fredag, oktober 03, 2008

One down, two to go...

I morgen flytter vi Andreas - sådan helt permanent.

Den sidste måned har han og Kristina boet i en lånt campingvogn på en campingplads ude i nærheden af Aalborg lystbådehavn. Det har vist været lidt trangt, koldt og besværligt, og der er pænt langt ud til campus derfra.

Nu flytter de så i den lejlighed, de har ventet på - en lækker ungdomsbolig bygget i 2002, ude i nærheden af Aalborghus Gymnasium, ikke nær så langt fra universitetet.

I dag har min exmand, som ikke er Andreas' biologiske far - men som har temmelig meget andel i ham alligevel - flyttet en stor del af Kristinas ting sammen med Kristinas mor. Han tager Andreas med her hjem, og i morgen tidlig pakker Bruno, Andreas og jeg de ting, han stadig har her, i Zafiraen og kører tidligt nordpå. Vi skal nemlig en tur i Ikea og hente en ny sofa til de unge mennesker, og vi vil helst nå det inden menneskemasserne invaderer...

Så fra i morgen er de fleste spor efter Andreas væk fra vores hus. Ingen tandbørste i køkkenskabet, ingen hensmidte ting på gæsteværelset. Det bliver lidt mærkeligt.

Men det betyder flere rigtig gode ting.

For det første, at min ældste søn er lykkedes. Han klarer sig selv. Han er på vej et sted hen i sit liv, uden at jeg skal være drivkraften bag ham. Han er voksen, og han er et fint ungt menneske, med et liv, hvis indhold han selv har valgt. Jeg er stolt af ham.

Det betyder også på det mere lavpraktiske plan, at vi kan komme videre med en række ting i vores hus. Vi kan få flyttet den væg, der giver mærkelige ubrugelige hjørner i hans værelse. Det betyder, at nogle møbler, som har stået og fyldt andre steder, nu kan blive flyttet ind hos ham - og i det værelse, som ikke mere er Andreas' men som bliver gæsteværelse.

Det igen giver plads til, at vi kan komme videre med vores karnapværelse - det rum som skal være vores "herreværelse" (vi er jo flere drengerøve her i huset).

Jeg har engang svoret, at jeg aldrig vil være sådan en mor, for hvem jorden går under, når børnene flytter hjemmefra. Det tror jeg heller aldrig, at jeg bliver. Jeg synes at det er skønt at se mine børn blive store og selvstændige. Uafhængige af mig. Jeg har ikke brug for, at de er afhængige af mig - det er ikke det, mit ego er bygget op omkring.

Jeg vil altid være deres mor. Der er ikke det, jeg ikke vil gøre for mine unger. Og min betaling falder netop, når de kan uden mig.

4 kommentarer:

Johnnie sagde ...

Tillykke med et velgennemført projekt! :-)

Lene sagde ...

kan kun tilslutte mig dine ord, Lizelotte :-)

Mona sagde ...

Dejlige ord at læse - og jeg kan mærke, at jeg nok selv får det ligesådan, når min pode engang flytter.
Selvfølgelig kommer jeg nok lige til at synke en ekstra gang (i modsætning til dig har jeg ikke flere børn), fordi en periode af mit liv er slut - men jeg er helt sikker på, at jeg heller ikke ender med en verden der går under!

Lizelotte sagde ...

Johnnie, velgennemførte projekter er mit speciale ;)

Lene, du ved jo, hvordan det er :)

Mona, det kan simpelthen heller ikke betale sig ;)