Det handler egentlig ikke om, hvad jeg tror på eller ikke tror på.
Men den her debat med religiøse symboler i det offentlige rum - jeg synes faktisk, den er interessant.
Især fordi der på min arbejdsplads er en pæn diversitet i nationalitet, kultur og religion. Der har også typisk været en god rummelighed omkring det, og der har været skik for, at man var det man var, uden at forsøge at tvinge det ned i halsen på andre.
På et tidspunkt sad jeg på kontor med en katolik, en Jehovas Vidne, en aktiv folkekirkekristen og en erklæret ateist. Der blev diskuteret meget og intensivt, men også åbent og respektfuldt.
På et andet tidspunkt har jeg arbejdet sammen med en mandlig kollega - rar og dygtig fyr, for øvrigt. Jeg havde hørt, han var meget aktiv kristen, og det var fint med mig. Hvad jeg måske syntes var over kanten, var det meget store og meget synlige kors, han bar udenpå blusen.
Jeg synes, det signalerede en masse ting, som ikke havde noget med vores fælles arbejde at gøre. Det fik være, for det var ikke større, end at jeg mentalt kunne sætte sådan en sort bjælke hen over.
For nylig sukkede jeg lidt, da en meget emsig ung-kristen på mit arbejde mødte op i en t-shirt, som spillede på Ringenes Herre, men i virkeligheden var en Jesus-reklame. Også en rar og dygtig fyr - men han tager nok sig selv og sin kristendom en kende alvorligt, og tager det lidt for personligt, hvis man erklærer sig uenig i nogen af hans synspunkter.
Jeg valgte at undlade at kommentere hans trøje. Men ærligt talt, så støder det mig, når folk bliver for påtrængende i deres missioneren på arbejdspladsen.
Og det handler som sagt ikke om, hvad jeg tror på eller ikke tror på. Jeg ville have været lige så provokeret af en trøje, der stod "Jeg stemmer på Villy Søvndal/Anders Fogh/Pia Kjærsgaard", eller "Gummi-fetich-festival 2005". Eller muslimsk indhyldning/hageskæg. Eller jødisk kalot. Eller you name it.
Det handler om den hårfine grænse, hvor man signalerer lidt om, hvem man er, og hvad man står for - den, som hvis den overskrides, bliver alt for in-your-face. Måske endda signalerer "jeg-er-bedre-end-dig".
Det kan man gøre i sin fritid, hvis trangen er der. Jeg synes bare, det er u-fedt at blive konfronteret med på min arbejdsplads.
Skal man så lovgive, eller lave regler for det? Nej. Det synes jeg absolut ikke. Jeg kan sagtens leve med enkelte smagløse indslag i min hverdag. Hvis min personalechef indførte regler for, at man ikke måtte signalere holdninger med sin fremtræden, var der jo ingen ende på galskaben.
Så var der jo ikke plads til det lille guld-dagmarkors, nogen havde fået i dåbsgave, eller de mere diskrete holdningstilkendegivere. Man måtte hive øko-mærkerne af de frugter, man tog med på arbejde. Rød og blå ville blive bandlyst i påklædningen.
Forstå mig ret - jeg har intet imod guldkors og kalotter og sjove tshirts mv. i gadebilledet. Godt med lidt forskellighed. Men jeg klæder og opfører mig altså også anderledes, når jeg er på arbejde - der er jeg professionel.
Lidt almindelig sund fornuft. Lidt respekt for, at der er ting, andre ikke er interesseret i at dele med dig når I nu er sammen 37 timer om ugen. Det være sig Anders, Allah, Gud, Satan eller Master Fatman.
I rest my case.
