En reduceret familie

Nu er familien for alvor reduceret!

Andreas og Kristina er flyttet. De har fået sig indrettet i den lånte campingvogn på Aalborg Camping, og det lyder til de har det godt.

I aften kørte vi Bodil til Højer, hvor hun går på efterskole. Det var ikke svært at forlade hende, for hun glædede sig til at komme ned på skolen igen, og blev varmt modtaget af veninder til højre og venstre.
Hun trives og har det godt der ... og kan sagtens håndtere at der er nogen, der ikke kan lide hende, for der er endnu flere, hun kommer fint ud af det med.

Nu går der 14 dage før hun kommer hjem igen, for næste weekend er skoleweekend.

Så den kommende uge bliver vi den der lille familie - Kristian, Bruno og mig. På mange måder bliver det super nemt. Og jeg tror Kristian kommer til at hygge sig med at være alenebarn lidt.

Savner jeg mine to store børn? Ikke så meget - ikke når jeg ved, at de har det godt. Men jeg glæder mig til at se dem.

Der er en forskel.

Nu synger jeg igen!

.,..mens jeg går og hører denne her med Oasis....

Ahhhh ... weekend!

Det har været en travl optakt til weekenden.

Travlt på arbejde, travlt i fritiden.

Torsdag aften havde vi besøg af Kristinas mor og lillebror, som kom for at sige god flytning til de unge mennesker - de starter på universitetet i Aalborg på mandag, og flytter i en campingvogn her i dag.

Igår aftes lavede jeg en kæmpe portion indiske boller i karry, til pigerne fra afdelingen, som skulle komme på tøseaften. Vi har sådan en tøse-komsammen med jævne mellemrum, for når vi nu kun er 7-8 piger ud af 35 i afdelingen, må vi holde sammen.

Det var super hyggeligt, og nu skal jeg ikke præstere noget resten af weekenden :)

Bodil er hjemme fra efterskolen - Bruno hentede hende i går eftermiddags. Det er dejligt at se hende igen :)

Og nu går vi en tur ned i byen. Vi skal på torvet og i nogle butikker og proviantere.

Aaaahhhh ... det er weekend!

Værdien af fis og ballade på arbejdspladsen

Der går tit en lille smule fis og ballade i den på mit arbejde.

Faktisk vil jeg påstå, at det sker flere gange om dagen - og hver dag.

Trods det, er vi utroligt effektive, og overholder de deadlines, der bliver sat op for os. Det virker måske mystisk, at en flok mennesker, der har det så sjovt og hyggeligt, også får lavet noget - men det gør vi.

Når jeg fortæller om ting fra mit arbejde, lyder det nærmest som om vi aldrig laver andet end at spise kage, spille bordtennis og pjatte med det ene og det andet. For det er jo det, jeg kan komme hjem og fortælle om - Bruno og børnene kan nok ikke så godt forholde sig til den theme-rettelse vi har lavet til en given portlet, eller hvordan vi har fået styr på grænsefladen der skriver vilkår og breve ud til kunderne.

Så de historier de hører, er tit om vores indbyrdes bordtennis-dueller, de sjove ordvekslinger, jeg har hørt, eller hvad for en kage vi fik i dag, da kollegaen havde fødseldag.

Forklaringen på, at vi kan have det rigtig sjovt og stadig være hamrende effektive, er naturligvis at arbejdsglæde og et godt socialt arbejdsmiljø er en fantastisk motivator. Og jeg vil heller ikke afvise, at tekniske problemer bliver løst, eller tips udvekslet over bordtennisbordet.

Det eneste, der bekymrer mig er det billede, mine børn får af hvad det vil sige at være på en arbejdsplads ... :o)

Gutterne i Afghanistan

Andreas' livgarde-kammerater tog afsted til Afghanistan her i starten af måneden.
Han syntes ikke det var sååå fedt.

Nu kommer så meldingen om, at den soldat, som blev dræbt igår er fra Andreas' kammeraters hold.

Så nu venter han på at få kontakt med nogen af drengene, så han kan få at vide hvem det er.

