle ting.

Selvfølgelig skulle jeg til tandlæge i dag. Men jeg vil sige, at det er et plus, når ens tandlæge er pæn og mørkhåret, og oven i købet kalder mig "Liselott'" med en sød fransk accent. At der så heller ikke skulle gøres noget dramatisk må også siges at være et plus - jeg er hunderæd for tandlæger, om de så er nok så brunøjede og franske.

Jeg havde planer om at besøge Equinox i dag - det er et af fitnesscentrene i Fredericia - faktisk et, jeg overvejer at skifte til. Ikke fordi jeg er ked af Forever - men jeg vil bare gerne træne tættere på hvor jeg bor.

Så selvom jeg egentlig var lidt blæst, tog jeg i Equinox, fik kikket mig omkring og trænet lidt også.

Da jeg kom hjem, lå der en fin buket blomster til mig. Jeg tænkte - lidt overrasket - at det måske var Bruno, der havde været internet-romantisk, når nu vi er hver for sig. Overrasket, fordi han ikke ligefrem plejer at dænge mig til med blomster, og fordi jeg ikke lige havde forestillet mig, at han havde overskud til at tænke i florale kærlighedserklæringer mens han cykler over alperne.

Det var det heller ikke. Blomsterne var fra Katia Pedersen - - indehaveren af Caffe Katia, min absolutte favoritrestaurant her i byen. "Tak for de pæne ord", skriver hun - gad vide om hun har googlet sig selv og fundet dette indlæg på min blog?

Min underkæbe ligger ihvertfald stadig på sofabordet. Jeg er helt flov - for det var da mig, der skulle give Katia blomster, for de skønne og hyggelige madoplevelser, hun har givet mig. Jeg får STADIG våde drømme om den forret, jeg fik sidst Bruno og jeg spiste der - kold stegt tun på salat ... uhhhmmmm bedre tunsteak har jeg sjældent fået!!

I aften er der mandagslukket, men i morgen går jeg ned og siger tak. Det var urimeligt sødt af hende. Jeg handler jo dybt egoistisk - jeg vil ha' hendes Ristorante til at blive en succes, så den bliver ved med at være der, til min gourmante fornøjelse :-)

Men nu behøver der heller ikke ske mere lige i dag.
Blev der sagt.