søndag, oktober 12, 2008

Efterår

Det er indiskutabelt efterår.



Der er flere blade på græsplænen end på pæretræet, og mine yngstebørn er taget hjem til deres far på efterårsferie.

Andreas kom hjem fredag aften, for han har også efterårsferie, og i stedet for at tage til fest sammen med Kristina, tog han hjem til sin mor for at få lidt omsorg - han er snotforkølet. (Ikke at Kristina ikke har forkælet ham - for det tror jeg nok hun har).

De tager dog til Aalborg igen i morgen, de har aktiviterer med studiekammerater, og praktiske ting at tage sig til i den nye lejlighed.

Lørdag har vi været flittige. Bruno er igang med forberedelser til, at vi skal have skiftet vinduer i hele huset, og jeg gjorde rent. Pludselig var klokken mange, og vi skulle til Baghjulsfest. Det var helt vildt hyggeligt!

Der er virkeligt nogen søde og hyggelige mennesker i den cykelklub. Nogen af dem fik vi et lift af til Strib og retur. Bruno var lidt fuld og meget sjov og sød :) men han var lidt træt idag.

Idag har vi besøgt Brunos forældre i Ejstrupholm. For når det er efterår, er det også Bents fødselsdag. Lige præcis i dag. Så vi var hjemme i Ejstrup og få kaffe, og lækker suppe med hjemmelavede boller (uhm! Hjemmelavede melboller!) samt tarteletter med høns i asparges. Totalt retro, og en af mine livretter. Mums. Måske ikke ugens sundeste måltid, men skidt...

I den kommende uge skal vi arbejde. Det vil sige - jeg har bevilget mig selv ferie torsdag og fredag - samt mandag i uge 43. Fordi jeg har fortjent det.

Har planer om at gå ned i byen med morgenhår torsdag formiddag, og drikke min kaffe på Katias på vej hjem igen. Tage mig rigtig god tid mens jeg læser en avis og kikker på mennesker udenfor på gaden. Rigtig livsnydertid.

2 kommentarer:

Annie Fryd sagde ...

Sikke et dejligt efterårsindlæg... med liv og glæder :0)

Hvis ikke der var så pokkers langt til Fredericia på cykel, så kom jeg med vindblæst hår og drak cafékaffe med dig....

Lizelotte sagde ...

Det kunne være hyggeligt, Annie... der går også tog ;)