Efterårstænksomhed

Hvor har der været herligt vejr i dag!

Jeg fejrede det ved at smutte lidt tidligt fra arbejde, og så gik jeg ind i byen en tur. Jeg havde et par ærinder, der skulle klares.

Når jeg går ind til byen, kommer jeg forbi et plejehjem. Lige forbi et vindue, hvor der står en slidt lænestol med et hjemmehæklet tæppe over ryggen. Ofte har der siddet en ældre dame der, og betragtet livet udenfor - dem, der gik forbi.

Jeg har tit smilet til hende, og gået videre, og tænkt på om hun mon var nogens mor og bedstemor, om hun havde levet hele sit liv her i byen, om hun var glad for sin stol der ved vinduet.

I dag var stolen væk. Rummet var tomt. Der stod kun en hospitalsseng med et kommuneblåt tæppe. Jeg savnede lidt den gamle dame, og tænkte på, om hun mon er død eller kommet på sygehuset.

Jeg nåede ikke at fundere over hende så længe, før nogen råbte "Dejligt vejr - dejligt vejr!" bag mig. Det var en af dem, jeg ofte ser på vejen - en midaldrende mand i en kørestol. Jeg ved ikke, hvad han fejler, men han har svært ved at udtrykke sig. Idag kørte han op på siden af mig, og vi snakkede lidt om vejret. Så fræsede han afsted, og gav mig baghjul trods min ellers friske ganghastighed.

Han forskrækkede et par tøser i 12-års-alderen - en blond og en mørk, som næsten hoppede ud på vejen af skræk. Jeg tror også godt han kunne være lidt skræmmende for sådan et par piger, men jeg smilede til dem, og de smilede igen. Lidt beroliget, tror jeg, af en, som lignede en mor.

Han var glad, var han. Og jeg var glad. Ved tanken om, at vi fint har plads til folk som ham, og fordi der er råd til at udstyre ham med en kørestol, han kan forskrække små piger i. Tøsebørnene var også glade, men de duftede også af boblegummi og havde slikbugnende efterårsferielommer.

På den måde skiftede vejret lidt undervejs, selvom solen skinnede ned på de gule og røde kastanietræer, og på alle bilerne, og alle os, der var i Fredericia der midt på eftermiddagen i dag.