Øv

Jeg synger i badet III

Jo - det var superdejligt at få Bruno hjem igår!! Og han var endda i et stykke, og langt mindre udmattet end jeg havde forventet.

Mærkeligt nok var han meget mere træt idag?? Måske skal han bare tidligt i seng (alene ;) i aften...

Så jeg har al mulig grund til at synge - med min elskede i hus og det hele...

Jeg overvejer dog om jeg skal stoppe! Jeg er blevet invaderet af Keld Heicks ånd - og han er ikke engang død!

I aften, da vi havde spist, foreslog Bruno en gåtur i byen med Baghjulets medlemsblade, og straks brød jeg ud i "Vi skal gå hånd i hånd gennem livet, du og jeg". Arrgh! Til min rædsel kunne jeg ihvertfald to vers af sangen, og jeg er ikke helt sikker på om der findes flere.

Som et eksperiment forsøgte jeg mig herefter med "Ved landsbyens gadekær", hvor jeg OGSÅ kunne det meste af teksten!!

HJÆÆÆÆLP - jeg er besat af en dansktop-dæmon!! Det er slet ikke min genre, så hvorfor kan jeg teksten??

Det må være Brunos indflydelse - det er jeg sikker på!








PS: .....hvis jeg skal være helt ærlig, så kender jeg også teksten til "Den knaldrøde gummibåd" og "Brandmand, det brænder på Bülowsvej fem".....

Jeg synger i badet II

...og så tog jeg lige mig selv i at gå små-syngende rundt ude i Føtex.

Fnis ... man skulle tro det var forår?

En usynlig vej?

Kan en vej være så lille, at den nærmest er usynlig???

Fasanvej ER en ganske lille vej - indrømmet. Den er ikke særligt bred, og fortove er her ingen af.

Til gengæld er den åben i begge ender. Man kan køre ud på Nørrebrogade - og man kan som regel også køre ud på Luthersvej.

Som regel ... for nede på hjørnet af Luthersvej og Fasanvej ligger en smørrebrødsbutik. Og jeg ved ikke, om jeg skal udlede, at folk der spiser smørrebrød generelt er
* dummere end de fleste
* nærsynede
* ligeglade med parkeringsregler

....ihvertfald parkerer de som om de slet ikke har set den her lille-bitte næsten usynlige Fasanvej.

Måske er Fasanvej i virkeligheden noget af tiden zappet over i en anden dimension?? Det ville forklare hvor alt det rod, der hele tiden dukker op her, kom fra ... måske er det tid-rum-skrammel som ryger med, når vejen zapper frem og tilbage...?

I morges var det en lastbil med varer til smørrebrødsbutikken. Den holdt så den spærrede for det halve af udkørslen fra vejen, så jeg måtte laaaangt ud for at se om der kom biler da jeg skulle svinge til venstre ... jeg frygter faktisk for Kristian, som skal den vej hver morgen!

I eftermiddag var det en idiot af en kunde som havde parkeret, så bagenden af hans bil nærmest flugtede med fortovet (altså - så hele hans bil hold ind foran Fasanvejs udkørsel) .... det betød jeg nærmest skulle over i modkørende bane for at komme ind på Fasanvej ... så må man bare håbe at man ikke møder en bil eller en anden cykel. :-(

Hvad sker der for de folk????? Så parker dog ordentligt!!!!!!!!!!!

Jeg synger i badet

I går, da vi mødtes i X-tetten efter en lang sommerpause, var der en, der snakkede om at det var hårdt at få stemmen igang igen efter ikke at have sunget så længe.

Sådan havde det ikke! Jeg er i form!

Jeg synger faktisk meget. Jeg synger i badet. Jeg synger i køkkenet. Jeg synger når jeg cykler på arbejde!

Og jeg kunne faktisk mærke det på stemmen da jeg sang med X-tetten - at den kørte i smør og uden problemer.

Jeg synger Duffy. Jeg synger Leonard Cohen. Jeg synger gamle Joni Mitchell-sange. Jeg synger alle de hits jeg dansede til i 80'erne. Jeg synger sange, jeg har hørt i radioen. Jeg synger sange, jeg normalt synger med X-tetten. Jeg nynner mens jeg stryger, mens jeg hænger vasketøj ud (nåja - ikke så tit i disse dage, for der regner jo konstant!) og mens jeg laver mad.

Mon jeg har fået en musikvirus? Det behøver ikke gå over. Man bliver glad af det. Og der er ikke nogen, der har klaget over støjen endnu.


PS: Indtil videre er det nogenlunde lykkes mig at beherske mig på arbejde. Jeg synger kun en lille smule, og kun når jeg er ude at tisse...

Tid er en mangelvare for tiden!

Pyha. Så er jeg endelig landet i sofaen.

Jeg har transporteret barn til og fra klipning og rollespil, købt ind, strøget tøjbunken og ordnet mere vasketøj. Jeg har bagt kage som mine sønner skal have med på hhv. arbejde og i skole.

Og inden det var der en arbejdsdag - en af de gode af slagsen, men trods alt også en travl en.

Og nu sidder jeg endelig i sofaen, med endnu et lækkert glas rødvin fra tirsdagens møde med Liber Vin, mens jeg skriver her og ser American Pie 2. En klassiker - kun overgået af "Dude where is my car" :-)

Af en eller anden grund har jeg en bizar svaghed for fjollede amerikanske ungdomsfilm. Waynes World, American Pie-filmene, Austin Powers og ikke mindst "Dude where is my car". Ikke særligt højintellektuelt. Men plat og sjovt og ret forudsigeligt.

Den anden dag så vi en ret god film, i øvrigt - vist også egentlig rettet mod et lidt yngre segment. Juno, hed den - den var sød og sjov og klog.

Juno bliver gravid med sin måske-kæreste, som er en nørdet og guitarspillende løber. Hun kan ikke få sig til at abortere, men beslutter sig til at få barnet og give det til nogen, som ønsker sig et barn og ikke kan få et selv.

Juno er en skøn karakter - en drengepige med sin helt egen måde at gøre tingene på. Og hendes familie kan man kun holde af - de er realistiske som man sjældent ser det i en amerikansk film.

Den kan anbefales.

Men tilbage til mig. Her sidder jeg i min sofa. Lidt træt.
Men dybest set bare rigtig tilfreds.

Dem der mangler

Nu er det snart 1½ uge siden, at Bodil tog på efterskole, og det er 4 dage siden, at Bruno kørte sydover, ned til sin store udfordring.

Bodil har jeg snakket med et par gange på msn. Hun savner os vist mere, end hun havde regnet med, selvom hun lyder til at have det godt.

Bruno har ringet hjem hver aften. Igår lød han forfærdeligt træt ... de havde kørt 75 km og 3000 højdemeter - det er meget. Oven i er han blevet helt vildt forkølet og hoster hele natten. I dag lød han heldigvis bedre, selvom det nok var turens hårdeste dag. Nu - på de første 3 dage - har de kørt halvdelen af hele turens højdemeter, så mon ikke det bliver en anelse lettere herfra.

I dag var de ude i 11 timer. Ret meget hårdere kan det nok heller ikke blive.

Bodil kommer hjem fra efterskolen torsdag. Mon ikke hun kommer her forbi, selvom hun egentlig har far-weekend. Vi skal til vejfest fredag aften, så der sover hun her.

Bruno kommer hjem søndag engang. Det bliver dejligt.

Selvom jeg er i godt selskab af mine sønner og min svigerdatter, kan jeg godt mærke dem der mangler.

Livsnyderen om venskab

Jeg er et menneske som har let til begejstring.

Jeg er spontan, og jeg lader mig nogle gange rive med.

Det har givet mig nogen følelsesmæssige tæv nogen gange – men det har også lukket døre op, og givet mig gode oplevelser, og venner for livet.
Nogen gange møder jeg mennesker – online eller i det rigtige liv – som jeg bliver tiltrukket af. Nogen, som jeg bare gerne vil tættere på, kende bedre, spille mine tankebolde op af.

Det er ikke altid, at jeg ved hvorfor den tiltrækning opstår.

Online handler det næsten altid om, at det er en person, som skriver om nogle ting, der griber mig, rører mig og som jeg forstår. Det er ofte nogen, som tør indrømme, at de er sårbare og i tvivl, men som samtidig udviser styrke og klogskab og humor.

Så sker det, at jeg føler en forbindelse til den person. Glæder mig over det, hun skriver, og lever med i hendes liv og tanker. På den måde kan mennesker, jeg kun kender online, fylde meget i mit liv.

Af en eller anden grund ser jeg sjældent andre bloggere IRL. Det er ikke så vigtigt for mig. Med nogen når man til det der stadie hvor man tænker: ”Hvor ville det være fedt at ses!”

Men det er et sårbart punkt – for holder forbindelsen, kemien, tiltrækningen, når man mødes og sidder ansigt til ansigt? Og kan man samle tråden op online fra det punkt, hvis det kikser?

De få gange, jeg har mødt bloggere IRL, har det været hyggeligt og fedt. Og jeg er ikke spor bange for at gøre det igen – faktisk sidder der en herlig kvinde derude, som jeg håber på at møde inden sommeren er forbi. Der er planer i støbeskeen – basis for et hyggeligt møde, og måske et venskab uden for pc’en.

I den virkelige verden er det lidt sværere at sige, hvad det er, der gør, at jeg tiltrækkes. Der er så mange andre signaler, der kommer ind over – de der 90 % af kommunikationen, der består af kropssprog, mimik, attitude, påklædning, udseende …

Men jeg kan blive stærkt optaget og fascineret af mennesker jeg møder. Eller bare føle en forbundethed, noget der gør at det bare er rart at være sammen med personen. At det er let at kommunikere. At man bare er på bølgelængde, selvom man måske slet ikke ligner hinanden. Måske fordi man ikke ligner hinanden.

Jeg har prøvet at have en ven, som jeg i årevis følte den der forbundethed med. Når jeg oplevede noget, som optog mig, eller læste noget, som rørte mig, tænkte jeg på, at jeg gerne ville snakke med ham om det. Hvis ikke vi lige så hinanden, forestillede jeg mig, hvad jeg ville sige til ham, og hvad han ville svare. Og når vi endelig var sammen, og havde mulighed for at snakke, så tog det laaang tid, og vi fik vendt alverdens ting. Til fester snakkede vi tit rigtig meget sammen. Og havde det helt vildt sjovt.

Jeg følte mig meget privilegeret over at have en ven som ham. Og jeg har ham faktisk stadig. Venskabet udviklede sig nemlig, og for dem, der ikke allerede har gættet det, hed vennen Bruno.

Sådan går det nu (heldigvis ;-) ikke så tit. Jeg har igennem årene haft masser af venner af begge køn, som jeg har holdt rigtig, rigtig meget af. I min sfære har der altid været mange mænd – fordi jeg har gået på en mande-uddannelse og arbejder i et traditionelt mande-fag. Og mange af mine kolleger har også været venner – nogen bare på arbejdsplan, andre helt ind i privatlivet.

Et hold af vores venner er faktisk begge mine kolleger. Da Eva og jeg begyndte at arbejde sammen, klikkede vi bare – og i løbet af kort tid havde vi en høj grad af fortrolighed. Der var bare den der kemi, den der forbundethed. Den har holdt vores venskab sammen i mange år (vi mødtes da jeg kom tilbage på arbejde efter Kristians fødsel), selvom vi nogen gange faktisk har været gledet fra hinanden.

Og selvom vi ikke ses så tit, ved vi bare begge to, at den anden er der. Hun er sådan en ven, jeg altid kan gå til, og være sikker på at få opbakning og hjælp. Sådan en, jeg kunne køre ud til kl. 11 om aftenen med en kuffert og få husly hos, hvis jeg havde brug for det.

Man kan også sagtens have et tæt venskab, selvom man ikke ses privat.

Gennem flere år arbejdede jeg tæt sammen med en – ja, faktisk har vi kendt hinanden i rigtig mange år, og i perioder arbejdet sammen. Vi var tætte. Vi var rigtig, rigtig fortrolige, og han var en af de bedste ”veninder” jeg har haft. Lige for tiden arbejder vi langt fra hinanden, og snakker kun sporadisk sammen. Men jeg er sikker på, at vi kunne samle tråden, fortroligheden, venskabet op på fem minutter, hvis vi kom til at arbejde tættere sammen igen.

Det gør mig glad, når jeg møder nogen, hvor kemien bare er der. Hvor det bare er let. Hvor man har det sjovt sammen, og man kan mærke, at luften bliver varmere, bare fordi man er sammen. Måske bliver det til et tæt, godt venskab, måske bare et mere overfladisk bekendtskab. Måske skal man være venner i et halvt år. Måske skal man være venner for altid.

Det ved man ikke, når venskabet starter. Men det, at gnisten er der, kontakten til et andet menneske, er en gave.

Og jeg er glad for, at jeg stadig tør tage imod den.

Sikke en dag...!

Hold da op!

Det har været en voldsom dag i dag.

I formiddag var det lidt turbulent. Projektlederen i mit projekt ringede - han går på orlov i 14 dage, fordi hans søn er blevet syg (heldigvis lyder det til at være under kontrol) - og han skulle lige instruere mig i dette og hint, for jeg skulle overtage roret i hans fravær.

En anden kollega var ikke dukket op, og omkring kl. 11 blev vi lidt nervøse. Der blev ringet både hjem til ham og til hans mobil, men ingen svarede ... han ringede ind og meldte sig syg kl. 12, og så blev vi nærmest lettede, fordi han ikke var sporløst forsvundet.

Nå - men det blev lidt travlt det hele. Vi har demo i morgen - dvs. vi skal præsentere for vores projektejere, hvad vi har lavet hen over sommeren, og det er mig, der normalt er tovholder på det. Samtidig skulle jeg jo lige finde mine ben som projektlederafløser, det krævede lige at jeg samlede op på nogle ting.

Selvfølgelig skulle jeg til tandlæge i dag. Men jeg vil sige, at det er et plus, når ens tandlæge er pæn og mørkhåret, og oven i købet kalder mig "Liselott'" med en sød fransk accent. At der så heller ikke skulle gøres noget dramatisk må også siges at være et plus - jeg er hunderæd for tandlæger, om de så er nok så brunøjede og franske.

Jeg havde planer om at besøge Equinox i dag - det er et af fitnesscentrene i Fredericia - faktisk et, jeg overvejer at skifte til. Ikke fordi jeg er ked af Forever - men jeg vil bare gerne træne tættere på hvor jeg bor.

Så selvom jeg egentlig var lidt blæst, tog jeg i Equinox, fik kikket mig omkring og trænet lidt også.

Da jeg kom hjem, lå der en fin buket blomster til mig. Jeg tænkte - lidt overrasket - at det måske var Bruno, der havde været internet-romantisk, når nu vi er hver for sig. Overrasket, fordi han ikke ligefrem plejer at dænge mig til med blomster, og fordi jeg ikke lige havde forestillet mig, at han havde overskud til at tænke i florale kærlighedserklæringer mens han cykler over alperne.

Det var det heller ikke. Blomsterne var fra Katia Pedersen - - indehaveren af Caffe Katia, min absolutte favoritrestaurant her i byen. "Tak for de pæne ord", skriver hun - gad vide om hun har googlet sig selv og fundet dette indlæg på min blog?

Min underkæbe ligger ihvertfald stadig på sofabordet. Jeg er helt flov - for det var da mig, der skulle give Katia blomster, for de skønne og hyggelige madoplevelser, hun har givet mig. Jeg får STADIG våde drømme om den forret, jeg fik sidst Bruno og jeg spiste der - kold stegt tun på salat ... uhhhmmmm bedre tunsteak har jeg sjældent fået!!

I aften er der mandagslukket, men i morgen går jeg ned og siger tak. Det var urimeligt sødt af hende. Jeg handler jo dybt egoistisk - jeg vil ha' hendes Ristorante til at blive en succes, så den bliver ved med at være der, til min gourmante fornøjelse :-)

Men nu behøver der heller ikke ske mere lige i dag.
Blev der sagt.

Lørdagslængsel

Jeg savner ham allerede.

Lidt.

Han er nået godt til Garmishpartenkirschen (det må være kærlighed fra min side, at jeg har lært dette ganske umulige bynavn udenad), og i aften har budt på et informationsmøde på hotellet. I morgen kører de afsted på de fine nye Rivette-cykler, kl. 9. Jeg vil tænke rigtig meget på ham, og jeg håber det går godt, og at de får dejligt vejr.

Jeg må indrømme, at jeg får lidt uro i maven når jeg tænker på det, som ligger foran ham, for det er en sej tur, i hårdt terræn. Men jeg ved også, at jeg har en sej mand, som er i god form, og som er rigtig, rigtig viljefast. Og at han har sin næstbedste ven ved siden af sig - når jeg nu ikke kan være der med ham :-)

Pladsen i sengen ved siden af mig fyldes de næste par nætter af Kristian, som har lånt sin seng ud til min mor :o) Det er første gang hun besøger os efter vi er flyttet ind, og det er så dejligt at ha' hende her.

Mor, Kristina og jeg var på by-ose-tur i formiddag, det var super hyggeligt. Vi sluttede af med cafe latte (og en smoothie til Kristina) på Caffe Katia.

Drengene har spille-dag i dag. Kristinas lillebror Anders på 18 er her og spiller med Andreas og Kristian. Der er fyret op under PS3'erne, og der bliver spillet Guitar Hero og hvad ved jeg.

Lige om lidt smækker os tøser disneyfilmen "Fortryllet" på dvd-afspilleren. Det er tøsehygge :-)

Det kan godt kompensere lidt for savnet af ham, som ikke er her.






PS: Bodil og jeg har snakket på messenger i dag. Hun har det godt, det lille pjevs - og savner ikke sin mor ret meget (men lidt).

Tøseløs

Mit tøsebarn er på efterskole - Gud, hvor er det mærkeligt!

De første 14 dage endda med mobiltelefonforbud - så jeg ved ikke engang, hvordan hun har det.

Godt, tror jeg. Hun er kommet på værelse med 3 andre piger, og sidst jeg så hende, fes hun omkring sammen med den ene - Josefine fra Vejle.

Det er dog løgn at jeg er HELT tøseløs. Vi har nemlig stadig Kristina boende - og det er rigtig, rigtig hyggeligt. I aften har vi været alene hjemme. Kristian var til rollespil, og Bruno hjalp Carsten Bedsteven med at flytte de sidste møbler fra hans lejlighed til det hus, han har købt sammen med sin kæreste Else.

Kristina og jeg så håndboldkamp fra i middags. Desværre kendte vi resultatet, men det gjorde ikke sååååå meget. Måske var det dog årsagen til, at der gik lidt tøsesladder i det ... men HYGGELIGT var det!

I morgen kommer min mor også, så får østrogen-niveauet et hak mere opad :-)
Især når Bruno futter af på sin store alpetur. Det gør han nemlig i morgen aften. Så skal jeg undvære ham en hel uge. Hvor jeg oven i købet skal bekymre mig om han nu har det godt, derude på alpestierne.

Jeg synes han er supersej.

Bare han passer på sig selv, min søde mand...

Well, fuck me senseless!!

En blond skotte med et ansigt som en gammel læderhandske og et par skarpe blå øjne, et sprog som en havnearbejder (ca. 3 "fuck" pr. 10 ord) og kæmpe succes i restaurationsbranchen.

At havnearbejderen fagligt kan sit kram, kan man nok ikke sætte spørgsmålstegn ved. Og han er alle vegne på tv i programmer, hvor han i den ene eller den anden kontekst skælder ud på (mere eller mindre) sagesløse kokke.

Gal eller genial? Det er svært ikke at ha' en mening om Gordon Ramsay.

Personligt synes jeg, at han er skøøøøn! Måske er det ikke lige moderne ledelse, AI (appreciative inquiry), assertion eller hvad det nu altid hedder - men det er underholdende, og hvis de udskældte kokke hører efter, hvad han siger ind mellem alle "Fuck", "You donkey!" "Fuck me!" og "Fuck me senseless!" udbruddene, er det faktisk reel hjælp, og gode råd - og endda nogen gange omsorg.

Engang imellem er det også bare så vidunderligt forfriskende med en totalt u-floromvundet, politisk u-korrekt gadedreng på sendefladen.

Polerede studieværter og ignorante nogle-og-tyveårige i realityshows er der nok af.

Blogkrise - måske

Jeg ved det faktisk ikke.

Men jeg har vist lidt af en blogkrise for tiden.

Overskuddet, energien, lysten, ideerne - de udebliver. Især nok de første tre.
Jeg har spekuleret over, hvad årsagen er. Dog uden at blive meget klogere.

For jeg tænker jo stadig på mig selv som en del af blogland, og jeg har masser af kontakt på nettet, men mest af den den direkte slags, via messenger og nu også facebook.

Det er ikke fordi jeg har krise i mit liv - jeg har det fint.

Så nu får bloggen lige en lille pause. En uge, tror jeg. I må ikke efterlyse mig, for jeg er lige her, ved min skærm - på mailen og på messenger. Mens jeg IKKE skriver blogindlæg, vil jeg tænke over, hvad jeg vil med min blog.

Den skal ihvertfald ikke være en sur pligt. Så vi snakkes ved om en uge (måske før, hvis du er en af dem jeg har andre typer kontakt med).

Vennehygge og stenersøndag

Det har været en dejlig weekend.

Fredag kørte vi til Vejle om eftermiddagen og så Post Danmark Rundt. Vi havde VIP-billetter, så der var adgang til tribunen, og der var fri fadøl/sodavand/kaffe/pizza/grillpølser/kage ... ikke dårligt! Der var masser af ansigter vi genkendte - og ihærdigt forsøgte at lade være med at kikke på.

Alex Pedersen, Rolf Sørensen, Helge Sander (minister-fyren), Hans Otto Bisgaard (som leverede speak) ... og så var der ham den lille blonde, jeg var lige ved at løbe over ende, og som viste sig at være Jacob Piil.

Løbet var fint spændende, og der er bare en fed stemning sådan en dag. Næsten festival-agtig. Billeder følger :-)

Lørdag havde vi gæster. Min skulder har ikke været særlig god de seneste dage, så Bruno stod for rengøring mv, og jeg købte ind og lavede mad - det kunne jeg lige klare. Det var vores gode venner Alex og Marie, som skulle ind og bese vores "nye" hus. Det blev godkendt, og vi havde (som sædvanlig) en rigtig hyggelig aften.

I morges var jeg lidt sløv. Så jeg stenede det meste af formiddagen, på sofaen med en bog. Det skulle jeg nok være blevet ved med, for resten af dagen har jeg ikke været for heldig. Jeg har
* erhvervet en hudafskrabt lillefinger efter en ekspedition ind mellem kasserne i vores opbevaringsrum i kælderen
* fået pegefingerneglen i klemme i en havestol - AVS!
* brændt min venstre arm grundigt da jeg ikke holdt blenderen langt nok ned i blomkålssuppen ... det svier stadig, selvom jeg holdt armen under vand pænt længe :-(

Skulderen er heller ikke for god i dag. Jeg håber, at den opfører sig pænt på arbejde i morgen!

Sov sødt snif...

Vi holdt kanin-begravelse i dag - Bodils ene kanin vågnede ikke op den anden morgen, men var død - formodentlig af alderdom, de er ikke helt nye mere.

Så ex-manden kom forbi med Bodil og Kristian, og han fattede lige spaden så vi kunne få Snif i jorden.

Godt at Putte ser ud til at have det godt stadigvæk! Vi kan ikke klare to døde kæledyr indenfor alt for kort tid!


...mens der stadig var to.