søndag, august 02, 2009

Ferie ferie ferie!

Det er superdejligt at være hjemme - og nu er vasketøjet nogenlunde vasket i bund. Vejret har været godt nok til at jeg har kunnet tørre udenfor, det er rigtig dejligt!

Vi havde en dejlig ferie - det var sjovt at komme tilbage til Norfolk Broads, som jeg besøgte i 1981 sammen med mine søskende og Carsten, min svoger.

Dengang tog vi færgen fra Esbjerg til Harwich. Denne gang kørte Bruno, Bodil, Kristian og jeg til Calais, hvor vi overnattede og tog en morgenfærge over til Dover.

Så trillede vi nordpå, mod Acle i Norfolk, hvor vi skulle være seneste kl. 16 for at overtage vores båd. Der var god tid, for vi kom med en tidlig færge, og så vandt vi jo en time - så den var ikke meget mere end 9 da vi trillede af færgen.

Vi var allerede i Acle lidt omkring 12.30 - - og vi kunne overtage "vores" båd, Southern Horizon, med det samme. Så vi fik ret hurtigt vand under kølen, og kom afsted.


Det var starten på en dejlig uge. Vi havde pænt vejr alle dage pånær på 2. dagen, tirsdag, hvor det regnede meget. Godt man kunne sidde inde og sejle båden :-)



Tempoet var lavt, og der var mange ligheder med en campingferie. Der blev spillet meget - Yatzy, 500 og Sequence især - og vi læste meget. Og så sejlede vi afsted i lavt tempo - de steder, hvor man må sejle hurtigst er fartgrænsen omkring 10 km/t.


Vi så masser af fugle - hejrer og isfugle og masser af forskellige ænder og gæs, og naturligvis svaner. Faktisk havde vi et par gange en and med som blind passager - de landede simpelthen på båden, hvor de tog sig et lift, og også gerne modtog donationer i form af brød. Faktisk var de så tamme, at de tog brød ud af hånden på mig.

Den her and var lidt af en "bad-ass" and ... den troede faktisk lidt at det var DEN der var kaptajn på båden, tror jeg!



Der er faktisk meget smukt i Norfolk, og masser af hyggelige små byer. Et virkeligt godt feature er også det, at der ligger pubs langs floden, så man vitterlig kan parkere lige udenfor og gå ind og få sig en dejlig pint real ale. Her nyder Bruno et glas.


Vi lå faktisk fortøjret lige udenfor denne velholdte og hyggelige pub. Det var rigtig fedt.

Noget man skulle være opmærksom på, var tidevandet. Især når man sejlede ned i nærheden af Great Yarmouth, hvor floden løber ud i havet. Her er der et par meters forskel på flod og ebbe, og fortøjrer du ved Great Yarmouth Yachtclub, kommer der et par fyre og justerer fortøjningerne, så de kan håndtere tidevandet. Det hedder et "spring" på dansk, og det er noget med at du bruger fire trosser, som du fortøjer lidt på kryds ind midt for båden ... svært at forklare :-)så her er et billede af ungerne!


Skal man passere Great Yarmouth og sejle videre i den del af flodsystemet, som ligger på den anden side af denne by, skal man også være opmærksom på, at man ikke kan komme under broerne med en stor båd som vores, når der er højvande. Og man skal også lige huske, at der på nogle tidspunkter er en meget, meget kraftig strøm, når al vandet kommer ind eller flyder ud i havet. Så de anbefaler, at man passerer en time efter lavvande - så er strømmen rimeligt håndterbar, og vandstanden ikke for høj.

Vi klarede det, uden problemer :-) og vi fik shoppet i Great Yarmouth som var en overraskende stor og spændende by (rent butiksmæssigt). Bruno mente, at byen havde en overvældende mængde grimme mennesker - og meget få pæne - der findes dog hverken billeddokumentation eller videnskabeligt belæg for denne teori. Det her er et par helt almindelige danskere (ok - manden er noget lækrere end gennemsnittet)...


Det var en dejlig tur, selvom ungerne vist syntes det var LIDT kedeligt ind imellem :-) og de havde da også nogle hyggelige stunder, tror jeg ... både med at sejle båden, når vi samledes om diverse spil, når der blev sat Simpsons på dvd'en, og når de bare hyggede sammen ...


MEN da ugen var gået, var vi også modne til forandring allesammen! Så vi drog afsted til London - - og det vil jeg fortælle om senere.

Ingen kommentarer: