mandag, oktober 20, 2008

En dag tilbage!

Sikke en dejlig ferie, jeg har haft!

Fredag var ikke særligt produktiv. Andreas var hjemme, og faktisk gik hele formiddagen med at sludre i køkkenet, over resterne af morgenmaden.

Da Bruno fik fri fra arbejde, kørte han og jeg på besøg i Aalborg. Min storebror bor i et hyggeligt hus i Vejgaard sammen med sin kone og deres datter, og de diskede op med lækker mad og godt selskab. Lørdag gik vi bytur i Aalborg, og det er jo altid herligt! Der kom både julepynt og rødvin med hjem - og jeg kunne konstatere, at Aalborg ligner sig selv. Stadig en af mine yndlingsbyer :)

Søndag var vi flittige. Bruno har et projekt som skal overståes inden vinduerne kan blive sat i - i karnappen er der 5 vinduer. Imellem disse står en træ-ting (fire i alt), som faktisk er dem, der holder taget oppe. De er fulde af gammel, rød maling, og de skal gøres rene, spartles og males hvide. Så igår blev der smurt malingsfjerner på de sidst 2 sprosser (eller hvad det hedder).

Vi fik også (ikke spor for tidligt) gjort vores havemøbler rene og fik dem sat væk, og haven fik en efterårs-omgang - alle bladene (næsten) fra pæretræet blev revet sammen og kørt væk, og plænen blev slået forhåbentlig for sidste gang! Om det så var kanterne af plænen, blev de trimmet pænt.
Der blev tømt potter og fejet visne blade op, og nu er vores have så pæn som den nu kan blive, når den er fuld af vinduer :)

Igår aftes var Christina på besøg. Hun lagde vejen forbi os på vej hjem fra et kursus på Castbjerggaard. Det var hyggeligt, men kors hvor er mit tegnsprog rustent :/

Senere kom Bodil og Kristian - Bodil kun på kort visit, for hendes far skulle køre hende tilbage på skolen.

Nu er det hverdag igen. I morgen skal jeg på arbejde, men jeg har stadig i dag tilbage. Jeg dasker rundt med morgenhår og i joggingbukser, og sådan skal det være.

Den sidste feriedag skal nydes!

6 kommentarer:

Annie Fryd sagde ...

Sikken flittighed i lægger for døren... Dejligt med en slaskedag... det burde man indføre alle mandage.

Lizelotte sagde ...

Enig, Annie!!

Anonym sagde ...

Det lyder som en produ/hyggelig ferie :-)
Naar man ikke bor i Aalborg er den faktisk okay hyggelig. Glaeder mig lige pludselig til jul!

Lizelotte sagde ...

Fisker, jeg har ikke boet der i mange herrens år, og flyttede derfra så tidligt at den står i et let sepiatonet skær for mig :D

Lene sagde ...

Her er der ikke gjort noget overhovedet ved have og møbler, så jeg er fuld af beundring over jeres flid :-)

Lizelotte sagde ...

TAK Lene - jeg var sikker på at jeg var den sidste der fik sat dem væk ;)